Læreplanatlas
4. BindV. Fortællinger og beskrivelser.

47. Træk af de norske fjeldlappers liv.

Af J. N. Friis

110

Fjeldlappen har sit telt om vinteren staaende paa steder, hvor hans fædre havde sit for aarhundreder siden. Hele vinteren igjennem har han dag og nat maattet være paafærde og holde vagt for ulven, hans værste fiende, der dels enkeltvis lumskt og stadig sniger sig omkring hjorden, dels pludselig kan komme i flok og følge og angribe dyrene. Natten er derfor inddelt i vagter, og skiftevis maa gamle og unge sidde ude blandt dyrene og passe paa, netop helst naar kulden er skarpest, snefoget værst og natten mørkest. Hvert kvarter maa vagten gjøre en rundtur omkring hjorden, samle den sammen ved hjælp af hundene, skrige, raabe, skyde eller gjøre saa megen larm som muligt, forat ulven fjernt og nær kan merke, at folk baade er tilstede og paafærde. Er ulven rigtig sulten, skyr den intet, ikke engang skud med løst krudt; men ellers holder den sig paa afstand og lurer paa bekvem anledning; thi den kjender sine folk og ved, at den, naar sneen er dyb, let kan komme tilkort mod lappen paa ski. Men netop som denne efter en rundtur omkring hjorden har krøbet ind i et hul under en snefon for at finde ly for snoen og slaaet sig til ro en stund, kan det hænde, at der pludselig bliver uro i leiren. Hundene, der har lagt sig over vogterens ben og en stund tjent ham som fodteppe, farer pludselig op og sætter gjøende afsted. Rensdyrene, der i det samme ogsaa aner uraad, slaar sig først sammen i en tæt klynge. Derpaa farer de raadvilde hid og did, indtil de faar veir af rovdyrene, men stryger saa afsted i sterkeste sprang, helst imod vinden, forfulgte af ulvene, der søger at sprænge hjorden for derpaa to og to at angribe de enkelte dyr. Nu gjælder det for vogterne, ofte børn paa 15 aars alderen, at være rappe; den ene med hundene efter hjorden, den anden saa hurtig som muligt paa sine ski afsted til teltet for at faa familien eller familierne, om der er flere sammen, op og ud paa ski med raabet: ulven er paafærde! ulven er over hjorden! Den anden vogter har imidlertid med hundene søgt at verge hjorden. Hundene gjør, hvad de formaar, ved dels at holde hjorden sammen, dels ved at angribe ulvene. Lappens hunde er smaa, men enkelte af dem modige nok til at angribe baade ulv og bjørn.

111Se paa hunden Muste derhenne i bakkeskraaningen, hvorledes den tumler sig med en ulv! Muste har ingen hale. Har ulven taget den? Nei. Muste har aldrig havt nogen. Den er født uden hale, og netop dette gjør det endnu vanskeligere for ulven at faa fat i den. Længer oppe i skraaningen arbeider 2 store renokser sig frem igjennem dybsneen. Tungen hænger dem ud af halsen, og det havde vist allerede været forbi med dem, dersom ikke Muste havde plaget, opholdt og hindret ulven. Hvergang denne farer afsted, er Muste bagefter den, saa at ulven hvert øieblik maa vende om og gjøre forsøg paa at faa tag i hunden. Men det nytter den ikke; Muste snurrer rundt saa hurtig som en hvirvelvind, og ulven, der efter lappernes sigende er temmelig stivrygget og aldeles ikke saa rask i vendingen som en hund, gjør ligesaa forgjæves et sprang efter Muste som en harehund efter en kanin. En hund som Muste er derfor uskatterlig for fjeldlappen, og han sælger den heller ikke for 40—60 kroner. En times tid har Muste holdt ulven i schak og frelst de 2 renokser. Endelig er dens forbitrede gjøen bleven hørt og hidkalder folk til dens hjælp. To skiløbere kommer tilsyne oppe paa aasen og tager pilsnart fart nedover for at afskjære ulven fra renokserne. Hidsigere end før angriber Muste, ja, saa hidsig, at den rimeligvis vilde blive ihjelreven af ulven, dersom ikke denne ved synet af skiløberne forskrækket vender og tager flugten nedover. Den springer langt fra Muste; men hvad hjælper det mod skiløberne! Susende farer de forbi Muste, og nu begynder der et hidsigt kapløb med ulven. Er egnen gunstig og sneen dyb, saa bliver den ofte indhentet. Den skiløber, der først kommer den paa siden, giver den tvert over korsryggen, ulvens svageste punkt, et slag med skistaven, der lemlæster den saaledes, at den bliver siddende i sneen med gabende kjæft mod sine fiender og pustende en hvid sky af hed aande ud fra sit røde, blodtørstige svelg. Snart kommer Muste ogsaa hæseblæsende efter og begynder at springe ellevild gjøende omkring ulven, ikke endnu sikker paa, om den kan reise sig og fare efter den. Kan hænde, at lapperne ikke giver sig tid til at dræbe ulven straks paa stedet, men at de farer afsted efter andre, sikre nok paa, at den med sin knækkede ryg er dødens bytte og maa blive, hvor den er, til det behager dem at komme tilbage. Men enten den faar naadestødet straks eller senere, sker det ialfald ikke, før lappen har lettet sit forbitrede sind ved en liden tale til sin erkefiende. Først efter at have mindet ham om hans og hans fædres mange misgjerninger og udtømt sit forraad 112af haansord, gjør han ende paa hans liv ved at kaste ham kniven i siden eller sende ham en kugle fra sin rifle. At slaa efter ulvens hoved med skistaven nytter ikke, da den forstaar at parere fortrinlig ved at modtage slaget mod tænderne.

Men ikke alle hunde er saa flinke som Muste. Uagtet al anstrengelse af vogterne gaar der derfor ved et saadant overfald af en ulveflok næsten altid flere eller færre dyr tabte. Det kan hænde, at lappen slipper med et par dyr, maaske netop hans største og bedste kjøreren; men det kan ogsaa hænde, at han paa en nat mister 10—20—30, ja det kan hænde, at en fjeldlap om aftenen har været en rig mand, der eiede flere hundrede ren, men om morgenen er en tigger. Dyrene er enten ihjelrevne, jagede udover fjeldskrenter, forsprængte eller i bedste tilfælde jagede milevidt bort, saa han maa reise omkring og plukke dem sammen igjen fra andre hjorder, som de har tyet til, medmindre tyve ogsaa gjør fælles sag med ulvene.

Enkelte aar kan det dog hænde, at ulven næsten slet ikke viser sig. Der er „fred“ eller frihed for ulven, og man kan slet ikke undre sig over, at fjeldlappens høieste og inderligste ønske er at maatte nyde denne „fred.“ Derfor er „fred!“ hans hilsen, naar han kommer, og „fred!“ hans afskedsønske, naar han gaar. Men selv om der i nogen tid ikke spørges eller høres noget til ulven, maa der alligevel stadig holdes vagt; thi ve den fjeldlap, hvis hjord ubevogtet overfaldes af en hungrig ulveflok! Han vil dagen efter milevidt omkring ikke finde et eneste uskadt dyr igjen.

J. A. Friis.