For nylig spurgte min nabo mig: «Kan I vel fortælle mig, hvilke timer der er de farligste for gutter?» og da jeg svarede: «Nei, det ved jeg ikke,» vedblev han: «Jo, det er om søndags eftermiddagen mellem overhøringen og aftensmaaltidet.» — Anden søndag efter trinitatis, om eftermiddagen ved den tredje time, legte Adam, garverens lille søn, i smedemester Holl’s verksted, og der stjal han en liden dirik, som hang i en stor jernring sammen med en hel del andre. Hjemkommen lagde han den i sin legekurv og gik sin vei igjen. Men denne legekurv lignede livagtig et kraakerede og var saa fuld af uretfærdigt gods som en tyveknegts sæk paa en markedsplads. Garverkonen kunde nok have opdaget det altsammen, havde hun bare passet bedre paa sin søn end paa mangt og meget, som ikke kom hende ved. — Aaret efter, paa første søndag efter paaske, om eftermiddagen ved den fjerde time, stod Adam og legte med diriken ved sin madmoders gadedør, og hun var ikke hjemme. Og da han gjorde, som laasesmeden gjør, naar han har forlagt nøglen til skabet, saa gik døren op og Adam ind i stuen, og eftersom den halvkrone, som laa paa bordet, ikke rigtig vidste, hvem den tilhørte, saa tog Adam den og gik ud og slog døren ilaas efter sig. — Saa var det atter ti aar bagefter paa første søndag i advent, om eftermiddagen ved den femte time, da sad Adam og endel andre lystige kamerater i vertshuset samlede om en kortleg, og skjønt han blev den ene bet efter den anden, brød han sig ikke stort om det; for han tænkte ved sig selv: «Aa pyt! naar jeg kommer hjem, kan jeg bare tage min dirik og dirke op fars væggeskab, saa ofte jeg vil, og tage ud hans blanke dalere.» — Derpaa fem aar senere, det var fastelavns-søndag om aftenen ved den sjette time, sad Adam i en barhytte i skogen og legte med terninger og blanke dukater. Nu var han bleven anfører for en hel røverbande og havde med sin dirik faaet op jernskabet hos en rig mand og skrabet til sig alle de guldstykker, som deri fandtes. Men netop som han gjorde det bedste kast, traadte seks konstabler ind i rummet uden at banke paa døren, bandt hans hænder og fødder og førte ham til et andet vertshus, som var vel forsynet med jerngitter. Endelig fem uger efter, det var sjette søndag efter paaske, stod Adam om natten ved den tolvte time og legte med sin dirik paa døren af sit fængsel. Men hans haand skalv, som var han i disse fem 73uger bleven femti aar ældre. Thi det blev ham vel trangt herinde, og han vilde meget hellere have været udenfor. Men diriken gik tvert over og blev siddende i nøglehullet. Og tre dage efter kom der en mand med rød kappe og førte ham ud paa torvet, og det blev hans sidste vandring.

K. Støber.

For nylig spurte min nabo meg: «Kan dere vel fortelle meg, hvilke timer der er de farligste for gutter?» og da jeg svarte: «Nei, det vet jeg ikke,» vedble han: «Jo, det er om søndags ettermiddagen mellom overhøringen og aftensmåltidet.» — Annen søndag etter trinitatis, om ettermiddagen ved den tredje time, lekte Adam, garverens lille sønn, i smedemester Holl’s verksted, og der stjal han en liten dirik, som hang i en stor jernring sammen med en hel del andre. Hjemkommen la han den i sin lekekurv og gikk sin vei igjen. Men denne lekekurv lignet livaktig et kråkerede og var så full av urettferdig gods som en tyveknegts sekk på en markedsplass. Garverkonen kunne nok ha oppdaget det altsammen, hadde hun bare passet bedre på sin sønn enn på mangt og meget, som ikke kom henne ved. — Året etter, på første søndag etter påske, om ettermiddagen ved den fjerde time, stod Adam og lekte med diriken ved sin madmoders gatedør, og hun var ikke hjemme. Og da han gjorde, som låsesmeden gjør, når han har forlagt nøkkelen til skapet, så gikk døren opp og Adam inn i stuen, og ettersom den halvkrone, som lå på bordet, ikke riktig visste, hvem den tilhørte, så tok Adam den og gikk ut og slo døren i lås etter seg. — Så var det atter ti år bakefter på første søndag i advent, om ettermiddagen ved den femte time, da satt Adam og endel andre lystige kamerater i vertshuset samlede om en kortlek, og skjønt han ble den ene bet etter den annen, brød han seg ikke stort om det; for han tenkte ved seg selv: «Å pytt! når jeg kommer hjem, kan jeg bare ta min dirik og dirke opp fars veggskap, så ofte jeg vil, og ta ut hans blanke dalere.» — Derpå fem år senere, det var fastelavns-søndag om aftenen ved den sjette time, satt Adam i en barhytte i skogen og lekte med terninger og blanke dukater. Nå var han blitt anfører for en hel røverbande og hadde med sin dirik fått opp jernskapet hos en rik mann og skrapet til seg alle de gullstykker, som deri fantes. Men nettopp som han gjorde det beste kast, trådte seks konstabler inn i rommet uten å banke på døren, bandt hans hender og føtter og førte ham til et annet vertshus, som var vel forsynet med jerngitter. Endelig fem uker etter, det var sjette søndag etter påske, stod Adam om natten ved den tolvte time og lekte med sin dirik på døren av sitt fengsel. Men hans hånd skalv, som var han i disse fem 73uker blitt femti år eldre. Thi det ble ham vel trangt herinde, og han ville meget hellere have vært utenfor. Men diriken gikk tvert over og ble sittende i nøklehullet. Og tre dage etter kom der en mann med rød kappe og førte ham ut på torvet, og det ble hans siste vandring.

K. Støber.