98

Ræven er udbredt over landene i hele Europa, i Nordafrika, Vest- og Nordasien, ja endogsaa i Nordamerika. Dens evne til at lempe sig efter forholdene gjør det muligt for den at opholde sig paa steder, hvor andre rovdyr ikke vilde kunne leve. Intet andet dyr bliver jaget saa ivrig som ræven, og dog er det endnu ikke lykkets mennesket at udrydde den.

Ræven vælger med stor omhu og forsigtighed det sted, hvor den vil fæste bo, og graver der sin hule. Naar det kan lade sig gjøre, graver den ikke selv, men flytter ind i en forladt grævlingebolig; undertiden driver den ogsaa grævlingen ud af dens hule ved at forpeste luften i denne med sin urenlighed. Den egentlige bolig, til hvilken der støder flere mindre sideboliger, har ikke sjelden en dybde af 13½ meter og en omkreds af henimod 16 meter; den ender i et kjedelformet rum, der er omtrent 1 meter i gjennemsnit. Gangene er meget uregelmæssige og krydser hverandre paa mange punkter; flere af dem har udgange paa forskjellige steder. Naar ræven forfølges eller er i fare, flygter den ind i den første den bedste gang uden at bekymre sig om, hvorvidt den fører til dens egen eller til en anden rævs bolig.

Under sterk regn eller i koldt veirlag opholder ræven sig mest i sin hule. I regelen træffes den ogsaa der, naar solen brænder meget sterkt, og saalænge ungerne er smaa.

Ræven holder meget af at sole sig og ligger undertiden i denne hensigt timevis udstrakt paa en træstub eller en sten. Ved tusmørkets frembrud sniger den sig ganske langsomt ud paa jagt, speider uafladelig og veirer af og til, sørger bestandig for at holde sig skjult og lægger derfor saavidt muligt veien hen imellem stene, igjennem høit græs, krat o. s. v. Den giver agt paa alt og merker øieblikkelig enhver lyd, enhver bevægelse. Den jager alle mindre dyr, lige fra raakalve eller raadyr til biller og insektlarver. Dog udgjør mus sikkert dens vigtigste næring. Den efterstræber harer og plyndrer de fugles reder, som bygger paa jorden eller i lave buske, og tager ikke i betænkning at overfalde en hjortekalv, hvis moder befinder sig i nærheden, uagtet den ved, at hun forsvarer sit afkom, og at hun med sine forlemmer kan uddele meget kraftige slag. Fuldt udvoksne, flyvedygtige fugle søger 99ræven at overliste; den plyndrer om dagen flokke af tamt fjerkræ paa marken og sniger sig om natten ind i bøndernes gaarde. Den svømmer gjennem tjern for at bemægtige sig de der ynglende fugle, og man har endog eksempler paa, at den har dræbt rugende svaner. I større haver indfinder den sig oftere, end man tror, og tager der græshopper, tordyvler, larver, regnorme, nedfalden frugt o. s. v. Ved bredden af indsjøer eller bække lurer den paa fisk eller krebs, og ved strandbredden stjæler den fisk af garnene, ligesom den i skogen tømmer jægerens snarer. I nødstilfælde æder den aadsler; kun om vinteren, naar der ligger meget dyb sne, kan det være vanskeligt for den at skaffe sig føde.

Naar ræven ved, at der ingen fare er paafærde, forvandles dens sedvanlige frygtsomhed til en paafaldende frækhed. Den kommer da ved høilys dag ind i bondegaardene og snapper i beboernes paasyn en høne eller en gaas, med hvilken den derpaa lusker af. — En ræv var bleven fangen i en lade og skulde ihjelslaaes med terskestav og høtyve; men det lykkedes den at undslippe. Idet den løb bort, opdagede den paa en eng en flok gjæs, dræbte uden videre to af dem og tog en med sig ligesom for at trodse og haane sine forfølgere. Ræven løber hurtig, udholdende og behændig, og endogsaa gode jagthunde har ondt for at indhente den. Hvor gløg den er, viser sig bedst paa klapjagter, idet den altid er det dyr, der først kommer mod skytterne og søger at finde en udvei.

Om vaaren kaster hunræven 3—6, undertiden 8—9 unger. Naar disse er en maaned gamle, vover de sig ud af graven; de ligger da og soler sig eller leger med moderen. I fare bærer de gamle sit afkom bort i munden, ofte endogsaa temmelig langt, til en anden grav. Allerede i juli maaned følger ungerne med paa jagt eller sniger sig alene ud i tusmørket for at overliste en hareunge, en mus, en liden fugl eller insekter. Sidst i samme maaned forlader ungerne boligen og streifer om paa markerne, hvor de skjuler sig mellem græs og korn og gjør en rig fangst. Efter høsten vælger de krat, myrlændte steder o. desl. til opholdssted, og sent paa efteraaret skilles de fra moderen og jager paa egen haand.

Hør nu, hvad en dansk forfatter fortæller om rævens bedrifter. Regnen holder op; skogen ryster de varme draaber af sit hoved, og fra marken stiger en forfriskende og krydret duft op i aftenluften. Det bliver levende i alle smuthuller. Myggene begynder sin dans 100igjen; myrene kryber frem, finkens slag lyder ned fra bøgetoppen. Ogsaa ræven kommer paa benene. Hist lytter han, halv skjult imellem en gammel egs rødder. Alt er sikkert. Med et sæt springer han op. Hvor prægtig han staar der! Vi vil betragte ham lidt.

Hans øre er tilspidset og ganske indrettet til at opfange enhver lyd. Han sporer det oppe i træet slumrende bytte; den ringeste lyd, selv et blads skjælven fornemmer han. Næsen er fin, langstrakt, som skabt til at spore. Øiet spiller fra graat i grønt; det ligger skjævt, halvt skjult i sin hulhed og røber straks det natlige rovdyr. Munden er dybt spaltet; ræven er en grum røver. Et sparsomt skjeg bedækker overlæben med lange, tilbagevendte haar. Læberne er lukkede. Naar de aabner sig, sees den skarpe tandgard, som ikke giver slip paa noget levende, eller der trænger en hæs, hosteagtig gjøen frem fra svelget. Hurtige fødder bærer den slanke krop næsten sporløst henover jorden. Staselig smykker den buskede hale ham; brystet er hvidt, pelsen rødgul.

Den snedige begynder nu at krybe og snige sig forsigtig omkring. Imidlertid kommer et par unge ræve tilsyne. De ser sig om, lægger sig i solen og leger med hinanden. Snart kommer ogsaa hunræven ud af hulen. Nu giver den gamle ræv sig for alvor paa veien. Sagte lister han sig igjennem krat og eng. Han forsvinder i det høie græs eller i en ager eller i hegnet, hvor brogede blomster dufter, og muntre fugle synger. Derpaa gaar det hen til skogen. Nu sniger han sig langsommere, forsigtigere, sagtere afsted. Aftenen aander kjølig fra straa og blad. Trærne staar ubevægelige; kun fuglene lader sig endnu høre. Maaltrosten lokker med sin klare tone; meisen smutter fra busk til busk; spetten hakker og hamrer paa egestubben. Derpaa bliver det stille. Hist og her summer endnu en bi, en pansret tordyvel seiler brummende forbi.

Pludselig knager det i grenene. Ræven spidser øren. Der høres en piben. Et raadyr træder frem med hovedet kjækt løftet i veiret, idet det ruller øinene til alle sider. Atter piber det, og i lette spring staar lammet ved den gamles side. Moderen slikker kjærtegnende dets nakke. Pludselig opløfter hun hovedet; hendes øine funkler; en skjælven farer igjennem hendes krop; hun gjør et par spring og stamper heftig i jorden. Hun har sporet røveren. Denne har sagte, sagte stjaalet sig omkring paa sin lette fod, med lammet for øie. Det gjælder et dristigt rov. Men den 101gamle har sperret ham veien. Dog ræven taber ikke hovedet; han lader, som om han gaar i dybe tanker, og stirrer som drømmende op i luften. Ikke en mine røber, at han har seet noget bytte. Han forsvinder i en bue for at forsøge angrebet fra en anden side. Men den aarvaagne gamle trykker sig tæt op til sin unge; thi hun kjender Mikkels lumskhed.

Hist stryger han forbi! — Raadyret piber igjen, og ræven ser op og lader, som om han pludselig bliver forskrækket. Dog kommer han sine ønskers maal altid nærmere. Nu er øieblikket gunstigt. Han dukker sig ned og trykker sig som en kat langs jorden, med øinene stivt og begjærligt rettede paa det levende dyr; han viser sine morderske tænder, løfter sagte fod og hoved til spring og bid — et sæt — da styrter moderen sig fnysende over røveren og tramper ham til jorden med sine fødder. Lammet er reddet; Mikkel vender haltende og arrig hjem.

Om sommeren, naar de tunge, gule aks hænger ned mod jorden, er det rævens gyldne tid. Da drager han hen i nærheden af frugthaverne. Der har harer og kaniner, agerhøns, vagtler og lerker slaaet leir: allesammen smaafolk uden vaaben og verge. Ak, det vil gaa dem ilde! Den snue ræv forstaar at passe dem op og snappe dem. Forgjæves er alle deres smaa kunstgreb; han myrder dag og nat, og han og hans yngel bliver fed. Naar han saa har gjort sig tilgode, vinker bistadet ham paa den solbeskinnede eng. Han springer løs paa det og slikker de krydrede draaber i sig. De vrede biers braad ler han ad. De sætter sig i hans pels; men han velter sig paa jorden, trykker dem ihjel og æder dem. Undertiden sniger han sig ind i haven, hvor rødmossede pærer og sorte kirsebær lokker ham; eller han prøver druerne i vinbjergene og lurer ved bækken paa fisken og krebsen.

Men de gyldne dage er snart forbi. Marken staar bar og skogen uden løv; de sidste trækfugle er dragne bort; barske storme bruser igjennem den øde natur. Ræven ligger da i sin hule; thi udenfor er der for ham kun lidet at gjøre; kun det samlede forraad sikrer ham foreløbig mod mangel. Det er en kjedsommelig tid. Imidlertid lægger han planer for sit vinterfelttog, anstiller springeøvelser og lytter opmerksomt efter jægernes skud, som drøner igjen i hans hule. Men vinteren rykker stedse ublidere frem. Snart ligger alt stivnet under det kolde dække. Vande og bække fryser; trærne brager, splintrede af frosten; vildtet vaander sig af sult, og ravne, kraaker og spurve har for længe siden søgt til byernes gader. 102Det vover ræven ikke. Luskende streifer han omkring bag en bondegaard. Men der lader sig intet bytte spore. Nøden driver ham hen mod skogen. Pludselig løfter han næsen. Hans øine lyner. En liflig duft strømmer ham imøde. Ha, hvad er det? Se der — midt i den vilde skog — et deiligt stykke steg! Et øieblik, og han har slugt det. Han føler nyt liv i sig; øinene bliver muntre, og han traver videre. Der ligger atter et stykke! — Mikkel staar stille; overraskelse og mistanke maler sig i hans aasyn. Hvem kan den ubekjendte giver være? Sky omkredser han stedet, lægger sig ned og staar op igjen; ikke en lyd høres, kun furutrærne knager; ingensteds spor af et levende væsen. Han betragter bidden nøiere. Er det en fælde? Menneskene er fulde af svig. Men nei — bort med slige tanker! — og i et nu er bidden slugt.

Men der ligger en tredje bid! Den af hunger pinte ræv stirrer begjærlig paa lokkemaden. Den indre advarer opløfter stemmen endnu engang. Atter gaar han omkring den lekre mundfuld; atter dukker han sig, lægger ørene fremad, tilbage, spidser dem: alt er stille. Jo længer han stirrer paa bidden, des mere omtaages hans blik. Han kan ikke andet, om det end gjaldt hans liv; han maa derhen. Med et vildt spring farer han løs derpaa; — klap! da slaar rævesaksen sine knusende tænder sammen om ham. Den snedige ræv er fangen! Han hyler af smerte og arrighed; men der er ingen tid til at klage, faren er truende. Og se, uden betænkning bider han selv det sønderknuste ben af og drager frelst derfra, som om det kun var en støvle, han havde trukket af.

Efter Brehm og Tuxen.

98

Ræven er utbredt over landene i hele Europa, i Nordafrika, Vest- og Nordasien, ja endogsaa i Nordamerika. Dens evne til å lempe seg etter forholdene gjør det mulig for den å oppholde seg på steder, hvor andre rovdyr ikke ville kunne leve. Intet annet dyr blir jaget så ivrig som ræven, og dog er det ennå ikke lyktes mennesket å utrydde den.

Ræven velger med stor omhu og forsiktighet det sted, hvor den vil feste bo, og graver der sin hule. Når det kan la seg gjøre, graver den ikke selv, men flytter inn i en forlatt grevlingebolig; undertiden driver den også grevlingen ut av dens hule ved å forpeste luften i denne med sin urenlighed. Den egentlige bolig, til hvilken der støter flere mindre sideboliger, har ikke sjelden en dybde av 13½ meter og en omkrets av henimot 16 meter; den ender i et kjedelformet rom, der er omtrent 1 meter i gjennomsnitt. Gangene er meget uregelmessige og krydser hverandre på mange punkter; flere av dem har utganger på forskjellige steder. Når ræven forfølges eller er i fare, flykter den inn i den første den beste gang uten å bekymre seg om, hvorvidt den fører til dens egen eller til en annen revs bolig.

Under sterk regn eller i kaldt veirlag opholder ræven seg mest i sin hule. I regelen treffes den også der, når solen brenner meget sterkt, og så lenge ungene er små.

Ræven holder meget av å sole seg og ligger undertiden i denne hensikt timevis utstrakt på en trestubb eller en stein. Ved tusmørkets frembrudd sniker den seg ganske langsomt ut på jakt, speider uavlatelig og vitrer av og til, sørger bestandig for å holde seg skjult og legger derfor såvidt mulig veien hen imellom steiner, igjennom høyt gress, krat o. s. v. Den giver akt på alt og merker øyeblikkelig enhver lyd, enhver bevegelse. Den jager alle mindre dyr, like fra råkalver eller rådyr til biller og insektlarver. Dog utgjør mus sikkert dens viktigste næring. Den etterstreber harer og plyndrer de fugles reder, som bygger på jorden eller i lave busker, og tar ikke i betenkning å overfalle en hjortekalv, hvis mor befinner seg i nærheten, uaktet den ved, at hun forsvarer sitt avkom, og at hun med sine forlemmer kan utdele meget kraftige slag. Fullt utvokste, flyvedyktige fugler søker 99ræven å overliste; den plyndrer om dagen flokke av tamt fjærkre på marken og sniker seg om natten inn i bøndernes gaarde. Den svømmer gjennom tjern for å bemektige seg de der ynglende fugler, og man har endog eksempler på, at den har drept rugende svaner. I større haver innfinner den seg oftere, enn man tror, og tar der gresshopper, tordyvler, larver, regnormer, nedfalden frukt o. s. v. Ved bredden av innsjøer eller bekker lurer den på fisk eller kreps, og ved strandbredden stjeler den fisk av garnene, likesom den i skogen tømmer jegerens snarer. I nødstilfelle eter den åtsler; kun om vinteren, når der ligger meget dyp sne, kan det være vanskelig for den å skaffe seg føde.

Når ræven ved, at der ingen fare er paafærde, forvandles dens sedvanlige fryktsomhet til en påfallende frekkhet. Den kommer da ved høylys dag inn i bondegårdene og snapper i beboernes påsyn en høne eller en gås, med hvilken den derpå lusker av. — En rev var blitt fangen i en lade og skulle ihjelslaaes med terskestav og høtyve; men det lyktes den å unnslippe. Idet den løp bort, opdagede den på en eng en flok gjess, drepte uten videre to av dem og tok en med seg likesom for at trodse og håne sine forfølgere. Ræven løper hurtig, utholdende og behendig, og endogsaa gode jakthunder har ondt for å innhente den. Hvor gløgg den er, viser seg best på klappjakter, idet den alltid er det dyr, der først kommer mot skytterne og søker å finne en utvei.

Om våren kaster hunnreven 3—6, undertiden 8—9 unger. Når disse er en måned gamle, vover de seg ut av graven; de ligger da og soler seg eller leger med moren. I fare bærer de gamle sitt avkom bort i munnen, ofte endogsaa temmelig langt, til en annen grav. Allerede i juli måned følger ungene med på jakt eller sniker seg alene ut i tusmørket for å overliste en hareunge, en mus, en liten fugl eller insekter. Sist i samme måned forlater ungene boligen og streifer om på markene, hvor de skjuler seg mellom gress og korn og gjør en rik fangst. Etter høsten velger de krat, myrlendte steder o. desl. til oppholdssted, og sent på etteråret skilles de fra moren og jager på egen hånd.

Hør nå, hva en dansk forfatter forteller om rævens bedrifter. Regnen holder opp; skogen ryster de varme dråper av sitt hode, og fra marken stiger en forfriskende og krydret duft opp i aftenluften. Det blir levende i alle smutthull. Myggene begynner sin dans 100igjen; myrene kryper frem, finkens slag lyder ned fra bøketoppen. Også ræven kommer på benene. Hist lytter han, halv skjult imellom en gammel egs røtter. Alt er sikkert. Med et sett springer han opp. Hvor prektig han står der! Vi vil betrakte ham litt.

Hans øre er tilspisset og ganske innrettet til å oppfange enhver lyd. Han sporer det oppe i treet slumrende bytte; den ringeste lyd, selv et blads skjelven fornemmer han. Nesen er fin, langstrakt, som skapt til å spore. Øyet spiller fra graat i grønt; det ligger skjevt, halvt skjult i sin hulhet og røper straks det natlige rovdyr. Munnen er dypt spaltet; ræven er en grum røver. Et sparsomt skjegg bedekker overleppen med lange, tilbakevendte hår. Leppene er lukkede. Når de åpner seg, sees den skarpe tanngard, som ikke giver slip på noe levende, eller der trenger en hes, hosteagtig gjøen frem fra svelget. Hurtige føtter bærer den slanke kropp nesten sporløst henover jorden. Staselig smykker den buskete hale ham; brystet er hvitt, pelsen rødgul.

Den snedige begynner nå å krype og snike seg forsiktig omkring. Imidlertid kommer et par unge reve til syne. De ser seg om, legger seg i solen og leger med hinannen. Snart kommer også hunnreven ut av hulen. Nå gir den gamle rev seg for alvor på veien. Sakte lister han seg igjennom krat og eng. Han forsvinner i det høye gress eller i en ager eller i hegnet, hvor brokete blomster dufter, og muntre fugler synger. Derpå går det hen til skogen. Nå sniker han seg langsommere, forsiktigere, saktere av sted. Aftenen ånder kjølig fra strå og blad. Trærne står ubevegelige; kun fuglene lader seg ennå høre. Måltrosten lokker med sin klare tone; meisen smutter fra busk til busk; spetten hakker og hamrer på egestubben. Derpå blir det stille. Hist og her summer ennå en bi, en pansret tordyvel seiler brummende forbi.

Plutselig knager det i grenene. Ræven spisser øren. Der høres en pipen. Et rådyr trer frem med hodet kjekt løftet i været, idet det ruller øynene til alle sider. Atter piper det, og i lette spring står lammet ved den gamles side. Moren slikker kjærtegnende dets nakke. Plutselig oppløfter hun hodet; hennes øyne funkler; en skjelven farer igjennom hennes kropp; hun gjør et par spring og stamper heftig i jorden. Hun har sporet røveren. Denne har sakte, sakte stjålet seg omkring på sin lette fot, med lammet for øye. Det gjelder et dristig rov. Men den 101gamle har sperret ham veien. Dog ræven taper ikke hodet; han lader, som om han går i dype tanker, og stirrer som drømmende opp i luften. Ikke en mine røper, at han har sett noe bytte. Han forsvinner i en bue for å forsøke angrepet fra en annen side. Men den årvåkne gamle trykker seg tett opp til sin unge; thi hun kjenner Mikkels lumskhet.

Hist stryker han forbi! — Rådyret piper igjen, og ræven ser opp og lader, som om han plutselig blir forskrekket. Dog kommer han sine ønskers mål alltid nærmere. Nå er øyeblikket gunstigt. Han dukker seg ned og trykker seg som en katt langs jorden, med øynene stivt og begjærlig rettet på det levende dyr; han viser sine morderske tenner, løfter sakte fot og hode til spring og bit — et sett — da styrter moren seg fnysende over røveren og tramper ham til jorden med sine føtter. Lammet er reddet; Mikkel vender haltende og arrig hjem.

Om sommeren, når de tunge, gule aks henger ned mot jorden, er det rævens gyldne tid. Da drager han hen i nærheten av frukthagene. Der har harer og kaniner, agerhøns, vaktler og lerker slått leir: allesammen småfolk uten våpen og verge. Ak, det vil gå dem ilde! Den snue rev forstår å passe dem opp og snappe dem. Forgjeves er alle deres små kunstgrep; han myrder dag og natt, og han og hans yngel blir fet. Når han så har gjort seg tilgode, vinker bistadet ham på den solbeskinnede eng. Han springer løs på det og slikker de krydrede dråper i seg. De vrede biers braad ler han ad. De setter seg i hans pels; men han velter seg på jorden, trykker dem ihjel og eter dem. Undertiden sniker han seg inn i hagen, hvor rødmossede pærer og sorte kirsebær lokker ham; eller han prøver druene i vinbjergene og lurer ved bekken på fisken og krepsen.

Men de gyldne dage er snart forbi. Marken står bar og skogen uten løv; de siste trekkfugler er dragne bort; barske storme bruser igjennom den øde natur. Ræven ligger da i sin hule; thi utenfor er der for ham kun lite å gjøre; kun det samlede forråd sikrer ham foreløpig mot mangel. Det er en kjedsommelig tid. Imidlertid legger han planer for sitt vinterfelttog, anstiller springeøvelser og lytter oppmerksomt etter jægernes skudd, som drønner igjen i hans hule. Men vinteren rykker stedse ublidere frem. Snart ligger alt stivnet under det kalde dekke. Vande og bekker fryser; trærne braker, splintrede av frosten; viltet vånder seg av sult, og ravner, kråker og spurver har for lenge siden søkt til byernes gater. 102Det vover ræven ikke. Luskende streifer han omkring bak en bondegård. Men der lader seg intet bytte spore. Nøden driver ham hen mot skogen. Plutselig løfter han nesen. Hans øyne lyner. En liflig duft strømmer ham imøte. Ha, hva er det? Se der — midt i den ville skog — et deilig stykke steg! Et øyeblikk, og han har slugt det. Han føler nyt liv i seg; øynene blir muntre, og han traver videre. Der ligger atter et stykke! — Mikkel står stille; overraskelse og mistanke maler seg i hans åsyn. Hvem kan den ubekjendte giver være? Sky omkredser han stedet, legger seg ned og står opp igjen; ikke en lyd høres, kun furutrærne knager; ingensteds spor av et levende vesen. Han betrakter biten nøyere. Er det en felle? Menneskene er fulle av svik. Men nei — bort med slike tanker! — og i et nå er biten slugt.

Men der ligger en tredje bit! Den av hunger pinte rev stirrer begjærlig på lokkematen. Den indre advarer oppløfter stemmen enda engang. Atter går han omkring den lekre munnfull; atter dukker han seg, legger ørene fremad, tilbake, spisser dem: alt er stille. Jo lenger han stirrer på biten, des mer omtaages hans blikk. Han kan ikke annet, om det enn gjaldt hans liv; han må derhen. Med et vilt spring farer han løs derpå; — klapp! da slår revesaksen sine knusende tenner sammen om ham. Den snedige rev er fangen! Han hyler av smerte og arrighet; men der er ingen tid til å klage, faren er truende. Og se, uten betenkning biter han selv det sønderknuste ben av og drager frelst derfra, som om det kun var en støvel, han hadde trukket av.

Etter Brehm og Tuxen.