102

Løven har fra de ældste tider været betragtet som dyrenes konge. Dens vigtigste kjendemerker er den sterkt byggede krop med den korte, glatte og ensfarvede haarklædning, det brede ansigt, dens manke og dusken paa dens halespids. I sammenligning med andre katte er løvens krop kort; bugen er indtrukken, og dyret faar derved et kraftigt, men ikke plumpt udseende. I haledusken findes der en hornagtig spids, veirhaarene er ordnede i seks til otte rækker. Det er fremfor alt manken, der giver hanløven dens majestætiske udseende; den dækker hele halsen og den forreste del af bringen, men frembyder iøvrigt saa store forskjelligheder, at man efter den kan bestemme dyrets 103hjemstavn. Hos den persiske løve er den saaledes lang og bestaar af sorte og brune haar; hos andre løver dannes den derimod af korte og krusede, ensfarvede haar.

Løven fra Berberiet, ogsaa kaldet atlasløven, er den stolteste af alle løver, og den, som fra de ældste tider har været mest berømt for sine egenskaber. Den tykke manke naar ned til fodroden og halvt ned paa ryggen og paa siderne. En fuldvoksen løve er 1 meter høi, kroppen er 2 meter og halen 1 meter lang.

I ældre tider var løverne langt mere udbredte end nu. Paa romerrigets tid fandtes de ikke alene i hele Afrika og i det sydvestlige Asien, men ogsaa i Grækenland og Makedonien, hvor de er udryddede for over halvandet tusende aar siden. Atlasløven levede tidligere i hele det nordøstlige Afrika; nu findes den hverken i den nedre Nildal eller langs Middelhavets kyster; dog forekommer den i Tunis og i oasen Fessan og er ingen sjeldenhed i Marokko og Algier, skjønt der i den nyere tid er blevet gjort lyst i dens rækker under de uafladelige krige mellem franskmændene og araberne og ved de franske løvejægere, af hvilke især Jules Gerard er bleven berømt.

Løven lever ensomt; men i nogen tid, indtil ungerne har naaet en vis alder, bliver hanløven hos løvinden. Udenfor denne tid holder hver løve sig paa sit eget omraade og kommer ikke i strid med andre løver om føden; hyppig forener flere løver sig til et større jagttog, og hannen og hunnen gaar regelmæssig paa jagt med hinanden, saalænge de er sammen. De findes ingensteds i større antal, da de behøver saa megen føde, at et større antal ikke vilde kunne ernære sig længe i den samme egn. Deres kjæreste opholdssteder er brede, af floder gjennemstrømmede skogdale; berge synes ikke at tiltale dem. Løven gaar mest ud om natten; man møder den derfor sjelden om dagen, medmindre man kan faa den opsporet af hunde og dreven ud af dens skjul; dog kan man ogsaa om dagen træffe den luskende om i tykningen eller siddende paa et ophøiet punkt, hvorfra den kan overskue sit jagtomraade. Naar den ved nattens frembrud begynder sin jagt, forkynder den det med en tordenlignende brølen.

Forinden vi gaar over til en nærmere skildring af løvens levemaade, vil vi tænke os henflyttede til en steppeby i Øst-Sudan eller til en af nomadernes indhegnede leire.

Solen er gaaet ned, og nomaden har bragt sin hjord til hvile i den sikre „seriba,“ en 2½ til 3½ meter høi og 1½ meter 104tyk indhegning, sammenflettet af de mest tornede mimosa-grene. Mørket sænker sig over leiren, hvor faarene bræger til sine lam, medens kjørne efter at være melkede lægger sig ned. Et kobbel af aarvaagne hunde holder vagt — pludselig giver de hals, samler sig og styrter alle i én retning ud i mørket. Man hører støien af en kort kamp, hundenes rasende gjøen og et hæst brøl, — en hyæne har lusket omkring leiren, men har efter en kort, frugtesløs kamp mod hjordens tro vogtere maattet tage flugten. En leopard vilde det ikke gaaet bedre. Det bliver igjen stille i leiren. Hjordens eier har med hustru og børn begivet sig til ro i sit telt, og de øvrige mænd gjør efter fuldført gjerning det samme. Selv hundene er tause, men aarvaagne.

Da lyder løvens brøl lige udenfor som en torden, og alt kommer i forvirring i leiren. Faarene løber som ude af sig selv mod tjørnegjærdet, gjederne bræger høit, hornkvæget trykker sig stønnende sammen, kamelerne søger at sprænge sine baand for at flygte, og de ellers saa modige hunde søger hylende tilflugt hos sin herre, som selv staar raadvild og skjælvende i sit telt — thi hvad formaar han med sin lanse mod den frygtelige fiende!

Med et mægtigt spring sætter løven over den høie tjørnehæk; et eneste slag af dens pote slaar en toaarig okse til jorden, og dens tænder knuser halshvirvlerne. Med en dump knurren ligger rovdyret i nogen tid paa sit bytte; øinene funkler, og halen pisker luften; det slipper byttet et øieblik for atter at anfalde det med tænderne, indtil det har udaandet. Nu kommer løvens tilbagetog; den maa atter over det høie hegn, og sit bytte vil den ikke slippe; hele dens uhyre kraft maa samles, forat den skal kunne udføre springet med dyret i gabet. Men det lykkes. Man har seet en tre meter høi seriba, over hvilken en løve havde gjort dette spring med sit bytte, og hvor der saaes en fordybning i hegnets overkant, bevirket ved dyrets vegt. Med lethed slæber den sit bytte til sit maaske flere kilometer derfra liggende leie; man kan tydelig se furen i sandet efter det slæbte dyr lige til det sted, hvor det er blevet fortæret.

Man kan forstaa, at alle dyr, som kjender dette frygtelige rovdyr, næsten taber besindelsen ved dets brøl; thi dette brøl er ligesaa enestaaende som dyrets kraft. Det ligner ikke noget andet levende væsens stemme.

Naar løven gaar paa jagt efter vilde dyr, lurer den paa dem eller sniger sig imod vinden hen til dem ved vandingsstedet, undertiden 105i selskab med andre løver. Som oftest falder et dyr ved løvens første angreb. Mislykkes dens spring, forfølger den ikke dyret, men gaar ligesom skamfuld tilbage. Det forsikres, at løven, naar den er sulten og rovgrisk, giver dette tilkjende ved at piske sig henad siderne med halen eller ved at ryste manken. Træffer man paa en løve, som ikke bevæger halen, kan man dristig gaa forbi den, ja endog søge at jage den bort ved at kaste noget efter den. Løven foretrækker store dyr for smaa; sedvanligvis æder den kun, hvad den selv har dræbt, og da straks, men tager dog stundom ogsaa tiltakke med aadsler; den vender saaledes den anden nat tilbage til resterne af et fældet dyr, men aldrig den tredje nat.

Mennesket bliver kun yderst sjelden angrebet af løven, idetmindste er det tilfældet i Sudan, hvor der dog findes saa mange løver. I Syd-Afrika skal det forholde sig anderledes. I de uafbrudte krige mellem kafferne sker det ofte, at de dræbte fienders lig bliver liggende i skogen. Naar løven træffer et af disse friskt, stiller den sin sult paa det, og har den først smagt menneskekjød, vedbliver den at være menneskeæder. Kafferne forsikrer, at en saadan løve ikke sjelden styrter ind i leiren og griber en af de om vagtilden sovende mænd. Den mening er ogsaa der almindelig, at de farvede mennesker er mere udsatte for dens angreb end de hvide. Man paastaar, at løven, som dog dræber alle dyr straks, i nogen tid holder mennesket under sine klør og først senere med et høit brøl giver det dødsslaget. Livingstone paastaar det samme. Ved en jagt, som han anstillede i forening med beboerne af byen Mabotsa i Øst-Afrika, hændte det, at en anskudt løve styrtede sig først over Livingstone, dernæst over to andre og saarede dem alle haardt, inden den udaandede; det vilde upaatvilelig have været ligesaa let for den at dræbe dem alle.

At løven flygter for mennesket, fortælles af flere. En reisende fortæller saaledes fra en reise i Syd-Afrika følgende: En landmand stødte paa en løve. Han lagde an paa den, skjød og feilede; han flygtede nu op paa en stenhaug og holdt bøssekolben i veiret. Løven stansede omtrent 20 skridt fra ham og lagde sig ned; efter en halv times forløb stod den op, trak sig langsomt tilbage, somom den vilde stjæle sig bort, og da den var et stykke borte, begyndte den at løbe af alle kræfter.

Den, som har mod nok til at blive staaende rolig, naar han træffer paa en løve, bliver ikke saa let angreben. Det er forøvrigt merkeligt, hvad mangfoldige erfaringer har stadfæstet, at løven kun 106sjelden angriber børn. Man har ogsaa eksempler paa, at dette frygtelige rovdyr kommer ganske rolig hen til husene og ikke gjør nogen skade.

Løven slutter sig nøiere til løvinden end noget andet rovdyr til sin hun. Den bliver hos hende i lang tid, medens ungerne dier; den gaar ud med hende for at søge føde, og den beskytter hende og ungerne.

Den skade, som 30 løver i aaret 1855 anrettede alene blandt husdyrene i provinsen Konstantine, blev af Jules Gerard anslaaet til 120 000 kroner, saa at hver løve altsaa i et aar fortærede for 4 000 kroner kvæg. Ifølge samme beretning fandtes der i aarene 1856 og 1857 i provinsen Bona alene 60 løver, som fortærede 10 000 stykker stort og smaat kvæg. I det indre Afrika er skaden forholdsvis meget ringere, fordi kvægavlen her drives i langt større udstrækning end i de agerdyrkende lande. Den fattige og overtroiske indbygger i Mellemafrika søger at beskytte sig mod løven ved at kjøbe en Hedjabh, d. e. et skriftsted af Koranen, som han hefter paa sin Seriba. De hedenske negre og kafferne er mere praktiske; de tager sin tilflugt til forgiftede pile og i nødstilfælde til sine lanser.

I Atlas anstilles jagten paa flere maader. Naar løven viser sig i nærheden af en beduinleir, opstaar der skræk og forvirring, og de ellers saa modige mænd udbryder da i klager. Erfaringen har lært dem forskjellige jagtmaader. Saaledes samler de vaabendygtige mænd sig og omringer det krat, hvori løven har skjult sig; de danner tre rækker, af hvilke den forreste skal drive dyret ud. Som alle arabere begynder de med at tilraabe den: „Du hund, du hundeunge og hundefader, du elendige morder, djævlens søn, tyv, pjalt! Op med dig, hvis du er saa tapper, som du giver dig ud for; op med dig, og vis dig ogsaa engang om dagen, du nattens ven! Rust dig; thi her gjælder det om at møde tapre mænd, krigens sønner!“ Hjælper disse raab ikke, affyres der nogle skud, indtil løvens taalmodighed er forbi. Brølende og med funklende øine bryder den frem af krattet; et vildt skrig modtager den. Studsende gaar den omkring med afmaalte skridt og ser paa mængden; den første række giver ild, løven styrter frem, men falder sedvanligvis for den anden rækkes kugler. — Araberne i Atlas fanger ogsaa løver i faldgruber, som er 10 meter dybe og 5 meter brede. Naar dyret er styrtet ned deri, bliver der larm over hele egnen; alle strømmer til og hilser det med skrig, skjeldsord og stene; især 107er kvinder og børn paafærde; tilsidst bliver løven skudt. Den modtager kuglerne uden klage og uden at fordreie en mine. Først naar den slet ikke rører sig, vover man sig ned i gruben, binder strikker om dens fødder og heiser den op med stort besvær; thi en voksen løve veier ofte 200 kilogram. Negrene ved den hvide flod og hottentotterne dræber løven med forgiftede pile.

Gerard fortæller om en jagt paa en gammel løve, der gjorde megen skade i omegnen af bjerget Isbel Krunega, hvor den opholdt sig. Gerard drog derhen for at dræbe den og tog bolig hos en araber i nærheden af bjerget; der fik han at vide, at løven hver aften ved solens nedgang brølende forlod sit leie og bestandig brølende steg ned paa sletten.

„Overbevist om, at den ikke kunde undgaa mig,“ fortæller han, „ladede jeg begge mine bøsser med den største omhyggelighed, og neppe var jeg færdig dermed, før jeg hørte løvens brøl fra bjerget. Min vert tilbød at følge med mig til vadestedet, som løven maatte over for at komme fra bjerget til sletten; jeg gav ham den ene af bøsserne, og vi drog afsted. Det var saa mørkt, at vi ikke kunde se to skridt frem for os. Efter et kvarters gang imellem trær naaede vi floden ved foden af bjerget.

Jeg vilde undersøge vadestedet; men det var mørk nat, og jeg kunde ikke engang se araberen, der gik lige ved siden af mig. Da jeg ikke kunde skjelne gjenstandene med øinene, følte jeg mig for med hænderne, og jeg blev derved overbevist om, at vadestedet var vanskelig tilgjængeligt, og at høie brinker førte ned til det. Efter at have fundet en sten, som kunde tjene mig til sæde, lige nede ved floden og lidt fra vadestedet, lod jeg min veiviser gaa, hvilket han gjorde mer end gjerne. Da han nu ikke turde gaa ene hjem, skjulte han sig imellem trærne omtrent et halvt hundrede skridt fra mig. Efter at have befalet ham ikke at røre sig af stedet, hvad han saa maatte høre, satte jeg mig ned paa stenen. Løven brølede bestandig og nærmede sig langsomt. Hvis jeg kunde se den, naar den kom ned i floden, vilde jeg skyde den der. Klokken kunde være ni, da brølet hørtes omtrent hundrede meter fra den anden side af flodbredden. Med blikket rettet mod det sted, hvor jeg af og til kunde skjelne vandet, ventede jeg. Tiden begyndte allerede at falde mig lang, da jeg fra den anden side af floden ligeoverfor mig hørte et langt, dybt suk, der lød som et døende menneskes rallen. Jeg saa op i den retning, hvorfra lyden kom, og opdagede løvens øine, der skinnede som to ildkugler og 108var stivt fæstede paa mig. Dette stirrende blik, som ikke oplyste nogen del af dyrets hoved eller udbredte mindste klarhed omkring sig, bragte alt blodet i mine aarer til at strømme tilbage til hjertet. I et minut rystede jeg af kulde, og derpaa haglede sveden ned ad min pande. Den, der ikke har seet en voksen løve i vild tilstand, kan tro paa muligheden af en kamp med blanke vaaben mod dette dyr; men den, som har seet en vild løve, ved, at mennesket i kamp med en løve er som en mus i kattens klør. Jeg havde tidligere fældet to løver, og den mindste af dem veiede 250 kilogram. Med et slag med sin lab havde den stanset en hest i galop; hest og rytter var blevne paa pladsen. Fra den tid kjendte jeg tilstrækkelig løvens kræfter.

Da jeg havde trukket min dolk ud af skeden og stukket den i jorden ved siden af mig, begyndte løven at vende sig ned til floden. I tankerne tog jeg afsked med dem, der var mig kjære, og lovede dem at dø som en tapper mand. Da min finger langsomt søgte aftrækkeren, var jeg roligere end løven, som vilde til at gaa ned i floden. Jeg hørte dens første fodtrin i vandet, som havde en sterk og larmende strøm, men derefter — derefter var alt stille. Var løven bleven staaende, eller kom den over til mig? Idet jeg spurgte mig selv derom og søgte at gjennemtrænge det mørke, hvori alt var indhyllet, forekom det mig, som jeg hørte løvens skridt tæt ved mig. Den var virkelig kommen over floden og steg allerede langsomt op ad brinken, der førte ned til vadestedet, da en bevægelse, jeg gjorde, bragte den til at staa stille. Den var 4 eller 5 skridt fra mig og kunde i ett spring være hos mig. Det er til ingen nytte at søge efter sigtekornet, naar man ikke kan se løbet af bøssen. Jeg skjød efter skjøn. Ved glimtet af skuddet saa jeg en stor, formløs masse med lange, flagrende haar. Et frygteligt brøl rystede luften; løven var saaret. Det første brøl af smerte fulgtes af dybe, truende klagelyd. Jeg hørte den velte om i dyndet ved flodbredden; derpaa blev alt stille. I den tanke, at løven var død eller ialfald ude af stand til at redde sig, gik jeg tilbage til duaren (boligen) med min veiviser, som var overbevist om, at løven var vor. Jeg lukkede naturligvis ikke et øie den nat. Saasnart det blev dag, gik vi igjen til vadestedet. Der var ingen løve; men af den omstændighed, at vi fandt en splint af et ben, saa stor som en finger, i blodet, som løven havde mistet i stor 109mængde, sluttede jeg, at den havde faaet sit ene skulderblad knust. Da blodsporet ophørte ved floden, gik dagen hen, uden at jeg fandt løven. Den næste dag foreslog araberne at drage ud med mig for at opsøge den. Vi var seksti, nogle tilfods, andre tilhest. Efter flere timers frugtesløs søgen red jeg tilbage til duaren; men idet jeg beredte mig til at forlade egnen, hørte jeg flere skud og hurraer fra bjerget. Der kunde ingen tvil være om, at det var min løve. Jeg galoperede tilbage, og denne gang blev mit haab ikke skuffet. Araberne flygtede i alle retninger og skreg, som de var besatte. Nogle havde lagt floden mellem sig og løven; andre, som var dristigere, fordi de var tilhest, og som havde seet løven møisommelig slæbe sig hen imod bjerget, som den anstrengte sig for at naa, havde, ti i tallet, samlet sig for at dræbe den; scheiken anførte dem. Men da jeg kom over floden og steg ned af hesten, saa jeg rytterne med scheiken i spidsen vende om og ride tilbage i strakt galop. Løven for paa sine tre ben efter dem og satte lettere end de over klippestykker og buske, og dens brøl forfærdede hestene i den grad, at rytterne ikke længer kunde styre dem. Hestene blev ved at løbe, efterat løven var stanset paa et aabent sted, stolt og truende som altid. Hvor den var smuk, som den stod der, med sit aabne gab, sin strittende manke og i vrede baskende siderne med halen! Den var omtrent 300 skridt fra mig; jeg steg af hesten og kaldte paa en araber, forat han skulde holde min hest. Flere arabere kom hen til mig og vilde med magt sætte mig op paa hesten igjen og tvinge mig til at ride tilbage, saa at jeg maatte lade min burnus, i hvilken de holdt fast, blive i deres hænder for at slippe fra dem. Nogle af dem gik efter mig for at overtale mig; men jo mere jeg nærmede mig løven, desto færre blev de. Tilsidst blev min vert ene tilbage. „Jeg har modtaget dig i mit telt,“ sagde han, „jeg staar til ansvar for dig for Gud og mennesker; jeg vil dø med dig.“ Løven havde imidlertid forladt det aabne sted og var gaaet ind i en lund, et par skridt derfra. Gaaende frem med den største forsigtighed, altid færdig til at give ild, søgte jeg forgjæves at finde aftryk af dens fødder, da jordbunden var stenet. Jeg ransagede hvert træ, medens min vert blev staaende udenfor. Da jeg havde ransaget dem alle, raabte han til mig: „Døden vil ikke have dig, du er gaaet lige forbi løven; havde dine øine mødt dens, havde du været død, før 110du kunde have givet ild.” Jeg befalede ham at kaste stene ind til løven, og saasnart den første sten var kastet, aabnede et træ sig; løven traadte frem og blev nu snart fældet.

A. E. Brehm ved P. A. Mariager.

102

Løven har fra de eldste tider vært betraktet som dyrenes konge. Dens viktigste kjennemerker er den sterkt bygde kropp med den korte, glatte og ensfarvede hårkledning, det brede ansikt, dens manke og dusken på dens halespids. I sammenligning med andre katte er løvens kropp kort; buken er inntrukken, og dyret får derved et kraftig, men ikke plumpt utseende. I haledusken finnes der en hornaktig spiss, værhårene er ordnede i seks til åtte rekker. Det er fremfor alt manken, der gir hanløven dens majestetiske utseende; den dekker hele halsen og den forreste del av bringen, men frembyr i øvrig så store forskjelligheter, at man etter den kan bestemme dyrets 103hjemstavn. Hos den persiske løve er den således lang og består av sorte og brune hår; hos andre løver dannes den derimot av korte og kruset, ensfarvede hår.

Løven fra Berberiet, også kalt atlasløven, er den stolteste av alle løver, og den, som fra de eldste tider har vært mest berømt for sine egenskaper. Den tykke manke når ned til fotroten og halvt ned på ryggen og på sidene. En fullvoksen løve er 1 meter høy, kroppen er 2 meter og halen 1 meter lang.

I eldre tider var løvene langt mer utbredte enn nå. På romerrigets tid fantes de ikke alene i hele Afrika og i det sydvestlige Asien, men også i Grækenland og Makedonien, hvor de er utryddet for over halvannet tusende år siden. Atlasløven levde tidligere i hele det nordøstlige Afrika; nå finnes den hverken i den nedre Nildal eller langs Middelhavets kyster; dog forekommer den i Tunis og i oasen Fessan og er ingen sjeldenhet i Marokko og Algier, skjønt der i den nyere tid er blitt gjort lyst i dens rekker under de uavlatelige krige mellom franskmennene og araberne og ved de franske løvejægere, av hvilke især Jules Gerard er blitt berømt.

Løven lever ensomt; men i noen tid, inntil ungene har nået en viss alder, blir hanløven hos løvinnen. Utenfor denne tid holder hver løve seg på sitt eget område og kommer ikke i strid med andre løver om føden; hyppig forener flere løver seg til et større jagttog, og hannen og hunnen går regelmessig på jakt med hinannen, så lenge de er sammen. De finnes ingensteds i større antall, da de behøver så mye føde, at et større antall ikke ville kunne ernære seg lenge i den samme egn. Deres kjæreste oppholdssteder er brede, av floder gjennomstrømmede skogdaler; berge synes ikke å tiltale dem. Løven går mest ut om natten; man møter den derfor sjelden om dagen, med mindre man kan få den oppsporet av hunder og dreven ut av dens skjul; dog kan man også om dagen treffe den luskende om i tykningen eller sittende på et opphøyd punkt, hvorfra den kan overskue sitt jaktområde. Når den ved nattens frembrudd begynner sin jakt, forkynner den det med en tordenlignende brølen.

Forinden vi går over til en nærmere skildring av løvens levemåte, vil vi tenke oss henflyttede til en steppeby i Øst-Sudan eller til en av nomadernes innhegnet leire.

Solen er gått ned, og nomaden har brakt sin hjord til hvile i den sikre „seriba,“ en 2½ til 3½ meter høy og 1½ meter 104tykk innhegning, sammenflettet av de mest tornede mimosa-grener. Mørket senker seg over leiren, hvor fårene breker til sine lam, mens kjørne etter å være melkede legger seg ned. Et kobbel av årvåkne hunder holder vagt — plutselig giver de hals, samler seg og styrter alle i én retning ut i mørket. Man hører støyen av en kort kamp, hundenes rasende gjøen og et hæst brøl, — en hyene har lusket omkring leiren, men har etter en kort, fruktesløs kamp mot hjordens tro voktere måttet ta flukten. En leopard ville det ikke gått bedre. Det blir igjen stille i leiren. Hjordens eier har med hustru og barn begitt seg til ro i sitt telt, og de øvrige menn gjør etter fullført gjerning det samme. Selv hundene er tause, men årvåkne.

Da lyder løvens brøl like utenfor som en torden, og alt kommer i forvirring i leiren. Fårene løper som ute av seg selv mot tjørnegjærdet, geitene breker høyt, hornkvæget trykker seg stønnende sammen, kamelene søker å sprenge sine bånd for å flykte, og de ellers så modige hunder søker hylende tilflukt hos sin herre, som selv står rådvill og skjelvende i sitt telt — thi hva formår han med sin lanse mot den fryktelige fiende!

Med et mektig spring setter løven over den høye tjørnehæk; et eneste slag av dens pote slår en toårig okse til jorden, og dens tenner knuser halshvirvlerne. Med en dump knurren ligger rovdyret i noen tid på sitt bytte; øynene funkler, og halen pisker luften; det slipper byttet et øyeblikk for atter å anfalle det med tennene, inntil det har utåndet. Nå kommer løvens tilbaketog; den må atter over det høye hegn, og sitt bytte vil den ikke slippe; hele dens uhyre kraft må samles, for at den skal kunne utføre springet med dyret i gapet. Men det lykkes. Man har sett en tre meter høy seriba, over hvilken en løve hadde gjort dette spring med sitt bytte, og hvor der saaes en fordypning i hegnets overkant, bevirket ved dyrets vekt. Med letthet sleper den sitt bytte til sitt maaske flere kilometer derfra liggende leie; man kan tydelig se furen i sandet etter det slepte dyr like til det sted, hvor det er blitt fortært.

Man kan forstå, at alle dyr, som kjenner dette fryktelige rovdyr, nesten taper besinnelsen ved dets brøl; thi dette brøl er likeså enestående som dyrets kraft. Det ligner ikke noe annet levende væsens stemme.

Når løven går på jakt etter ville dyr, lurer den på dem eller sniker seg imot vinden hen til dem ved vanningsstedet, undertiden 105i selskap med andre løver. Som oftest faller et dyr ved løvens første angrep. Mislykkes dens spring, forfølger den ikke dyret, men går likesom skamfull tilbake. Det forsikres, at løven, når den er sulten og rovgrisk, giver dette tilkjenne ved å piske seg henad sidene med halen eller ved å ryste manken. Treffer man på en løve, som ikke beveger halen, kan man dristig gå forbi den, ja endog søke å jage den bort ved å kaste noe etter den. Løven foretrekker store dyr for små; sedvanligvis eter den kun, hva den selv har drept, og da straks, men tar dog stundom også tiltakke med åtsler; den vender således den annen natt tilbake til restene av et felt dyr, men aldri den tredje natt.

Mennesket blir kun ytterst sjelden angrepet av løven, idetmindste er det tilfellet i Sudan, hvor der dog finnes så mange løver. I Syd-Afrika skal det forholde seg annerledes. I de uavbrutte krige mellom kafferne skjer det ofte, at de drepte fienders lig blir liggende i skogen. Når løven treffer et av disse friskt, stiller den sin sult på det, og har den først smakt menneskekjød, vedbliver den å være menneskeeter. Kafferne forsikrer, at en sådan løve ikke sjelden styrter inn i leiren og griper en av de om vaktilden sovende menn. Den mening er også der alminnelig, at de farget mennesker er mer utsatte for dens angrep enn de hvite. Man påstår, at løven, som dog dreper alle dyr straks, i noen tid holder mennesket under sine klør og først senere med et høyt brøl giver det dødsslaget. Livingstone påstår det samme. Ved en jakt, som han anstilte i forening med beboerne av byen Mabotsa i Øst-Afrika, hendte det, at en anskudt løve styrtet seg først over Livingstone, dernest over to andre og saarede dem alle hardt, innen den utåndet; det ville upaatvilelig have vært likeså lett for den å drepe dem alle.

At løven flykter for mennesket, fortelles av flere. En reisende forteller således fra en reise i Syd-Afrika følgende: En landmann støtte på en løve. Han la an på den, skjød og feilet; han flyktet nå opp på en steinhaug og holdt bøssekolben i været. Løven stanset omtrent 20 skritt fra ham og la seg ned; etter en halv times forløp stod den opp, trakk seg langsomt tilbake, som om den ville stjele seg bort, og da den var et stykke borte, begynte den å løpe av alle krefter.

Den, som har mot nok til å bli stående rolig, når han treffer på en løve, blir ikke så lett angrepet. Det er forøvrig merkelig, hva mangfoldige erfaringer har stadfestet, at løven kun 106sjelden angriper barn. Man har også eksempler på, at dette fryktelige rovdyr kommer ganske rolig hen til husene og ikke gjør noen skade.

Løven slutter seg nøyere til løvinnen enn noe annet rovdyr til sin hun. Den blir hos henne i lang tid, mens ungene dier; den går ut med henne for å søke føde, og den beskytter henne og ungene.

Den skade, som 30 løver i året 1855 anrettet alene blant husdyrene i provinsen Konstantine, ble av Jules Gerard anslått til 120 000 kroner, så at hver løve altså i et år fortærte for 4 000 kroner kveg. Ifølge samme beretning fantes der i årene 1856 og 1857 i provinsen Bona alene 60 løver, som fortærte 10 000 stykker stort og smått kveg. I det indre Afrika er skaden forholdsvis meget ringere, fordi kvegavlen her drives i langt større utstrekning enn i de agerdyrkende lande. Den fattige og overtroiske innbygger i Mellemafrika søker å beskytte seg mot løven ved å kjøpe en Hedjabh, d. e. et skriftsted av Koranen, som han hefter på sin Seriba. De hedenske negre og kafferne er mer praktiske; de tar sin tilflukt til forgiftede pile og i nødstilfelle til sine lanser.

I Atlas anstilles jakten på flere måter. Når løven viser seg i nærheten av en beduinleir, oppstår der skrekk og forvirring, og de ellers så modige menn utbryter da i klager. Erfaringen har lært dem forskjellige jaktmåter. Således samler de våpendyktige menn seg og omringer det krat, hvori løven har skjult seg; de danner tre rekker, av hvilke den forreste skal drive dyret ut. Som alle arabere begynner de med at tilrope den: „Du hund, du hundeunge og hundefader, du elendige morder, djevelens sønn, tyv, pjalt! Opp med deg, hvis du er så tapper, som du gir deg ut for; opp med deg, og vis deg også engang om dagen, du nattens venn! Rust deg; thi her gjelder det om å møte tapre menn, krigens sønner!“ Hjelper disse rop ikke, avfyres der noen skudd, inntil løvens tålmodighet er forbi. Brølende og med funklende øyne bryter den frem av krattet; et vilt skrik modtager den. Studsende går den omkring med avmålte skritt og ser på mengden; den første rekke giver ild, løven styrter frem, men faller sedvanligvis for den annen rekkes kuler. — Araberne i Atlas fanger også løver i fallgruver, som er 10 meter dype og 5 meter brede. Når dyret er styrtet ned deri, blir der larm over hele egnen; alle strømmer til og hilser det med skrik, skjellsord og steiner; især 107er kvinner og barn paafærde; til sist blir løven skudt. Den modtager kulene uten klage og uten å fordreie en mine. Først når den slett ikke rører seg, vover man seg ned i gruven, binder strikker om dens føtter og heiser den opp med stort besvær; thi en voksen løve veier ofte 200 kilogram. Negrene ved den hvite flod og hottentottene dreper løven med forgiftede pile.

Gerard forteller om en jakt på en gammel løve, der gjorde mye skade i omegnen av bjerget Isbel Krunega, hvor den oppholdt seg. Gerard drog derhen for å drepe den og tok bolig hos en araber i nærheten av bjerget; der fikk han å vite, at løven hver aften ved solens nedgang brølende forlot sitt leie og bestandig brølende steg ned på sletten.

„Overbevist om, at den ikke kunne unngå meg,“ forteller han, „ladede jeg begge mine bøsser med den største omhyggelighet, og neppe var jeg ferdig dermed, før jeg hørte løvens brøl fra bjerget. Min vert tilbød å følge med meg til vadestedet, som løven måtte over for å komme fra bjerget til sletten; jeg ga ham den ene av bøssene, og vi drog av sted. Det var så mørkt, at vi ikke kunne se to skritt frem for oss. Etter et kvarters gang imellom trær nådde vi floden ved foten av bjerget.

Jeg ville undersøke vadestedet; men det var mørk natt, og jeg kunne ikke engang se araberen, der gikk like ved siden av meg. Da jeg ikke kunne skjelne gjenstandene med øynene, følte jeg meg for med hendene, og jeg ble derved overbevist om, at vadestedet var vanskelig tilgjengelig, og at høye brinker førte ned til det. Etter å ha funnet en stein, som kunne tjene meg til sete, like nede ved floden og litt fra vadestedet, lot jeg min veiviser gå, hvilket han gjorde mer enn gjerne. Da han nå ikke turde gå ene hjem, skjulte han seg imellom trærne omtrent et halvt hundre skritt fra meg. Etter å ha befalet ham ikke å røre seg av stedet, hva han så måtte høre, satte jeg meg ned på steinen. Løven brølte bestandig og nærmet seg langsomt. Hvis jeg kunne se den, når den kom ned i floden, ville jeg skyde den der. Klokken kunne være ni, da brølet hørtes omtrent hundre meter fra den annen side av flodbredden. Med blikket rettet mot det sted, hvor jeg av og til kunne skjelne vannet, ventet jeg. Tiden begynte allerede å falle meg lang, da jeg fra den annen side av floden ligeoverfor meg hørte et langt, dypt sukk, der lød som et døende menneskes rallen. Jeg så opp i den retning, hvorfra lyden kom, og oppdaget løvens øyne, der skinte som to ildkuler og 108var stivt festet på meg. Dette stirrende blikk, som ikke opplyste noen del av dyrets hode eller utbredte minste klarhet omkring seg, brakte alt blodet i mine årer til å strømme tilbake til hjertet. I et minutt rystet jeg av kulde, og derpå haglet sveden ned ad min panne. Den, der ikke har sett en voksen løve i vill tilstand, kan tro på muligheten av en kamp med blanke våpen mot dette dyr; men den, som har sett en vill løve, ved, at mennesket i kamp med en løve er som en mus i kattens klør. Jeg hadde tidligere felt to løver, og den minste av dem veide 250 kilogram. Med et slag med sin lab hadde den stanset en hest i galopp; hest og rytter var blitt på plassen. Fra den tid kjente jeg tilstrekkelig løvens krefter.

Da jeg hadde trukket min dolk ut av skjeden og stukket den i jorden ved siden av meg, begynte løven å vende seg ned til floden. I tankerne tok jeg avskjed med dem, der var meg kjære, og lovede dem å dø som en tapper mann. Da min finger langsomt søkte avtrekkeren, var jeg roligere enn løven, som ville til å gå ned i floden. Jeg hørte dens første fottrinn i vannet, som hadde en sterk og larmende strøm, men deretter — deretter var alt stille. Var løven blitt stående, eller kom den over til meg? Idet jeg spurte meg selv derom og søkte å gjennomtrenge det mørke, hvori alt var innhyllet, forekom det meg, som jeg hørte løvens skritt tett ved meg. Den var virkelig kommet over floden og steg allerede langsomt opp ad brinken, der førte ned til vadestedet, da en bevegelse, jeg gjorde, brakte den til å stå stille. Den var 4 eller 5 skritt fra meg og kunne i ett spring være hos meg. Det er til ingen nytte å søke etter sigtekornet, når man ikke kan se løbet av bøssen. Jeg skjød etter skjønn. Ved glimtet av skuddet så jeg en stor, formløs masse med lange, flagrende hår. Et fryktelig brøl rystet luften; løven var såret. Det første brøl av smerte fulgtes av dype, truende klagelyd. Jeg hørte den velte om i dynnet ved flodbredden; derpå ble alt stille. I den tanke, at løven var død eller i alle fall ute av stand til å redde seg, gikk jeg tilbake til duaren (boligen) med min veiviser, som var overbevist om, at løven var vår. Jeg lukket naturligvis ikke et øye den natt. Så snart det ble dag, gikk vi igjen til vadestedet. Der var ingen løve; men av den omstendighet, at vi fant en splint av et ben, så stor som en finger, i blodet, som løven hadde mistet i stor 109mengde, sluttet jeg, at den hadde fått sitt ene skulderblad knust. Da blodsporet opphørte ved floden, gikk dagen hen, uten at jeg fant løven. Den neste dag foreslo araberne at drage ut med meg for å oppsøke den. Vi var seksti, noen tilfods, andre til hest. Etter flere timers fruktesløs søken red jeg tilbake til duaren; men idet jeg beredte meg til å forlate egnen, hørte jeg flere skudd og hurraer fra bjerget. Der kunne ingen tvil være om, at det var min løve. Jeg galopperte tilbake, og denne gang ble mitt håp ikke skuffet. Araberne flyktet i alle retninger og skrek, som de var besatte. Noen hadde lagt floden mellom seg og løven; andre, som var dristigere, fordi de var til hest, og som hadde sett løven møysommelig slepe seg hen imot bjerget, som den anstrengte seg for å nå, hadde, ti i tallet, samlet seg for å drepe den; scheiken anførte dem. Men da jeg kom over floden og steg ned av hesten, så jeg rytterne med scheiken i spidsen vende om og ride tilbake i strakt galopp. Løven for på sine tre ben etter dem og satte lettere enn de over klippestykker og busker, og dens brøl forferdet hestene i den grad, at rytterne ikke lenger kunne styre dem. Hestene ble ved å løpe, etter at løven var stanset på et åpent sted, stolt og truende som alltid. Hvor den var smuk, som den stod der, med sitt åpne gap, sin strittende manke og i vrede baskende sidene med halen! Den var omtrent 300 skritt fra meg; jeg steg av hesten og kalte på en araber, for at han skulle holde min hest. Flere arabere kom hen til meg og ville med makt sette meg opp på hesten igjen og tvinge meg til å ride tilbake, så at jeg måtte la min burnus, i hvilken de holdt fast, bli i deres hender for å slippe fra dem. Noen av dem gikk etter meg for å overtale meg; men jo mer jeg nærmet meg løven, desto færre ble de. Til sist ble min vert ene tilbake. „Jeg har mottatt deg i mitt telt,“ sa han, „jeg står til ansvar for deg for Gud og mennesker; jeg vil dø med deg.“ Løven hadde imidlertid forlatt det åpne sted og var gått inn i en lund, et par skritt derfra. Gående frem med den største forsiktighet, alltid ferdig til å gi ild, søkte jeg forgjeves å finne avtrykk av dens føtter, da jordbunnen var stenet. Jeg ransaket hvert tre, mens min vert ble stående utenfor. Da jeg hadde ransaket dem alle, ropte han til meg: „Døden vil ikke ha deg, du er gått like forbi løven; hadde dine øyne møtt dens, hadde du vært død, før 110du kunne ha gitt ild.” Jeg befalte ham å kaste steiner inn til løven, og så snart den første stein var kastet, åpnet et tre seg; løven trådte frem og ble nå snart felt.

A. E. Brehm ved P. A. Mariager.