78

Man forlader dalbunden, hvorigjennem veien slynger sig, dreier tvert af og følger en eller anden sti eller ridevei, der ubarmhjertig gaar tilveirs opover aassiden. Underveis passerer man lidt efter lidt de forskjellige vekstbelter og kommer tilsidst — naar man har sagt farvel, først til den sidste furu, og endelig ogsaa til de forkrøblede birke, der frister et liv, fuldt af modgang og storme i sin tarvelige jordbund — op i høifjeldet, turisternes forjættede land. Der skuer man udover nøgne, brungrønne vidder, som bedækkes af det korte fjeldgræs, af den krybende vidje og den saftige dvergbirk; der ser du en mængde skar eller smaadale, hvor elvene gjør sine første barnlige udflugter; der rykker de mægtige, sneklædte fjeldtinder, som danner baggrunden, dig truende ind paa livet i den gjennemsigtige luft — og der er der om sommeren liv og virksomhed. Man skulde ikke tro det, naar man vandrer deroppe i al den ensomhed og stilhed; men det er dog saa, at disse fjeldstrækninger ikke er til alene for turisterne, ryperne og rensdyrene, men at de under sit golde ydre gjemmer rigdomme og erhvervskilder, der maaske i altfor liden grad er udnyttede af vort folk.

Naar vi er komne en tusend meter over havfladen, finder vi ofte sæter i sæter, og til dem vil vi ty. Vi vil holde os til sætrene paa de store gudbrandsdalske fjeldvidder; thi der har man alt, hvad der hører til et godt sæterliv, herlige fjeldstrøg, rige græsgange og et udmerket, rent og hyggeligt sæterstel.

Naar man har vandret i fjeldet en dag og gjennemgaaet alle de omskiftelser, en saadan tid bringer med sig; naar man har stønnet under opstigningen, kravlet over uren, varsomt trippet over myrerne og med større eller mindre held er kommen over fjeldbækken og fjeldelven: da længes man ved aftentid mod den lille, lave stue, som skal give hvile og vederkvægelse. Er det lidt mørkt om aftenen, og er man bleven træt, da er det ikke frit for, at man begynder at se sæterstuer baade hist og her, medens ens spændte fantasi med stor lethed anbringer dem paa adskillige ganske utilgjængelige og ubeboede steder. 79Har man nu paa denne maade gjort en række frugtesløse forsøg, og man endelig naar den eneste rigtige sæter, da er glæden stor, og det feiler ikke, at man jo ofte til sæterjentens store forskrækkelse gjør en meget støiende indtrædelse.

Men en god, rummelig sæter er ogsaa et hyggeligt sted. Man kommer i almindelighed ind i den egentlige sæterstue gjennem en ganske liden forstue, hvor de renskurede, tomme melkekar staar opstillede langs væggen, og hvor der vel ogsaa ofte findes en stor kobberpande fyldt med vand, som man bør vogte sig for at falde op i.

Sæterstuen er da et undertiden temmelig rummeligt værelse med peis, et bord, bænke langs væggene, en eller to krakker, en hylde, hvor sæterpigen har sine smaating, og endelig værelsets almindelige pest — en ostehylde, hvorfra de store, hvide, vordende gammeloste udsender sin ungdoms første duft. Sæterstuen har som oftest spærretag, idet nemlig hele tagets bjelkeverk ligger aabent, uden at der er anbragt loft.

Kommer man nu ind, bliver man modtagen af sæterjenten uden forlegenhed, men saagodtsom altid med en beskeden undskyldning for, at sæterstellet idag ikke er, som det burde være, og denne undskyldning faar man da høre, enten det hele stel er skinnende hvidt og blankt, eller det lader noget tilbage at ønske. Saa har hun da et og andet at ordne i sin yderst enkle og simple dragt — og saa gaar hun ind i melkeboden, hvor en mængde skinnende hvide melkekar staar opstillede, og kommer ud igjen for at byde gjesterne velkomst drikken.

Det er forskrækkeligt, hvor turisterne kan drikke melk! Folk, som forøvrigt i en meget tidlig alder har opgivet denne nydelse og gaaet over til andre drikkevarer, kjender ikke maal og maade, naar de kommer til sæteren, men drikker og drikker, saa at sæterjenten i begyndelsen ikke faar stort andet at gjøre end at fylde de store spølkummer og boller. Men sætermelken er ogsaa, i særdeleshed i de høiere beliggende sætre, saa liflig og læskende, at den ikke maa nævnes paa samme gang som det blandgods, hvormed byfolk ofte maa lade sig nøie.

Naar nu den første tørst endelig er slukket, gaar man — skjønt man nok senere igjen atter vil ty til melken — over til at ordne sig. Man pakker sine sager op, tænder lys, hvis man ikke er fornøiet med den blussende ild fra de krogede 80stubber paa peisen, gjør aftensmaden istand, fortærer den med glubende appetit og sætter sig saa med sin pibe rundt peisen for at afhandle dagens gjerning og for at tale med sæterjenten, der næsten altid sidder i arnekrogen tilbagelænet med hænderne i skjødet — og hører eller fortæller, eftersom det træffer sig. En saadan aften i sæteren er noget af det mest tillokkende og hyggelige, man kan tænke sig. Træthed og anstrengelse er glemt deroppe i hytten paa det øde fjeld, hvor stilheden og den mægtige natur alene hersker.

Saa fortæller da sæterjenten om sit ensomme og besværlige liv deroppe. Naar bonden antager eller ved, at sneen er gaaet saavidt bort paa fjeldet, at det byder nogen føde for kreaturerne, bliver der liv paa gaarden; thi da skal sætertoget udrustes og bølingen afsted. I mange bygder sendes alle kreaturer til sæters, og det ansees der som en stor overdaadighed, naar man beholder en ko eller to hjemme for at skaffe sig lidt sød melk om sommeren. Men bliver der end et par dyr hjemme, er det dog stille og trist i dalen, naar sætertoget har forladt den, og gaardens befolkning lytter vemodig efter jubelen og larmen af den bortdragende flok, der søger op mod det frie, lyse fjeld, «mens der er mørkt i dale.» Vi tager neppe feil, naar vi tror, at bonden især i fjeldbygderne betragter sæteren som sit hovedbøl om sommeren, og medens man, naar man en vinterdag kommer ind paa en bondegaard, finder liv og virksomhed, er der om sommeren stille og dødt — næsten ligesom i bygaardene, naar familien er flyttet paa landet, og kun husherren holder til i de mørke rum for at passe sine forretninger.

Det er et lystigt tog, toget op til sætrene. Sæterjenten, der ofte er ledsaget af en budeie af lavere rang, men saagodtsom altid af gjætergutten og buhunden, har ondt ved at holde styr paa den muntre, kaade skare, og gjederne er især vanskelige at holde i orden og trop, da de finder sin bedste regning ved at færdes paa de mest uveisomme steder og ligesom fornøier sig med at ærgre sin herskerinde ved at stille sig op paa en eller anden utilgjængelig sten med sammenstemmede forben og et spydigt grin paa det pudsige ansigt. Der skal mange gode ord for at faa dem ned i rækkerne igjen, og merker sæterjenten, at hendes indflydelse er forgjæves, maa buhunden se, hvad den kan udrette.

81Frem til sætrene kommer de da efter kortere eller længere tid. At tiden kan være lang nok, forstaar man bedst, naar man hører, at der gives gaarde, der har sine sætre indtil 150 kilometer borte. Men under sadanne omstændigheder maa der naturligvis flere til for at faa bølingen frem. Det almindelige er dog, at sætrene ligger 20 til 40 kilometer fra gaardene, og da rækker man med en anstrengt dagsreise derop.

Sæterlivet den første del af sommeren, førend varmen rigtig er kommen i veiret, og medens de store skidne sneflækker endnu ligger spredte henover sætervidderne, er just ikke synderlig tillokkende. Der kommer sjelden reisende og sjelden folk fra dalen; det er ofte trangt for føde til kreaturerne og følgelig sparsomt med melken, og stadig regn og storme forknytter de ensomme pilegrimme, der holder til oppe i ørkenen, og som maa ty indenfor de fire vægge for at søge ly og læ. Dersom man satte et forvænt bymenneske op mellem disse forhold, vilde der blive mismod og forknyttelse i denne store, triste ensomhed — men sæterjenten er vel vant dertil og tager det rolig, om det end er «stusle» paa sæteren, og om hun end maa begynde paa en smule vinter igjen, efterat sommeren forlængst har holdt sit prangende indtog i dalen.

Saa har hun jo sin lille bogsamling. Det nye testamente og en salmebog savnes sjelden eller aldrig paa hylden ved siden af finkammen af messing og speilstumpen. Desuden finder man ofte andagts- og sangbøger, visebøger og anden morskabslæsning.

Kreaturerne, gjætergutten og buhunden skjøtter sig saa godt som hele dagen selv og er som oftest ikke engang i syne fra sæteren. De kommer kun frem, naar der skal melkes, og først om aftenen er alle for alvor samlede om sætrene. Da er der brølen og brægen og huien, og over al denne larm lyder sæterjentens klingende lokkesang, naar hun kalder paa sine kreaturer med deres kjælenavne, f. eks. saaledes:

«Kom alle baana!Saa kom baana daa!Kom nu Brynhilde,saa kom nu baana!Morgenros, Lillegren,

I₂

82Maaneblank, Litago,Aftenpris, Altidren,Stjernehvid, Stillero,Svartblank, Dronninga,Rødbryn, Prinsessa,og stuten daa,saa kom no daa!

Saadan lokker hun kreaturerne til sig, hver ko med sit navn; kun studen er navnløs.

Før kl. 10—11 om aftenen er sæterjentens arbeide ikke endt, og da bliver der stille, undtagen naar en eller anden ko skaffer uro ved et nattebrøl. Om morgenen kl. 4—5 begynder støien igjen, og naar da den urolige flok er stelt og sendt afgaarde, har sæterjenten hele sit melkestel at tage vare. Da skal der kjernes og ystes, og da skal kjørlerne skures. Dette sidste er ingenlunde det letteste arbeide; thi sæterjenten sætter sin stolthed i at have skinnende koller. De skures med et slags siv, som kaldes skjæftegræs, og som tager en del af træet med sig. Kollerne kan dog i lang tid udholde denne haarde behandling, og vi saa i en sæter en kolle, hvis indskaarne aarstal viste, at den var tagen i brug i begyndelsen af forrige aarhundrede.

Naar veiret har sat sig, og sommeren er skreden længere frem, begynder der at blive mere folksomt paa sæteren. Fra gaarden kommer der bud med kløv for at hente surmelk og andre af sæterens frembringelser ned til dens behov. Saa kommer driftebønderne paa gjennemreise og andre folk, som har et eller andet at tage vare i fjeldet: snart fiskere, snart folk med et bidsel i haanden, der løber fra fjeld til fjeld efter en hest, som er løben bort — og endelig en hel del, som ingenting har at bestille.

Der kommer ofte muntre, tækkelige gutter fra dalen, der er til glæde og fornøielse for sæterjenten, og bringer afveksling i ensformigheden. Da bliver der udvekslet nyheder, der vistnok er af liden almindelig interesse, men som dog fortælles og høres med stor opmerksomhed — nyheder fra bygden og fra andre sætre, man har været indom paa veien. Da bliver der spøgt, leet og sunget, og aldrig gaar munterheden saa let som oppe paa sætrene.

83Er «hu mor» paa gaarden saa vidt ved magt, at hun tør tage sæterreisen fat, kommer hun vel en eller flere gange om sommeren op for at se paa stellet. Dette er et spændende og høitideligt besøg, thi da gjælder det at have sine sager i orden. Det tør vel træffe, at det betragtes som en lettelse, naar man har faaet «hu mor» vel tilhest igjen, og man kan overtage kommandoen alene.

Naar det begynder at lide mod høsten, kommer der et nyt tog til sæters. Det er slaattekarlene, som skal slaa den indhegnede sætervold og bringe avlingen ind i de lader, hvorfra den hentes til bygden om vinteren.

Først sent paa høsten (vel almindeligst i oktober) drager sæterfolket ned til bygden igjen; i den sidste tid er besøgene aldeles ophørte, og naar høststormene har huseret med al sin magt, og en godveirsdag har været en sjeldenhed, — da er det vel ikke at undres paa, at det er en glæde for folk og fæ at vende fjeldet ryggen. Men trods alt besvær og al ensomhed er dog sætertjenesten en kjær gjerning, og den, som kjender og forstaar at skatte fjeldlivet, vil vel kunne give sæterjenten fuldt medhold i, at det er vel værdt at overtage besvær og anstrengelse for at kunne trække veiret let og frit paa de herlige vidder.

Alt dette har nu sæterjenten dels fortalt os, dels vi fortalt hverandre ved peisen. Ilden er nedbrændt; vi skal tidlig op, og trætheden begynder at lukke vore øine. Vi maa derfor straks gaa til hvile. Føreren røver et eller andet plag til overbredsel og forsvinder. Hvor han ligger henne, det ved vi ikke, formodentlig i en krog af sauehuset eller vel endog under aaben himmel. Er der sæter i nærheden, gaar ogsaa sæterjenten sin vei, og nu skal sengepladse og gulvpladse retfærdigen fordeles. Lykkelig den, i hvis lod det falder at hvile i en af de rene senge paa det friske hø — og med skindfelden over sig. Denne skindfeld, der i almindelighed betragtes med forfærdelse som et aabenbart tilholdssted for utallige levende væsner, er paa de renslige sætre et udmærket godt og behageligt overbredsel. — Saa sover vi da ind og vaagner ikke, om end koen brøler i drømme, eller en eller anden sværmende gjedebuk skraber med hornene mod sætervæggen. — Godnat, godnat!

78

Man forlater dalbunnen, hvorigjennom veien slynger seg, dreier tvert av og følger en eller annen sti eller ridevei, der ubarmhjertig går til værs opover åssiden. Underveis passerer man litt etter litt de forskjellige vekstbelter og kommer til sist — når man har sagt farvel, først til den siste furu, og endelig også til de forkrøplede birke, der frister et liv, fullt av motgang og storme i sin tarvelige jordbunn — opp i høyfjellet, turisternes forjettede land. Der skuer man utover nakne, brungrønne vidder, som bedekkes av det korte fjellgress, av den krypende vidje og den saftige dvergbjørk; der ser du en mengde skar eller smådaler, hvor elvene gjør sine første barnlige utflukter; der rykker de mektige, snøkledde fjelltinder, som danner bakgrunnen, deg truende inn på livet i den gjennomsiktige luft — og der er der om sommeren liv og virksomhet. Man skulle ikke tro det, når man vandrer deroppe i all den ensomhet og stillhet; men det er dog så, at disse fjellstrekninger ikke er til alene for turistene, rypene og rensdyrene, men at de under sitt golde ytre gjemmer rigdomme og ervervskilder, der maaske i altfor liten grad er utnyttet av vårt folk.

Når vi er kommet en tusen meter over havflaten, finner vi ofte sæter i sæter, og til dem vil vi ty. Vi vil holde oss til setrene på de store gudbrandsdalske fjellvidder; thi der har man alt, hva der hører til et godt seterliv, herlige fjellstrøk, rike græsgange og et utmerket, rent og hyggelig seterstell.

Når man har vandret i fjellet en dag og gjennomgått alle de omskiftelser, en sådan tid bringer med seg; når man har stønnet under oppstigningen, kravlet over uren, varsomt trippet over myrerne og med større eller mindre held er kommet over fjellbekken og fjellelven: da lenges man ved aftentid mot den lille, lave stue, som skal gi hvile og vederkvegelse. Er det litt mørkt om aftenen, og er man blitt trett, da er det ikke fritt for, at man begynner å se seterstuer både hist og her, mens ens spente fantasi med stor letthet anbringer dem på adskillige ganske utilgjengelige og ubebodde steder. 79Har man nå på denne måte gjort en rekke fruktesløse forsøk, og man endelig når den eneste riktige sæter, da er gleden stor, og det feiler ikke, at man jo ofte til seterjentens store forskrekkelse gjør en meget støyende inntredelse.

Men en god, rummelig sæter er også et hyggelig sted. Man kommer i alminnelighet inn i den egentlige seterstue gjennom en ganske liten forstue, hvor de renskurede, tomme melkekar står oppstilte langs veggen, og hvor der vel også ofte finnes en stor kobberpanne fylt med vann, som man bør vokte seg for å falle opp i.

Sæterstuen er da et undertiden temmelig rommelig værelse med peis, et bord, bænke langs veggene, en eller to krakker, en hylle, hvor sæterpigen har sine småting, og endelig værelsets alminnelige pest — en ostehylle, hvorfra de store, hvite, vordende gammeloste utsender sin ungdoms første duft. Sæterstuen har som oftest sperretak, idet nemlig hele takets bjelkeverk ligger åpent, uten at der er anbrakt loft.

Kommer man nå inn, blir man mottatt av seterjenten uten forlegenhet, men så godt som alltid med en beskjeden unnskyldning for, at seterstellet i dag ikke er, som det burde være, og denne unnskyldning får man da høre, enten det hele stell er skinnende hvitt og blankt, eller det lar noe tilbake å ønske. Så har hun da et og annet å ordne i sin ytterst enkle og simple drakt — og så går hun inn i melkeboden, hvor en mengde skinnende hvite melkekar står oppstilte, og kommer ut igjen for å by gjestene velkomst drikken.

Det er forskrekkelig, hvor turistene kan drikke melk! Folk, som forøvrig i en meget tidlig alder har oppgitt denne nytelse og gått over til andre drikkevarer, kjenner ikke mål og måte, når de kommer til seteren, men drikker og drikker, så at seterjenten i begynnelsen ikke får stort annet å gjøre enn at fylde de store spølkummer og boller. Men setermelken er også, i særdeleshet i de høyere beliggende sætre, så liflig og leskende, at den ikke må nevnes på samme gang som det blandgods, hvormed byfolk ofte må la seg nøye.

Når nå den første tørst endelig er slukket, går man — skjønt man nok senere igjen atter vil ty til melken — over til å ordne seg. Man pakker sine sager opp, tenner lys, hvis man ikke er fornøyet med den blussende ild fra de krokete 80stubber på peisen, gjør aftensmaten i stand, fortærer den med glupende appetitt og setter seg så med sin pipe rundt peisen for at afhandle dagens gjerning og for å tale med seterjenten, der nesten alltid sitter i arnekroken tilbakelenet med hendene i skjødet — og hører eller forteller, ettersom det treffer seg. En sådan aften i seteren er noe av det mest tillokkende og hyggelige, man kan tenke seg. Tretthet og anstrengelse er glemt deroppe i hytten på det øde fjell, hvor stillheten og den mektige natur alene hersker.

Så forteller da seterjenten om sitt ensomme og besværlige liv deroppe. Når bonden antar eller ved, at sneen er gått såvidt bort på fjellet, at det byr noen føde for kreaturene, blir der liv på gården; thi da skal setertoget utrustes og bølingen av sted. I mange bygder sendes alle kreaturer til seters, og det anses der som en stor overdådighet, når man beholder en ko eller to hjemme for å skaffe seg litt søt melk om sommeren. Men blir der enn et par dyr hjemme, er det dog stille og trist i dalen, når setertoget har forlatt den, og gårdens befolkning lytter vemodig etter jubelen og larmen av den bortdragende flok, der søker opp mot det frie, lyse fjell, «mens der er mørkt i dale.» Vi tar neppe feil, når vi tror, at bonden især i fjellbygdene betrakter seteren som sitt hovedbøl om sommeren, og mens man, når man en vinterdag kommer inn på en bondegård, finner liv og virksomhet, er der om sommeren stille og dødt — nesten likesom i bygårdene, når familien er flyttet på landet, og kun husherren holder til i de mørke rom for å passe sine forretninger.

Det er et lystig tog, toget opp til setrene. Seterjenten, der ofte er ledsaget av en budeie av lavere rang, men så godt som alltid av gjetergutten og buhunden, har ondt ved å holde styr på den muntre, kaade skare, og geitene er især vanskelige å holde i orden og tropp, da de finner sin beste regning ved å ferdes på de mest uveisomme steder og likesom fornøyer seg med å ergre sin herskerinne ved å stille seg opp på en eller annen utilgjengelig stein med sammenstemmede forben og et spydigt grin på det pudsige ansikt. Der skal mange gode ord for å få dem ned i rekkene igjen, og merker seterjenten, at hennes innflytelse er forgjeves, må buhunden se, hva den kan utrette.

81Frem til setrene kommer de da etter kortere eller lenger tid. At tiden kan være lang nok, forstår man best, når man hører, at der gives gaarde, der har sine sætre inntil 150 kilometer borte. Men under sadanne omstendigheter må der naturligvis flere til for å få bølingen frem. Det alminnelige er dog, at setrene ligger 20 til 40 kilometer fra gårdene, og da rekker man med en anstrengt dagsreise derop.

Seterlivet den første del av sommeren, før varmen riktig er kommet i været, og mens de store skitne snøflekker ennå ligger spredte henover seterviddene, er just ikke synderlig tillokkende. Der kommer sjelden reisende og sjelden folk fra dalen; det er ofte trangt for føde til kreaturene og følgelig sparsomt med melken, og stadig regn og storme forknytter de ensomme pilegrimme, der holder til oppe i ørkenen, og som må ty innenfor de fire vegger for å søke ly og læ. Dersom man satte et forvent bymenneske opp mellom disse forhold, ville der bli mismot og forknyttelse i denne store, triste ensomhet — men seterjenten er vel vant dertil og tar det rolig, om det enn er «stusle» på seteren, og om hun enn må begynne på en smule vinter igjen, etter at sommeren forlengst har holdt sitt prangende indtog i dalen.

Så har hun jo sin lille boksamling. Det nye testamente og en salmebok savnes sjelden eller aldri på hyllen ved siden av finkammen av messing og speilstumpen. Dessuten finner man ofte andagts- og sangbøker, visebøker og annen morskabslæsning.

Kreaturene, gjetergutten og buhunden skjøtter seg så godt som hele dagen selv og er som oftest ikke engang i syne fra seteren. De kommer kun frem, når der skal melkes, og først om aftenen er alle for alvor samlede om setrene. Da er der brølen og brægen og huien, og over all denne larm lyder seterjentens klingende lokkesang, når hun kaller på sine kreaturer med deres kjælenavn, f. eks. således:

«Kom alle baana!Så kom baana daa!Kom nå Brynhilde,så kom nå baana!Morgenros, Lillegren,

I₂

82Måneblank, Litago,Aftenpris, Altidren,Stjernehvit, Stillero,Svartblank, Dronninga,Rødbryn, Prinsessa,og stuten daa,så kom no daa!

Sådan lokker hun kreaturene til seg, hver ko med sitt navn; kun stuten er navnløs.

Før kl. 10—11 om aftenen er seterjentens arbeide ikke endt, og da blir der stille, unntagen når en eller annen ko skaffer uro ved et nattebrøl. Om morgenen kl. 4—5 begynner støyen igjen, og når da den urolige flok er stelt og sendt afgaarde, har seterjenten hele sitt melkestell å ta vare. Da skal der kjernes og ystes, og da skal kjørlene skures. Dette siste er ingenlunde det letteste arbeide; thi seterjenten setter sin stolthet i å ha skinnende koller. De skures med et slags siv, som kalles skjæftegræs, og som tar en del av treet med seg. Kollene kan dog i lang tid utholde denne harde behandling, og vi så i en sæter en kolle, hvis innskårne årstall viste, at den var tatt i bruk i begynnelsen av forrige århundre.

Når været har satt seg, og sommeren er skreden lenger frem, begynner der å bli mer folksomt på seteren. Fra gården kommer der bud med kløv for å hente surmelk og andre av seterens frembringelser ned til dens behov. Så kommer driftebøndene på gjennomreise og andre folk, som har et eller annet å ta vare i fjellet: snart fiskere, snart folk med et bissel i hånden, der løper fra fjell til fjell etter en hest, som er løben bort — og endelig en hel del, som ingenting har å bestille.

Der kommer ofte muntre, tekkelige gutter fra dalen, der er til glede og fornøyelse for seterjenten, og bringer avveksling i ensformigheten. Da blir der utvekslet nyheter, der vistnok er av liten alminnelig interesse, men som dog fortelles og høres med stor oppmerksomhet — nyheter fra bygden og fra andre sætre, man har vært innom på veien. Da blir der spøkt, ledd og sunget, og aldri går munterheten så lett som oppe på setrene.

83Er «hu mor» på gården så vidt ved makt, at hun tør ta seterreisen fat, kommer hun vel en eller flere ganger om sommeren opp for å se på stellet. Dette er et spennende og høytidelig besøk, thi da gjelder det å ha sine sager i orden. Det tør vel treffe, at det betraktes som en lettelse, når man har fått «hu mor» vel til hest igjen, og man kan overtage kommandoen alene.

Når det begynner å lide mot høsten, kommer der et nytt tog til seters. Det er slåttekarlene, som skal slå den innhegnet setervoll og bringe avlingen inn i de lar, hvorfra den hentes til bygden om vinteren.

Først sent på høsten (vel alminneligst i oktober) drager sæterfolket ned til bygden igjen; i den siste tid er besøkene aldeles opphørte, og når høststormene har huseret med all sin makt, og en godveirsdag har vært en sjeldenhet, — da er det vel ikke å undres på, at det er en glede for folk og fe å vende fjellet ryggen. Men trass alt besvær og all ensomhet er dog setertjenesten en kjær gjerning, og den, som kjenner og forstår å skatte fjellivet, vil vel kunne gi seterjenten fullt medhold i, at det er vel verdt at overtage besvær og anstrengelse for å kunne trekke været lett og fritt på de herlige vidder.

Alt dette har nå seterjenten dels fortalt oss, dels vi fortalt hverandre ved peisen. Ilden er nedbrent; vi skal tidlig opp, og trettheten begynner å lukke våre øyne. Vi må derfor straks gå til hvile. Føreren røver et eller annet plag til overbredsel og forsvinner. Hvor han ligger henne, det vet vi ikke, formodentlig i en krok av sauehuset eller vel endog under åpen himmel. Er der sæter i nærheten, går også seterjenten sin vei, og nå skal sengeplasser og gulvplasser retfærdigen fordeles. Lykkelig den, i hvis lot det faller å hvile i en av de rene senger på det friske hø — og med skinnfellen over seg. Denne skinnfell, der i alminnelighet betraktes med forferdelse som et åpenbart tilholdssted for utallige levende vesener, er på de renslige sætre et utmerket godt og behagelig overbredsel. — Så sover vi da inn og våkner ikke, om enn koen brøler i drømme, eller en eller annen svermende geitebukk skraper med hornene mot seterveggen. — Godnatt, godnatt!