Der var engang en garver og en bager, som boede ligeoverfor hinanden, og det gule forklæde og det hvide forklæde kom inderlig godt overens. Naar der hos garverens kom et barn til verden, var det bagerens kone, som bar det til daaben, og naar bageren i sin store frugthave istedenfor et gammelt træ trængte til et ungt, gik garveren ud i sin deilige planteskole og tog ud det smukkeste, han havde der, et plomme- eller et æble- eller et pære- eller et kirsebærtræ, alteftersom det skulde stilles paa det ene eller det andet sted, paa en fed eller en mager plads. — Baade paaskeaften og mortensaften og juleaften kom bagerens kone, 70som selv ingen børn havde, med en stor kurv paa armen over til nabofolkene og delte ud mellem gudbørnene, hvad en eller anden venlig aand havde stukket ind under den snehvide serviet. — Jo gladere børnene var over de rige gaver, desto mere kom hustruerne til at holde af hinanden, og man behøvede ikke at kunne spaa for af gruset i deres kaffekopper at kunne forudsige, at de altid vilde blive gode venner.
Men deres mænd havde hver sin hund: garveren, som var glad i at gaa paa jagt, en stor, brun støver, og bageren en liden, snehvid puddel. Begge mente de at eie det smukkeste og bedste dyr i sin art. Og saa skede det da en dag, at puddelen havde faaet fat i et lidet kalveben, som han ikke godvillig vilde overlade støveren. Han havde vel glemt, at det er en farlig sag at negte en fornem herre noget. Først knurrede de, og siden bed de, og inden bageren fik tid til at komme op fra den grønne bænk, han sad paa udenfor huset, laa hans hund med knækket nakke for hans fødder, og støveren løb sin vei med benet i munden og halen mellem benene. I den høieste forbitrelse og vrede tog den myrdede hunds eier en vældig sten og kastede den efter morderen og røveren. Men hvad hjalp det? Stenen traf ikke hundens hoved, men dens eiers vindusrude, for igjennem denne midt ind paa bordet i stuen, hvor han netop sad og læste sin avis, og borede et stort hul i den. Uden at spørge, hvor skuddet kom fra, rev garveren det knuste vindu helt op og begyndte at bruge mund. Naboen med det hvide forklæde og de opsmøgede skjorteærmer blev ham ikke svar skyldig, børn og folk kom løbende til, og — ja det var liden glæde at se ham! — Den onde stod sikkerlig ikke langt borte, skjønt de stridende ikke tænkte paa ham. Bageren forlod kamppladsen først, men blot for at stævne sin nabo for retten. Solen gik ned over begges vrede, og dagen efter mødte de for retten. Garveren blev dømt til at bøde fire kroner for den ihjelbidte puddel, der dog, som han, jagtelskeren, udtrykte sig, ikke var et skud krudt værd, og bageren maatte betale noget nær det samme for den sønderslaaede rude og hullet i avisen, og omkostningerne maatte de dele ligt begge to.
Fra denne dag af var der et bittert fiendskab mellem de to familier. Aldrig fløi der mer noget venligt ord over gaden mellem dem. Gik garverkonen til kirken paa venstre 71side af gaden, saa gik bagerkonen paa høire; sad bageren et sted, saa tog garveren aldrig sin plads i nærheden. For den uskyldige part, for børnene hos garveren, vankede der aldrig nogen gaver mere fra gudmoders side, hverken til paaske, mortensdag eller jul.
Og saaledes holdt det ved næsten i tre aar. Engang, mod slutningen af det tredje aar, satte garveren og hans hustru sig om eftermiddagen til bordet for at drikke sin kaffe. Men da konen drog ud bordskuffen, var der ingen kringler mere. Hendes lille Helm, som stod ved hendes side og strakte sig op paa tærne for at se ned i skuffen, raabte straks: «Mor, kom med 10 øre, jeg skal løbe efter kringler.» Derpaa vendte han sig i sit barnlige hastverk til faderen og sagde: «Men idag løber jeg ikke saa længe omkring; er der ingen kringler at faa hos bageren paa hjørnet, gaar jeg nok engang igjen over til gudfar, jeg.» Garveren, som muligens merkede, hvordan Herrens naadeshaand bankede paa hos ham, sagde hverken ja eller nei og lod den lille krabat løbe. Men hos bageren paa hjørnet var alle kringler alt udsolgte, og Helm kom atter løbende op ad gaden, og som livlige børn har for skik, lod han sine tanker komme tilorde i sang, saa hele gaden kunde høre ham: «Nu gaar jeg til gudfar, jeg, nu gaar jeg til gudfar, jeg.» Ærgerlig over skrighalsen vilde hans fader stanse ham i farten. Men inden han kunde faa vinduet op, som var groet fast i det fugtige veir, var den lille sangfugl alt smuttet ind igjennem døren og — kom faa øieblik efter ud igjen som fredsdue. Istedenfor oljekvisten bar han i sin haand en stor sukkerkringle, han havde faaet i foræring, og han raabte, hoppende over terskelen ind i stuen: «Jeg skal hilse baade far og mor saa vakkert fra gudfar, og de bad mig snart komme igjen.»
Endnu samme aften vekslede naboerne et par venlige ord over gaden; næste dag sad det hvide forklæde og det gule forklæde atter ved siden af hinanden paa den grønne bænk, og den tredje dag stod konerne og viste hinanden det lerred, de havde spundet og vævet paa i de tre onde aar, og fortalte hinanden, hvorofte de havde siddet over arbeidet og fældt bitre taarer over den ulykkelige splid. Og det var høi tid, at Herren havde ladet fredsduen flyve over. Nogle uger efter blev bageren pludselig heftig syg af nervefeber, og inden faa dage var han død og begraven.
K. Støber.