Tømmertrafiken er solungens liv, og dette liv naar sit høidepunkt i flødningstiden. Aldrig er solungen kvikkere eller vittigere, aldrig er han mere letvindt, end naar han med næversko paa render fra den ene stok til den anden eller midt i gule fossen seiler nedover paa en tømmerhaug, som han netop har løst. Det gaar paa livet mangen gang, og for den, som ikke er vant med dette arbeide, ser det farligere ud end linedansernes og beridernes halsbrækkende spring. Men fløderlivet, fuldt af afveksling og farer, tiltaler solungens livlige sind. Øvelsen fra smaagut af giver ham denne koldblodighed i fare og denne ligevegt i legemet, som alene kan fri ham fra døden i fossestupet eller fra at knuses under de mægtige tømmerhauger.
Det var en vakker vaardag med løvspræt og solskin, da vi kom op til en af de større fosse i Flisen for at se paa flødningen. Elven var stor, og de gule vandmasser for dundrende udover heldingen. Midt i løbet laa nogle mægtige fjeldstykker, hvorimod tømmeret styrtede, naar det kom nedover faldet, og flere hundrede tylvter havde bundet sig fast til en eneste stor haug, der syntes saa fast som selve fjeldet. Vel et halvt hundrede mand var ifærd med at faa haugen ud. Nogle drev i baade i elven nedenfor og ovenfor for at give tømmerstokkene det rette løb; andre stod i land og kommanderede; men de fleste var paa tømmerhaugen og søgte at faa denne løs ved at overhugge eller løse de stokke, som bandt haugen. Fossen dundrede om dem og oversprøitede dem med skum; men de brød sig intet derom. De hang som fluer paa tømmerstokkene eller sprang omkring som linerler. Det hændte vel iblandt, at en eller anden mindre behændig fløder traadte feil og fik sig et koldt bad; men i et nu hævede han sig op igjen 74paa stokken, og en haanende skoggerlatter var al den trøst, han fik.
Men haugen vilde ikke gaa. Fløder-husbonden kommanderede, og folkene arbeidede; men haugen stod lige fast. «Du faar ud du, Ola Krogen,» skreg gamle Knud oppe paa bakken til en ung gut, som med baadshagen i haanden nogle øieblik havde staaet og seet paa arbeidet. Gutten lo; der var overmod og livslyst i denne latter. Han saa et øieblik paa tømmerhaugen, og med baadshagen i den ene haand og øksen i den anden sprang han udover tømmerstokkene, som drev gjennem den stride strøm, saa sikkert, som om han gik paa stuegulvet.
Tømmerhaugen taarnede sig mange meter høit op, og Ola Krogen speidede rundt for at se, hvor den stok sad, som bandt det hele. Endelig lader han til at have fundet den; han griber øksen, gaar inderst ind under tømmerhaugen og begynder at hugge. Samtlige flødere stansede forfærdede i sit arbeide. Havde han truffet den rette stok, og tømmerhaugen gik løs, syntes det uundgaaeligt, at den maatte styrte udover ham og knuse ham. En aandeløs taushed herskede, kun afbrudt af fossens brummen, tømmerstokkenes dundren mod klipperne og guttens sikre øksehug. Pludselig hørtes et forfærdeligt brag, og alle fløderne udpressede uvilkaarlig et ængsteligt «pas dig!» Da dundrede tømmerhaugen udover, en forvirret masse af stokke, vand og fosseskum; men da den var kommen ud i det stillere vand, seilede gutten paa toppen af haugen med baadshagen i haanden, og et rungende hurra hilste ham velkommen tilbage til livet.
Nu var det værste arbeide gjort. Det gjaldt blot at passe paa, at ikke tømmeret bandt sig paany, og dertil var nogle faa mænd nok. Hele den øvrige flødermagt gik derfor iland for at holde middag, og der var en uendelighed af husholdninger, da enhver fik sin næverkont frem. Et gammelt kvindfolk fulgte toget som marketenterske og havde opslaaet sig et midlertidigt hjem i en granhytte, hvor en mægtig kaffekjedel stod og putrede. Bag i hytten laa forskjellige gjenstande; nogle saa ud som brændevinsdunker og klunkeflasker. Nu gik det dog meget anstændig til; for der var jo fremmede og storfanter tilstede.
75Fløderne havde nok et vidtløftigt regnskab med gamlemor, saa det ud til. Nogle var betroede og fik kaffe, andre fik ikke og maatte liste sig slukørede bort med allehaande formaninger fra Marte. Ola Krogen kom ogsaa slængende og bad om en kop. «Ola, Ola, det gaar aldrig an,» skreg Marte. «Du skylder mig for 19 kopper og saa for — ja det kan være det samme. Og saa er du den styggeste fant af dem alle, du drikker og spiller bort skjorten af kroppen, gjør du.» «Aa pyt, je faar høieste fløderbetaling naa, sa’n Knud ista, for de’ je’ er saa hard til aa løise.» «Du spiller om liv, gut; du kommer aldrig fra det, og saa taber jeg det, som jeg sætter ud paa dig.» «Aa, kjære Marte, du faar naa inte være saa hard du heller. Du liker kveke fløitarer, sier dom, aa du har havt din engang du ossaa.» «Ti stille, gut, ti stille, her har du kaffe; men tal aldrig mere om det, gjør aldrig det.»
Denne samtale kom vi til at høre blandt mange flere ved Martes kaffehytte, og da vi senere sad borte paa elvebakken og talte med fløder-husbonden, Knud Aasen, spurgte vi om Marte.
«Ja hun og jeg er vel nu af de ældste flisflødere,» sagde Knud. «Det er omkring 40 aar siden, da var Marte saa pen en jente, som der nogensinde gik i Solør. Og kjærest havde hun ogsaa, som var staut kar og saa kvek en flisfløder, som nogensinde har brugt baadshage. Saa var det en vakker helgedag, jeg trur, det var i pinsen; vi laa netop her, og streng arbeidshusbond havde vi, saa vi maatte arbeide baade tidlig og sent. Den dagen saa kom Marte og mange andre jenter hid og skulde se paa flødningen, og da var det ligesom nu, at en stor tømmerhaug havde lagt sig ved skjæret der. Halvor i Lia var da ude og skulde løse; men da tømmerhaugen for udover, hørte vi et skrig, og det var, ligesom det svarede i jenteflokken. Halvor kom ikke op igjen; men dagen efter fandt vi nogle ukjendelige levninger af et lig drevet op i en vig nede ved elven, og det maatte være ham. Men Marte holdt sig til flisfløderne siden, og da saa kaffen blev saa gjev, da gav hun sig med i flødningen og holder vel paa dermed, saalænge hun lever.»
H. Schulze.