118

Om sommeren aar 1000 drog kong Olav Tryggvessøn med sin hær sydefter landet udenom Stad. Med ham fulgte dronning Tyre og Ingebjørg Tryggvedatter, hans søster; derhos søgte ogsaa mange af hans venner og mægtige mænd til ham, færdige til at tage del med ham i hans tog. Den fornemste af disse var Erling Skjalgssøn, hans maag; han havde sin store skeid paa 30 rum og saare vel udrustet. Til kongen kom ogsaa hans maager Hyrning og Torgeir; hver af dem styrede et stort skib. Mange andre mægtige mænd fulgte ham, og saaledes drog han med hele hæren sydefter landet. Da han kom syd til Rogaland, stansede han der en stund; thi Erling Skjalgssøn havde beredt et herligt gjestebud for ham paa Sole. Her kom ogsaa Ragnvald Ulvssøn jarl østenfra Gautland for at træffe kong Olav og afgjøre den sag, som vinteren tilforn havde været afhandlet ved budskab og sendemænd, nemlig om at faa Ingebjørg Tryggvedatter tilegte. Kong Olav tog vel imod ham, og der blev talt om sagen. Olav sagde, at han vilde holde alle sine tilsagn desangaaende og give ham sin søster Ingebjørg, dersom han vilde tage ved den rette tro og kristne alt det folk, han var sat til at raade over. Heri samtykkede jarlen og blev døbt med alt sit følge. Det gjestebud, Erling havde ladet berede, blev nu forøget, idet der ved samme gjestebud blev holdt bryllup for Ingebjørg Tryggvedatter. Jarlen gjorde sig nu rede til at reise hjem med Ingebjørg, og kongen gav ham lærere med til at kristne folket 119i Gautland og lære det den rette tro. Kongen og jarlen skiltes med den største kjærlighed.

Efter sin søster Ingebjørgs giftermaal skyndte kong Olav sig saa hurtig som muligt af landet med sin hær; han havde vakkert og meget folk. Han forlod landet med seksti langskibe og seilede syd forbi Danmark gjennem Øresund, derpaa til Vendland. Han aftalte stævne med kong Burislav, og begge kongerne mødtes; de talte da om de eiendomme, som Olav krævede; deres hele samtale løb meget vel af, og der blev gjort stort greidskab paa de eiendomme, som kong Olav tyktes der i landet at have ret til. Kong Olav opholdt sig længe om sommeren i Vendland og traf der mange af sine venner.

Kong Svein Tjugeskjegg var da gift med Sigrid den storraade. Sigrid var den største uven af kong Olav Tryggvesøn. Hun eggede kong Svein meget til at paaføre Olav Tryggvesøn krig. „Du har,“ siger hun, „sag nok med ham, fordi han har bortført din søster Tyre uden dit samtykke; ikke vilde dine afdøde frænder have taalt sligt.“ Saadanne lokke-taler havde dronning Sigrid idelig paa bane og bragte det tilsidst dertil, at kong Svein var fuldt bestemt paa at gjøre dette. Tidlig om vaaren sendte han mænd øster i Svitjod til sin maag Olav sviakonge og Erik jarl og lod dem sige, at Olav, Norges konge, havde leding ude og agtede om sommeren at drage til Vendland. Med danekongens ordsending fulgte ogsaa den anmodning, at sviakongen og Erik jarl skulde have en hær ude og dermed støde til kong Svein; de skulde da alle tilsammen lægge til strid med kong Olav Tryggvesøn. Til denne færd var sviakongen og Erik jarl hel villige; de samlede en stor skibshær fra Svitjod og drog dermed syd til Danmark; dog kom de ikke did, førend kong Olav Tryggvesøn allerede var seilet østefter fra dem. Sviakongen og Erik jarl stævnede til møde med danekongen, og de havde da alle tilsammen en utallig hær.

Da kong Svein havde sendt bud til Svitjod efter hæren, sendte han Sigvald jarl til Vendland for at udspeide kong Olav Tryggvesøns hær og reise og mage det saaledes, at han kunde træffe sammen med kong Svein og de øvrige forbundne. Sigvald jarl reiste derfor sin vei og kom frem i Vendland, drog til Jomsborg og siden til kong Olav Tryggvesøn. Her blev der talt saare 120venskabelig mellem dem, og jarlen sattes i den største yndest hos kongen. Astrid, jarlens kone og Burislavs datter, var en stor veninde af kong Olav, især formedelst deres fordums svogerskab, da kong Olav havde været gift med hendes søster Geira. Sigvald jarl var en forstandig og raadig mand; da han kom til at raadslaa med kong Olav, sinkede han længe hans afreise der østenfra og fandt dertil saare mange og forskjellige grunde. Kong Olavs hær var meget ilde tilfreds hermed; hans mænd længtes saare efter at komme hjem, da de laa seilfærdige, og veiret tegnede sig til god bør. Sigvald jarl fik hemmelig efterretninger fra Danmark og erfarede, at sviakongens hær da var kommen østerfra, ligeledes, at Erik jarl havde sin hær rede, at disse høvdinger nu vilde komme øster under Vendland og havde aftalt, at de der skulde oppebie kong Olav ved den ø, som hed Svolder, samt at jarlen skulde mage det saa, at de der kunde træffe kong Olav.

Der kom ogsaa et løst rygte til Vendland om, at Svein danekonge havde en hær ude, og snart gik der tale om, at Svein vilde have fat paa kong Olav. Men Sigvald jarl siger til Olav: „Kong Svein tænker slet ikke paa at binde an med dig, naar han ei har mere end danehæren, saa stor en hær, som I har. Men har I mistanke om, at ufred venter eder, da skal jeg følge eder med mit folk, og endnu ansees det dog som en god støtte for høvdinger at ledsages af jomsvikinger; jeg skal skaffe eder elleve velrustede skibe.“ Kongen tog herimod; vinden var ubetydelig, men gunstig; kongen lod flaaden løse og blæse til bortseiling. Seilene blev nu heisede; smaaskibene gik hurtigst og seilede bort ud paa havet. Jarlen seilede nær kongens skib, raabte over til dem og bad kongen seile efter sig. „Jeg ved bedst besked,“ siger han, „om hvor der er dybest i sundene mellem øerne; det kan nok behøves for eder med de store skibe.“ Jarlen seilede altsaa foran med sine skibe, elleve i tallet; efter ham seilede kongen med sine storskibe; han havde og elleve; hele den øvrige hær seilede ud paa havet. Da Sigvald jarl seilede ind til Svolder, kom en skude roende imod dem og lod jarlen vide, at danekongens hær laa der ligefor dem i havnen. Straks lod jarlen seilene sænke paa sine skibe, og de roede ind under øen. Herom taler Haldor og siger, at kong Olav og Sigvald jarl havde 70 skibe og ett desforuden, da de seilede søndenfra.

121Svein danekonge, Olav sviakonge og Erik jarl var der da med al sin hær; veiret var fagert, og solen skinnede klart. Alle høvdingerne gik nu op paa holmen med store skarer af folk og saa, hvorledes skibene seilede ud paa havet, saare mange tilsammen. De ser nu, hvor der seiler et stort og prægtigt skib. Da sagde begge kongerne: „Dette er et stort og sjelden fagert skib, det er vist Ormen lange.“ „Nei,“ svarer Erik jarl; „ei er dette Ormen lange;“ og han havde ret; thi dette skib tilhørte Endride af Gimse. Kort efter ser de et andet skib seile, langt større end det første. Da sagde kong Svein: „Nu er Olav Tryggvessøn ræd, siden han ei tør seile med hoved paa sit skib.“ Erik jarl svarer: „Dette er ikke kongens skib; jeg kjender baade skib og seil; thi seilet er stavet; dette er Erling Skjalgssøn; lad dem kun seile, det er bedre, at disse savnes i kong Olavs flaade, end at dette skib, der er saa vel udrustet, skulde være der.“ En stund efter saa de og kjendte Sigvald jarls skibe, der dreiede ind under holmen. Derpaa saa de, hvor der seilede tre skibe, ett meget stort. Kong Svein talte da til de andre og bad dem gaa til sine skibe; „thi der,“ siger han, „farer Ormen lange.“ Erik jarl siger: „De har mange andre store og prægtige skibe end Ormen lange, lader os bie lidt endnu.“ Da sagde en mængde mænd: „Erik jarl vil nok ikke stride idag og hevne sin fader, Haakon jarl; dette er en stor skam, som vil spørges i alle lande, hvis vi ligger her med en saa talrig hær, og kong Olav seiler ud tilhavs lige for vor næse.“ Da de en stund havde talt herom, saa de, hvor der seilede fire skibe; et af dem var en stor drage, meget prydet med guld. Da reiste kong Svein sig og sagde: „Høit skal Ormen lange bære mig ikveld; ham skal jeg styre.“ Mange sagde, at Ormen lange var et saare stort og deiligt skib, og at det var et herligt verk at lade et saa stort skib bygge. Men Erik jarl sagde, saa nogle hørte det: „Om saa kong Olav ikke havde større skib end dette, vilde dog aldrig kong Svein kunne tage det fra ham med hele danehæren.“ Nu drev folket til skibene, tog tjeldene af og gjorde sig slagfærdige. Dog medens høvdingerne talte det imellem sig, som nu er sagt, saa de, hvor der seilede tre meget store skibe, og det fjerde sidst: det var Ormen lange. Af de store skibe, som havde seilet i forveien, og som de antog for Ormen, var det første Tranen, det andet Ormen skamme. Men da de saa 122Ormen lange, kjendte alle den; ingen negtede da, at det jo var Olav Tryggvessøn, som seilede der. De ginge nu til skibene og gjorde sig rede til angreb. Det var en fast aftale mellem høvdingerne, kong Svein, kong Olav og Erik jarl, at hver skulde have sin tredjepart af Norge, hvis de fik bugt med Olav Tryggvessøn; men den af dem, som først besteg Ormen, skulde faa den og alt det bytte, som gjordes paa den; ellers skulde enhver have det skib, han selv ryddede. Erik jarl havde en overhaands stor barde, som han pleiede at bruge i viking; der var en kam øverst paa begge rande og nedenfor en tyk jernplade, der var ligesaa bred som randen og naaede helt ned til vandgangen.

Da Sigvald jarl og hans mænd roede ind under holmen, saa Torkel Dyrdill fra Tranen og de øvrige skibsbefalingsmænd, der var hos ham, at jarlen dreiede sine skibe ind under holmen; da sænkede ogsaa de seilene, roede efter ham, raabte over til ham og spurgte, hvad det skulde betyde. Jarlen siger, at han vil bie paa kong Olav; „det ser ligest ud til, at der er ufred for os.“ De lod nu skibene drive, indtil Torkel Nevja kom med Ormen skamme og de tre skibe, som fulgte ham. Dem fortalte man samme tidende, og de lod nu ogsaa seilene falde og skibene drive, oppebiende kong Olav. Da kongen seilede ind til holmen, roede hele hæren ud for dem og frem paa sundet. Kongens mænd bad ham, da de saa det, at seile sin vei og ikke lægge til strid mod en saa stor hær. Kongen stod i løftingen og svarede høit: „Lad seilene falde! Ikke skal mine mænd tænke paa flugt; aldrig har jeg flyet i strid; Gud raader for mit liv; men flugten tager jeg aldrig!“ Man gjorde da saaledes, som kongen sagde.

Kong Olav lod nu blæse til sammenlægning af alle skibene; i midten laa kongens skib; paa den ene side af det Ormen skamme og paa den anden Tranen. Da man begyndte at binde stavnene sammen, bandt man ogsaa stavnen paa Ormen lange og Ormen skamme til hinanden; men da kongen saa det, raabte han høit og bad dem lægge det store skib bedre frem og ikke lade det ligge længst tilbage af alle skibe i hele hæren. Da svarer Ulv den røde: „Skal Ormen lægges saa meget længere frem, som den er længere end andre skibe, da vil der nok blive en haard dyst om saksene idag.“ Kongen svarer: „Jeg vidste ikke, at jeg havde en stavnbo, 123der baade er rød og ræd.“ Ulv svarer: „Fegt du ikke mere bagfra i løftingen end jeg i stavnen!“ Kongen havde en bue i haanden; han lagde en pil paa strengen og sigtede paa Ulv. Denne sagde: „Skyd andensteds hen, konge, did, hvor det bedre behøves; hvad jeg gjør, det gjør jeg for dig.“

Kong Olav stod i løftingen paa Ormen og ragede høit op; han havde et guldlagt skjold og forgyldt hjelm og var let at kjende fra andre; han bar en rød, kort kjortel over brynjen. Da han saa, at flokkerne ordnede sig og merkerne opreistes foran høvdingerne, spurgte han: „Hvem er høvding for de folk, der ligger her ligeoverfor os?“ — Man sagde, at det var kong Svein Tjugeskjegg med danehæren. Kongen svarer: „De uslinger ræddes jeg ikke for; i danerne er der intet mod; men hvem raader for de folk, der ligger paa høire side af danerne?“ — Der blev svaret, at det var kong Olav med svenskehæren. Kongen siger: „Sviarne vilde nok synes bedre om at sidde hjemme og slikke sine blotboller end om at gaa op paa Ormen lange og smage eders vaaben. Men hvem eier de store skibe, som ligger derude paa bagbord af danerne?“ — „Der,“ sagde man, „ligger jarlen Erik Haakonssøn.“ „Han,“ svarer kongen, „kan nok tykkes at have god grund til at finde os; af den flok kan vi vente os en skarp strid; thi de er nordmænd ligesom vi.“

Nu ordnede kongerne angrebet. Kong Svein lagde sit skib mod Ormen lange; men kong Olav svenske lagde ud fra ham igjen og stak sine stavne mod de yderste skibe af kong Olav Tryggvessøns flaade. Paa den anden side lagde Erik jarl til, og der begyndte nu en haard strid. Sigvald jarl lod sit skib drage sig tilside og lagde ikke til strid. Dette slag var meget skarpt og blodigt. Frembyggerne paa Ormen lange og Ormen skamme kastede ankere og stavnljaaer i kong Sveins skib og kunde skyde sine vaaben ovenfra nedad paa fienden; derved ryddede de alle de skibe, som de fik holdt fast. Men kong Svein og de, der undkom, flygtede over paa de andre skibe og lagde bort ud af skudmaal. Det gik da ganske saaledes med denne hær, som kong Olav Tryggvessøn havde spaaet. Olav sviakonge lagde til isteden; men saasnart de kom nær storskibene, gik det dem som de forrige, at de tabte mange folk og en del skibe og maatte med saa forrettet sag lægge bort igjen. Men Erik jarl lagde sin barde sibordes ved kong Olavs yderste skib, 124ryddede det og hug det straks løs fra tengslerne; derpaa lagde han hen til det, som var dernæst, og stred, indtil det var ryddet. Nu begyndte mandskabet at løbe fra de mindre skibe og op paa de store; men efterhaanden som hvert skib blev ryddet, hug jarlen det løst. Danerne og sviarne lagde nu til paa alle kanter af Olavs skibe i skudmaal; men Erik jarl laa stedse sibordes ved skibene og stred med hugvaaben. Saasnart der faldt folk paa hans skibe, gik andre op isteden, daner og sviar. Da var striden meget hidsig, og folket faldt tæt; tilsidst kom det dertil, at alle kong Olav Tryggvessøns skibe var ryddede undtagen Ormen lange; paa den var nu alle de af hans mænd komne, som var istand til at stride. Erik jarl lagde barden sibordes med Ormen, og der blev der endnu en ny huggestrid. Erik jarl var i forrummet paa sit skib, hvor der var fylket med en skjoldborg; der blev nu kjæmpet baade med hugvaaben og spyd, og alle de vaaben, man kunde faa, blev kastede; nogle skjød med bueskud eller haandskud. Da blev der saa stor en vaabenregn paa Ormen, at man neppe kunde verge sig med skjoldet, saa tykt fløi spyd og pile; thi rundt om Ormen laa der nu hærskibe. Kong Olavs mænd var nu saa rasende, at de løb op paa randen af skibet for at kunne naa fienderne med sverdet og dræbe dem; men det var ikke mange af fienderne, som havde lagt sig saa nær under Ormen, at de kunde stride med hugvaaben. De fleste af kong Olavs mænd gik derfor overbord, idet de ei huskede paa andet, end at de sloges paa en slet vold, og sank saa ned med sine vaaben.

Einar Tambarskjælve var i krapperummet agter paa Ormen; han skjød med bue og skjød haardere skud end andre. Han skjød til Erik jarl, men traf rorknappen ovenfor jarlens hoved, saa at pilen gik ind lige til rørbaandene. Jarlen saa efter den og spurgte, om nogen vidste, hvo der skjød; men idetsamme kom en anden pil saa nær jarlen, at den fløi mellem siden og armen paa ham og ind i hovedfjælen, saa at spidsen stod langt ud. Jarlen sagde nu til en, som nogle kalder Finn, men andre siger var af finsk herkomst, en ypperlig bueskytte: „Skyd du den store mand der i krapperummet!“ Finn skjød, og pilen kom midt paa Einars bue i samme øieblik, som han tredje gang spændte den. Buen brast da i to stykker. Da sagde kong Olav: „Hvad brast der saa høit?“ — „Norge af din haand, konge,“ svarer Einar. „Saa stor brist er vist endnu ikke skeet,“ siger kongen, „tag min bue og skyd med.“ 125I det samme kastede han buen til ham; Einar tog buen, men drog den straks frem foran odden af pilen og sagde: „For veg, for veg er kongens bue!“ kastede buen tilbage, men tog sit skjold og sverd og stred mandeligen.

Kong Olav Tryggvesøn stod i løftingen paa Ormen og skjød idelig, stundom med bue og stundom med gavlaker, altid to ad gangen. Kongen saa frem i skibet og lagde merke til, at hans mænd løftede sverdene og hug tidt og ofte, men at de bed daarlig. Han raabte da høit: „Løfter I eders sverd med saa liden kraft, siden jeg ser, de ikke bider for eder?“ En svarede: „Vore sverd er sløvede og meget brudte.“ Da gik kongen ned i forrummet og lukkede høisædeskisten op; derfra fremtog han mange hvasse sverd og gav sine mænd dem; men da han strakte den høire arm ned, saa flere, at der randt blod ned under armskinnen; men ingen vidste, hvor han var saaret.

Paa Ormen skede det bedste og for fienden farligste forsvar af forrumsmændene og stavnboerne; begge steder var mandskabet mest udsøgt og skibsbordet høiest. Paa midten af skibet begyndte folket først at falde. Da der kun stod faa mænd tilbage rundt om masten, begyndte Erik jarl at bestige Ormen og kom selv femtende op. Der kom Hyrning, kong Olavs maag, med en flok imod ham, og efter den haardeste strid maatte jarlen vige tilbage og ned igjen paa barden; men de, som havde fulgt ham, blev dels dræbte, dels saarede. Nu begyndte atter den skarpeste strid, og da faldt der mange mænd paa Ormen. Da mandskabet, som skulde forsvare Ormen, begyndte at tyndes, søgte Erik jarl anden gang at bestige den, og endnu engang fandt han haard modtagelse. Da stavnboerne paa Ormen saa dette, gik de agter i skibet, satte sig til verge mod jarlen og gjorde ham sterk modstand. Men da mandskabet paa Ormen nu var faldet i saadan mængde, at skibsbordene paa mange steder stod tomme, begyndte jarlsmændene at gaa op paa mange kanter. Alle de, som endnu stod paa Ormen til dens forsvar, søgte agter i skibet, der, hvor kongen var, og prøvede endnu paa at gjøre modstand. Kolbjørn stallare gik op i løftingen til kongen; de var meget lige i klæder og vaaben. Kolbjørn var stor og smuk fremfor andre. Endnu blev der en saare skarp strid i forrummet. Da var saa mange af jarlens folk komne op paa Ormen, som kunde rummes der; hans skibe lagde allevegne til mod Ormen, og faa folk var der til at forsvare den mod saa stor en hær; 126derfor faldt de fleste paa en kort tid, skjønt de var baade sterke og modige. Kong Olav selv og Kolbjørn stallare med ham løb overbord, hver paa sin kant; jarlens mænd havde lagt smaaskuder udentil og dræbte dem, som styrtede sig i vandet. Da kongen selv var sprungen ud, vilde de fange ham og føre ham til Erik jarl. Men Olav holdt skjoldet over sig, idet han styrtede sig ned; Kolbjørn stallare derimod skjød skjoldet under sig for at beskytte sig mod de spyd, der blev stukne ud fra skibene, som laa nedenunder. Han faldt derfor paa sjøen saaledes, at skjoldet kom under ham, og han kunde derfor ikke hurtig nok komme til at dukke ned, men blev fangen og dragen op i skuden, hvor man troede at have faaet fat i kongen selv. Han blev nu ført frem for jarlen; men da denne saa, at det var Kolbjørn, ikke kong Olav, gav han ham grid. I denne vending løb alle kong Olavs mænd, som end var ilive, overbord fra Ormen; Hallfred siger, at Torkel Nevja, kongens broder, var den allersidste, som løb overbord.

Da kong Olav havde løbet overbord, raabte hele hæren seiersraab; da tog Sigvald jarl og hans mænd til aarerne og roede til striden. Det var manges sagn, at kong Olav skulde have draget brynjen af under vandet, derpaa dukket ned under langskibene, siden lagt hen til vende-snekken og af Astrids mænd være bleven ført til Vendland. Der er siden af flere gjort mange frasagn om kong Olavs reiser. Men saaledes siger Hallfred:

Ei ved jeg vist, om den ædlevalravne-føder er død alt,eller paa jord han færdesukjendt i andre lande.Thi begge sagn nu siges;saar fik han, det er sikkert;dyb er vor sorg, da der spørgessørgeligt kun om vor drot.

Men hvorledes det end har sig, saa kom Olav Tryggvessøn aldrig siden til at styre Norge.

Kong Olav var i alle dele den største idrætsmand i Norge blandt alle dem, der gaar frasagn om; sterkere og raskere var han end hver anden, og derom er mange frasagn skrevne. Et er det, at han gik op i Smalsarhorn og fæstede sit skjold øverst i berget, og desforuden, at han hjalp en af sine hirdmænd, som før havde 127kløvet i berget, saa at han hverken kunde komme op eller ned; kongen gik til ham og bar ham under sin arm helt ovenfra ned til den slette jord. — Kong Olav gik langsad aarerne udenbords, naar hans mænd roede paa Ormen. Han legede med trende haandsakse, saa at et altid var oppe i luften, og tog det stedse i haandtaget; han brugte begge hænder lige godt og skjød med to spyd ad gangen. Kong Olav var meget afholdt af alle; han var blid og nedladende, saare heftig i alle ting, meget gavmild, en stor elsker af pragt; han overgik alle sine mænd, hvad tapperhed i strid angaar, var meget grum, naar han var vred. For disse sagers skyld var hans venner ham saare hengivne; men hans uvenner frygtede ham. Hans fremgang var derfor stor; thi nogle gjorde hans vilje med blidhed og venskab, andre af rædsel.

118

Om sommeren år 1000 drog kong Olav Tryggvessøn med sin hær sydefter landet utenom Stad. Med ham fulgte dronning Tyre og Ingebjørg Tryggvedatter, hans søster; derhos søkte også mange av hans venner og mektige menn til ham, ferdige til å ta del med ham i hans tog. Den fornemste av disse var Erling Skjalgssøn, hans maag; han hadde sin store skeid på 30 rom og såre vel utrustet. Til kongen kom også hans måker Hyrning og Torgeir; hver av dem styrte et stort skip. Mange andre mektige menn fulgte ham, og således drog han med hele hæren sydefter landet. Da han kom syd til Rogaland, stanset han der en stund; thi Erling Skjalgssøn hadde beredt et herlig gjestebud for ham på Sole. Her kom også Ragnvald Ulvssøn jarl østenfra Gautland for å treffe kong Olav og avgjøre den sak, som vinteren tilforn hadde vært afhandlet ved budskap og sendemenn, nemlig om å få Ingebjørg Tryggvedatter tilegte. Kong Olav tog vel imot ham, og der ble talt om sagen. Olav sa, at han ville holde alle sine tilsagn desangaaende og gi ham sin søster Ingebjørg, dersom han ville ta ved den rette tro og kristne alt det folk, han var satt til å råde over. Heri samtykket jarlen og ble døpt med alt sitt følge. Det gjestebud, Erling hadde latt berede, ble nå forøket, idet der ved samme gjestebud ble holdt bryllup for Ingebjørg Tryggvedatter. Jarlen gjorde seg nå rede til å reise hjem med Ingebjørg, og kongen ga ham lærere med til å kristne folket 119i Gautland og lære det den rette tro. Kongen og jarlen skiltes med den største kjærlighet.

Etter sin søster Ingebjørgs giftermål skyndte kong Olav seg så hurtig som mulig av landet med sin hær; han hadde vakkert og meget folk. Han forlot landet med seksti langskip og seilede syd forbi Danmark gjennom Øresund, derpå til Vendland. Han avtalte stevne med kong Burislav, og begge kongene møttes; de talte da om de eiendommer, som Olav krevde; deres hele samtale løp meget vel av, og der ble gjort stort greidskap på de eiendommer, som kong Olav tyktes der i landet å ha rett til. Kong Olav oppholdt seg lenge om sommeren i Vendland og traff der mange av sine venner.

Kong Svein Tjugeskjegg var da gift med Sigrid den storraade. Sigrid var den største uvenn av kong Olav Tryggvesøn. Hun egget kong Svein meget til å påføre Olav Tryggvesøn krig. „Du har,“ sier hun, „sag nok med ham, fordi han har bortført din søster Tyre uten dit samtykke; ikke ville dine avdøde frender have tålt slikt.“ Sådanne lokke-taler hadde dronning Sigrid idelig på bane og brakte det til sist dertil, at kong Svein var fullt bestemt på å gjøre dette. Tidlig om våren sendte han menn øster i Svitjod til sin maag Olav sviakonge og Erik jarl og lot dem si, at Olav, Norges konge, hadde leding ute og aktede om sommeren at drage til Vendland. Med danekongens ordsending fulgte også den anmodning, at sviakongen og Erik jarl skulle ha en hær ute og dermed støte til kong Svein; de skulle da alle tilsammen legge til strid med kong Olav Tryggvesøn. Til denne ferd var sviakongen og Erik jarl hel villige; de samlede en stor skibshær fra Svitjod og drog dermed syd til Danmark; dog kom de ikke dit, før kong Olav Tryggvesøn allerede var seilet østefter fra dem. Sviakongen og Erik jarl stevnet til møte med danekongen, og de hadde da alle tilsammen en utallig hær.

Da kong Svein hadde sendt bud til Svitjod etter hæren, sendte han Sigvald jarl til Vendland for å utspeide kong Olav Tryggvesøns hær og reise og mage det således, at han kunne treffe sammen med kong Svein og de øvrige forbundne. Sigvald jarl reiste derfor sin vei og kom frem i Vendland, drog til Jomsborg og siden til kong Olav Tryggvesøn. Her ble der talt såre 120vennskapelig mellom dem, og jarlen sattes i den største yndest hos kongen. Astrid, jarlens kone og Burislavs datter, var en stor venninne av kong Olav, især formedelst deres fordums svogerskap, da kong Olav hadde vært gift med hennes søster Geira. Sigvald jarl var en forstandig og rådig mann; da han kom til å rådslå med kong Olav, sinket han lenge hans avreise der østenfra og fant dertil såre mange og forskjellige grunde. Kong Olavs hær var meget ilde tilfreds hermed; hans menn lengtes såre etter å komme hjem, da de lå seilfærdige, og været tegnet seg til god bør. Sigvald jarl fikk hemmelig etterretninger fra Danmark og erfarede, at sviakongens hær da var kommet østerfra, likeledes, at Erik jarl hadde sin hær rede, at disse høvdinger nå ville komme øster under Vendland og hadde avtalt, at de der skulle oppebie kong Olav ved den ø, som het Svolder, samt at jarlen skulle mage det så, at de der kunne treffe kong Olav.

Der kom også et løst rykte til Vendland om, at Svein danekonge hadde en hær ute, og snart gikk der tale om, at Svein ville ha fat på kong Olav. Men Sigvald jarl sier til Olav: „Kong Svein tenker slett ikke på å binde an med deg, når han ei har mer enn danehæren, så stor en hær, som dere har. Men har dere mistanke om, at ufred venter dere, da skal jeg følge dere med mitt folk, og ennå anses det dog som en god støtte for høvdinger å ledsages av jomsvikinger; jeg skal skaffe dere elleve velrustede skip.“ Kongen tog herimot; vinden var ubetydelig, men gunstig; kongen lot flåten løse og blåse til bortseiling. Seilene ble nå heist; smaaskibene gikk hurtigst og seilede bort ut på havet. Jarlen seilte nær kongens skip, ropte over til dem og bad kongen seile etter seg. „Jeg vet best besked,“ sier han, „om hvor der er dypest i sundene mellom øyene; det kan nok behøves for dere med de store skip.“ Jarlen seilte altså foran med sine skip, elleve i tallet; etter ham seilte kongen med sine storskibe; han hadde og elleve; hele den øvrige hær seilte ut på havet. Da Sigvald jarl seilte inn til Svolder, kom en skute roende imot dem og lot jarlen vide, at danekongens hær lå der ligefor dem i havnen. Straks lot jarlen seilene senke på sine skip, og de rodde inn under øen. Herom taler Haldor og sier, at kong Olav og Sigvald jarl hadde 70 skip og ett desforuden, da de seilede sønnenfra.

121Svein danekonge, Olav sviakonge og Erik jarl var der da med all sin hær; været var fagert, og solen skinte klart. Alle høvdingene gikk nå opp på holmen med store skarer av folk og så, hvorledes skipene seilede ut på havet, såre mange tilsammen. De ser nå, hvor der seiler et stort og prektig skip. Da sa begge kongene: „Dette er et stort og sjelden fagert skip, det er vist Ormen lange.“ „Nei,“ svarer Erik jarl; „ei er dette Ormen lange;“ og han hadde rett; thi dette skip tilhørte Endride av Gimse. Kort etter ser de et annet skip seile, langt større enn det første. Da sa kong Svein: „Nå er Olav Tryggvessøn redd, siden han ei tør seile med hode på sitt skip.“ Erik jarl svarer: „Dette er ikke kongens skip; jeg kjenner både skip og seil; thi seilet er stavet; dette er Erling Skjalgssøn; la dem kun seile, det er bedre, at disse savnes i kong Olavs flåte, enn at dette skip, der er så vel utrustet, skulle være der.“ En stund etter så de og kjente Sigvald jarls skip, der dreide inn under holmen. Derpå så de, hvor der seilede tre skip, ett meget stort. Kong Svein talte da til de andre og bad dem gå til sine skip; „thi der,“ sier han, „farer Ormen lange.“ Erik jarl sier: „De har mange andre store og prektige skip enn Ormen lange, lader oss bie litt ennå.“ Da sa en mengde menn: „Erik jarl vil nok ikke stride i dag og hevne sin far, Haakon jarl; dette er en stor skam, som vil spørres i alle lande, hvis vi ligger her med en så talrig hær, og kong Olav seiler ut til havs like for vår nese.“ Da de en stund hadde talt herom, så de, hvor der seilede fire skip; et av dem var en stor drage, meget prydet med gull. Da reiste kong Svein seg og sa: „Høyt skal Ormen lange bære meg i kveld; ham skal jeg styre.“ Mange sa, at Ormen lange var et såre stort og deilig skip, og at det var et herlig verk å la et så stort skip bygge. Men Erik jarl sa, så noen hørte det: „Om så kong Olav ikke hadde større skip enn dette, ville dog aldri kong Svein kunne ta det fra ham med hele danehæren.“ Nå drev folket til skipene, tog tjeldene av og gjorde seg slagferdige. Dog mens høvdingene talte det imellom seg, som nå er sagt, så de, hvor der seilede tre meget store skip, og det fjerde sist: det var Ormen lange. Av de store skip, som hadde seilet i forveien, og som de antok for Ormen, var det første Tranen, det andre Ormen skamme. Men da de så 122Ormen lange, kjente alle den; ingen negtede da, at det jo var Olav Tryggvessøn, som seilede der. De ginge nå til skipene og gjorde seg rede til angrep. Det var en fast avtale mellom høvdingene, kong Svein, kong Olav og Erik jarl, at hver skulle ha sin tredjepart av Norge, hvis de fikk bukt med Olav Tryggvessøn; men den av dem, som først besteg Ormen, skulle få den og alt det bytte, som gjordes på den; ellers skulle enhver have det skip, han selv ryddet. Erik jarl hadde en overhaands stor barde, som han pleide å bruke i viking; der var en kam øverst på begge rande og nedenfor en tykk jernplate, der var likeså bred som randen og nådde helt ned til vanngangen.

Da Sigvald jarl og hans menn rodde inn under holmen, så Torkel Dyrdill fra Tranen og de øvrige skibsbefalingsmænd, der var hos ham, at jarlen dreide sine skip inn under holmen; da sænkede også de seilene, rodde etter ham, ropte over til ham og spurte, hva det skulle bety. Jarlen sier, at han vil bie på kong Olav; „det ser likest ut til, at der er ufred for oss.“ De lot nå skipene drive, inntil Torkel Nevja kom med Ormen skamme og de tre skip, som fulgte ham. Dem fortalte man samme tidende, og de lot nå også seilene falle og skipene drive, oppebiende kong Olav. Da kongen seilte inn til holmen, rodde hele hæren ut for dem og frem på sundet. Kongens menn bad ham, da de så det, å seile sin vei og ikke legge til strid mot en så stor hær. Kongen stod i løftingen og svarede høyt: „Lad seilene falle! Ikke skal mine menn tenke på flukt; aldri har jeg flyet i strid; Gud råder for mitt liv; men flukten tar jeg aldri!“ Man gjorde da således, som kongen sa.

Kong Olav lot nå blåse til sammenlægning av alle skipene; i midten lå kongens skip; på den ene side av det Ormen skamme og på den annen Tranen. Da man begynte å binde stavnene sammen, bandt man også stavnen på Ormen lange og Ormen skamme til hinannen; men da kongen så det, ropte han høyt og bad dem legge det store skip bedre frem og ikke la det ligge lengst tilbake av alle skip i hele hæren. Da svarer Ulv den røde: „Skal Ormen legges så meget lenger frem, som den er lenger enn andre skip, da vil der nok bli en hard dyst om saksene i dag.“ Kongen svarer: „Jeg visste ikke, at jeg hadde en stavnbo, 123der både er rød og redd.“ Ulv svarer: „Fegt du ikke mer bakfra i løftingen enn jeg i stavnen!“ Kongen hadde en bue i hånden; han la en pil på strengen og sigtede på Ulv. Denne sa: „Skyt annensteds hen, konge, dit, hvor det bedre behøves; hva jeg gjør, det gjør jeg for deg.“

Kong Olav stod i løftingen på Ormen og ragede høyt opp; han hadde et guldlagt skjold og forgylt hjelm og var lett å kjenne fra andre; han bar en rød, kort kjortel over brynjen. Da han så, at flokkene ordnet seg og merkene opreistes foran høvdingene, spurte han: „Hvem er høvding for de folk, der ligger her ligeoverfor oss?“ — Man sa, at det var kong Svein Tjugeskjegg med danehæren. Kongen svarer: „De uslinger ræddes jeg ikke for; i danene er der intet mot; men hvem råder for de folk, der ligger på høyre side av danene?“ — Der ble svaret, at det var kong Olav med svenskehæren. Kongen sier: „Sviarne ville nok synes bedre om å sitte hjemme og slikke sine blotboller enn om å gå opp på Ormen lange og smake deres våpen. Men hvem eier de store skip, som ligger derude på babord av danene?“ — „Der,“ sa man, „ligger jarlen Erik Haakonssøn.“ „Han,“ svarer kongen, „kan nok tykkes å ha god grunn til å finne oss; av den flok kan vi vente oss en skarp strid; thi de er nordmenn likesom vi.“

Nå ordnede kongene angrepet. Kong Svein la sitt skip mot Ormen lange; men kong Olav svenske la ut fra ham igjen og stak sine stavner mot de ytterste skip av kong Olav Tryggvessøns flåte. På den annen side la Erik jarl til, og der begynte nå en hard strid. Sigvald jarl lot sitt skip drage seg tilside og la ikke til strid. Dette slag var meget skarpt og blodig. Frembyggerne på Ormen lange og Ormen skamme kastet ankere og stavnljaaer i kong Sveins skip og kunne skyde sine våpen ovenfra nedad på fienden; derved ryddet de alle de skip, som de fikk holdt fast. Men kong Svein og de, der unnkom, flyktet over på de andre skip og la bort ut av skudmaal. Det gikk da ganske således med denne hær, som kong Olav Tryggvessøn hadde spådd. Olav sviakonge la til isteden; men så snart de kom nær storskibene, gikk det dem som de forrige, at de tapte mange folk og en del skip og måtte med så forrettet sak legge bort igjen. Men Erik jarl la sin barde sibordes ved kong Olavs ytterste skip, 124ryddet det og hug det straks løs fra tengslerne; derpå la han hen til det, som var dernest, og stred, inntil det var ryddet. Nå begynte mannskapet å løpe fra de mindre skip og opp på de store; men etterhånden som hvert skip ble ryddet, hug jarlen det løst. Danene og sviarne la nå til på alle kanter av Olavs skip i skudmaal; men Erik jarl lå stedse sibordes ved skipene og stred med hugvaaben. Så snart der falt folk på hans skip, gikk andre opp isteden, daner og sviar. Da var striden meget hidsig, og folket falt tett; til sist kom det dertil, at alle kong Olav Tryggvessøns skip var ryddet unntagen Ormen lange; på den var nå alle de av hans menn kommet, som var i stand til å stride. Erik jarl la barden sibordes med Ormen, og der ble der ennå en ny huggestrid. Erik jarl var i forrommet på sitt skip, hvor der var fylket med en skjoldborg; der ble nå kjempet både med hugvaaben og spyd, og alle de våpen, man kunne få, ble kastet; noen skjød med bueskud eller haandskud. Da ble der så stor en vaabenregn på Ormen, at man neppe kunne verge seg med skjoldet, så tykt fløy spyd og pile; thi rundt om Ormen lå der nå hærskip. Kong Olavs menn var nå så rasende, at de løp opp på randen av skipet for å kunne nå fiendene med sverdet og drepe dem; men det var ikke mange av fiendene, som hadde lagt seg så nær under Ormen, at de kunne stride med hugvaaben. De fleste av kong Olavs menn gikk derfor overbord, idet de ei husket på annet, enn at de sloges på en slett vold, og sank så ned med sine våpen.

Einar Tambarskjælve var i krapperummet akter på Ormen; han skjød med bue og skjød hårdere skudd enn andre. Han skjød til Erik jarl, men traff rorknappen ovenfor jarlens hode, så at pilen gikk inn like til rørbåndene. Jarlen så etter den og spurte, om noen visste, hvo der skjød; men i det samme kom en annen pil så nær jarlen, at den fløy mellom siden og armen på ham og inn i hovedfjælen, så at spidsen stod langt ut. Jarlen sa nå til en, som noen kaller Finn, men andre sier var av finsk herkomst, en ypperlig bueskytter: „Skyt du den store mann der i krapperummet!“ Finn skjød, og pilen kom midt på Einars bue i samme øyeblikk, som han tredje gang spente den. Buen brast da i to stykker. Da sa kong Olav: „Hva brast der så høyt?“ — „Norge av din hånd, konge,“ svarer Einar. „Så stor brist er vist ennå ikke skjedd,“ sier kongen, „tag min bue og skyt med.“ 125I det samme kastet han buen til ham; Einar tog buen, men drog den straks frem foran odden av pilen og sa: „For veg, for veg er kongens bue!“ kastet buen tilbake, men tok sitt skjold og sverd og stred mandeligen.

Kong Olav Tryggvesøn stod i løftingen på Ormen og skjød idelig, stundom med bue og stundom med gavlaker, alltid to ad gangen. Kongen så frem i skipet og la merke til, at hans menn løftet sverdene og hug titt og ofte, men at de bet dårlig. Han ropte da høyt: „Løfter dere deres sverd med så liten kraft, siden jeg ser, de ikke biter for dere?“ En svarede: „Våre sverd er sløvede og meget brutte.“ Da gikk kongen ned i forrommet og lukkede høisædeskisten opp; derfra fremtog han mange hvasse sverd og ga sine menn dem; men da han strakte den høyre arm ned, så flere, at der rant blod ned under armskinnen; men ingen visste, hvor han var såret.

På Ormen skjedde det beste og for fienden farligste forsvar av forrumsmændene og stavnboerne; begge steder var mannskapet mest utsøkt og skipsbordet høyest. På midten av skipet begynte folket først å falle. Da der kun stod få menn tilbake rundt om masten, begynte Erik jarl å bestige Ormen og kom selv femtende opp. Der kom Hyrning, kong Olavs maag, med en flok imot ham, og etter den hårdeste strid måtte jarlen vike tilbake og ned igjen på barden; men de, som hadde fulgt ham, ble dels drepte, dels saarede. Nå begynte atter den skarpeste strid, og da falt der mange menn på Ormen. Da mannskapet, som skulle forsvare Ormen, begynte å tynnes, søkte Erik jarl annen gang å bestige den, og enda engang fant han hard mottakelse. Da stavnboerne på Ormen så dette, gikk de akter i skipet, satte seg til verge mot jarlen og gjorde ham sterk motstand. Men da mannskapet på Ormen nå var falt i sådan mengde, at skipsbordene på mange steder stod tomme, begynte jarlsmændene å gå opp på mange kanter. Alle de, som ennå stod på Ormen til dens forsvar, søkte akter i skipet, der, hvor kongen var, og prøvede ennå på å gjøre motstand. Kolbjørn stallare gikk opp i løftingen til kongen; de var meget like i klæder og våpen. Kolbjørn var stor og smuk fremfor andre. Ennå ble der en såre skarp strid i forrommet. Da var så mange av jarlens folk kommet opp på Ormen, som kunne rommes der; hans skip la allevegne til mot Ormen, og få folk var der til å forsvare den mot så stor en hær; 126derfor falt de fleste på en kort tid, skjønt de var både sterke og modige. Kong Olav selv og Kolbjørn stallare med ham løp overbord, hver på sin kant; jarlens menn hadde lagt smaaskuder udentil og drepte dem, som styrtet seg i vannet. Da kongen selv var sprunget ut, ville de fange ham og føre ham til Erik jarl. Men Olav holdt skjoldet over seg, idet han styrtet seg ned; Kolbjørn stallare derimot skjød skjoldet under seg for å beskytte seg mot de spyd, der ble stukne ut fra skipene, som lå nedenunder. Han falt derfor på sjøen således, at skjoldet kom under ham, og han kunne derfor ikke hurtig nok komme til å dukke ned, men ble fangen og dragen opp i skuten, hvor man trodde å ha fått fat i kongen selv. Han ble nå ført frem for jarlen; men da denne så, at det var Kolbjørn, ikke kong Olav, ga han ham grid. I denne vending løp alle kong Olavs menn, som enn var i live, overbord fra Ormen; Hallfred sier, at Torkel Nevja, kongens bror, var den allersidste, som løp overbord.

Da kong Olav hadde løbet overbord, ropte hele hæren seiersraab; da tok Sigvald jarl og hans menn til årene og rodde til striden. Det var manges sagn, at kong Olav skulle ha draget brynjen av under vannet, derpå dukket ned under langskipene, siden lagt hen til vende-snekken og av Astrids menn være blitt ført til Vendland. Der er siden av flere gjort mange frasagn om kong Olavs reiser. Men således sier Hallfred:

Ei vet jeg vist, om den edlevalravne-føder er død alt,eller på jord han ferdesukjent i andre lande.Thi begge sagn nå siges;sår fikk han, det er sikkert;dyp er vår sorg, da der spørressørgelig kun om vår drott.

Men hvorledes det enn har seg, så kom Olav Tryggvessøn aldri siden til å styre Norge.

Kong Olav var i alle dele den største idrettsmann i Norge blant alle dem, der går frasagn om; sterkere og raskere var han enn hver annen, og derom er mange frasagn skrevne. Et er det, at han gikk opp i Smalsarhorn og fæstede sitt skjold øverst i berget, og desforuden, at han hjalp en av sine hirdmenn, som før hadde 127kløvet i berget, så at han hverken kunne komme opp eller ned; kongen gikk til ham og bar ham under sin arm helt ovenfra ned til den slette jord. — Kong Olav gikk langsad årene utenbords, når hans menn rodde på Ormen. Han lekte med trende haandsakse, så at et alltid var oppe i luften, og tok det stedse i håndtaket; han brukte begge hender like godt og skjød med to spyd ad gangen. Kong Olav var meget avholdt av alle; han var blid og nedlatende, såre heftig i alle ting, meget gavmild, en stor elsker av prakt; han overgikk alle sine menn, hva tapperhet i strid angår, var meget grum, når han var vred. For disse sakers skyld var hans venner ham såre hengivne; men hans uvenner fryktede ham. Hans fremgang var derfor stor; thi noen gjorde hans vilje med blidhet og vennskap, andre av redsel.