67

Jeg maa bekjende, fortæller major Vibe i «Erindringer fra mit kystmaalerliv i det nordlige Norge,» at vor begjærlighed efter at skyde var meget stor, og at vi i begyndelsen skjød «blot til lyst;» men i 1828 — heldigvis det første af vore arbeidsaar — indtraf en begivenhed, som, skjønt dens gjenstand kun var et ubetydeligt dyr, dog nedstemte jagtlysten og gjorde os mere skjønsomme i valget af vore jagtgjenstande.

Sagen var nemlig den, at naar vi var komne i havn og havde kastet anker, var vor første forretning at gribe vore geværer, gaa i land og nedskyde alt, hvad der kom os for øie, enten det var os til nytte eller ikke. Dette var en hensynsløs dræben, som blot kunde undskyldes med den hos unge jægere ustyrlige ivrighed efter at skyde og bringe bytte hjem. Enhver vilde bringe det meste. Det hændte sig nu allerede i den første maaned af vor arbeidstid, nemlig i mai 1828, at vi gik langs stranden i nærheden af vor ankerplads og skjød maager, kjeld, spover og andre saadanne fugle, som paa grund af sit tranede kjød ikke benyttes til føde. Næste morgen lettede vi anker og seilede videre.

Efter omtrent en maaneds forløb kom vi atter sammen paa dette sted, og skydningen begyndte paanyt. Blandt de fugle, som min reisefælle, Paludan, skjød paa, var ogsaa en kjeld, en strandfugl med høie ben og et langt, spidst, rødt neb, hvormed den henter vandinsekter og smaafisk op fra fjæren. «Det er besynderligt,» sagde Paludan, «jeg pleier dog at sigte ordentlig; men nu har jeg skudt to skud paa denne fugl uden at kunne fælde den. Det maa være en troldfugl.»

Ved det tredje skud døde kjelden. Vi betragtede nu fuglen og saa et skelet med hud og fjær, men saagodtsom aldeles uden kjød. «Ja, nu kan jeg begribe, hvorfor haglene gjorde saa ringe virkning,» udbrød Paludan, «de er prellede tilbage som fra et panser. Saadan fugl har jeg aldrig før seet.»

Men den uhyggelige gaade blev snart løst. Vi bemerkede nemlig, at kjelden manglede sit underneb; det var borte ved roden og havde allerede begyndt at vokse ganske lidt ud igjen.

Sagen var desværre altfor klar. Paa vor jagt her for en maaned siden havde vi saaret den samme fugl og bortskudt den underste del af dens neb. Den stakkars skabning kunde saaledes ikke længer pikke sin føde op fra stranden. Den havde sultet og var bleven afmagret saa rædsomt, som vi havde seet.

68Hvor ubetydelig gjenstanden end kan synes at være, gjorde den dog et dybt indtryk paa os alle. Vi havde aldrig oplevet nogen jagthændelse, der satte os i en saa mismodig stemning.

Med skydningen var det naturligvis forbi, og vi tog ombord paa «Ellida.» Her gav vi hverandre haand paa aldrig at skyde andre dyr end saadanne, som var enten til «had eller mad,» det vil sige rovdyr som ørne, glenter, ræve og deslige, eller spiselige dyr som harer, ryper, skogfugle, graagjæs, ænder og lignende, men aldrig løsne skud paa skarv, kjeld eller maage, terne, ederfugl osv.; dog kunde en enkelt af de sidste fældes, naar trangen til ferskt kjød var meget stor; thi ederfuglen er mindre tranet end de fleste andre fiskeædende fugle.

Og dette løfte holdt vi ubrødelig.

Vibe.

67

Jeg må bekjenne, forteller major Vibe i «Erindringer fra mitt kystmaalerliv i det nordlige Norge,» at vår begjærlighet etter at skyde var meget stor, og at vi i begynnelsen skjød «blot til lyst;» men i 1828 — heldigvis det første av våre arbeidsår — inntraff en begivenhet, som, skjønt dens gjenstand kun var et ubetydelig dyr, dog nedstemte jaktlysten og gjorde oss mer skjønnsomme i valget av våre jaktgjenstander.

Sagen var nemlig den, at når vi var kommet i havn og hadde kastet anker, var vår første forretning å gripe våre geværer, gå i land og nedskyte alt, hva der kom oss for øye, enten det var oss til nytte eller ikke. Dette var en hensynsløs dræben, som blot kunne unnskyldes med den hos unge jegere ustyrlige ivrighet etter at skyde og bringe bytte hjem. Enhver ville bringe det meste. Det hendte seg nå allerede i den første måned av vår arbeidstid, nemlig i mai 1828, at vi gikk langs stranden i nærheten av vår ankerplass og skjød måker, kjeld, spover og andre sådanne fugler, som på grunn av sitt tranede kjøtt ikke benyttes til føde. Neste morgen lettet vi anker og seilede videre.

Etter omtrent en maaneds forløp kom vi atter sammen på dette sted, og skytingen begynte paanyt. Blant de fugler, som min reisefelle, Paludan, skjød på, var også en kjeld, en strandfugl med høye ben og et langt, spisst, rødt nebb, hvormed den henter vanninsekter og småfisk opp fra fjæren. «Det er besynderlig,» sa Paludan, «jeg pleier dog å sikte ordentlig; men nå har jeg skudt to skudd på denne fugl uten å kunne felle den. Det må være en trollfugl.»

Ved det tredje skudd døde kjelden. Vi betraktede nå fuglen og så et skjelett med hud og fjær, men så godt som aldeles uten kjøtt. «Ja, nå kan jeg begripe, hvorfor haglene gjorde så ringe virkning,» utbrøt Paludan, «de er prellet tilbake som fra et panser. Sådan fugl har jeg aldri før sett.»

Men den uhyggelige gåte ble snart løst. Vi bemerket nemlig, at kjelden manglet sitt underneb; det var borte ved roten og hadde allerede begynt å vokse ganske litt ut igjen.

Sagen var dessverre altfor klar. På vår jakt her for en måned siden hadde vi såret den samme fugl og bortskudt den underste del av dens nebb. Den stakkars skapning kunne således ikke lenger pikke sin føde opp fra stranden. Den hadde sultet og var blitt avmagret så rædsomt, som vi hadde sett.

68Hvor ubetydelig gjenstanden enn kan synes å være, gjorde den dog et dypt inntrykk på oss alle. Vi hadde aldri opplevd noen jagthændelse, der satte oss i en så mismodig stemning.

Med skytingen var det naturligvis forbi, og vi tok ombord på «Ellida.» Her ga vi hverandre hånd på aldri at skyde andre dyr enn sådanne, som var enten til «hat eller mat,» det vil si rovdyr som ørner, glenter, reve og deslige, eller spiselige dyr som harer, ryper, skogfugler, grågjess, ender og lignende, men aldri løsne skudd på skarv, kjeld eller måke, terne, ederfugl osv.; dog kunne en enkelt av de siste felles, når trangen til ferskt kjøtt var meget stor; thi ederfuglen er mindre tranet enn de fleste andre fiskeetende fugler.

Og dette løfte holdt vi ubrødelig.

Vibe.