112

Haakon jarl raadede over Norge overalt langsmed sjøen, og havde han 16 fylker at herske over. Siden Harald Haarfagre engang havde skikket det saaledes, at en jarl skulde være i hvert fylke, vedblev denne indretning længe efter. Haakon jarl havde derfor 16 jarler under sig. Medens Haakon jarl raadede for Norge, var der god aarfærd i landet og god fred indenlands mellem bønderne. Jarlen var vennesæl med 113bønderne den længste tid af sit liv; men da det led længere ud, begyndte han ofte at føre et utugtigt liv; det gik tilsidst saa vidt, at jarlen bortførte mægtige mænds døtre. Herover fik han stort had af kvindernes frænder, og bønderne begyndte at knurre, som trønderne pleier at gjøre ved alt, der ei gaar efter deres sind.

Haakon jarl hørte et rygte om, at der vestenfor havet skulde være en mand ved navn Ole, som man der holdt for konge. Jarlen fattede efter fleres frasagn den formodning, at det vist maatte være en af norsk kongeæt. Det var ham fortalt, at Ole sagdes at være af gerdsk herkomst; men han havde og hørt, at Tryggve Olavssøn havde havt en søn, som ganske ung var kommen til Garderike og der bleven opfødt hos kong Valdemar, samt at han hed Olav. Jarlen havde spurgt sig meget nøie for om den mand og formodede, at dette vist var den selvsamme, som nu var kommen derhen i vesterlandene.

Tore Klakka hed en mand, en stor ven af Haakon jarl. Han var lange tider i viking, men stundom i kjøbfærd og var vide kjendt. Denne Tore sendte Haakon jarl vestover havet og bad ham at fare i kjøbfærd til Dublin, som mange da pleiede, men i grunden dog for nøie at efterspore, hvem denne Ole kunde være, og ifald han spurgte forsand, at det var Olav Tryggvessøn eller nogen anden af norsk kongeæt, da at søge at fælde ham ved et eller andet svigagtigt anslag, om han kunde. Tore drog nu vester til Irland til Dublin og spurgte der til Ole, som da var hos sin maag, kong Olav Kvaran. Snart vidste Tore at mage det saa, at han kom i tale med Ole. Tore var meget klog i sine ord. Da de ofte og meget længe havde talt med hinanden, begyndte Ole at spørge om Norge, først angaaende oplændingkongerne og mange storfolk, hvem der da var ilive, eller hvad rige de havde; han spurgte og om Haakon jarl, hvordan hans vennesælhed var i landet. Tore siger: „Jarlen er saa mægtig en mand, at ingen tør sige andet, end hvad han vil, og det kommer deraf, at man ingen anden har at holde sig til. Men sandt at sige kjender jeg mange gjæve mænds, saavelsom almuens sindelag, at det vilde være dem overmaade kjært, og at de straks vilde være rede, om nogen konge af Harald Haarfagres æt kom til riget. Men ingen saadan kjender vi nu, mest derfor, at det har vist sig, at det duer ilde at slaaes med Haakon jarl.“ Da de ofte havde talt herom,

I₂

114aabenbarer Olav for Tore sit navn og sin æt og spørger ham tilraads, hvorvidt han troede, at bønderne vilde tage ham til konge, om han kom til Norge. Tore eggede ham paa det sterkeste til denne færd og roste ham og hans egenskaber saare meget. Olav begyndte da at faa stor lyst til at drage til sit fædrenerige. Han seilede derfor vestenfra med 5 skibe, først til Syderøerne (Tore var ogsaa med ham); derfra til Orknøerne. Jarlen, Sigurd Lødvessøn, laa just med et langskib nærved Ragnvaldsø i Aasmundsvaag og agtede at drage over til Katanes. Olav seilede med sit folk vestenom til øerne og lagde der ind i havn; thi Petlandsfjorden var ufremkommelig. Da kongen fik at vide, at jarlen var der tilstede, lod han ham kalde til samtale med sig, og da jarlen var kommen ombord for at tale med kongen, havde de ikke skiftet mange ord, før kongen siger, at jarlen og alt hans landsfolk skulde lade sig døbe, ellers skulde han straks dø; kongen lagde til, at han vilde fare med ild og sverd over øerne og øde landet, hvis ikke folket lod sig kristne. I den nød, hvori jarlen nu var stedt, valgte han at tage ved daaben, og saaledes blev han da døbt med alt det folk, som var hos ham. Siden svor jarlen kongen ed og blev hans mand; han gav ham til gisjel sin søn, der hed Hvalp eller Hunde, hvilken kong Olav havde med sig til Norge.

Olav seilede da øster i havet og kom til land ved Moster; der gik han allerførst i land i Norge og lod synge messe i et landtjeld paa det sted, hvor kirken siden blev bygget. Tore Klakka sagde kongen, at det eneste raad for ham var ikke at aabenbare, hvo han var, og ikke lade mindste nys om sig gaa forud, men drage som snarest til Haakon jarl og komme uventet over ham. Saa gjør og kong Olav: han seiler nordenefter dag og nat saa hurtig, som bør gaves, og lod ikke landsfolket blive hans færd var eller vide, hvo der seilede. Men da han kom nord til Agdenes, spurgte han, at Haakon Jarl var inde i fjorden og tillige, at han var uens med bønderne. Da Tore hørte dette, var det langt anderledes, end han ventede; thi efter jomsvikingeslaget var alle mænd i Norge Haakon jarls fuldkomne venner formedelst den seier, han havde vundet, hvorved han havde frelst alt landet fra ufred. Men nu traf det sig saa uheldig, at en stor høvding var kommen i landet, og bønderne var uens med jarlen.

Haakon jarl var til gjestebud i Gauldal paa Medalhus; men 115hans skibe laa ude ved Viggen. Orm Lyrgja hed en mand, en mægtig bonde, der boede paa Bunes; han havde en kone ved navn Gudrun, datter af Bergtor paa Lunde; hun kaldtes Lundesol og var den deiligste kvinde. Jarlen sendte sine trælle til Orm i det erende at bringe ham Gudrun, Orms kone. Trællene frembar sit erende, og Orm bad dem først faa sig natverd; dog førend trællene havde faaet spist, var der kommet mange mænd af bygden til gaarden, som Orm havde sendt bud til. Orm sagde da, at Gudrun aldeles ikke skulde drage med trællene. Gudrun bad trællene sige jarlen, at hun ikke vilde komme til ham, uden han sendte Tora af Remul efter hende; denne var en mægtig husfrue og en af jarlens kjærester. Trællene siger, at næste gang skulde de saaledes komme igjen, at baade husbonden og husfruen skulde angre dette; de truede sterkt og drog saa bort. Men Orm lod hær-ør fare til alle fire kanter om bygden med det bud, at alle skulde drage med vaaben mod Haakon jarl og dræbe ham; tillige sendte han bud til Haldor paa Skerdingsstedja, som ogsaa straks lod hær-ør gaa. Lidt før havde jarlen taget konen fra en mand ved navn Brynjulv, hvilken gjerning vakte megen forbitrelse, saa at det var nærved, at en hær havde samlet sig. Men nu, efter dette krigsbud, løb en hel hob folk op og søgte til Medalhus. Jarlen fik nys derom og drog af gaarden med sit folk til en dyb dal, som nu heder Jarlsdal; der skjulte de sig. Sidenefter om dagen lod jarlen holde øie med bondehæren. Bønderne besatte alle veie og gjettede helst paa, at jarlen havde begivet sig til sine skibe; for dem raadede hans søn Erlend, den haabefuldeste unge mand.

Imod natten lod jarlen sine folk adsprede sig og bad dem fare skogveis ud til Ørkedalen. „Eder“, sagde han, „vil ingen skade, naar ikke jeg er tilstede. Sender bud til Erlend, at han seiler ud efter fjorden, saa træffes vi paa Møre; jeg skal nok passe mig for bønderne.“ Jarlen drog da afsted og med ham hans træl, som hed Tormod Kark. Der var is paa Gaulelven; der stødte jarlen sin hest ned, lod sin kappe ligge efter og gik med trællen ind i en hule, som siden kaldtes Jarlshelleren. Her sovnede de; men da Kark vaagnede, siger han en drøm, han havde havt, at en sort og fæl mand gik mod hulen, og ræddedes han for, at han skulde gaa ind; men manden sagde ham, at Ulle var død. Jarlen 116svarer, at hans søn Erlend vist maatte være dræbt. Kark sovnede anden gang og lod ilde i søvne som før; men da han vaagnede, siger han atter sin drøm, at han saa den samme mand komme ned igjen og bad ham sige til jarlen, at nu var alle sunde lukte.

Da Kark havde fortalt drømmen til jarlen, formodede denne, at dette varslede ham et stakket liv; siden stod han op, og de ginge begge hen til gaarden Remul. Jarlen sendte Kark til Tora og bad hende komme lønligen til sig; hun gjorde saa og modtog jarlen vel. Jarlen bad hende skjule sig nogle dage, indtil bondehæren skiltes ad. „Her vil man vist lede efter dig,“ sagde hun, „paa min gaard, baade ude og inde; thi det ved jo saa mange, at jeg gjerne vil hjælpe dig alt, hvad jeg formaar. Ett sted er kun her paa gaarden, hvor man ikke vil falde paa at lede efter slig en mand: det er et svinebøle.“ De gik derhen; da sagde jarlen: „Her vil vi slaa os til ro; livet maa vi nu først frelse.“ Da grov trællen der en stor grav og bar mulden bort; siden lagde han trær derover. Tora kunde fortælle jarlen, at Olav Tryggvessøn var kommen ind i fjorden og havde dræbt hans søn Erlend. Siden gik jarlen og Kark ned i graven; men Tora lukte til over dem med trær, sopede muld og møg derpaa og drev svinene derover. Dette svinebøle var under en stor sten.

Olav Tryggvessøn styrede ind i fjorden med fem langskibe; men ud imod ham roede Erlend med tre skibe. Da skibene nærmede sig hinanden, formodede Erlend, at der var ufred paafærde, og vendte til land. Da Olav og hans mænd saa langskibene seile langsefter fjorden og ro imod dem, tænkte han, at det var Haakon jarl, og bød, at man af alle kræfter skulde ro efter dem. Da Erlend og hans mænd var komne nær til land, roede de straks paa grund og løb ud i vandet for at komme paa land. Men i det samme kom Olavs skibe til. Olav saa, hvor der svam en overmaade deilig mand; han greb da rorstangen og kastede den efter ham; slaget rammede Erlend, jarlens søn, i hovedet, saa at skallen brast lige til hjernen, og lod Erlend der sit liv. Olav og hans folk dræbte nu mange mænd; men nogle kom paa flugt, nogle fangede de og gav dem grid; de udspurgte dem efter tidender, og det blev da sagt Olav, at bønderne havde forjaget Haakon jarl, at denne nu flygtede for dem, og at hele hans flok var adspredt. Siden kom bønderne til Olav. Paa begge sider blev man glad i hinanden og sluttede straks forbund; bønderne 117tog ham til konge over sig, og det blev aftalt, at de tilsammen skulde lede efter Haakon jarl. Da drog de nu op til Gauldal, og man fandt det rimeligt, at jarlen maatte være paa Remul, om han ellers var paa nogen af gaardene; thi Tora var hans kjæreste ven der i dalen. De begav sig da derhen og ledte efter jarlen baade ude og inde, men kunde ikke finde ham. Da holdt Olav husting ude i gaarden; han steg op paa den store sten, som stod ved svinebølet, og talte til folket; blandt andet sagde han, at han vilde skjænke den baade gods og hæder, som blev Haakon jarl til skade. Denne tale hørte jarlen og trællen Kark. De havde lys hos sig. Da sagde jarlen: „Hvi er du saa bleg, men stundom sort som jord, er det ikke nu saa, at du vil svige mig?“ „Nei,“ siger Kark. „Vi blev begge fødte i én nat,“ siger jarlen, „og der bliver vist heller ikke langt imellem vor død.“

Mod kvelden drog kong Olav bort. Da det nattedes, holdt jarlen sig vaagen; men Kark sovnede og lod ilde i søvne; da vakte jarlen ham og spurgte, hvad han drømte. Han siger: „Jeg drømte, at jeg var paa Lade, og at Olav Tryggvesøn lagde et guldsmykke om min hals.“ Jarlen svarer: „Da vil Olav Tryggvesøn lade lægge en blodrød ring om din hals, hvis du finder ham; vogt dig for ham; men af mig skal du nyde godt som før, svig mig kun ikke.“ Siden vaagede begge, ligesom om den ene holdt vagt over den anden. Men imod dagen sovnede jarlen pludselig og lod ilde i søvne; og dette gik saa vidt, at han skjøv hælene og nakken under sig, som om han vilde staa op, og skreg høit og skrækkelig. Kark blev ræd og forfærdet, greb en stor kniv af sit belte, stødte den i struben paa jarlen og skar den ud; det blev Haakon jarls bane. Siden skar Kark hovedet af jarlen, løb bort dermed og kom sidenefter om dagen ind til Lade, hvor han bragte jarlens hoved til kong Olav og fortalte alle disse hændelser samt om Haakon jarls og hans flugt. Men kong Olav lod ham lede bort og hovedet hugge af ham. Derpaa drog kong Olav ud til Nidarholm og en mængde bønder med ham; de havde Haakon jarls og Karks hoveder med sig. Denne holm brugtes den tid til henrettelsessted for tyve og ildgjerningsmænd, og der stod en galge der. Didhen lod han Haakon jarls og Karks hoveder bære; hele mængden fulgte med, skreg og kastede stene efter dem og sagde, at saa skulde den ene niding fare med de andre nidinger. Siden sendte de bud op i Gauldalen og hentede kroppen, som de brændte. Da gik det saavidt med det fiendskab, trønderne viste mod Haakon 118jarl, at ingen maatte kalde ham andet end „jarlen den ilde;“ denne benævnelse blev længe efter brugt. Men det maa man dog med sandhed sige om Haakon jarl, at han havde meget, der gjorde ham skikket til at være høvding, først høi byrd, dernæst klogskab og indsigt i at fare med herredømmet, kjækhed i slag til at vinde seieren og derhos lykke til at dræbe sine fiender. Dette bevidner ogsaa skalden Torleiv Raudfeldssøn i en vise, hvor det blandt andet heder, at jarlen havde sendt ni konger til Odin. Gavmild fremfor alle var Haakon jarl; men den største ulykke bar slig en høvding til sin dødsdag. Aarsagen til, at saa skede, var mest, at nu var tiden kommen, da blotskabet og blotmændene skulde fordømmes, men den hellige tro og rette seder komme istedet.

112

Haakon jarl rådde over Norge overalt langsmed sjøen, og hadde han 16 fylker å herske over. Siden Harald Haarfagre engang hadde skikket det således, at en jarl skulle være i hvert fylke, vedble denne innretning lenge etter. Haakon jarl hadde derfor 16 jarler under seg. Mens Haakon jarl rådde for Norge, var der god aarfærd i landet og god fred innenlands mellom bøndene. Jarlen var vennesæl med 113bøndene den lengste tid av sitt liv; men da det led lenger ut, begynte han ofte å føre et utugtigt liv; det gikk til sist så vidt, at jarlen bortførte mektige menns døtre. Herover fikk han stort hat av kvindernes frender, og bøndene begynte å knurre, som trønderne pleier å gjøre ved alt, der ei går etter deres sinn.

Haakon jarl hørte et rykte om, at der vestenfor havet skulle være en mann ved navn Ole, som man der holdt for konge. Jarlen fattet etter fleres frasagn den formodning, at det vist måtte være en av norsk kongeætt. Det var ham fortalt, at Ole sagdes å være av gerdsk herkomst; men han hadde og hørt, at Tryggve Olavssøn hadde hatt en sønn, som ganske ung var kommet til Garderike og der blitt opfødt hos kong Valdemar, samt at han het Olav. Jarlen hadde spurt seg meget nøye for om den mann og formodet, at dette vist var den selvsamme, som nå var kommet derhen i vesterlandene.

Tore Klakka het en mann, en stor venn av Haakon jarl. Han var lange tider i viking, men stundom i kjøpferd og var vide kjent. Denne Tore sendte Haakon jarl vestover havet og bad ham å fare i kjøpferd til Dublin, som mange da pleide, men i grunnen dog for nøye å etterspore, hvem denne Ole kunne være, og i fall han spurte forsand, at det var Olav Tryggvessøn eller noen annen av norsk kongeætt, da å søke å felle ham ved et eller annet svigagtigt anslag, om han kunne. Tore drog nå vester til Irland til Dublin og spurte der til Ole, som da var hos sin maag, kong Olav Kvaran. Snart visste Tore at mage det så, at han kom i tale med Ole. Tore var meget klok i sine ord. Da de ofte og meget lenge hadde talt med hinannen, begynte Ole å spørre om Norge, først angående oplændingkongerne og mange storfolk, hvem der da var i live, eller hva rike de hadde; han spurte og om Haakon jarl, hvordan hans vennesælhed var i landet. Tore sier: „Jarlen er så mektig en mann, at ingen tør si annet, enn hva han vil, og det kommer derav, at man ingen annen har å holde seg til. Men sandt å si kjenner jeg mange gjeve menns, saavelsom almuens sinnelag, at det ville være dem overmåte kjært, og at de straks ville være rede, om noen konge av Harald Haarfagres ætt kom til riket. Men ingen sådan kjenner vi nå, mest derfor, at det har vist seg, at det duer ilde å slås med Haakon jarl.“ Da de ofte hadde talt herom,

I₂

114åpenbarer Olav for Tore sitt navn og sin ætt og spør ham tilraads, hvorvidt han trodde, at bøndene ville ta ham til konge, om han kom til Norge. Tore egget ham på det sterkeste til denne ferd og roste ham og hans egenskaper såre meget. Olav begynte da å få stor lyst til at drage til sitt fædrenerige. Han seilte derfor vestenfra med 5 skip, først til Syderøerne (Tore var også med ham); derfra til Orknøerne. Jarlen, Sigurd Lødvessøn, lå just med et langskip nærved Ragnvaldsø i Aasmundsvaag og aktede at drage over til Katanes. Olav seilte med sitt folk vestenom til øyene og la der inn i havn; thi Petlandsfjorden var ufremkommelig. Da kongen fikk å vite, at jarlen var der til stede, lot han ham kalle til samtale med seg, og da jarlen var kommet ombord for å tale med kongen, hadde de ikke skiftet mange ord, før kongen sier, at jarlen og alt hans landsfolk skulle la seg døpe, ellers skulle han straks dø; kongen la til, at han ville fare med ild og sverd over øyene og øde landet, hvis ikke folket lot seg kristne. I den nød, hvori jarlen nå var stedt, valgte han å ta ved dåpen, og således ble han da døpt med alt det folk, som var hos ham. Siden svor jarlen kongen ed og ble hans mann; han ga ham til gisjel sin sønn, der het Hvalp eller Hunde, hvilken kong Olav hadde med seg til Norge.

Olav seilte da øster i havet og kom til land ved Moster; der gikk han aller først i land i Norge og lot synge messe i et landtjeld på det sted, hvor kirken siden ble bygget. Tore Klakka sa kongen, at det eneste råd for ham var ikke å åpenbare, hvo han var, og ikke lade minste nys om seg gå forut, men drage som snarest til Haakon jarl og komme uventet over ham. Så gjør og kong Olav: han seiler nordenefter dag og natt så hurtig, som bør gaves, og lot ikke landsfolket bli hans ferd var eller vide, hvo der seilte. Men da han kom nord til Agdenes, spurte han, at Haakon Jarl var inne i fjorden og tillike, at han var uens med bøndene. Da Tore hørte dette, var det langt annerledes, enn han ventet; thi etter jomsvikingeslaget var alle menn i Norge Haakon jarls fullkomne venner formedelst den seier, han hadde vundet, hvorved han hadde frelst alt landet fra ufred. Men nå traff det seg så uheldig, at en stor høvding var kommet i landet, og bøndene var uens med jarlen.

Haakon jarl var til gjestebud i Gauldal på Medalhus; men 115hans skip lå ute ved Viggen. Orm Lyrgja het en mann, en mektig bonde, der bodde på Bunes; han hadde en kone ved navn Gudrun, datter av Bergtor på Lunde; hun kaltes Lundesol og var den deiligste kvinne. Jarlen sendte sine trelle til Orm i det ærend å bringe ham Gudrun, Orms kone. Trellene frembar sitt ærend, og Orm bad dem først få seg natverd; dog før trellene hadde fått spist, var der kommet mange menn av bygden til gården, som Orm hadde sendt bud til. Orm sa da, at Gudrun aldeles ikke skulle drage med trellene. Gudrun bad trellene si jarlen, at hun ikke ville komme til ham, uten han sendte Tora av Remul etter henne; denne var en mektig husfrue og en av jarlens kjærester. Trellene sier, at neste gang skulle de således komme igjen, at både husbonden og husfruen skulle angre dette; de truet sterkt og drog så bort. Men Orm lot hær-ør fare til alle fire kanter om bygden med det bud, at alle skulle drage med våpen mot Haakon jarl og drepe ham; tillike sendte han bud til Haldor på Skerdingsstedja, som også straks lot hær-ør gå. Litt før hadde jarlen taget konen fra en mann ved navn Brynjulv, hvilken gjerning vakte mye forbitrelse, så at det var nærved, at en hær hadde samlet seg. Men nå, etter dette krigsbud, løp en hel hop folk opp og søkte til Medalhus. Jarlen fikk nys derom og drog av gården med sitt folk til en dyp dal, som nå heder Jarlsdal; der skjulte de seg. Sidenefter om dagen lot jarlen holde øye med bondehæren. Bøndene besatte alle veie og gjettet helst på, at jarlen hadde begitt seg til sine skip; for dem rådde hans sønn Erlend, den håpefulleste unge mann.

Imot natten lot jarlen sine folk adsprede seg og bad dem fare skogveis ut til Ørkedalen. „Dere“, sa han, „vil ingen skade, når ikke jeg er til stede. Sender bud til Erlend, at han seiler ut etter fjorden, så treffes vi på Møre; jeg skal nok passe meg for bøndene.“ Jarlen drog da av sted og med ham hans trell, som het Tormod Kark. Der var is på Gaulelven; der støtte jarlen sin hest ned, lot sin kappe ligge etter og gikk med trellen inn i en hule, som siden kaltes Jarlshelleren. Her sovnet de; men da Kark våknet, sier han en drøm, han hadde hatt, at en sort og fæl mann gikk mot hulen, og ræddedes han for, at han skulle gå inn; men mannen sa ham, at Ulle var død. Jarlen 116svarer, at hans sønn Erlend vist måtte være drept. Kark sovnet annen gang og lot ilde i søvne som før; men da han våknet, sier han atter sin drøm, at han så den samme mann komme ned igjen og bad ham si til jarlen, at nå var alle sunde lukte.

Da Kark hadde fortalt drømmen til jarlen, formodet denne, at dette varslet ham et stakket liv; siden stod han opp, og de ginge begge hen til gården Remul. Jarlen sendte Kark til Tora og bad henne komme lønligen til seg; hun gjorde så og mottok jarlen vel. Jarlen bad henne skjule seg noen dage, inntil bondehæren skiltes ad. „Her vil man vist lede etter deg,“ sa hun, „på min gård, både ute og inne; thi det ved jo så mange, at jeg gjerne vil hjelpe deg alt, hva jeg formår. Ett sted er kun her på gården, hvor man ikke vil falle på å lede etter slig en mann: det er et svinebøle.“ De gikk derhen; da sa jarlen: „Her vil vi slå oss til ro; livet må vi nå først frelse.“ Da grov trellen der en stor grav og bar mulden bort; siden la han trær derover. Tora kunne fortelle jarlen, at Olav Tryggvessøn var kommet inn i fjorden og hadde drept hans sønn Erlend. Siden gikk jarlen og Kark ned i graven; men Tora lukte til over dem med trær, sopet muld og møkk derpå og drev svinene derover. Dette svinebøle var under en stor stein.

Olav Tryggvessøn styrte inn i fjorden med fem langskip; men ut imot ham rodde Erlend med tre skip. Da skipene nærmet seg hinannen, formodet Erlend, at der var ufred paafærde, og vendte til land. Da Olav og hans menn så langskipene seile langsetter fjorden og ro imot dem, tenkte han, at det var Haakon jarl, og bød, at man av alle krefter skulle ro etter dem. Da Erlend og hans menn var kommet nær til land, rodde de straks på grunn og løp ut i vannet for å komme på land. Men i det samme kom Olavs skip til. Olav så, hvor der svømte en overmåte deilig mann; han grep da rorstangen og kastet den etter ham; slaget rammede Erlend, jarlens sønn, i hodet, så at skallen brast like til hjernen, og lot Erlend der sitt liv. Olav og hans folk drepte nå mange menn; men noen kom på flukt, noen fangede de og ga dem grid; de utspurte dem etter tidender, og det ble da sagt Olav, at bøndene hadde forjaget Haakon jarl, at denne nå flyktet for dem, og at hele hans flok var adspredt. Siden kom bøndene til Olav. På begge sider ble man glad i hinannen og sluttet straks forbund; bøndene 117tok ham til konge over seg, og det ble avtalt, at de tilsammen skulle lede etter Haakon jarl. Da drog de nå opp til Gauldal, og man fant det rimelig, at jarlen måtte være på Remul, om han ellers var på noen av gårdene; thi Tora var hans kjæreste venn der i dalen. De begav seg da derhen og ledte etter jarlen både ute og inne, men kunne ikke finne ham. Da holdt Olav husting ute i gården; han steg opp på den store stein, som stod ved svinebølet, og talte til folket; blant annet sa han, at han ville skjenke den både gods og hæder, som ble Haakon jarl til skade. Denne tale hørte jarlen og trellen Kark. De hadde lys hos seg. Da sa jarlen: „Hvi er du så bleg, men stundom sort som jord, er det ikke nå så, at du vil svike meg?“ „Nei,“ sier Kark. „Vi ble begge fødte i én natt,“ sier jarlen, „og der blir vist heller ikke langt imellom vår død.“

Mot kvelden drog kong Olav bort. Da det nattedes, holdt jarlen seg vaagen; men Kark sovnet og lot ilde i søvne; da vakte jarlen ham og spurte, hva han drømte. Han sier: „Jeg drømte, at jeg var på Lade, og at Olav Tryggvesøn la et gullsmykke om min hals.“ Jarlen svarer: „Da vil Olav Tryggvesøn lade legge en blodrød ring om din hals, hvis du finner ham; vogt deg for ham; men av meg skal du nyte godt som før, svik meg kun ikke.“ Siden vaagede begge, likesom om den ene holdt vagt over den annen. Men imot dagen sovnet jarlen plutselig og lot ilde i søvne; og dette gikk så vidt, at han skjøv hælene og nakken under seg, som om han ville stå opp, og skrek høyt og skrekkelig. Kark ble redd og forferdet, grep en stor kniv av sitt belte, støtte den i strupen på jarlen og skar den ut; det ble Haakon jarls bane. Siden skar Kark hodet av jarlen, løp bort dermed og kom sidenefter om dagen inn til Lade, hvor han brakte jarlens hode til kong Olav og fortalte alle disse hendelser samt om Haakon jarls og hans flukt. Men kong Olav lot ham lede bort og hodet hugge av ham. Derpå drog kong Olav ut til Nidarholm og en mengde bønder med ham; de hadde Haakon jarls og Karks hoder med seg. Denne holm brugtes den tid til henrettelsessted for tyve og illgjerningsmenn, og der stod en galge der. Didhen lot han Haakon jarls og Karks hoder bære; hele mengden fulgte med, skreg og kastet steiner etter dem og sa, at så skulle den ene niding fare med de andre nidinger. Siden sendte de bud opp i Gauldalen og hentet kroppen, som de brente. Da gikk det såvidt med det fiendskap, trønderne viste mot Haakon 118jarl, at ingen måtte kalle ham annet enn „jarlen den ilde;“ denne benevnelse ble lenge etter brukt. Men det må man dog med sannhet si om Haakon jarl, at han hadde meget, der gjorde ham skikket til å være høvding, først høy byrd, dernest klokskap og innsikt i å fare med herredømmet, kjekkhet i slag til å vinne seieren og derhos lykke til å drepe sine fiender. Dette bevitner også skalden Torleiv Raudfeldssøn i en vise, hvor det blant annet heder, at jarlen hadde sendt ni konger til Odin. Gavmild fremfor alle var Haakon jarl; men den største ulykke bar slig en høvding til sin dødsdag. Årsaken til, at så skjedde, var mest, at nå var tiden kommet, da blotskabet og blotmændene skulle fordømmes, men den hellige tro og rette seder komme i stedet.