Gjennem sneen og gjennem Schwarzwalds granskoge kommer om aftenen den 5te december 1807 et otteaarigt pigebarn halvt barfodet og halvt nøgent udenfor en fattig dagleiers hytte i fjeldegnen og slaar sig uden videre sammen med den fattige mands børn, som gik udenfor hytten, leger med dem, gaar med dem ind i stuen og tænker slet ikke paa at gaa igjen. Ikke anderledes end et lam, som er kommet bort fra hjorden og er faret vild; naar det igjen kommer til sine lige, saa er alting godt igjen. Dagleieren spørger barnet, hvor det kommer fra. «Henne fra Gutenberg.» — «Hvad heder din fader?» — «Jeg har ingen fader.» — «Hvad heder din moder?» — «Jeg har ingen moder.» — «Hvem hører du da ellers til?» — «Jeg hører ellers ingen til.» Af alt, som han spurgte om, var kun saa meget at faa ud, at pigebarnet var opsnappet af tiggere, at hun i flere aar havde trukket omkring med betlere og landstrygere, at de tilsidst havde gaaet fra hende, og at hun havde vandret et stykke vei alene og nu var her.

Da dagleieren med sin familie spiste tilaftens, satte det fremmede barn sig tilbords med. Da det var sovetid, lagde hun sig paa bænken ved kakkelovnen og sov med; saaledes den anden dag, saaledes den tredje. Thi manden tænkte: jeg kan dog ikke jage det arme barn ud igjen i saa elendig en tilstand, som hun er i, hvor tungt det end falder mig at holde én mere med kost. Men den tredje dag sagde han til sin kone: «Kone! jeg vil dog ogsaa lade presten se hende.» Presten 69roste den fattige mands tænkemaade — fortælleren gjør det samme. «Men pigebarnet,» sagde presten, «skal ikke dele brødet med eders børn; saa bliver stykkerne for smaa. Jeg vil se mig om efter en fader og moder til hende.» Dermed gik presten hen til en velhavende og veltænkende mand i sit sogn, som selv havde faa børn, og fortælleren ved just ikke, hvorledes han lagde sine ord for denne mand. «Peter» — tænker jeg, han sagde — «vil I tage imod en foræring?» — «Det kommer an paa, hvad det er,» svarede manden. «Den kommer fra den gode Gud.» — «Naar den kommer fra ham, saa er det noget godt.» Saa tilbød presten ham det forladte pigebarn og fortalte ham den hele historie saaledes og saaledes. Manden og konen tog med glæde imod barnet. «Naar hun skikker sig vel,» sagde manden, «saa vil jeg opdrage hende, indtil hun selv kan tjene for sit brød. Og skikker hun sig ikke godt, vil jeg alligevel beholde hende til foraaret; thi vinteren er ingen god barnepige.» Nu har han allerede havt hende fire vintre og fire somre med. Thi barnet skikkede sig vel, var lydigt og taknemmeligt og flittigt i skolen, og mad og drikke er ikke den største velgjerning, det fromme egtepar udøver mod hende, men den kristelige tugt, den faderlige opdragelse og den moderlige pleie. Den, som saa det fremmede barn blandt de andre i skolen, skulde ikke kunne kjende hende igjen, saa godt ser hun ud, og saa smukt er hun klædt. Saadant noget glæder fortælleren inderlig, og han kunde nævne den brave dagleier og de brave pleieforældre ved navn, hvo de er, og hvad de heder. Men han tier bomstille.

F. Hebel.

Gjennom sneen og gjennom Schwarzwalds granskoger kommer om aftenen den 5te desember 1807 et åtteårig pikebarn halvt barfotet og halvt nøgent utenfor en fattig dagleiers hytte i fjellegnen og slår seg uten videre sammen med den fattige mands barn, som gikk utenfor hytten, leger med dem, går med dem inn i stuen og tenker slett ikke på å gå igjen. Ikke annerledes enn et lam, som er kommet bort fra hjorden og er faret vill; når det igjen kommer til sine like, så er alting godt igjen. Dagleieren spør barnet, hvor det kommer fra. «Henne fra Gutenberg.» — «Hva heter din far?» — «Jeg har ingen far.» — «Hva heter din mor?» — «Jeg har ingen mor.» — «Hvem hører du da ellers til?» — «Jeg hører ellers ingen til.» Av alt, som han spurte om, var kun så meget å få ut, at pikebarnet var oppsnappet av tiggere, at hun i flere år hadde trukket omkring med betlere og landstrykere, at de til sist hadde gått fra henne, og at hun hadde vandret et stykke vei alene og nå var her.

Da dagleieren med sin familie spiste til aftens, satte det fremmede barn seg til bords med. Da det var sovetid, la hun seg på benken ved kakkelovnen og sov med; således den annen dag, således den tredje. Thi mannen tenkte: jeg kan dog ikke jage det arme barn ut igjen i så elendig en tilstand, som hun er i, hvor tungt det enn faller meg å holde én mer med kost. Men den tredje dag sa han til sin kone: «Kone! jeg vil dog også lade presten se henne.» Presten 69roste den fattige mands tenkemåte — fortelleren gjør det samme. «Men pikebarnet,» sa presten, «skal ikke dele brødet med deres barn; så blir stykkene for små. Jeg vil se meg om etter en far og mor til henne.» Dermed gikk presten hen til en velhavende og veltænkende mann i sitt sogn, som selv hadde få barn, og fortelleren ved just ikke, hvorledes han la sine ord for denne mann. «Peter» — tenker jeg, han sa — «vil dere ta imot en foræring?» — «Det kommer an på, hva det er,» svarte mannen. «Den kommer fra den gode Gud.» — «Når den kommer fra ham, så er det noe godt.» Så tilbød presten ham det forlatte pikebarn og fortalte ham den hele historie således og således. Mannen og konen tog med glede imot barnet. «Når hun skikker seg vel,» sa mannen, «så vil jeg oppdra henne, inntil hun selv kan tjene for sitt brød. Og skikker hun seg ikke godt, vil jeg allikevel beholde henne til foråret; thi vinteren er ingen god barnepike.» Nå har han allerede hatt henne fire vintre og fire somre med. Thi barnet skikkede seg vel, var lydig og takknemlig og flittig i skolen, og mat og drikke er ikke den største velgjerning, det fromme ektepar utøver mot henne, men den kristelige tukt, den faderlige oppdragelse og den moderlige pleie. Den, som så det fremmede barn blant de andre i skolen, skulle ikke kunne kjenne henne igjen, så godt ser hun ut, og så smukt er hun kledd. Sådant noe gleder fortelleren inderlig, og han kunne nevne den brave dagleier og de brave pleieforeldre ved navn, hvo de er, og hva de heder. Men han tier bomstille.

F. Hebel.