90

De ringer, de ringer, de herlige, store, klare klokker, ringer de døde til ro og kalder de levende til at tilbede den almægtige Gud, hvis aande suser gjennem tempelhvælvet og gjennem den hele verden. De ringer, de ringer til bøn og fred, de maner og vækker; hør, hvor høit deres toner lyder i den klare sommerluft, vidt over sjø og land! Naar du lytter til dem, enten de ringer i sorg eller glæde, saa tak Gud varmt og inderlig, fordi han bestandig banker paa dit hjertes dør og siger til dig: „O, kom til mig!“ Thi hvad andet siger vel klokkerne dag efter dag end de ord: „Kom til Gud! Kom, kom, du arme, forladte barn, kom til Gud!“ Deres toner klinger ned til dig fra den rene luft og kommer ligesom lyset, varmen og alt skjønt ovenfra, fra Gud i himlen. Hør derfor paa klokkerne, og læg dig paa minde, hvad de siger dig, saa skal deres klang nedkalde velsignelsen over dig, enten de saa ringer for dig om liv eller død.

Der var engang en gammel kirke, jeg ved nok hvor; men det faar I gjette. Den var mindre end vor tids kirker og bygget af sten, ja af saa store stene, at intet menneske kunde begribe, hvem der havde orket at løfte disse vældige stenblokke. Den havde et 91meget steilt tag, hvor kajerne byggede sine reder i sprækkerne, og smaa lave vinduer, i hvilke der fandtes malede ruder fra den tid, da landet endnu bekjendte sig til den katholske lære. Inde i kirken fandtes billeder, der var saa gamle, at ingen mer kunde se farverne, og der stod ogsaa jomfru Maria og Jesusbarnet og de tolv apostle, skaarne i træ. Nogle af dem havde været forgyldte; men nu saa man ikke stort mere end spindelvævene omkring de helliges tindinger og lidt guld paa apostlenes skjeg. Det hellige skal man ikke tilbede i træ og sten, men i aand og sandhed.

I skjønner altsaa, at kirken var meget gammel. Ingen vidste, naar den var bygget; den ene slegt efter den anden var gaaet til den evige søvn paa kirkegaarden, og den ene slegt var ikke klogere end den anden.

Men nu skal vi tale om klokkerne.

Kirken havde et taarn, som var saa høit, at naar man klatrede op paa hanen øverst oppe og stod paa taaspidsen, saa kunde man se syv andre haner i sognene rundt omkring. Klokketaarnet stod tæt ved og var meget mindre; thi to store faar sjelden rum ved siden af hinanden her i verden. Det var rødmalet, af træ og var engang blevet flyttet paa ruller, hvilket var en stor merkværdighed, saa der blev talt om det i lange tider. Her fandtes to klokker: Stor-klokken og Lille-klokken. Stor-klokken var ligesom kirken saa gammel, at ingen vidste, naar den først havde begyndt at ringe. Der stod et vers af bibelen paa den og støberens navn, hvilket er ret og billigt; thi naar man er død, saa lever ens minde i det gode, man har gjort. Stor-klokken havde havt en forunderlig skjæbne. Den var under den store ufred for et hundrede og femti aar siden bleven nedsænket i sjøen, forat den ikke skulde falde i fiendens haand, og de, som førte den did, døde siden, før der blev fred i landet, saa at ingen mere kunde sige stedet, hvor den var bleven nedsænket. Folket deromkring var fattigt og havde ikke raad til at skaffe sig nye klokker; man soknede over hele sjøen; men ingen fandt den tabte Stor-klokke. En eneste i hele sognet var paa spor efter den; det var en liden jente, kirketjenerens datter, lille Lise, og hun var bare seks aar gammel. Hendes fader boede ved sjøen, og naar Lise af og til om sommeren klatrede op i sin faders baad og roede ud søndagmorgen, syntes hun, at hun hørte klokken ringe nede i sjøen. Det fortalte hun, naar hun kom hjem; men alle fornuftige mennesker i sognet smilede til sligt barnesnak. Saa hændte det tidlig en midsommermorgen, da solen randt op bag den mørke 92furuskog paa den anden side af sjøen, at Lise i sin baad hørte klokken ringe tydeligere end før. Kirketjeneren, hendes far, roede ud med mandskab og fandt den; der blev stor glæde, og den blev sat op i kirketaarnet, som da blev bygget. Lige siden den dag har den ringet med den klareste og deiligste klang. Men klarest og skjønnest ringer den dog, naar et fromt menneske dør; thi klokkerne har ogsaa et hjerte, skjønt det er af malm; de fryder sig med Guds engle, naar en sjæl er vunden for himlen.

Lille-klokken havde ogsaa sin historie; men den er ikke saa merkværdig. Da krigen var endt, og folket atter samledes ved den gamle kirke, kaldte ingen klokke mere til andagt og bøn; thi den tid laa Stor-klokken endnu forglemt i sjøen. Hvorfra skulde man da tage penge til en ny klokke? Mændene stod raadløse og tog sig vel hundrede gange med haanden bag øret, hvilket er høieste mode her i landet, naar nogen ret grundig vil overveie en sag. Men konerne og jenterne vidste raad. De satte sig til at spinde og væve. Rokken surrede dag og nat, og dag og nat fløi spolen som en pil gjennem den fine rending, og saa fik de mange hundrede alen af det hvideste lerred og mente, at det vel maatte forslaa til at kjøbe en klokke for. Stakkars folk! de vidste ikke, at malmen var dyr og mesteren kanske endnu dyrere. Da de bød støberen i Stockholm sit lerred, bød han dem igjen en grødklokke, en saadan en, som man pleier at ringe med paa fartøier, naar grøden er kogt, og kokken staar kobberrød med sleven i haanden i kabysdøren. Hvad var der nu at gjøre? Man kunde jo ikke hænge en grødklokke op i klokketaarnet. Men paa den tid regjerede i Stockholm en dronning ved navn Ulrika Eleonora; hun hørte tale baade om lerredet og klokken, og dronningen syntes meget godt om, at koner og jenter i Finland var saa flinke. Straks satte hun sine hoffrøkener til at spinde og væve og spandt selv med, og det er vel muligt, at de fornemme damer slog krøller paa de fine næser; men den tid gik der meget an, som nu vilde være umuligt. Alt, hvad der paa denne maade blev spundet og vævet, det kjøbte dronningen, og pengene blev straks sendte til klokkestøberen. Saa fik man en klokke, som ikke var meget mindre end Stor-klokken og meget blankere, og det er vist, at da den første gang lod sin malmstemme høre, da græd alle konerne, jenterne foldede sine bløde hænder, og alle takkede i sit hjerte Gud og den venlige dronning; men hvad de selv havde gjort, det syntes de ikke, det var stort værdt at tænke paa.

93Dette var klokkernes historie. Nu skal vi fortælle om kirketjenerens Lise.

Hendes fader var en sterk, grovlemmet karl, som baade var kirketjener og ringer i sognets kirke. Hver søndag, naar han havde laaset kirkedøren op, lod han folket skjøtte sig selv, gik med lange skridt til kirketaarnet og sprang let henover tvertræet ved Stor-klokken. Da ruslede den lille Lise efter ham opover de høie trapper, og i begyndelsen vankede der dask, fordi hun var saa uvorren; men hun blev snart vant til veien og klatrede bare afsted uden at se sig om hverken til høire eller venstre. Der sad hun ganske stille og saa, hvorledes den tunge, vældige klokke begyndte at svinge, først i smaa svingninger, siden i større, og hvorledes den svære klokkeknevlen begyndte at gaa som pendelen i et ur og — dang — faldt ned mod klokkens side, saaat en klar tone sprang ud af malmens hjerte og hørtes viden om. Høiere og høiere svang Stor-klokken, til den tilslut stod næsten ret op og ned og ikke vidste, enten den skulde staa eller falde, men saa endelig med en høi klang gik ned og atter op paa den anden side. Det durede i luften og bragede i klokketaarnet, saa at en maatte tro, at væggene vilde ramle sammen. Men ligeunder den graagule Stor-klokke sad en liden, lyshaaret jente stille og smilende paa et trappetrin i klokketaarnet og tænkte aldrig paa, at klokken kunde styrte ned som et berg over hendes hoved og knuse hende saaledes, at ingen kunde sige, hvem det levende væsen havde været, som sad paa det sted, hvor klokken faldt.

Lise holdt af sine klokker slig, som en holder af det, der er en kjærest her i verden næst Gud og ens hjertenskjær. „Pas dig,“ sagde hendes far; „naar en sidder slig bestandig og hører paa klokkernes klang, blir en døv.“ „Hvad vil det sige, far?“ sagde Lise. „Det vil sige,“ svarede faderen, „at dine øren ikke mere hører det vakre i verden, salmernes toner og fuglenes sang, ikke heller, hvad menneskene siger; og saa staar du ganske alene, med nattens stilhed rundt omkring dig.“ „Kan de døve høre klokkerne?“ spurgte Lise igjen. „Ja,“ sagde faderen; „jeg tror, at de fleste døve kan høre klokkerne.“ „Nu, saa har det jo ingen nød!“ mente Lise.

Men det gik, som faderen havde sagt. Jo ældre Lise blev, desto stillere blev verden rundtomkring hende. I begyndelsen hørte hun myggenes summen i skogen om sommerkvelden, og det forekom hende, som om hun i lang afstand hørte klokkerne ringe. 94Efterhaanden fik enhver lyd i hendes øren en lighed med klokkerne: fuglenes kvidren i birkens grene, fosseduren og menneskenes muntre tale, naar de samledes til leg paa kirkevolden om søndagskvelden, alt ringede i Lises øren som tonende malm, og alligevel kunde hun ikke skilles fra sine kjære klokker. Tilslut merkede nok alle, at Lise var døv, og mangen en var bedrøvet over det, men mest hendes fader, kirketjeneren; for et kjærligere væsen end hun fandtes ikke blandt alle bygdens jenter. Men der var intet raad for det, og saa tænkte ingen mere derpaa. Naar den lille jente gik stille og lys sin vante vei til klokketaarnet, sagde folk, som saa hende: „Der gaar kirketjenerens Lise, som ikke hører andet her i verden end klokkernes klang!“

Ved den tid var Lise ti aar gammel og legte, som børn pleier at gjøre; men hendes legetøi var de store klokker i taarnet. For dem kjælte hun, som om de var hendes dukker, og dem skurede hun saa skinnende blanke, saa der ikke fandtes det mindste støvgran paa dem. Hun kaldte klokkerne Store-guld og Lille-guld, hun skjendte paa dem, naar hun syntes, de ikke ringede pent, og roste dem, naar de ringede vakkert. Hun talte til dem, og de svarede hende med sine stemmer af malm; hun forstod deres sprog bedre end menneskenes sprog; hun hørte jo ikke andet end dem.

Nu maa ingen tro, at Lises liv var saa merkværdigt, og at det er derfor, jeg fortæller om det. Hendes levnetsløb lignede andre menneskers, som henlever sit hele liv i landsbygdens ensformige stilhed. Men hun var en af dem, som kirkeklokkerne havde kaldet til Gud allerede i livets morgentime, og derfor skal vi mindes hende, naar vi taler om klokkerne.

Jo mere den ydre verdens porte stængtes for hendes sjæl, saa at alle dens tusend toner og lyd lidt efter lidt tystnede hen og forstummede, saa at tilslut kun klokkernes manende stemme raabte i hendes øren: „Kom til Gud! Kom til Gud!“ — desto mere vendte hendes hu og tanke sig indad til sjælens høieste, inderste liv i Gud, saa at alt det jordiske for hende blev som et skin og en drøm; Gud alene var for hende det bedste og skjønneste; ham tilbad hun overalt.

I sit daglige liv var hun from og tjenstvillig; hun udførte sine ting og arbeidede mer end nogen anden; men hendes bedste glæde og attraa var ikke knyttet til dette arbeide. Hun var lig et stille vand, som i sit klare dyb speiler dagens sol og nattens stjerner 95og stedse bærer i sit skjød billedet af himmelens uendelige skjønhed.

Og klokkernes klang fulgte Lise igjennem hendes hele liv, ligesom den følger alle mennesker, skjønt der er mange, som ikke agter derpaa. „Hvis jeg kan begribe, hvad der gik af Lille-klokken den dag, du bares til daaben!“ sagde hendes far, kirketjeneren. „Jeg har aldrig hørt den ringe med en saadan klang; det var som det reneste sølv. Havde det været Stor-klokken, ja da havde jeg forstaaet dens ding–dang; thi den er fra den katholske tid; der er sølv i den, det hørte jeg min far sige; støberen har smeltet et helgenbillede fra Rom ind i den. Der er troldskab i den klokke, det hører jeg paa ringningen. Hver gang en tyv eller kjeltring ringes ud af livet, saa skriger og jamrer det i klokken, saa man kunde tro, den var sprukken. Men ringer den for et fromt menneskes sjæl, se, da har den en anden tone, da ringer den saa deilig som en salme og en bøn; det kommer du til at faa høre, naar der engang ringes for dig, kjære barn!“

„Men her staar jeg jo og snakker over mig!“ raabte kirketjeneren og lo. „Som om nogen kunde høre sin egen sjæleringning.“

Lise læste paa hans læber, hvad han sagde, og svarede venlig og fromt, som hun pleiede: „Klokkerne har nok forstand og hjerte, og du behøver ikke at skylde paa trolddom, far! Naar en from sjæl flyr bort fra jorden, saa klynger den sig fast til klokkernes toner og stiger med dem til himlen. Og da aander sjælen sin egen skjønhed ind i tonerne, og de svæver klare og rene gjennem den lette, blaa luft op til Gud.“

„Ja, ja, vi faar vel høre næste pinse ved din første altergang,“ sagde kirketjeneren; og derved blev det.

Saa kom pinsen. Kirketjenerens Lise var nu 16 aar og skulde med de andre konfirmander gaa til Herrens bord. Den dag vilde kirketjeneren ringe vakkert, og det vilde klokkerne ogsaa. Det var en morgen i sommerens første barndom, da alle væsner i naturen synes unge og friske som blomstrende børn. Og klokkernes klang var helligere og mere andagtsfuld end før; saa dybe og rene havde tonerne aldrig været, og alle, som kom gaaende henover kirkeveien, med skoene i haanden og salmebogen indsvøbt i lommetørklædet, blev forundrede, gik uvilkaarlig hurtigere og sagde: „Herre Gud, hvor klokkerne ringer vakkert idag.“ Inde i kirken lød salmerne, og den hvidklædte ungdom traadte i lange rækker op til alteret. Der stod en from og ædel præst; han nedbad velsignelsen 96over de unge, og de modtog Frelserens hellige maaltid under andagt og varme taarer. Allersidst kom kirketjenerens Lise. Hun var den eneste, som ikke hørte salmernes toner og prestens velsignelse; hun hørte blot klokkernes klang; men den var for hende baade salme og velsignelse. Hun læste Guds ord paa prestens læber og forstod det saa godt; ja hun takkede Gud mere end de andre og regnede siden denne dag som en af de deiligste i sit liv.

To aar derefter stod Lise brud, og hendes brudgom var klokkerens søn, som ofte pleiede at ringe Lille-klokken ved kirketjenerens side, naar Lise sad med sin søm i taarnet. „Nu skal vi ringe, saa det skal høres over syv kirkesogne,“ raabte kirketjeneren og var saa glad, at han sikkert havde danset paa ett ben, hvis han ikke havde været saa gammel. „Pas dig,“ raabte han til naboen, som den dag ringede Lille-klokken, „pas dig bare, at ikke skjødet af vadmelsfrakken din kommer imellem klokken og knevlen, for saa sprækker den, og da vilde dronning Ulrika Eleonora vende sig i sin grav. Hei! nu skal vi ringe!“ Og saa kastede han sig med hele sin vegt i klokkerebet, saa at Stor-klokken stod bent op og ned og klang, saa det hørtes over berg og dal. Og ding—dang! nu gik det løs med liv og lyst, og saa kom hele brudefølget i procession til kirken, spillemanden først, og kirketjenerens Lise havde krans og krone paa og hørte klokkernes klang; det var det eneste, hun hørte paa sin bryllupsdag, og alligevel var hun saa glad.

Saa gik der et aar. Da bar Lise til daaben sit første barn, og klokkerne ringede igjen med lyse og muntre toner, og Lise hørte intet andet end dem. Men hun saa desto mere: hun saa sit lille leende barn. Og klokkerne klang i morgensolens glans over den unge moders fryd.

Atter forløb der nogle aar; da saa man Lise føre sin førstefødte bort til hans tidlige grav. Der laa han saa bleg og stille, med en grøn krans paa laaget af sin sorte kiste. Og den unge moder græd. Men klokkerne ringede gjennem den mørke høstdags storm . . . deres klang var saa mild som et barns bøn, men vemodig som et sveget haab og en skjøn, men tabt fremtidsdrøm.

Saa gik der atter flere aar hen, og saa kom den dag, da kirketjenerens Lise førte sin ældste datter til Herrens bord. Og atter ringede klokkerne som paa Lises første altergangsdag, og atter stod sommeren i sin første, blomstrende barndom og lyttede til de kjendte toner fra malmens hjerte. Den lykkelige moder hørte dem i sin sjæl og græd af glæde.

97Aarene fortsatte sit løb og samlede meget af det gamle i graven; men det nye og friske kom frem istedenfor det, som var henvisnet, og bestandig lod klokkerne høre sin røst i sorg og glæde. Kirketjenerens Lise ledsagede til den lange hvile sin fader, kirketjeneren, og sin mand, som hun savnede saa dybt; hun gjemte i jorden fire af sine børn og næsten alle venner fra sin ungdomstid. Den unge slegt blomstrede op; hun førte sin datter til brudeskammelen, hun holdt sine smilende børnebørn over daaben. Og hver gang hørte hun klokkerne ringe, og hver gang takkede hun Gud af sit hjertes dyb for sorgen og for glæden.

Saa kom der en jul, da kirketjenerens Lise var gammel og graa og stod der, omgiven af de unge, som et levende, elsket minde fra svundne dage. Da tænkte hun paa sin barndom, da julen var hende saa kjær, og bad sine børn kjøre til kirke med hende tidlig julemorgen, og de gjorde det, skjønt de var ængstelige for den gamle; for vinteren var streng, og himmelens stjerner skinnede kolde og klare i den mørke decembermorgen.

Mens nu bjelderne klang lystig, og slæderne for omkap henover landeveien, og man nærmede sig kirken, og lysene straalede som en dag gjennem de malede kirkeruder, da hørte Lise endnu engang sine kjære klokker ringe. Hun syntes, det var de skjønneste toner i verden, og med hendes varme aandedræt steg gjennem den kolde vinterluft et taknemmeligt suk til Gud. Men da hun kom ind i den oplyste kirke, vendte hun sig med glad forundring til sine børn, som fulgte hende, og sagde: „Jeg hører salmerne!“ Og de sagde til hverandre: „Hvad mon det betyder, at mor hører salmerne, som hun ikke har hørt, siden hun var ti aar gammel?“

Men da gudstjenesten var endt, og klokkerne igjen begyndte at ringe, saa de, at den gamle med foldede hænder var sovnet hen og gaaet til en bedre verden. Da sagde de til hverandre: „Nu ved vi, hvorfor mor hørte salmerne. Naar den evige morgen skinner indover jordens nat, da klarner i den sidste time de frommes og retfærdiges sanser, saa at de ser, hvad de ikke har seet, og hører, hvad de ikke har hørt paa længe. Thi de staar allerede halvt inde i himmelens uendelige klarhed.“

Og klokkerne ringede endnu engang, og det var deres sjæleringning for hende, som saa længe havde elsket dem og ikke hørt noget andet i verden end dem. De ringede med sin deiligste klang, det suste saa sølvklart som en velsignelse og en bøn gjennem den

I 2

98kolde vinterluft, og folket, som stod paa kirkevolden, foldede sine hænder og sagde: „Hør, nu ringer klokkerne for kirketjenerens Lise! Herre Gud, hvor det er vakkert, naar klokkerne ringer!“

Z. Topelius ved N. Rolfsen.

90

De ringer, de ringer, de herlige, store, klare klokker, ringer de døde til ro og kaller de levende til å tilbe den allmektige Gud, hvis ånde suser gjennom tempelhvelvet og gjennom den hele verden. De ringer, de ringer til bøn og fred, de maner og vekker; hør, hvor høyt deres toner lyder i den klare sommerluft, vidt over sjø og land! Når du lytter til dem, enten de ringer i sorg eller glede, så tak Gud varmt og inderlig, fordi han bestandig banker på dit hjertes dør og sier til deg: „O, kom til meg!“ Thi hva annet sier vel klokkerne dag etter dag enn de ord: „Kom til Gud! Kom, kom, du arme, forlatte barn, kom til Gud!“ Deres toner klinger ned til deg fra den rene luft og kommer likesom lyset, varmen og alt skjønt ovenfra, fra Gud i himlen. Hør derfor på klokkerne, og legg deg på minde, hva de sier deg, så skal deres klang nedkalle velsignelsen over deg, enten de så ringer for deg om liv eller død.

Der var engang en gammel kirke, jeg vet nok hvor; men det får dere gjette. Den var mindre enn vår tids kirker og bygget av stein, ja av så store steiner, at intet menneske kunne begripe, hvem der hadde orket å løfte disse veldige steinblokker. Den hadde et 91meget steilt tak, hvor kaiene bygde sine reder i sprekkene, og små lave vinduer, i hvilke der fantes malte ruter fra den tid, da landet ennå bekjente seg til den katolske lære. Inne i kirken fantes billeder, der var så gamle, at ingen mer kunne se farvene, og der stod også jomfru Maria og Jesusbarnet og de tolv apostler, skårne i tre. Noen av dem hadde vært forgylte; men nå så man ikke stort mer enn spindelvevene omkring de helliges tinninger og litt gull på apostlenes skjegg. Det hellige skal man ikke tilbe i tre og stein, men i ånd og sannhet.

I skjønner altså, at kirken var meget gammel. Ingen visste, når den var bygget; den ene slekt etter den annen var gått til den evige søvn på kirkegården, og den ene slekt var ikke klokere enn den annen.

Men nå skal vi tale om klokkerne.

Kirken hadde et tårn, som var så høyt, at når man klatret opp på hanen øverst oppe og stod på tåspissen, så kunne man se syv andre haner i sognene rundt omkring. Klokketårnet stod tett ved og var meget mindre; thi to store får sjelden rom ved siden av hinannen her i verden. Det var rødmalet, av tre og var engang blitt flyttet på ruller, hvilket var en stor merkverdighet, så der ble talt om det i lange tider. Her fantes to klokker: Stor-klokken og Lille-klokken. Stor-klokken var likesom kirken så gammel, at ingen visste, når den først hadde begynt å ringe. Der stod et vers av bibelen på den og støperens navn, hvilket er rett og billig; thi når man er død, så lever ens minde i det gode, man har gjort. Stor-klokken hadde hatt en forunderlig skjebne. Den var under den store ufred for et hundre og femti år siden blitt nedsenket i sjøen, for at den ikke skulle falle i fiendens hånd, og de, som førte den dit, døde siden, før der ble fred i landet, så at ingen mer kunne si stedet, hvor den var blitt nedsenket. Folket deromkring var fattig og hadde ikke råd til å skaffe seg nye klokker; man soknet over hele sjøen; men ingen fant den tapte Stor-klokke. En eneste i hele sognet var på spor etter den; det var en liten jente, kirketjenerens datter, lille Lise, og hun var bare seks år gammel. Hennes far bodde ved sjøen, og når Lise av og til om sommeren klatret opp i sin faders båt og rodde ut søndagsmorgen, syntes hun, at hun hørte klokken ringe nede i sjøen. Det fortalte hun, når hun kom hjem; men alle fornuftige mennesker i sognet smilte til slikt barnesnakk. Så hendte det tidlig en midsommermorgen, da solen rant opp bak den mørke 92furuskog på den annen side av sjøen, at Lise i sin båt hørte klokken ringe tydeligere enn før. Kirketjeneren, hennes far, rodde ut med mannskap og fant den; der ble stor glede, og den ble satt opp i kirketårnet, som da ble bygget. Like siden den dag har den ringet med den klareste og deiligste klang. Men klarest og skjønnest ringer den dog, når et fromt menneske dør; thi klokkerne har også et hjerte, skjønt det er av malm; de fryder seg med Guds engler, når en sjel er vunden for himlen.

Lille-klokken hadde også sin historie; men den er ikke så merkverdig. Da krigen var endt, og folket atter samledes ved den gamle kirke, kalte ingen klokke mer til andakt og bøn; thi den tid lå Stor-klokken ennå forglemt i sjøen. Hvorfra skulle man da ta penger til en ny klokke? Mennene stod rådløse og tok seg vel hundre ganger med hånden bak øret, hvilket er høyeste mote her i landet, når noen rett grundig vil overveie en sag. Men konene og jentene visste råd. De satte seg til å spinne og veve. Rokken surrede dag og natt, og dag og natt fløy spolen som en pil gjennom den fine renning, og så fikk de mange hundre alen av det hviteste lerret og mente, at det vel måtte forslaa til å kjøpe en klokke for. Stakkars folk! de visste ikke, at malmen var dyr og mesteren kanskje enda dyrere. Da de bød støperen i Stockholm sitt lerret, bød han dem igjen en grøtklokke, en sådan en, som man pleier å ringe med på fartøyer, når grøden er kokt, og kokken står kobberrød med sleven i hånden i kabyssdøren. Hva var der nå å gjøre? Man kunne jo ikke henge en grøtklokke opp i klokketårnet. Men på den tid regjerte i Stockholm en dronning ved navn Ulrika Eleonora; hun hørte tale både om lerretet og klokken, og dronningen syntes meget godt om, at koner og jenter i Finland var så flinke. Straks satte hun sine hoffrøkener til å spinne og veve og spant selv med, og det er vel mulig, at de fornemme damer slo krøller på de fine neser; men den tid gikk der meget an, som nå ville være umulig. Alt, hva der på denne måte ble spunnet og vevet, det kjøpte dronningen, og pengene ble straks sendte til klokkestøperen. Så fikk man en klokke, som ikke var meget mindre enn Stor-klokken og meget blankere, og det er vist, at da den første gang lot sin malmstemme høre, da gråt alle konene, jentene foldet sine bløte hender, og alle takket i sitt hjerte Gud og den vennlige dronning; men hva de selv hadde gjort, det syntes de ikke, det var stort verdt å tenke på.

93Dette var klokkenes historie. Nå skal vi fortelle om kirketjenerens Lise.

Hennes far var en sterk, grovlemmet karl, som både var kirketjener og ringer i sognets kirke. Hver søndag, når han hadde låset kirkedøren opp, lot han folket skjøtte seg selv, gikk med lange skritt til kirketårnet og sprang lett henover tvertræet ved Stor-klokken. Da ruslet den lille Lise etter ham opover de høye trapper, og i begynnelsen vanket der dask, fordi hun var så uvorren; men hun ble snart vant til veien og klatret bare av sted uten å se seg om hverken til høyre eller venstre. Der satt hun ganske stille og så, hvorledes den tunge, veldige klokke begynte å svinge, først i små svingninger, siden i større, og hvorledes den svære klokkeknevlen begynte å gå som pendelen i et ur og — dang — falt ned mot klokkens side, så at en klar tone sprang ut av malmens hjerte og hørtes viden om. Høyere og høyere svang Stor-klokken, til den til slutt stod nesten rett opp og ned og ikke visste, enten den skulle stå eller falle, men så endelig med en høy klang gikk ned og atter opp på den annen side. Det duret i luften og braket i klokketårnet, så at en måtte tro, at veggene ville ramle sammen. Men like under den grågule Stor-klokke satt en liten, lyshåret jente stille og smilende på et trappetrinn i klokketårnet og tenkte aldri på, at klokken kunne styrte ned som et berg over hennes hode og knuse henne således, at ingen kunne si, hvem det levende vesen hadde vært, som satt på det sted, hvor klokken falt.

Lise holdt av sine klokker slig, som en holder av det, der er en kjærest her i verden nest Gud og ens hjertenskjær. „Pas deg,“ sa hennes far; „når en sitter slig bestandig og hører på klokkenes klang, blir en døv.“ „Hva vil det si, far?“ sa Lise. „Det vil si,“ svarte faren, „at dine øren ikke mer hører det vakre i verden, salmernes toner og fuglenes sang, ikke heller, hva menneskene sier; og så står du ganske alene, med nattens stillhet rundt omkring deg.“ „Kan de døve høre klokkerne?“ spurte Lise igjen. „Ja,“ sa faren; „jeg tror, at de fleste døve kan høre klokkerne.“ „Nå, så har det jo ingen nød!“ mente Lise.

Men det gikk, som faren hadde sagt. Jo eldre Lise ble, desto stillere ble verden rundtomkring henne. I begynnelsen hørte hun myggenes summen i skogen om sommerkvelden, og det forekom henne, som om hun i lang avstand hørte klokkerne ringe. 94Etterhånden fikk enhver lyd i hennes øren en likhet med klokkerne: fuglenes kvidren i birkens grener, fosseduren og menneskenes muntre tale, når de samledes til lek på kirkevolden om søndagskvelden, alt ringte i Lises øren som tonende malm, og allikevel kunne hun ikke skilles fra sine kjære klokker. Til slutt merket nok alle, at Lise var døv, og mangen en var bedrøvet over det, men mest hennes far, kirketjeneren; for et kjærligere vesen enn hun fantes ikke blant alle bygdens jenter. Men der var intet råd for det, og så tenkte ingen mer derpå. Når den lille jente gikk stille og lys sin vante vei til klokketårnet, sa folk, som så henne: „Der går kirketjenerens Lise, som ikke hører annet her i verden enn klokkenes klang!“

Ved den tid var Lise ti år gammel og lekte, som barn pleier å gjøre; men hennes leketøy var de store klokker i tårnet. For dem kjælte hun, som om de var hennes dukker, og dem skuret hun så skinnende blanke, så der ikke fantes det minste støvgrann på dem. Hun kalte klokkerne Store-gull og Lille-gull, hun skjendte på dem, når hun syntes, de ikke ringte pent, og roste dem, når de ringte vakkert. Hun talte til dem, og de svarte henne med sine stemmer av malm; hun forstod deres språk bedre enn menneskenes språk; hun hørte jo ikke annet enn dem.

Nå må ingen tro, at Lises liv var så merkverdig, og at det er derfor, jeg forteller om det. Hennes levnetsløp lignet andre menneskers, som henlever sitt hele liv i landsbygdens ensformige stillhet. Men hun var en av dem, som kirkeklokkene hadde kalt til Gud allerede i livets morgentime, og derfor skal vi minnes henne, når vi taler om klokkerne.

Jo mer den ytre verdens porter stængtes for hennes sjel, så at alle dens tusen toner og lyd litt etter litt tystnet hen og forstummet, så at til slutt kun klokkenes manende stemme ropte i hennes øren: „Kom til Gud! Kom til Gud!“ — desto mer vendte hennes hu og tanke seg innad til sjælens høyeste, innerste liv i Gud, så at alt det jordiske for henne ble som et skinn og en drøm; Gud alene var for henne det beste og skjønneste; ham tilbad hun overalt.

I sitt daglige liv var hun from og tjenstvillig; hun utførte sine ting og arbeidet mer enn noen annen; men hennes beste glede og attrå var ikke knyttet til dette arbeide. Hun var lig et stille vann, som i sitt klare dyp speiler dagens sol og nattens stjerner 95og stedse bærer i sitt skjød billedet av himmelens uendelige skjønnhet.

Og klokkenes klang fulgte Lise igjennom hennes hele liv, likesom den følger alle mennesker, skjønt der er mange, som ikke akter derpå. „Hvis jeg kan begripe, hva der gikk av Lille-klokken den dag, du bares til dåpen!“ sa hennes far, kirketjeneren. „Jeg har aldri hørt den ringe med en sådan klang; det var som det reneste sølv. Hadde det været Stor-klokken, ja da hadde jeg forstått dens ding–dang; thi den er fra den katolske tid; der er sølv i den, det hørte jeg min far si; støperen har smeltet et helgenbilde fra Rom inn i den. Der er trollskap i den klokke, det hører jeg på ringningen. Hver gang en tyv eller kjeltring ringes ut av livet, så skriker og jamrer det i klokken, så man kunne tro, den var sprukken. Men ringer den for et fromt menneskes sjel, se, da har den en annen tone, da ringer den så deilig som en salme og en bøn; det kommer du til å få høre, når der engang ringes for deg, kjære barn!“

„Men her står jeg jo og snakker over meg!“ ropte kirketjeneren og lo. „Som om noen kunne høre sin egen sjæleringning.“

Lise leste på hans lepper, hva han sa, og svarte vennlig og fromt, som hun pleide: „Klokkerne har nok forstand og hjerte, og du behøver ikke å skylde på trolldom, far! Når en from sjel flyr bort fra jorden, så klynger den seg fast til klokkenes toner og stiger med dem til himlen. Og da ånder sjelen sin egen skjønnhet inn i tonene, og de svever klare og rene gjennom den lette, blå luft opp til Gud.“

„Ja, ja, vi får vel høre neste pinse ved din første altergang,“ sa kirketjeneren; og derved ble det.

Så kom pinsen. Kirketjenerens Lise var nå 16 år og skulle med de andre konfirmander gå til Herrens bord. Den dag ville kirketjeneren ringe vakkert, og det ville klokkerne også. Det var en morgen i sommerens første barndom, da alle vesener i naturen synes unge og friske som blomstrende barn. Og klokkenes klang var helligere og mer andaktsfull enn før; så dype og rene hadde tonene aldri vært, og alle, som kom gående henover kirkeveien, med skoene i hånden og salmeboken innsvøpt i lommetørkleet, ble forundret, gikk uvilkårlig hurtigere og sa: „Herre Gud, hvor klokkerne ringer vakkert i dag.“ Inne i kirken lød salmene, og den hvitkledde ungdom trådte i lange rekker opp til alteret. Der stod en from og edel prest; han nedbad velsignelsen 96over de unge, og de mottok Frelserens hellige måltid under andakt og varme tårer. Allersidst kom kirketjenerens Lise. Hun var den eneste, som ikke hørte salmernes toner og prestens velsignelse; hun hørte blot klokkenes klang; men den var for henne både salme og velsignelse. Hun leste Guds ord på prestens lepper og forstod det så godt; ja hun takket Gud mer enn de andre og regnet siden denne dag som en av de deiligste i sitt liv.

To år deretter stod Lise brud, og hennes brudgom var klokkerens sønn, som ofte pleide å ringe Lille-klokken ved kirketjenerens side, når Lise satt med sin søm i tårnet. „Nå skal vi ringe, så det skal høres over syv kirkesogn,“ ropte kirketjeneren og var så glad, at han sikkert hadde danset på ett ben, hvis han ikke hadde vært så gammel. „Pas deg,“ ropte han til naboen, som den dag ringte Lille-klokken, „pas deg bare, at ikke skjødet av vadmelsfrakken din kommer imellom klokken og knevlen, for så sprekker den, og da ville dronning Ulrika Eleonora vende seg i sin grav. Hei! nå skal vi ringe!“ Og så kastet han seg med hele sin vekt i klokkerebet, så at Stor-klokken stod bent opp og ned og klang, så det hørtes over berg og dal. Og ding—dang! nå gikk det løs med liv og lyst, og så kom hele brudefølget i prosesjon til kirken, spillemannen først, og kirketjenerens Lise hadde krans og krone på og hørte klokkenes klang; det var det eneste, hun hørte på sin bryllupsdag, og allikevel var hun så glad.

Så gikk der et år. Da bar Lise til dåpen sitt første barn, og klokkerne ringte igjen med lyse og muntre toner, og Lise hørte intet annet enn dem. Men hun så desto mer: hun så sitt lille leende barn. Og klokkerne klang i morgensolens glans over den unge moders fryd.

Atter forløp der noen år; da så man Lise føre sin førstefødte bort til hans tidlige grav. Der lå han så bleg og stille, med en grønn krans på lokket av sin sorte kiste. Og den unge mor gråt. Men klokkerne ringte gjennom den mørke høstdags storm . . . deres klang var så mild som et barns bøn, men vemodig som et sveket håp og en skjønn, men tapt fremtidsdrøm.

Så gikk der atter flere år hen, og så kom den dag, da kirketjenerens Lise førte sin eldste datter til Herrens bord. Og atter ringte klokkerne som på Lises første altergangsdag, og atter stod sommeren i sin første, blomstrende barndom og lyttet til de kjente toner fra malmens hjerte. Den lykkelige mor hørte dem i sin sjel og gråt av glede.

97Årene fortsatte sitt løp og samlet meget av det gamle i graven; men det nye og friske kom frem istedenfor det, som var henvisnet, og bestandig lot klokkerne høre sin røst i sorg og glede. Kirketjenerens Lise ledsaget til den lange hvile sin far, kirketjeneren, og sin mann, som hun savnet så dypt; hun gjemte i jorden fire av sine barn og nesten alle venner fra sin ungdomstid. Den unge slekt blomstret opp; hun førte sin datter til brudeskammelen, hun holdt sine smilende barnebarn over dåpen. Og hver gang hørte hun klokkerne ringe, og hver gang takket hun Gud av sitt hjertes dyp for sorgen og for gleden.

Så kom der en jul, da kirketjenerens Lise var gammel og grå og stod der, omgitt av de unge, som et levende, elsket minde fra svundne dage. Da tenkte hun på sin barndom, da julen var henne så kjær, og bad sine barn kjøre til kirke med henne tidlig julemorgen, og de gjorde det, skjønt de var engstelige for den gamle; for vinteren var streng, og himmelens stjerner skinte kalde og klare i den mørke desembermorgen.

Mens nå bjellene klang lystig, og sledene for om kapp henover landeveien, og man nærmet seg kirken, og lysene strålte som en dag gjennom de malte kirkeruter, da hørte Lise enda engang sine kjære klokker ringe. Hun syntes, det var de skjønneste toner i verden, og med hennes varme åndedrett steg gjennom den kalde vinterluft et takknemlig sukk til Gud. Men da hun kom inn i den opplyste kirke, vendte hun seg med glad forundring til sine barn, som fulgte henne, og sa: „Jeg hører salmene!“ Og de sa til hverandre: „Hva mon det betyr, at mor hører salmene, som hun ikke har hørt, siden hun var ti år gammel?“

Men da gudstjenesten var endt, og klokkerne igjen begynte å ringe, så de, at den gamle med foldet hender var sovnet hen og gått til en bedre verden. Da sa de til hverandre: „Nå vet vi, hvorfor mor hørte salmene. Når den evige morgen skinner innover jordens natt, da klarner i den siste time de frommes og rettferdiges sanser, så at de ser, hva de ikke har sett, og hører, hva de ikke har hørt på lenge. Thi de står allerede halvt inne i himmelens uendelige klarhet.“

Og klokkerne ringte enda engang, og det var deres sjæleringning for henne, som så lenge hadde elsket dem og ikke hørt noe annet i verden enn dem. De ringte med sin deiligste klang, det suste så sølvklart som en velsignelse og en bøn gjennom den

I 2

98kalde vinterluft, og folket, som stod på kirkevolden, foldet sine hender og sa: „Hør, nå ringer klokkerne for kirketjenerens Lise! Herre Gud, hvor det er vakkert, når klokkerne ringer!“

Z. Topelius ved N. Rolfsen.