Efterat kong Olav paa sin færd fra England var landet i sit fædrenerige ved Sela i Nordfjord, styrede han østefter landet og holdt mangesteds ting med bønderne. Mange gik ham tilhaande; men nogle vægrede sig derved, nemlig de, som var Svein jarls venner eller frænder. Derfor drog kong Olav skyndsomt øster til Viken, styrede med sine folk derind, satte sine skibe op og drog op i landet for at finde sin maag Sigurd Syr. Da han kom til Vestfold, blev han godt modtagen af mange, dem nemlig, som havde været hans faders kjendinger eller venner; der omkring Folden havde han ogsaa meget slegtskab. Om høsten drog han op i landet til sin maag Sigurd Syr og kom der en dag tidlig. Da kong Olav var nær ved gaarden, løb tjenestesvende i forveien hjem til gaarden og ind i stuen. Derinde sad Aasta, kong Olavs moder, og nogle kvinder med hende. Svendene fortalte hende om kong Olavs færd, og at man snart kunde vente ham paa gaarden. Straks staar Aasta op og kalder paa karle og kvinder, at de skal gjøre alt istand som bedst; hun lod fire kvinder hente stasen til stuen og pryde den i hast med tjeld og bænke; to karle bar halmen paa gulvet, to satte skjænkebordet og øsekarret frem; to bar bordet ind; to satte maden frem; to sendte hun bort fra gaarden for at skaffe saa hurtig som muligt, hvad der 128behøvedes; to bar ølet ind, og alle andre, baade kvinder og karle gik ud i gaarden. Der blev sendt folk til kong Sigurd, der, hvor han var, for at bringe ham hans stasklædning og hest med forgyldt sadel; ogsaa bidslet var besat med farvede stene og overalt forgyldt. Fire mænd sendte hun ad hver sin kant i bygden og indbød storfolk til gjestebud hos sig, da hun vilde gjøre velkomstøl for sin søn. Alle andre, som var tilstede, lod hun pynte sig med den bedste stas, de eiede; dem, som ei havde klæder, laante hun selv.

Kong Sigurd Syr stod just ude paa ageren, da sendemændene kom til ham og sagde ham disse tidender, saavelsom hvad Aasta lod forrette paa gaarden. Han havde der mange mænd: nogle skar kornet, nogle bandt det, nogle agede det hjem, og andre kastede det op i lader; men kongen og to mænd med ham gik stundom paa ageren og stundom der, hvor kornet aflæssedes. Der fortælles om hans paaklædning, at han havde en blaa kjortel og blaa bukser, høie sko, der var bundne til læggen, en graa kappe og en graa, bredskygget hat, slør for ansigtet og i haanden en stav med en sølvholk oventil og deri en sølvring. Der fortælles om kong Sigurds sind og væsen, at han var en mand, der ivrig syslede med sin eiendom og tog vare paa sit gods og buskab og selv forestod gaardens drift; han var ingen elsker af stas og temmelig faatalende; han var forstandigst og rigest paa løsøre af dem, der da var i Norge, fredsommelig og nøiedes med sit. Aasta, hans kone, var gavmild og storsindet. Deres børn var Gutorm, den ældste; dernæst Gunhild, saa Halvdan, saa Ingerid, saa Harald. Sendemændene sagde: «Det bud bad Aasta, vi skulde bringe dig, at det var hende overmaade meget om at gjøre, at du bar dig ad paa stormandsvis og i dit væsen mere lignede Harald Haarfagres æt end din morfader Rane Mjonev (Smalnæse) eller Nereid jarl den gamle, hvor store vismænd de end kan have været.» Kongen siger: «Store tidender siger I, og dertil frembærer I dem med megen iver; Aasta har allerede før gjort stort væsen af mænd, som hun havde mindre forpligtelse til end nu; den samme tænkemaade ser jeg, hun endnu har, og hun tager sig dette hel heftig; bare hun nu faar ført sin søn ud med samme pragt, som hun nu fører ham ind! Men skal dette ske, tror jeg, at de, som sætter sig i borgen for denne sag, hverken maa tage sit gods eller liv i betragtning. Denne 129mand, kong Olav, binder an med en stor overmagt, og driver han fremdeles derpaa, vil saavel danekongens som sviakongens vrede være ham og hans foretagende vis.»

Da kongen havde sagt dette, satte han sig ned, lod skoene drage af sig, tog korduans-hoser paa fødderne og bandt gyldne sporer derpaa; han tog kappen og kjortelen af sig, klædte sig i silkeklæder og hængte en skarlagenskappe udenom, omgjordede sig med et prydet sverd, satte en forgyldt hjelm paa hovedet og besteg sin hest. Han sendte arbeidsfolkene ud i bygden og udvalgte sig 30 velklædte mænd, som red hjem med ham. Da de red op i gaarden udenfor stuen, saa han paa den anden side i gaarden, hvor Olavs merke kneisede frem; han selv var med og 120 mand med ham, alle herlig klædte; overalt mellem husene var og folk opstillet. Straks hilste Sigurd Syr kong Olav, sin stedsøn, og hans mænd til velkomst og bød ham ind til sig; men Aasta gik til, kyssede sin søn, bad ham at være hos hende og sagde, at alt det land og de folk, hun kunde yde ham, var til hans tjeneste. Kong Olav takkede hende venligen for hendes tilbud. Hun tog ham ved haanden og førte ham ind i stuen og til høisædet. Kong Sigurd fik mænd til at passe paa deres klæder og give deres heste korn; han selv gik til sit høisæde, og der blev bevertet med største overflødighed.

Etter at kong Olav på sin ferd fra England var landet i sitt fædrenerige ved Sela i Nordfjord, styrte han østefter landet og holdt mangesteds ting med bøndene. Mange gikk ham tilhaande; men noen vegret seg derved, nemlig de, som var Svein jarls venner eller frender. Derfor drog kong Olav skyndsomt øster til Viken, styrte med sine folk derind, satte sine skip opp og drog opp i landet for å finne sin maag Sigurd Syr. Da han kom til Vestfold, ble han godt mottatt av mange, dem nemlig, som hadde vært hans faders kjenninger eller venner; der omkring Folden hadde han også meget slektskap. Om høsten drog han opp i landet til sin maag Sigurd Syr og kom der en dag tidlig. Da kong Olav var nær ved gården, løp tjenestesvenner i forveien hjem til gården og inn i stuen. Derinne satt Aasta, kong Olavs mor, og noen kvinner med henne. Svennene fortalte henne om kong Olavs ferd, og at man snart kunne vente ham på gården. Straks står Aasta opp og kaller på karer og kvinner, at de skal gjøre alt i stand som best; hun lot fire kvinner hente stasen til stuen og pryde den i hast med tjeld og bænke; to karer bar halmen på gulvet, to satte skjenkebordet og øsekaret frem; to bar bordet inn; to satte maten frem; to sendte hun bort fra gården for å skaffe så hurtig som mulig, hva der 128behøvedes; to bar ølet inn, og alle andre, både kvinner og karer gikk ut i gården. Der ble sendt folk til kong Sigurd, der, hvor han var, for å bringe ham hans staskledning og hest med forgylt sadel; også bidslet var besatt med fargede steiner og overalt forgylt. Fire menn sendte hun ad hver sin kant i bygden og innbød storfolk til gjestebud hos seg, da hun ville gjøre velkomstøl for sin sønn. Alle andre, som var til stede, lot hun pynte seg med den beste stas, de eide; dem, som ei hadde klæder, lånte hun selv.

Kong Sigurd Syr stod just ute på åkeren, da sendemennene kom til ham og sa ham disse tidender, saavelsom hva Aasta lot forrette på gården. Han hadde der mange menn: noen skar kornet, noen bandt det, noen agede det hjem, og andre kastet det opp i lader; men kongen og to menn med ham gikk stundom på åkeren og stundom der, hvor kornet aflæssedes. Der fortelles om hans påkledning, at han hadde en blå kjortel og blå bukser, høye sko, der var bundne til leggen, en grå kappe og en grå, bredskygget hat, slør for ansiktet og i hånden en stav med en sølvholk oventil og deri en sølvring. Der fortelles om kong Sigurds sinn og vesen, at han var en mann, der ivrig syslede med sin eiendom og tok vare på sitt gods og buskap og selv forestod gårdens drift; han var ingen elsker av stas og temmelig faatalende; han var forstandigst og rikest på løsøre av dem, der da var i Norge, fredsommelig og nøiedes med sitt. Aasta, hans kone, var gavmild og storsinnet. Deres barn var Gutorm, den eldste; dernest Gunhild, så Halvdan, så Ingerid, så Harald. Sendemennene sa: «Det bud bad Aasta, vi skulle bringe deg, at det var henne overmåte meget om å gjøre, at du bar deg ad på stormannsvis og i ditt vesen mer lignede Harald Haarfagres ætt enn din morfader Rane Mjonev (Smalnæse) eller Nereid jarl den gamle, hvor store vismenn de enn kan ha vært.» Kongen sier: «Store tidender sier dere, og dertil frembærer dere dem med mye iver; Aasta har allerede før gjort stort vesen av menn, som hun hadde mindre forpliktelse til enn nå; den samme tenkemåte ser jeg, hun ennå har, og hun tar seg dette hel heftig; bare hun nå får ført sin sønn ut med samme prakt, som hun nå fører ham inn! Men skal dette ske, tror jeg, at de, som setter seg i borgen for denne sak, hverken må ta sitt gods eller liv i betraktning. Denne 129mann, kong Olav, binder an med en stor overmakt, og driver han fremdeles derpå, vil såvel danekongens som sviakongens vrede være ham og hans foretagende vis.»

Da kongen hadde sagt dette, satte han seg ned, lot skoene drage av seg, tog korduans-hoser på føttene og bandt gyldne sporer derpå; han tok kappen og kjortelen av seg, kledde seg i silkeklær og hengte en skarlagenskappe utenom, omgjordede seg med et prydet sverd, satte en forgylt hjelm på hodet og besteg sin hest. Han sendte arbeidsfolkene ut i bygden og utvalgte seg 30 velkledde menn, som red hjem med ham. Da de red opp i gården utenfor stuen, så han på den annen side i gården, hvor Olavs merke kneisede frem; han selv var med og 120 mann med ham, alle herlig kledde; overalt mellom husene var og folk oppstilt. Straks hilste Sigurd Syr kong Olav, sin stesønn, og hans menn til velkomst og bød ham inn til seg; men Aasta gikk til, kysset sin sønn, bad ham å være hos henne og sa, at alt det land og de folk, hun kunne yte ham, var til hans tjeneste. Kong Olav takket henne vennlig for hennes tilbud. Hun tok ham ved hånden og førte ham inn i stuen og til høysetet. Kong Sigurd fikk menn til å passe på deres klæder og gi deres hester korn; han selv gikk til sitt høysete, og der ble bevertet med største overflødighet.