86

Det var ud paa eftermiddagen lørdag efter helligtrekongersaften, at den forfærdelige to dages storm røg op, der af mange endnu omtales som en af de mest orkanagtige, der i mands minde er overgaaet Lofoten.

Det var en lykke, at fisket endnu ikke var begyndt. Stormen stod med graaveir og slud og uhyre sjøgang fra sydvest, ret ind Vestfjorden — ellers vilde der kanske været spurgt forlis efter ikke mindre maalestok end under det bekjendte uveir i 1849, da i ett døgn flere hundrede baade forliste. Nu blev det med en del baade, som var paavei til fisket, og indstranding af flere jagter og et par større fartøier.

87Uveiret øgede paa udover natten; vi kjendte, hvordan bygningen for hvert stormstød gav sig og stønnede i sine sammenføininger, og sad alle som ved en stille overenskomst oppe ved lys og vaagede. Vindueslemmer, døre og glugger blev omhyggelig tillukkede. Tagstenene ramlede larmende under vindstødene, saa at vi frygtede for, at de skulde bryde aabning i taget, og skorstenspiberne gav i blæsten en uhyggelig, dyb, brummende lyd, der under de værste tag i bygningen hørtes som en høi, fæl kjæmpetone ud i natten, undertiden næsten som et vildt nødraab.

Vi opholdt os alle i stuen under en taushed, som kun af og til afbrødes af nogle bemerkninger om veiret, eller naar en af husfolkene kom ind fra en rundtur omkring i huset for at se efter. Min fader sad i urolig angest for sjøbaaden og sin jagt, som laa nede i bugten, og som om eftermiddagen under den svære sjø, der trods havnens gode beliggenhed gik derind, var bleven tredobbelt fortøiet. Jeg saa ham mange gange folde hænderne, som om han bad, og derpaa en stund ligesom opmuntret gaa frem og tilbage paa gulvet, indtil angesten igjen tog ham, og han satte sig og saa mørk og bleg hen for sig som før.

Uveiret tog heller til end af. Engang hørte vi et dumpt bulder, som godt kunde være fra sjøboden. Jeg saa sveden perle fra min faders pande og grebes af en dyb smerte ved at se hans beklemthed uden engang at kunne lægge to straa ikors for at hjælpe. Lidt efter gik han med et lys ud i kontoret og kom tilbage med en gammel, storstilet salmebog, hvori han slog op en bøn samt en salme „at synges i havsnød.“ Alle folkene samledes, uden at være tilkaldte, i stuen til husandagt. Min fader sad med salmebogen i de svære, barkede hænder, som han havde foldet foran sig paa bordet mellem de to lys. Først læste han bønnen og sang dernæst alle versene i salmen ud, medens de af os, som kunde melodien, efterhaanden hjalp til i omkvædene. Det var i alle dele, som naar der holdes gebet i en skibskahyt, medens fartøiet er i fare, og min fader havde visselig ogsaa ideen fra en saadan scene i hans møisomme ungdomsliv. Under andagten forekom det os alle, at stormen ligesom gav sig, og at den først tog paa igjen, efterat den var sluttet.

Ud paa morgentiden var det, som om veiret lettede en smule, 88og trætte, som vi var, gik vi tilsengs, medens et par af folkene dog fremdeles sad oppe.

Da det klokken omkring ti om formiddagen lysnede, kunde vi først overskue ødelæggelsen. Flere hundrede tagsten fra hovedbygningen laa spredte udover gaardspladsen, en del af væggepanelingen paa vindsiden var reven op, og den øverste del af bryggen laa skjævt ned i sjøen, idet et par brokar under den var forskudte af sjøgangen. Sjøboden havde ogsaa lidt nogen skade. Vor jægt svævede imidlertid øiensynlig i fare. To af dens landtauge var allerede sprungne, idet den havde drevet for sine ankere, og det hele kom nu kun an paa det tredje og længste taug, der var fæstet i skibsringen paa skjæret ude i indløbet til bugten. Ombord stod kun skibshunden, en stor, hvid puddel, med forpoterne paa skanseklædningen agterud, og gjøede, uden at vi gjennem vinden kunde høre lyden, medens sjøgangen vaskede over jægtens forende. Stillingen var fortvilet; thi det lange landtaug stod saa stramt som en streng, og midten af det berørte neppe sjøen. Det blæste saa haardt, at en mand ikke let kunde staa opreist, men maatte krybe langs den affeiede snemark, saa at der ikke var tanke om at hjælpe.

Jeg var krøben op paa høiden bag huset og stod i læ under en fjeldknat, hvorfra jeg kunde se baade ud over havet og ned i bugten.

Vestfjorden laa i vinterdagene ligesom med en sølvgraa røg af rokket, som drev over sjøen. Indunder land gik bølgerne som svære, grønne, skumskavlede berg, der knustes imod kysten med tordenbrag og med et uhyre dragsug bagefter, saa at fjæren laa tør langt ude.

Ensteds i et klippeskaar, der gik brat ned mod sjøen, steg, hvergang bølgen slog derind, en bred, uhyre skumstraale ret op og dreves af vinden som en røg indover landet. Et andet sted stormede bølgegangen paa en formelig titansk maade et skraaberg, der snart laa i skum, snart aldeles tørt, og jeg saa der en stakkars udtrættet graamaage, der formodentlig fra sit fjeldskjær var kommen ud i vinden, kjæmpe og tumle i den, ofte med næsten vrængte vinger.

Min spændte opmerksomhed fulgte med angst jægten nede i bugten. Jeg saa til min forbauselse en mand ombord i den og 89gjenkjendte den sterke Jens dreng, som med en af folkene havde vovet sig derhen fra vindsiden i en sekstring. Efter et ophold ombord steg han alene med en line om livet ned i sekstringen og begyndte paa det farlige arbeide at hale baaden imod sjøgangen langs det stramme landtaug ud imod skjæret. Jeg ventede forfærdet paa, at baaden hvert øieblik skulde fyldes, og det forekom mig, at den flere gange tog vand ind. Medens baaden klarede sig langsomt frem, fulgte fader og alle folkene i spænding efter nede i fjæren.

Da Jens dreng var kommen op paa skjæret, hvorover bølgerne i et væk skyllede, saa at han ofte stod tilknæs i vandet, fortøiede han baaden og gav sig saa til at hale i linen, idet han efter denne trak hen til sig gjennem vandet en tyk trosse, som manden ombord paa jægten efterhaanden gav ud. Han var netop begyndt at belægge den i skibsringen og havde kun det sidste afgjørende par stik i tauget igjen, da vi alle blev var tre forfærdelige bølgerygge, der ufeilbarlig vilde bryde sig over skjæret.

Det gjaldt klarlig baade Jens drengs liv og jægten, der med sit ene forstrakte landtaug neppe vilde udholde trykket. Jeg saa franske Martine, hans kjæreste, vride hænderne over hovedet og løbe ud i fjæren, næsten som om hun tænkte paa at kaste sig ud i vandet til ham, og jeg tror heller ikke, at nogen af de andre, som saa paa, turde trække veiret. Det lod til, at Jens dreng selv ogsaa havde bemerket faren; han skyndte sig ned i baaden, hvori han endnu kunde berge sig; men det var kun for at tage op derfra linen, som han rolig flere gange slog om sin ryg og igjennem skibsringen, da han heller ikke længer stolte paa sine egne kjæmpekræfter. Han var neppe færdig dermed, da den første bølge, som han modtog med hovedet bøiet imod, brød hvid over ham og skjæret. Mellemtiden, inden den anden kom, benyttede han til at gjøre et nyt belæg paa landtauget. Atter kom bølgen, og atter stod Jens dreng der urokket, og han fik nu gjort det sidste stik paa tauget, som frelste jægten. Han havde nu erfaret, hvordan en bølge kunde trykke. Han kastede linen fra ryggen op om den runde, svære skulder, saa sig et øieblik med det sterke, blege ansigt om imod vore huse, som det nok kunde være muligt, at han nu sagde farvel, og bøiede saa hovedet mod den tredje og 90sidste bølge, der kom med skumkammen over sig, som vanligt større og sværere end de to foregaaende.

Da bølgen fraadende havde brudt sig over, stod der ingen Jens dreng paa skjæret.

Jeg var i angesten sprungen ned til de andre. Da jeg kom, havde man foruden baaden, der var slidt fra skjæret, ogsaa faaet indbjerget den livløse Jens dreng, som nu bares op til huset. Bølgen havde revet ham med sig, idet linen, som han havde om skulderen, havde gledet op over nakken paa ham og taget hud og klæder med. Han laa nu bevidstløs af trykket og vandet og med den ene arm, der var skrabet blodig af linen, i en forvreden stilling; den var slidt nøgen, ensteds endog lige til benet. Fader gik bleg og støttede under, medens de bar ham hjem og bragte ham i seng. Da han vaagnede, spyttede han endel blod og havde ondt for at tale; men fader, som undersøgte hans bryst, sagde glad, at der ikke var livsfare.

Jens dreng blev ved denne bedrift, hvorved han reddede jægten, en helt videnom; hos min fader blev han siden den dag en betroet mand, og næste sommer stod hans bryllup med franske Martine.

Jonas Lie.

86

Det var ut på ettermiddagen lørdag etter helligtrekongersaften, at den forferdelige to dages storm røg opp, der av mange ennå omtales som en av de mest orkanaktige, der i mands minde er overgått Lofoten.

Det var en lykke, at fisket ennå ikke var begynt. Stormen stod med gråvær og slud og uhyre sjøgang fra sydvest, rett inn Vestfjorden — ellers ville der kanskje vært spurt forlis etter ikke mindre målestokk enn under det bekjente uvær i 1849, da i ett døgn flere hundre både forliste. Nå ble det med en del både, som var på vei til fisket, og innstranding av flere jakter og et par større fartøyer.

87Uværet økte på utover natten; vi kjente, hvordan bygningen for hvert stormstøt ga seg og stønnet i sine sammenføyninger, og satt alle som ved en stille overenskomst oppe ved lys og vaagede. Vindueslemmer, dører og glugger ble omhyggelig tillukket. Tagstenene ramlede larmende under vindstøtene, så at vi fryktede for, at de skulle bryte åpning i taket, og skorsteinspipene ga i blesten en uhyggelig, dyp, brummende lyd, der under de verste tak i bygningen hørtes som en høy, fæl kjempetone ut i natten, undertiden nesten som et vilt nødrop.

Vi oppholdt oss alle i stuen under en taushet, som kun av og til afbrødes av noen bemerkninger om været, eller når en av husfolkene kom inn fra en rundtur omkring i huset for å se etter. Min far satt i urolig angst for sjøbåten og sin jakt, som lå nede i bukten, og som om ettermiddagen under den svære sjø, der trass havnens gode beliggenhet gikk derind, var blitt tredobbelt fortøyd. Jeg så ham mange ganger folde hendene, som om han bad, og derpå en stund likesom oppmuntret gå frem og tilbake på gulvet, inntil angsten igjen tok ham, og han satte seg og så mørk og bleg hen for seg som før.

Uværet tog heller til enn av. Engang hørte vi et dumpt bulder, som godt kunne være fra sjøboden. Jeg så sveden perle fra min faders panne og grebes av en dyp smerte ved å se hans beklemthet uten engang å kunne legge to strå i kors for å hjelpe. Litt etter gikk han med et lys ut i kontoret og kom tilbake med en gammel, storstilet salmebok, hvori han slo opp en bøn samt en salme „å synges i havsnød.“ Alle folkene samledes, uten å være tilkalte, i stuen til husandakt. Min far satt med salmeboken i de svære, barkede hender, som han hadde foldet foran seg på bordet mellom de to lys. Først leste han bønnen og sang dernest alle versene i salmen ut, mens de av oss, som kunne melodien, etterhånden hjalp til i omkvedene. Det var i alle dele, som når der holdes gebet i en skipskahytt, mens fartøyet er i fare, og min far hadde visselig også ideen fra en sådan scene i hans møysomme ungdomsliv. Under andakten forekom det oss alle, at stormen likesom ga seg, og at den først tok på igjen, etter at den var sluttet.

Ut på morgentiden var det, som om været lettede en smule, 88og trette, som vi var, gikk vi til sengs, mens et par av folkene dog fremdeles satt oppe.

Da det klokken omkring ti om formiddagen lysnet, kunne vi først overskue ødeleggelsen. Flere hundre takstein fra hovedbygningen lå spredte utover gårdsplassen, en del av veggpanelingen på vindsiden var reven opp, og den øverste del av bryggen lå skjevt ned i sjøen, idet et par brokar under den var forskudte av sjøgangen. Sjøboden hadde også litt noen skade. Vår jekt svevde imidlertid øyensynlig i fare. To av dens landtau var allerede sprungne, idet den hadde drevet for sine ankere, og det hele kom nå kun an på det tredje og lengste taug, der var festet i skibsringen på skjæret ute i innløpet til bukten. Ombord stod kun skipshunden, en stor, hvit puddel, med forpotene på skansekledningen akterut, og gjøede, uten at vi gjennom vinden kunne høre lyden, mens sjøgangen vasket over jægtens forende. Stillingen var fortvilet; thi det lange landtau stod så stramt som en streng, og midten av det berørte neppe sjøen. Det blåste så hardt, at en mann ikke lett kunne stå oppreist, men måtte krype langs den affeiede snemark, så at der ikke var tanke om å hjelpe.

Jeg var krøpet opp på høyden bak huset og stod i læ under en fjellknatt, hvorfra jeg kunne se både ut over havet og ned i bukten.

Vestfjorden lå i vinterdagene likesom med en sølvgrå røg av rokket, som drev over sjøen. Innunder land gikk bølgene som svære, grønne, skumskavlede berg, der knustes imot kysten med tordenbrak og med et uhyre dragsug bakefter, så at fjæren lå tør langt ute.

Ensteds i et klippeskår, der gikk brat ned mot sjøen, steg, hvergang bølgen slo derind, en bred, uhyre skumstråle rett opp og dreves av vinden som en røg innover landet. Et annet sted stormet bølgegangen på en formelig titansk måte et skråberg, der snart lå i skum, snart aldeles tørt, og jeg så der en stakkars udtrættet gråmåke, der formodentlig fra sitt fjellskjær var kommet ut i vinden, kjempe og tumle i den, ofte med nesten vrengte vinger.

Min spente oppmerksomhet fulgte med angst jekten nede i bukten. Jeg så til min forbauselse en mann ombord i den og 89gjenkjente den sterke Jens dreng, som med en av folkene hadde vovet seg derhen fra vindsiden i en sekstring. Etter et opphold ombord steg han alene med en line om livet ned i sekstringen og begynte på det farlige arbeide at hale båten imot sjøgangen langs det stramme landtau ut imot skjæret. Jeg ventet forferdet på, at båten hvert øyeblikk skulle fylles, og det forekom meg, at den flere ganger tog vann inn. Mens båten klarte seg langsomt frem, fulgte far og alle folkene i spenning etter nede i fjæren.

Da Jens dreng var kommet opp på skjæret, hvorover bølgene i et vekk skyllet, så at han ofte stod til knes i vannet, fortøyde han båten og ga seg så til å hale i linen, idet han etter denne trakk hen til seg gjennom vannet en tykk trosse, som mannen ombord på jekten etterhånden ga ut. Han var nettopp begynt å belegge den i skibsringen og hadde kun det siste avgjørende par stikk i tauet igjen, da vi alle ble var tre forferdelige bølgerygger, der ufeilbarlig ville bryte seg over skjæret.

Det gjaldt klarlig både Jens drengs liv og jekten, der med sitt ene forstrakte landtau neppe ville utholde trykket. Jeg så franske Martine, hans kjæreste, vri hendene over hodet og løpe ut i fjæren, nesten som om hun tenkte på å kaste seg ut i vannet til ham, og jeg tror heller ikke, at noen av de andre, som så på, turde trekke været. Det lot til, at Jens dreng selv også hadde bemerket faren; han skyndte seg ned i båten, hvori han ennå kunne berge seg; men det var kun for å ta opp derfra linen, som han rolig flere ganger slo om sin rygg og igjennom skibsringen, da han heller ikke lenger stolte på sine egne kjempekrefter. Han var neppe ferdig dermed, da den første bølge, som han mottok med hodet bøyet imot, brød hvit over ham og skjæret. Mellomtiden, innen den annen kom, benyttet han til å gjøre et nytt belegg på landtauet. Atter kom bølgen, og atter stod Jens dreng der urokket, og han fikk nå gjort det siste stikk på tauet, som frelste jekten. Han hadde nå erfart, hvordan en bølge kunne trykke. Han kastet linen fra ryggen opp om den runde, svære skulder, så seg et øyeblikk med det sterke, bleke ansikt om imot våre huse, som det nok kunne være mulig, at han nå sa farvel, og bøyde så hodet mot den tredje og 90siste bølge, der kom med skumkammen over seg, som vanlig større og sværere enn de to foregående.

Da bølgen frådende hadde brutt seg over, stod der ingen Jens dreng på skjæret.

Jeg var i angsten sprunget ned til de andre. Da jeg kom, hadde man foruten båten, der var slitt fra skjæret, også fått innberget den livløse Jens dreng, som nå bares opp til huset. Bølgen hadde revet ham med seg, idet linen, som han hadde om skulderen, hadde gledet opp over nakken på ham og taget hud og klæder med. Han lå nå bevisstløs av trykket og vannet og med den ene arm, der var skrapet blodig av linen, i en forvreden stilling; den var slitt nøgen, ensteds endog like til benet. Fader gikk bleg og støttet under, mens de bar ham hjem og brakte ham i seng. Da han våknet, spyttet han endel blod og hadde ondt for å tale; men far, som undersøkte hans bryst, sa glad, at der ikke var livsfare.

Jens dreng ble ved denne bedrift, hvorved han reddet jekten, en helt videnom; hos min far ble han siden den dag en betrodd mann, og neste sommer stod hans bryllup med franske Martine.

Jonas Lie.