84

Det var en af de sidste dage i september maaned, at man paa gaarden Berg ventede buskapen hjem fra sæteren. Dagen havde været travl for underbudeien, der havde passet hjemkreaturerne sommeren over og nu ventede sin øverstkommanderende tilbage. Hun havde skuret melkeboden, bestrøet gulvet med hakket brisk og sat de rene melkeringer tilrette. Hun havde lagt strøelse i alle baaser og friskt græs i enhver hæk til vederkvægelse for de trætte kjør.

Men hun var for længe siden færdig, og nu var alt saa stille paa gaarden, som om baade mennesker og dyr lyttede i spændt forventning.

Klokken gik til ni, og man hørte endnu intet. Det var belgmørkt; thi det var dybeste næ, saa at ingen lysning fra maanen adspredte den lette taage; som en fin regn lagde den sig paa alle gjenstande.

Men var det mørkt ude, saa var det desto lysere inde i det store kjøkken. Et svært baal brændte paa skorstenen og kastede sit sterke skin paa kobber- og bliktøi, saa de smaakrusede sukkerbrødsformer blinkede næsten som store stjerner fra det sortmalede bret, hvorpaa de var hængte i en krans. Over ilden hang en gryde med poteter, og ved siden, nede paa asken, stod en kaffekjedel og kogte og sprutede, saa at laaget løftedes af dampen, og kjedlen sendte kaffeduften ud i kjøkkenet. Kokkepigen stod ved retterbænken og skar store skiver af en fleskebog, medens hun af og til skottede til kaffekjedlen, at den ikke kogte over.

Nu kom underbudeien ind med sin lygte i haanden, fulgt af gaardshunden. Hun bad kokkepigen passe hunden, saa at den ikke slap ud og skræmte kreaturerne, naar de kom, og saa gjorde hun en bemerkning, der vist var gjort over 20 gange i den sidste time. „Sæterfolket bier længe ikveld; bare der ikke er hændt dem noget.“ Og ud vandrede hun atter, ligesom dreven af uro. Inde i dagligstuen sad den gamle gaardbruger Berg og hans hustru. Paa bordet stod et lys, og der laa et par aviser; men far Berg havde ikke lyst til at læse iaften. Han var nylig kommen op efter en svær sygdom og maatte holde sig inde; dette nedstemte hans sind og gjorde hans utaalmodighed endnu større. Han vandrede frem og tilbage paa gulvet, men maatte ofte sætte sig og puste ud. Det var ensligt for de to gamle; deres børn var bortgiftede eller døde, og en dattersøn paa ti aar havde de hos sig; han var bedsteforældrenes lyst og glæde.

85Men iaften kunde Jakob ikke være inde i stuen. Han løb fra kjøkkenet til drengestuen, fra drengestuen til fjøset og saa tilbage igjen. Nu kom han da ogsaa løbende ind til de gamle og raabte: „Bedstemor! nu hører jeg hornet langt oppe i heien; Knut blæser saa friskt saa —“ og saa var han atter væk. „Synes du ikke, far, at vi skulde slukke lyset?“ sagde mor Berg, „saa ser vi bedre ud i gaarden.“ Dette blev gjort, og nu saa man de to lygter, der blev baarne af underbudeien og staldkarlen, nærme sig porten, der lukkede for en bred gade med trær paa siderne, som førte op til gaarden. De stillede sig saa, at lygteskinnet belyste de nærmeste trær ved indgangen, og nu hørtes hornet nærmere og nærmere blandet med kjørnes brølen, bjeldernes klang og fæhundens gjøen. Alt vilde bringe sin hjemkomsthilsen.

Snart saa man toget skride ind gjennem porten. Først kom to karle, der kjørte læssene med sætermaden, med kopper og kar. Man havde først maattet bringe dette paa kløv; men det sidste stykke kunde de kjøre. Disse karle kjørte lige hen til staburet, hvor maden siden skulde bringes ind. Derpaa kom sæterbudeien ridende, og efter hende fulgte den store skare af forskjelligfarvede kjør, okser og kalve, og saa en mængde faar. Da taagen skjulte alt, og man blot kunde skjelne det stykke af gaardspladsen tydelig, der blev oplyst af lygterne, saa det ud, som om det vrimlede af dyr; thi de samme viste sig flere gange gaaende forbi lygterne. Knut gjætergut sluttede toget. Han blæste en munter trille i sit horn, men en langdragen tone tilslut til ære for reisens heldige udfald. Ved hans side gik hans ven, fæhunden. Men nu havde Jakob i sin iver sluppet gaardshunden ud med sig af kjøkkenet, og der blev et forfærdeligt slagsmaal mellem de to hunde, hvis gjøen overdøvede enhver anden lyd. De havde glemt sit venskab fra vinteren af; gaardshunden var vant til at fare mod enhver fremmed, der viste sig paa gaarden ved aftenstid, og fæhundens pligt var det at forsvare buskapen. Enhver af dem ansaa sig for den fornærmede, og de sloges paa liv og død, indtil budeien var kommen ned af hesten og nu med en bydende stemme lokkede fæhunden til sig. Den var vant til at lyde hendes røst og gik knurrende med halen mellem benene hen til hendes fødder. Staldkarlen greb gaardshunden ved det ene øre og førte den ind i drengestuen, og nu drog toget mere fredelig henimod fjøset for at bindes paa det vante sted.

Mor Berg foldede sine hænder og sagde: „Nu maa vi takke Gud, der har bevaret vor eiendom i denne vanskelige sommer.“

86„Det har vist været en daarlig busommer,“ svarede hendes mand. „Det er rimeligt, far, i al den regn; men vi har dog faaet mennesker og fæ uskadte hjem, og er der liden budrot, saa vilde den været mindre, hvis ikke Vorherre havde lagt sin velsignelse til.“

Derpaa tændte mor Berg atter lyset for sin mand og gik ud i kjøkkenet forat hilse paa de hjemkomne og høre om deres hændelser.

Overbudeien og gjætergutten var denne aften fritagne for at sætte kreaturerne ind; de blev behandlede som gjester og sad allerede om bordet tilligemed de to karle, der havde fulgt dem. Paa bordet stod et lys, et stort fad med rygende poteter, en stegepande paa en jernring, fyldt med stegt flesk, og en spølkum kaffe for hver person. Jakob stod ved siden og saa paa, og saa tog han sig en potet af og til, medens mor Berg bad dem gjøre sig tilgode.

Da maaltidet var endt og bordbønnen holdt, satte Knut sig hen paa skorstenskanten. Uagtet han var kobberrød i ansigtet af veiret og den hede kaffe, saa syntes han dog, at han iaften havde ret til alle hjemmets goder, ogsaa heden, og saa skulde det nydes altsammen, om det end sved i ansigtet.

Jakob havde havt stor lyst til at begynde en passiar med Knut; men sæterbudeien sagde: „Du faar gaa og lægge dig nu, Knut! Jeg kjender den, der var oppe idag, før solen randt, og som har gaaet i ulændt vei hele dagen. Tak nu Gud vakkert, som har ført dig vel hjem fra alle farer i fjeldet, og sov godt.“ Knut gik da tilsengs, og gid hvert menneske maa sove saa sødt, som han sov den nat!

Hanna Winsnæs.

84

Det var en av de siste dage i september måned, at man på gården Berg ventet buskapen hjem fra seteren. Dagen hadde vært travl for underbudeien, der hadde passet hjemkreaturene sommeren over og nå ventet sin øverstkommanderende tilbake. Hun hadde skuret melkeboden, bestrøet gulvet med hakket brisk og satt de rene melkeringer til rette. Hun hadde lagt strøelse i alle båser og friskt gress i enhver hekk til vederkvegelse for de trette kjør.

Men hun var for lenge siden ferdig, og nå var alt så stille på gården, som om både mennesker og dyr lyttet i spent forventning.

Klokken gikk til ni, og man hørte ennå intet. Det var belgmørkt; thi det var dypeste næ, så at ingen lysning fra månen adspredte den lette tåke; som en fin regn la den seg på alle gjenstander.

Men var det mørkt ute, så var det desto lysere inne i det store kjøkken. Et svært bål brente på skorsteinen og kastet sitt sterke skinn på kobber- og bliktøi, så de smaakrusede sukkerbrødsformer blinket nesten som store stjerner fra det sortmalede brett, hvorpå de var hengte i en krans. Over ilden hang en gryte med poteter, og ved siden, nede på asken, stod en kaffekjele og kokte og sprutede, så at lokket løftedes av dampen, og kjelen sendte kaffeduften ut i kjøkkenet. Kokkepiken stod ved retterbænken og skar store skiver av en fleskebog, mens hun av og til skottede til kaffekjedlen, at den ikke kokte over.

Nå kom underbudeien inn med sin lykte i hånden, fulgt av gårdshunden. Hun bad kokkepiken passe hunden, så at den ikke slapp ut og skremte kreaturene, når de kom, og så gjorde hun en bemerkning, der vist var gjort over 20 gange i den siste time. „Sæterfolket bier lenge i kveld; bare der ikke er hendt dem noe.“ Og ut vandret hun atter, likesom dreven av uro. Inne i dagligstuen satt den gamle gårdbruker Berg og hans hustru. På bordet stod et lys, og der lå et par aviser; men far Berg hadde ikke lyst til å lese i aften. Han var nylig kommet opp etter en svær sykdom og måtte holde seg inne; dette nedstemte hans sinn og gjorde hans utålmodighet enda større. Han vandret frem og tilbake på gulvet, men måtte ofte sette seg og puste ut. Det var enslig for de to gamle; deres barn var bortgiftede eller døde, og en dattersønn på ti år hadde de hos seg; han var besteforeldrenes lyst og glede.

85Men i aften kunne Jakob ikke være inne i stuen. Han løp fra kjøkkenet til drengestuen, fra drengestuen til fjøset og så tilbake igjen. Nå kom han da også løpende inn til de gamle og ropte: „Bestemor! nå hører jeg hornet langt oppe i heien; Knut bleser så friskt så —“ og så var han atter vekk. „Synes du ikke, far, at vi skulle slukke lyset?“ sa mor Berg, „så ser vi bedre ut i gården.“ Dette ble gjort, og nå så man de to lykter, der ble bårne av underbudeien og stallkaren, nærme seg porten, der lukket for en bred gate med trær på sidene, som førte opp til gården. De stillede seg så, at lygteskinnet belyste de nærmeste trær ved inngangen, og nå hørtes hornet nærmere og nærmere blandet med kjørnes brølen, bjellenes klang og fæhundens gjøen. Alt ville bringe sin hjemkomsthilsen.

Snart så man toget skride inn gjennom porten. Først kom to karer, der kjørte lassene med sætermaden, med kopper og kar. Man hadde først måttet bringe dette på kløv; men det siste stykke kunne de kjøre. Disse karer kjørte like hen til stabburet, hvor maten siden skulle bringes inn. Derpå kom sæterbudeien ridende, og etter henne fulgte den store skare av forskjelligfargede kjør, okser og kalve, og så en mengde får. Da tåken skjulte alt, og man blot kunne skjelne det stykke av gårdsplassen tydelig, der ble opplyst av lyktene, så det ut, som om det vrimlet av dyr; thi de samme viste seg flere ganger gående forbi lyktene. Knut gjetergutt sluttet toget. Han blåste en munter trille i sitt horn, men en langdragen tone til slutt til ære for reisens heldige utfall. Ved hans side gikk hans venn, fæhunden. Men nå hadde Jakob i sin iver sluppet gårdshunden ut med seg av kjøkkenet, og der ble et forferdelig slagsmål mellom de to hunder, hvis gjøen overdøvede enhver annen lyd. De hadde glemt sitt vennskap fra vinteren av; gårdshunden var vant til å fare mot enhver fremmed, der viste seg på gården ved aftenstid, og fæhundens plikt var det å forsvare buskapen. Enhver av dem anså seg for den fornærmede, og de sloges på liv og død, inntil budeien var kommet ned av hesten og nå med en bydende stemme lokket fæhunden til seg. Den var vant til å lyde hennes røst og gikk knurrende med halen mellom benene hen til hennes føtter. Stallkaren grep gårdshunden ved det ene øre og førte den inn i drengestuen, og nå drog toget mer fredelig henimot fjøset for å bindes på det vante sted.

Mor Berg foldede sine hender og sa: „Nå må vi takke Gud, der har bevaret vår eiendom i denne vanskelige sommer.“

86„Det har vist vært en dårlig busommer,“ svarede hennes mann. „Det er rimelig, far, i all den regn; men vi har dog fått mennesker og fe uskadde hjem, og er der liten budrot, så ville den vært mindre, hvis ikke Vorherre hadde lagt sin velsignelse til.“

Derpå tente mor Berg atter lyset for sin mann og gikk ut i kjøkkenet for at hilse på de hjemkomne og høre om deres hendelser.

Overbudeien og gjetergutten var denne aften fritagne for å sette kreaturene inn; de ble behandlet som gjester og satt allerede om bordet tillikemed de to karer, der hadde fulgt dem. På bordet stod et lys, et stort fat med rykende poteter, en stekepanne på en jernring, fylt med stekt flesk, og en spølkum kaffe for hver person. Jakob stod ved siden og så på, og så tok han seg en potet av og til, mens mor Berg bad dem gjøre seg tilgode.

Da måltidet var endt og bordbønnen holdt, satte Knut seg hen på skorstenskanten. Uaktet han var kobberrød i ansiktet av været og den hete kaffe, så syntes han dog, at han i aften hadde rett til alle hjemmets goder, også heden, og så skulle det nytes altsammen, om det enn sved i ansiktet.

Jakob hadde hatt stor lyst til å begynne en passiar med Knut; men sæterbudeien sa: „Du får gå og legge deg nå, Knut! Jeg kjenner den, der var oppe i dag, før solen rant, og som har gått i ulendt vei hele dagen. Tak nå Gud vakkert, som har ført deg vel hjem fra alle farer i fjellet, og sov godt.“ Knut gikk da til sengs, og gid hvert menneske må sove så søtt, som han sov den natt!

Hanna Winsnæs.