61

Det er ikke let paa forhaand at gjøre sig nogen forestilling om rytterhestens fatteevne og lærvillighed. Den kjender, som man ved, hele den lange række af forskjellige trompetsignaler ligesaa godt som dens herre; den staar, naar der blæses holdt, gaar fra skridt til trav, fra trav til galop uden at behøve nogen paamindelse med spore eller tøile; falder rytteren i kampen og taber stigbøilen, staar hesten lidt og venter efter ham; bliver han liggende, bøier den sig ned og snuser til ham, gjør saa omkring efter den trop, den hører til, kiler sig ind i rækken paa sin plads igjen og bliver ved at gjøre eksersitsen frem eller tilbage med de andre. Musiken udøver en forunderlig 62virkning paa den; blæs et stykke, og du vil se den mest udmattede, dødstrætte hest reise sit sunkne hoved, spidse øren, blive livligere og skride raskere frem. Under hvilen eller ved en natterast skal man især lægge merke til en rytterafdeling. Henstrakt paa jorden sover folk og heste mellem hverandre; i nogen afstand er det en uadskillelig klump, som det ikke synes muligt at finde rede i; den ene ligger ved siden af, under, ovenpaa den anden, rytteren benytter hesten til hovedpude og kryber ofte under den for at dække sig mod kulden, uden at det falder hesten ind at forandre den engang valgte stilling; maa den flytte sig, da gjør den det med omhyggelig varsomhed, idet den ved hjælp af hoved og ben først skraber sig plads, søger at frigjøre sig og derefter langsomt og forsigtig reiser eller vender sig, saaledes at den ikke kommer til at træde paa de omkringliggende. Finder denne hvile sted, naar jorden er vaad eller frossen, pleier rytteren gjerne at skyve hesten tilside, efterat den har ligget lidt; saa tager han selv dens plads, fordi stedet er varmt og tørt. Hvilket hengivenhedsforhold udvikler ikke dette fortsatte og fortrolige samliv mellem rytter og hest! Dyret forstaar alt, sprog og miner; det kjender sin herres gang, lyden af hans stemme, hans sedvaner; det ved at opsøge ham blandt alle, og er en trofast, fordringsløs kamerat, der har det forud for mange andre kamerater, at den aldrig trætter nogen med klager over, hvad den maa døie og taale.

Paa tilbagetoget fra Dannevirke, et stykke ovenfor Isted, faldt en dragonhest; rytteren hjalp den op, den gned sit hoved mod hans skulder, sukkede og pustede og faldt igjen. Skoene var slidte glatte, trængselen stor, veien var ogsaa glat den nat; de forudgaaende sleb den blank for de efterfølgende. Saa gik det atter et stykke, som det bedst kunde. Hesten vrinskede. — «Det er aftensmad, den længes efter,» sagde rytteren, «jeg ved det nok; men aftensmadstid er nu forbi, lille Lotte! Du maa se at vente til imorgen.» Foran kom en brødvogn kjørende. Hesten gik og snøftede til vognen. «Hvilken flink og klog Lotte!» sagde rytteren. «Nu ved hun saa godt, at der ikke vanker mad for det første, og saa hjælper hun sig med at gaa og lugte til brødene.» Lidt efter kom en bagagevogn forbi. Den var fyldt med sække. «Hvad har du i din vogn?» spurgte karlen. «Havre!» svarede trænkusken. «Kan man 63faa en liden haandfuld til en stakkars syg hest?» — «Tag væk!» sagde kusken, «der er kvitteret for det.» Rytteren skjøv hestens tøile tilbage over armen og tog i al beskedenhed en liden tyk sæk, som laa øverst, og skyndte sig bort med den. «Se, der fik vi noget at æde, lille Lotte!» sagde han triumferende, medens der blev gjort holdt; «nu skal vi se, hvad det er.» Han aabnede sækken — den var fyldt med kaffebønner. Rytteren sparkede sækken ned i grøften. Det gik atter fremad og bestandig hurtigere, efterhaanden som sneveiret sagtnede lidt, og dagen brød frem. Det hed, at østerrigerne var efter os og angreb vore sidste regimenter med en overlegen styrke. Af og til hørtes et kanonskud og en svag knitrende lyd som af geværsalver. Hesten gled ud og stønnede og rystede paa hovedet og faldt igjen. Karlen stod stille med tømmen i haanden og saa sig om efter hjælp. «Afsted med dig!» sagde en officer, hvis træn blev stanset af det faldne dyr. — «Den kan ikke mere,» sagde rytteren, medens taarer løb ham ned over kinderne. — «Ja, det gaar os andre som den,» sagde officeren, «ind i rækken med dig og skub din hest ned i grøften.» Karlen adlød. Da han var kommen et par skridt bort, stod han stille. Den forladte hest havde reist hovedet, saa efter ham og vrinskede. Da gik han tilbage igjen, klappede hesten og satte sig paa grøftekanten med tømmen i haanden. Her blev han siddende og talte sagte milde og trøstende ord til den uden at bevæge sig et skridt fremad, saalænge iagttageren, som har fortalt dette, var istand til at øine ham. Lod han sig fange, eller kom Lotte til kræfter igjen? Det er uvist; de blev idetmindste sammen, hest og rytter.

En lignende deltagelse for hesten røber sig ubevidst i mangen ytring. Spørg en kavalleriofficer efter en fegtning, hvorledes det er gaaet. Han vil øieblikkelig svare: «Vi har mistet to, fire eller seks heste;» rytteren selv nævnes aldrig. «Har løitnanten noget imod, at jeg gaar et lidet ærende?» spurgte en oppasser sin officer. «Hvor skal du hen?» spurgte herren. «Jeg har mødt Lise idag, da vi kom fra forpost, jeg skulde bare hen og besøge hende.» — «Hvem er Lise?» — «Lise!» gjentog karlen, forbauset over officerens uvidenhed, «ved løitnanten ikke det? Det er jo min gamle hest, som kom tilskade nede ved Mysunde. Nu er hun kommen sig igjen.»

I ethvert felttog har soldaten gjerne en eller anden yndlingsbeskjæftigelse, 64hvormed han udfylder sin fritid, og som den ene optager efter den anden. Under felttoget i Afrika opfandt franskmændene en ny slags hornrotter, idet de indpodede enden af en rottehale midt i en rottes pande, lod aabningen efter det i huden frembragte saar gro til igjen, og saa var det en hornrotte. En fransk lærd var just ifærd med at skrive en særdeles dybsindig og videnskabelig afhandling om dette særsyn, da han merkede, at man havde havt ham tilbedste. Paa Krim fangede de dompaper og lærte dem at fløite. Under den første slesvigske krig gjorde soldaterne smaa vandmøller, som de anbragte i enhver bæk, i ethvert flydende lidet vand. De, der laa ved kysten, gjorde smaaskibe af gamle træsko eller bordstykker, malede dem sortrødgule og satte en mand tilrors, dannet af en potet, to pinder og en papirhat. Det var en afbildning af den tyske flaade. Saa blev skibet sat ud paa vandet og sendt bort med flittig hilsen og gode ønsker for den store familie. Iaar *) har man begyndt at dressere hunde; men tiden har hidtil været saa knap og forretningerne saa mange, at denne tidsfordriv endnu ikke ret har kunnet udfolde sig.

Flere af afdelingerne har en hund med regimentets nummer klippet paa ryggen; den tager kvarter med regimentet, faar sin naturalforpleining paa omgang, følger med regimentet overalt, paa marschen og i kampen, møder paa allarmpladsen, naar der blæses til udrykning, forlader det luneste hundehul for at trække paa forpost, kortsagt, er uadskillelig forenet med den brave flok, hvis nummer den bærer. I et regiment hed hunden Raps. Jeg siger hed; thi denne uforlignelige er desværre ikke mere til. Det var en lang, mager skabning, umaadelig styg, halv kjøter, halv puddel, altid smudsig og tilsølet, men altid lystig. Den udmerkede sig desuden ved to rækker snehvide tænder og to sorte, straalende og trofaste øine. Forresten var Raps et stort talent, en tusendkunstner, der gjorde sin lærer al ære. Denne lærer var en kjøbenhavner, af profession skomager, af tilbøielighed eventyrer, Han gik prydet med to store messingørenringe og var paagrund af sine fortjenester hævet til den ansvarsfulde tillidspost underkorporal. I kvarteret var Raps næsten altid sammen med underkorporalen; dog er det uvist, om det var manden eller hunden, der mest søgte 65den anden. Nok er det, at de tilbragte sin fritid sammen, og det var Raps, som nød godt deraf. Underkorporalen redte dens lange, filtrede haar, klippede den og det saa kunstig og hvergang paa en ny maade, saa at Raps stadig fremstillede de forskjelligste uhyrer, man kan tænke sig; snart fik den smaa dotter ned over øinene og kinderne, langs henad ryggen og nedad benene, og det saa ud, som om den var besat med pigger; saa blev hovedet raget aldeles skaldet, malet lysegrønt og ryggen afstribet; saa blev knebelsbarterne voksede og rundede opad mod øinene; kortsagt, korporalen var uudtømmelig i sindrige opfindelser. En dag kom korporalen med melding til kapteinen; Raps var fulgt med. Da korporalen traadte frem i stuen med haanden paa huen, brast kapteinen i latter. Henne ved døren sad Raps paa bagbenene, nøiagtig i samme stilling som korporalen, med den ene forpote paa hovedet. Den grønne farve i hovedet var afslidt paa enkelte pletter nær, som derfor dog ikke gav den et mindre eiendommeligt udseende. Hunden, med sin halvforrykte haarpynt, farvepletterne, de forskjellige opstivede haardotter, tog sig saa grundkomisk ud, at selv underofficeren lo; alene Raps vedligeholdt respekten; den blev siddende i det dybeste alvor, ubevægelig som en støtte, med poten paa hovedet. «Hvad er dog det for et dyr?» spurgte kapteinen. «Det er en hund, som er ligesaa klog som et menneske,» sagde den fordums skomager. «Træd frem, Raps, og vis, hvad dansken skal have!» Raps reiste sig op paa bagbenene og gik nogle skridt fremad i denne stilling, som om den kjærtegnede. Underkorporalen tilkastede kapteinen et triumferende blik og vedblev: «Hvad skal østerrigerne have?» Raps lagde sig ned paa jorden og strakte de fire ben fremfor sig. Nu var den stendød. Atter et blik og et nyt spørgsmaal: «Hvad skal preusserne have?» Raps reiste sig, viste tænder og vendte sig om. Efter disse prøver paa elevens dygtighed traadte læreren et skridt tilbage og hilste; Raps stod igjen paa bagbenene og hilste paa samme vis. Saa gik de. Der kunde fortælles tusende smaa historier om Raps, hvori han bestandig lagde sin elskværdighed i lige grad for dagen. Han var tilstede overalt, ved eksersits og til ligparade, skalv aldrig i faren, bukkede aldrig under for anstrengelser; hans hele liv var viet det regiment, der havde antaget sig ham. Gik det til en kamp eller ud til forposterne, marscherede den gjerne ved siden af formanden paa venstre

I₂

66fløi, stille og dybsindig, som om den var sig gangen og maalet bevidst; den kunde da møde sin allerkjæreste ven uden saameget som at blinke til ham, eller naar dette skede, var det med en mine, som sagde: «Ja, undskyld, høistærede, idag har vi andet for end at gjøre staahei og gaa og fjase sammen.»

Paa tilbagetoget fra Dannevirke var Raps sprungen op til en kusk paa en tom brødvogn. Naar soldaterne af dens regiment blev saa overanstrengte, at de ikke kunde mere, krøb de ind i brødvognen, stuvede sig sammen i halmen og lukkede saa laaget til igjen. Det fandt hunden sig i; den modtog enhver, som kom, med en glad tuden og logrede for dem; vovede der sig en anden til vognen, en soldat, som ikke hørte til regimentet, saa for den som et lyn imod ham og brød ud i en rasende gjøen, indtil den fremmede gik sin vei igjen og overlod vognen i fred til Raps’s kamerater.

En morgenstund var Raps med sit regiment paa de yderste forposter, paa den anden side af skogen, foran skanserne. Det havde været en bidende kold nat, en bestandig afveksling mellem sne og regn. I morgengryet begyndte det at fryse. Himlen var blygraa, de gjennemblødte soldaters aasyn havde næsten samme farve. Lidt før afløsningstid kom en preussisk kolonne frem bag hegnene nede foran forpostkjeden, gjorde holdt og begyndte at fyre paa vore. Vi svarede, og der udspandt sig en kort fegtning. Lidt efter drev fienden og krudtrøgen bort igjen, og vore indtog sin tidligere plads. Nogle enkelte var faldne, blandt disse underkorporalen med de store messing-ringe i ørene. Raps var gaaet frem og tilbage under fegtningen, med halen iveiret, front mod fienden, og under en uafbrudt og arrig gjøen. Den avancerede og drog sig tilbage med sin kjede. Nu laa den nede i et lidet hul, nogle skridt borte fra korporalen; en stor blodpøl i sneen tilkjendegav, at den var truffen. Rygtet om dens død udbredte sig straks til stor sorg for hele kjeden. Da afløsningen kom, samledes man om stedet. Ja, der laa den med fremstrakte ben og tungen ud af munden. Der var endnu et særdeles bistert og truende udtryk i dens rynkede ansigt.

«Det vidste jeg nok!» sagde en af regimentet. «Den kom dog aldrig til at holde af disse spidshuer. Selv som død ligger den der og rækker tunge ad dem.»

Carit Etlar.

61

Det er ikke lett på forhånd å gjøre seg noen forestilling om rytterhestens fatteevne og lærvillighed. Den kjenner, som man ved, hele den lange rekke av forskjellige trompetsignaler likeså godt som dens herre; den står, når der blåses holdt, går fra skritt til trav, fra trav til galopp uten å behøve noen påminnelse med spore eller tøyle; faller rytteren i kampen og taper stigbøylen, står hesten litt og venter etter ham; blir han liggende, bøyer den seg ned og snuser til ham, gjør så omkring etter den tropp, den hører til, kiler seg inn i rekken på sin plass igjen og blir ved å gjøre eksersitsen frem eller tilbake med de andre. Musikken utøver en forunderlig 62virkning på den; blæs et stykke, og du vil se den mest utmattede, dødstrette hest reise sitt sunkne hode, spisse øren, bli livligere og skride raskere frem. Under hvilen eller ved en natterast skal man især legge merke til en rytteravdeling. Henstrakt på jorden sover folk og hester mellom hverandre; i noen avstand er det en uadskillelig klump, som det ikke synes mulig å finne rede i; den ene ligger ved siden av, under, ovenpå den annen, rytteren benytter hesten til hodepute og kryper ofte under den for å dekke seg mot kulden, uten at det faller hesten inn å forandre den engang valgte stilling; må den flytte seg, da gjør den det med omhyggelig varsomhet, idet den ved hjelp av hode og ben først skraper seg plass, søker å frigjøre seg og deretter langsomt og forsiktig reiser eller vender seg, således at den ikke kommer til å tre på de omkringliggende. Finner denne hvile sted, når jorden er våt eller frossen, pleier rytteren gjerne å skyve hesten tilside, etter at den har ligget litt; så tar han selv dens plass, fordi stedet er varmt og tørt. Hvilket hengivenhetsforhold utvikler ikke dette fortsatte og fortrolige samliv mellom rytter og hest! Dyret forstår alt, språk og miner; det kjenner sin herres gang, lyden av hans stemme, hans sedvaner; det ved å oppsøke ham blant alle, og er en trofast, fordringsløs kamerat, der har det forut for mange andre kamerater, at den aldri tretter noen med klager over, hva den må døye og tåle.

På tilbaketoget fra Dannevirke, et stykke ovenfor Isted, falt en dragonhest; rytteren hjalp den opp, den gned sitt hode mot hans skulder, sukket og pustet og falt igjen. Skoene var slitte glatte, trengselen stor, veien var også glatt den natt; de forutgående sleb den blank for de etterfølgende. Så gikk det atter et stykke, som det best kunne. Hesten vrinsket. — «Det er aftensmat, den lenges etter,» sa rytteren, «jeg vet det nok; men aftensmatstid er nå forbi, lille Lotte! Du må se å vente til i morgen.» Foran kom en brødvogn kjørende. Hesten gikk og snøftet til vognen. «Hvilken flink og klok Lotte!» sa rytteren. «Nå vet hun så godt, at der ikke vanker mat for det første, og så hjelper hun seg med å gå og lukte til brødene.» Litt etter kom en bagasjevogn forbi. Den var fylt med sekker. «Hva har du i din vogn?» spurte karlen. «Havre!» svarte trenkusken. «Kan man 63få en liten håndfull til en stakkars syk hest?» — «Ta vekk!» sa kusken, «der er kvittert for det.» Rytteren skjøv hestens tøyle tilbake over armen og tok i all beskjedenhet en liten tykk sekk, som lå øverst, og skyndte seg bort med den. «Se, der fikk vi noe å ete, lille Lotte!» sa han triumferende, mens der ble gjort holdt; «nå skal vi se, hva det er.» Han åpnet sekken — den var fylt med kaffebønner. Rytteren sparkede sekken ned i grøften. Det gikk atter fremad og bestandig hurtigere, etterhånden som snøværet saktnet litt, og dagen brød frem. Det het, at østerrikerne var etter oss og angrep våre siste regimenter med en overlegen styrke. Av og til hørtes et kanonskudd og en svak knitrende lyd som av geværsalver. Hesten gled ut og stønnet og rystet på hodet og falt igjen. Karlen stod stille med tømmen i hånden og så seg om etter hjelp. «Av sted med deg!» sa en offiser, hvis tren ble stanset av det falne dyr. — «Den kan ikke mer,» sa rytteren, mens tårer løp ham ned over kinnene. — «Ja, det går oss andre som den,» sa offiseren, «inn i rekken med deg og skubb din hest ned i grøften.» Karlen adlød. Da han var kommet et par skritt bort, stod han stille. Den forlatte hest hadde reist hodet, så etter ham og vrinsket. Da gikk han tilbake igjen, klappede hesten og satte seg på grøftekanten med tømmen i hånden. Her ble han sittende og talte sakte milde og trøstende ord til den uten å bevege seg et skritt fremad, så lenge iakttageren, som har fortalt dette, var i stand til å øyne ham. Lod han seg fange, eller kom Lotte til krefter igjen? Det er uvist; de ble idetmindste sammen, hest og rytter.

En lignende deltagelse for hesten røper seg ubevisst i mangen ytring. Spør en kavalerioffiser etter en fektning, hvorledes det er gått. Han vil øyeblikkelig svare: «Vi har mistet to, fire eller seks hester;» rytteren selv nevnes aldri. «Har løytnanten noe imot, at jeg går et lite ærende?» spurte en oppasser sin offiser. «Hvor skal du hen?» spurte herren. «Jeg har møtt Lise i dag, da vi kom fra forpost, jeg skulle bare hen og besøke henne.» — «Hvem er Lise?» — «Lise!» gjentok karlen, forbauset over offiserens uvitenhet, «ved løytnanten ikke det? Det er jo min gamle hest, som kom til skade nede ved Mysunde. Nå er hun kommet seg igjen.»

I ethvert felttog har soldaten gjerne en eller annen yndlingsbeskjeftigelse, 64hvormed han utfyller sin fritid, og som den ene opptar etter den annen. Under felttoget i Afrika oppfant franskmennene en ny slags hornrotter, idet de innpodet enden av en rottehale midt i en rottes panne, lot åpningen etter det i huden frembrakte sår gro til igjen, og så var det en hornrotte. En fransk lærd var just ifærd med å skrive en særdeles dypsindig og vitenskapelig avhandling om dette særsyn, da han merket, at man hadde hatt ham tilbedste. På Krim fangede de dompaper og lærte dem å fløyte. Under den første slesvigske krig gjorde soldatene små vannmøller, som de anbrakte i enhver bekk, i ethvert flytende lite vann. De, der lå ved kysten, gjorde småskip av gamle tresko eller bordstykker, malte dem sortrødgule og satte en mann til rors, dannet av en potet, to pinner og en papirhat. Det var en avbildning av den tyske flåte. Så ble skipet satt ut på vannet og sendt bort med flittig hilsen og gode ønsker for den store familie. I år *) har man begynt å dressere hunder; men tiden har hittil vært så knap og forretningene så mange, at denne tidsfordriv ennå ikke rett har kunnet utfolde seg.

Flere av avdelingene har en hund med regimentets nummer klippet på ryggen; den tar kvarter med regimentet, får sin naturalforpleining på omgang, følger med regimentet overalt, på marsjen og i kampen, møter på alarmplassen, når der blåses til utrykning, forlater det luneste hundehul for å trekke på forpost, kort sagt, er uadskillelig forenet med den brave flok, hvis nummer den bærer. I et regiment het hunden Raps. Jeg sier het; thi denne uforlignelige er dessverre ikke mer til. Det var en lang, mager skapning, umåtelig stygg, halv kjøter, halv puddel, alltid smussig og tilsølt, men alltid lystig. Den utmerket seg dessuten ved to rekker snehvide tenner og to sorte, strålende og trofaste øyne. Forresten var Raps et stort talent, en tusenkunstner, der gjorde sin lærer all ære. Denne lærer var en københavner, av profesjon skomaker, av tilbøyelighet eventyrer, Han gikk prydet med to store messingørenringe og var på grunn av sine fortjenester hevet til den ansvarsfulle tillitspost underkorporal. I kvarteret var Raps nesten alltid sammen med underkorporalen; dog er det uvist, om det var mannen eller hunden, der mest søkte 65den annen. Nok er det, at de tilbrakte sin fritid sammen, og det var Raps, som nød godt derav. Underkorporalen redde dens lange, filtrede hår, klippet den og det så kunstig og hvergang på en ny måte, så at Raps stadig fremstilte de forskjelligste uhyrer, man kan tenke seg; snart fikk den små dotter ned over øynene og kinnene, langs henad ryggen og nedad benene, og det så ut, som om den var besatt med pigger; så ble hodet raget aldeles skallet, malt lysegrønt og ryggen afstribet; så ble knebelsbartene vokste og rundet oppad mot øynene; kort sagt, korporalen var uuttømmelig i sinnrike oppfinnelser. En dag kom korporalen med melding til kapteinen; Raps var fulgt med. Da korporalen trådte frem i stuen med hånden på huen, brast kapteinen i latter. Henne ved døren satt Raps på bakbenene, nøyaktig i samme stilling som korporalen, med den ene forpote på hodet. Den grønne farge i hodet var avslitt på enkelte pletter nær, som derfor dog ikke ga den et mindre eiendommelig utseende. Hunden, med sin halvforrykte hårpynt, fargeplettene, de forskjellige oppstivede hårdotter, tok seg så grunnkomisk ut, at selv underoffiseren lo; alene Raps vedlikeholdt respekten; den ble sittende i det dypeste alvor, ubevegelig som en støtte, med poten på hodet. «Hva er dog det for et dyr?» spurte kapteinen. «Det er en hund, som er likeså klok som et menneske,» sa den fordums skomaker. «Tred frem, Raps, og vis, hva dansken skal ha!» Raps reiste seg opp på bakbenene og gikk noen skritt fremad i denne stilling, som om den kjærtegnede. Underkorporalen tilkastede kapteinen et triumferende blikk og vedble: «Hva skal østerrikerne have?» Raps la seg ned på jorden og strakte de fire ben fremfor seg. Nå var den steindød. Atter et blikk og et nytt spørsmål: «Hva skal preusserne have?» Raps reiste seg, viste tenner og vendte seg om. Etter disse prøver på elevens dyktighet trådte læreren et skritt tilbake og hilste; Raps stod igjen på bakbenene og hilste på samme vis. Så gikk de. Der kunne fortelles tusende små historier om Raps, hvori han bestandig la sin elskverdighet i lige grad for dagen. Han var til stede overalt, ved eksersis og til likparade, skalv aldri i faren, bukkede aldri under for anstrengelser; hans hele liv var viet det regiment, der hadde antatt seg ham. Gikk det til en kamp eller ut til forpostene, marsjerte den gjerne ved siden av formannen på venstre

I₂

66fløy, stille og dypsindig, som om den var seg gangen og målet bevisst; den kunne da møte sin allerkjæreste venn uten saameget som å blinke til ham, eller når dette skjedde, var det med en mine, som sa: «Ja, unnskyld, høystærede, i dag har vi annet for enn å gjøre ståhei og gå og fjase sammen.»

På tilbaketoget fra Dannevirke var Raps sprunget opp til en kusk på en tom brødvogn. Når soldatene av dens regiment ble så overanstrengte, at de ikke kunne mer, krøp de inn i brødvognen, stuvede seg sammen i halmen og lukket så lokket til igjen. Det fant hunden seg i; den mottok enhver, som kom, med en glad tuden og logret for dem; vovede der seg en annen til vognen, en soldat, som ikke hørte til regimentet, så for den som et lyn imot ham og brød ut i en rasende gjøen, inntil den fremmede gikk sin vei igjen og overlot vognen i fred til Raps’s kamerater.

En morgenstund var Raps med sitt regiment på de ytterste forposter, på den annen side av skogen, foran skansene. Det hadde vært en bitende kald natt, en bestandig avveksling mellom sne og regn. I morgengryet begynte det å fryse. Himlen var blygrå, de gjennombløte soldaters åsyn hadde nesten samme farge. Litt før avløsningstid kom en preussisk kolonne frem bak hegnene nede foran forpostkjeden, gjorde holdt og begynte å fyre på våre. Vi svarte, og der utspant seg en kort fektning. Litt etter drev fienden og kruttrøken bort igjen, og våre indtog sin tidligere plass. Noen enkelte var falne, blant disse underkorporalen med de store messing-ringe i ørene. Raps var gått frem og tilbake under fektningen, med halen iveiret, front mot fienden, og under en uavbrutt og arrig gjøen. Den avanserte og drog seg tilbake med sin kjede. Nå lå den nede i et lite hull, noen skritt borte fra korporalen; en stor blodpøl i sneen tilkjennegav, at den var truffet. Ryktet om dens død utbredte seg straks til stor sorg for hele kjeden. Da avløsningen kom, samledes man om stedet. Ja, der lå den med fremstrakte ben og tungen ut av munnen. Der var ennå et særdeles bistert og truende uttrykk i dens rynkede ansikt.

«Det visste jeg nok!» sa en av regimentet. «Den kom dog aldri til å holde av disse spidshuer. Selv som død ligger den der og rekker tunge ad dem.»

Carit Etlar.