Læreplanatlas
4. BindV. Fortællinger og beskrivelser.

35. Den skadeskudte kjeld.

Af Vibe

67

Jeg maa bekjende, fortæller major Vibe i «Erindringer fra mit kystmaalerliv i det nordlige Norge,» at vor begjærlighed efter at skyde var meget stor, og at vi i begyndelsen skjød «blot til lyst;» men i 1828 — heldigvis det første af vore arbeidsaar — indtraf en begivenhed, som, skjønt dens gjenstand kun var et ubetydeligt dyr, dog nedstemte jagtlysten og gjorde os mere skjønsomme i valget af vore jagtgjenstande.

Sagen var nemlig den, at naar vi var komne i havn og havde kastet anker, var vor første forretning at gribe vore geværer, gaa i land og nedskyde alt, hvad der kom os for øie, enten det var os til nytte eller ikke. Dette var en hensynsløs dræben, som blot kunde undskyldes med den hos unge jægere ustyrlige ivrighed efter at skyde og bringe bytte hjem. Enhver vilde bringe det meste. Det hændte sig nu allerede i den første maaned af vor arbeidstid, nemlig i mai 1828, at vi gik langs stranden i nærheden af vor ankerplads og skjød maager, kjeld, spover og andre saadanne fugle, som paa grund af sit tranede kjød ikke benyttes til føde. Næste morgen lettede vi anker og seilede videre.

Efter omtrent en maaneds forløb kom vi atter sammen paa dette sted, og skydningen begyndte paanyt. Blandt de fugle, som min reisefælle, Paludan, skjød paa, var ogsaa en kjeld, en strandfugl med høie ben og et langt, spidst, rødt neb, hvormed den henter vandinsekter og smaafisk op fra fjæren. «Det er besynderligt,» sagde Paludan, «jeg pleier dog at sigte ordentlig; men nu har jeg skudt to skud paa denne fugl uden at kunne fælde den. Det maa være en troldfugl.»

Ved det tredje skud døde kjelden. Vi betragtede nu fuglen og saa et skelet med hud og fjær, men saagodtsom aldeles uden kjød. «Ja, nu kan jeg begribe, hvorfor haglene gjorde saa ringe virkning,» udbrød Paludan, «de er prellede tilbage som fra et panser. Saadan fugl har jeg aldrig før seet.»

Men den uhyggelige gaade blev snart løst. Vi bemerkede nemlig, at kjelden manglede sit underneb; det var borte ved roden og havde allerede begyndt at vokse ganske lidt ud igjen.

Sagen var desværre altfor klar. Paa vor jagt her for en maaned siden havde vi saaret den samme fugl og bortskudt den underste del af dens neb. Den stakkars skabning kunde saaledes ikke længer pikke sin føde op fra stranden. Den havde sultet og var bleven afmagret saa rædsomt, som vi havde seet.

68Hvor ubetydelig gjenstanden end kan synes at være, gjorde den dog et dybt indtryk paa os alle. Vi havde aldrig oplevet nogen jagthændelse, der satte os i en saa mismodig stemning.

Med skydningen var det naturligvis forbi, og vi tog ombord paa «Ellida.» Her gav vi hverandre haand paa aldrig at skyde andre dyr end saadanne, som var enten til «had eller mad,» det vil sige rovdyr som ørne, glenter, ræve og deslige, eller spiselige dyr som harer, ryper, skogfugle, graagjæs, ænder og lignende, men aldrig løsne skud paa skarv, kjeld eller maage, terne, ederfugl osv.; dog kunde en enkelt af de sidste fældes, naar trangen til ferskt kjød var meget stor; thi ederfuglen er mindre tranet end de fleste andre fiskeædende fugle.

Og dette løfte holdt vi ubrødelig.

Vibe.