Læreplanatlas
4. BindV. Fortællinger og beskrivelser.

34. Soldaten og hans dyr.

Af Carit Etlar

61

Det er ikke let paa forhaand at gjøre sig nogen forestilling om rytterhestens fatteevne og lærvillighed. Den kjender, som man ved, hele den lange række af forskjellige trompetsignaler ligesaa godt som dens herre; den staar, naar der blæses holdt, gaar fra skridt til trav, fra trav til galop uden at behøve nogen paamindelse med spore eller tøile; falder rytteren i kampen og taber stigbøilen, staar hesten lidt og venter efter ham; bliver han liggende, bøier den sig ned og snuser til ham, gjør saa omkring efter den trop, den hører til, kiler sig ind i rækken paa sin plads igjen og bliver ved at gjøre eksersitsen frem eller tilbage med de andre. Musiken udøver en forunderlig 62virkning paa den; blæs et stykke, og du vil se den mest udmattede, dødstrætte hest reise sit sunkne hoved, spidse øren, blive livligere og skride raskere frem. Under hvilen eller ved en natterast skal man især lægge merke til en rytterafdeling. Henstrakt paa jorden sover folk og heste mellem hverandre; i nogen afstand er det en uadskillelig klump, som det ikke synes muligt at finde rede i; den ene ligger ved siden af, under, ovenpaa den anden, rytteren benytter hesten til hovedpude og kryber ofte under den for at dække sig mod kulden, uden at det falder hesten ind at forandre den engang valgte stilling; maa den flytte sig, da gjør den det med omhyggelig varsomhed, idet den ved hjælp af hoved og ben først skraber sig plads, søger at frigjøre sig og derefter langsomt og forsigtig reiser eller vender sig, saaledes at den ikke kommer til at træde paa de omkringliggende. Finder denne hvile sted, naar jorden er vaad eller frossen, pleier rytteren gjerne at skyve hesten tilside, efterat den har ligget lidt; saa tager han selv dens plads, fordi stedet er varmt og tørt. Hvilket hengivenhedsforhold udvikler ikke dette fortsatte og fortrolige samliv mellem rytter og hest! Dyret forstaar alt, sprog og miner; det kjender sin herres gang, lyden af hans stemme, hans sedvaner; det ved at opsøge ham blandt alle, og er en trofast, fordringsløs kamerat, der har det forud for mange andre kamerater, at den aldrig trætter nogen med klager over, hvad den maa døie og taale.

Paa tilbagetoget fra Dannevirke, et stykke ovenfor Isted, faldt en dragonhest; rytteren hjalp den op, den gned sit hoved mod hans skulder, sukkede og pustede og faldt igjen. Skoene var slidte glatte, trængselen stor, veien var ogsaa glat den nat; de forudgaaende sleb den blank for de efterfølgende. Saa gik det atter et stykke, som det bedst kunde. Hesten vrinskede. — «Det er aftensmad, den længes efter,» sagde rytteren, «jeg ved det nok; men aftensmadstid er nu forbi, lille Lotte! Du maa se at vente til imorgen.» Foran kom en brødvogn kjørende. Hesten gik og snøftede til vognen. «Hvilken flink og klog Lotte!» sagde rytteren. «Nu ved hun saa godt, at der ikke vanker mad for det første, og saa hjælper hun sig med at gaa og lugte til brødene.» Lidt efter kom en bagagevogn forbi. Den var fyldt med sække. «Hvad har du i din vogn?» spurgte karlen. «Havre!» svarede trænkusken. «Kan man 63faa en liden haandfuld til en stakkars syg hest?» — «Tag væk!» sagde kusken, «der er kvitteret for det.» Rytteren skjøv hestens tøile tilbage over armen og tog i al beskedenhed en liden tyk sæk, som laa øverst, og skyndte sig bort med den. «Se, der fik vi noget at æde, lille Lotte!» sagde han triumferende, medens der blev gjort holdt; «nu skal vi se, hvad det er.» Han aabnede sækken — den var fyldt med kaffebønner. Rytteren sparkede sækken ned i grøften. Det gik atter fremad og bestandig hurtigere, efterhaanden som sneveiret sagtnede lidt, og dagen brød frem. Det hed, at østerrigerne var efter os og angreb vore sidste regimenter med en overlegen styrke. Af og til hørtes et kanonskud og en svag knitrende lyd som af geværsalver. Hesten gled ud og stønnede og rystede paa hovedet og faldt igjen. Karlen stod stille med tømmen i haanden og saa sig om efter hjælp. «Afsted med dig!» sagde en officer, hvis træn blev stanset af det faldne dyr. — «Den kan ikke mere,» sagde rytteren, medens taarer løb ham ned over kinderne. — «Ja, det gaar os andre som den,» sagde officeren, «ind i rækken med dig og skub din hest ned i grøften.» Karlen adlød. Da han var kommen et par skridt bort, stod han stille. Den forladte hest havde reist hovedet, saa efter ham og vrinskede. Da gik han tilbage igjen, klappede hesten og satte sig paa grøftekanten med tømmen i haanden. Her blev han siddende og talte sagte milde og trøstende ord til den uden at bevæge sig et skridt fremad, saalænge iagttageren, som har fortalt dette, var istand til at øine ham. Lod han sig fange, eller kom Lotte til kræfter igjen? Det er uvist; de blev idetmindste sammen, hest og rytter.

En lignende deltagelse for hesten røber sig ubevidst i mangen ytring. Spørg en kavalleriofficer efter en fegtning, hvorledes det er gaaet. Han vil øieblikkelig svare: «Vi har mistet to, fire eller seks heste;» rytteren selv nævnes aldrig. «Har løitnanten noget imod, at jeg gaar et lidet ærende?» spurgte en oppasser sin officer. «Hvor skal du hen?» spurgte herren. «Jeg har mødt Lise idag, da vi kom fra forpost, jeg skulde bare hen og besøge hende.» — «Hvem er Lise?» — «Lise!» gjentog karlen, forbauset over officerens uvidenhed, «ved løitnanten ikke det? Det er jo min gamle hest, som kom tilskade nede ved Mysunde. Nu er hun kommen sig igjen.»

I ethvert felttog har soldaten gjerne en eller anden yndlingsbeskjæftigelse, 64hvormed han udfylder sin fritid, og som den ene optager efter den anden. Under felttoget i Afrika opfandt franskmændene en ny slags hornrotter, idet de indpodede enden af en rottehale midt i en rottes pande, lod aabningen efter det i huden frembragte saar gro til igjen, og saa var det en hornrotte. En fransk lærd var just ifærd med at skrive en særdeles dybsindig og videnskabelig afhandling om dette særsyn, da han merkede, at man havde havt ham tilbedste. Paa Krim fangede de dompaper og lærte dem at fløite. Under den første slesvigske krig gjorde soldaterne smaa vandmøller, som de anbragte i enhver bæk, i ethvert flydende lidet vand. De, der laa ved kysten, gjorde smaaskibe af gamle træsko eller bordstykker, malede dem sortrødgule og satte en mand tilrors, dannet af en potet, to pinder og en papirhat. Det var en afbildning af den tyske flaade. Saa blev skibet sat ud paa vandet og sendt bort med flittig hilsen og gode ønsker for den store familie. Iaar *) har man begyndt at dressere hunde; men tiden har hidtil været saa knap og forretningerne saa mange, at denne tidsfordriv endnu ikke ret har kunnet udfolde sig.

Flere af afdelingerne har en hund med regimentets nummer klippet paa ryggen; den tager kvarter med regimentet, faar sin naturalforpleining paa omgang, følger med regimentet overalt, paa marschen og i kampen, møder paa allarmpladsen, naar der blæses til udrykning, forlader det luneste hundehul for at trække paa forpost, kortsagt, er uadskillelig forenet med den brave flok, hvis nummer den bærer. I et regiment hed hunden Raps. Jeg siger hed; thi denne uforlignelige er desværre ikke mere til. Det var en lang, mager skabning, umaadelig styg, halv kjøter, halv puddel, altid smudsig og tilsølet, men altid lystig. Den udmerkede sig desuden ved to rækker snehvide tænder og to sorte, straalende og trofaste øine. Forresten var Raps et stort talent, en tusendkunstner, der gjorde sin lærer al ære. Denne lærer var en kjøbenhavner, af profession skomager, af tilbøielighed eventyrer, Han gik prydet med to store messingørenringe og var paagrund af sine fortjenester hævet til den ansvarsfulde tillidspost underkorporal. I kvarteret var Raps næsten altid sammen med underkorporalen; dog er det uvist, om det var manden eller hunden, der mest søgte 65den anden. Nok er det, at de tilbragte sin fritid sammen, og det var Raps, som nød godt deraf. Underkorporalen redte dens lange, filtrede haar, klippede den og det saa kunstig og hvergang paa en ny maade, saa at Raps stadig fremstillede de forskjelligste uhyrer, man kan tænke sig; snart fik den smaa dotter ned over øinene og kinderne, langs henad ryggen og nedad benene, og det saa ud, som om den var besat med pigger; saa blev hovedet raget aldeles skaldet, malet lysegrønt og ryggen afstribet; saa blev knebelsbarterne voksede og rundede opad mod øinene; kortsagt, korporalen var uudtømmelig i sindrige opfindelser. En dag kom korporalen med melding til kapteinen; Raps var fulgt med. Da korporalen traadte frem i stuen med haanden paa huen, brast kapteinen i latter. Henne ved døren sad Raps paa bagbenene, nøiagtig i samme stilling som korporalen, med den ene forpote paa hovedet. Den grønne farve i hovedet var afslidt paa enkelte pletter nær, som derfor dog ikke gav den et mindre eiendommeligt udseende. Hunden, med sin halvforrykte haarpynt, farvepletterne, de forskjellige opstivede haardotter, tog sig saa grundkomisk ud, at selv underofficeren lo; alene Raps vedligeholdt respekten; den blev siddende i det dybeste alvor, ubevægelig som en støtte, med poten paa hovedet. «Hvad er dog det for et dyr?» spurgte kapteinen. «Det er en hund, som er ligesaa klog som et menneske,» sagde den fordums skomager. «Træd frem, Raps, og vis, hvad dansken skal have!» Raps reiste sig op paa bagbenene og gik nogle skridt fremad i denne stilling, som om den kjærtegnede. Underkorporalen tilkastede kapteinen et triumferende blik og vedblev: «Hvad skal østerrigerne have?» Raps lagde sig ned paa jorden og strakte de fire ben fremfor sig. Nu var den stendød. Atter et blik og et nyt spørgsmaal: «Hvad skal preusserne have?» Raps reiste sig, viste tænder og vendte sig om. Efter disse prøver paa elevens dygtighed traadte læreren et skridt tilbage og hilste; Raps stod igjen paa bagbenene og hilste paa samme vis. Saa gik de. Der kunde fortælles tusende smaa historier om Raps, hvori han bestandig lagde sin elskværdighed i lige grad for dagen. Han var tilstede overalt, ved eksersits og til ligparade, skalv aldrig i faren, bukkede aldrig under for anstrengelser; hans hele liv var viet det regiment, der havde antaget sig ham. Gik det til en kamp eller ud til forposterne, marscherede den gjerne ved siden af formanden paa venstre

I₂

66fløi, stille og dybsindig, som om den var sig gangen og maalet bevidst; den kunde da møde sin allerkjæreste ven uden saameget som at blinke til ham, eller naar dette skede, var det med en mine, som sagde: «Ja, undskyld, høistærede, idag har vi andet for end at gjøre staahei og gaa og fjase sammen.»

Paa tilbagetoget fra Dannevirke var Raps sprungen op til en kusk paa en tom brødvogn. Naar soldaterne af dens regiment blev saa overanstrengte, at de ikke kunde mere, krøb de ind i brødvognen, stuvede sig sammen i halmen og lukkede saa laaget til igjen. Det fandt hunden sig i; den modtog enhver, som kom, med en glad tuden og logrede for dem; vovede der sig en anden til vognen, en soldat, som ikke hørte til regimentet, saa for den som et lyn imod ham og brød ud i en rasende gjøen, indtil den fremmede gik sin vei igjen og overlod vognen i fred til Raps’s kamerater.

En morgenstund var Raps med sit regiment paa de yderste forposter, paa den anden side af skogen, foran skanserne. Det havde været en bidende kold nat, en bestandig afveksling mellem sne og regn. I morgengryet begyndte det at fryse. Himlen var blygraa, de gjennemblødte soldaters aasyn havde næsten samme farve. Lidt før afløsningstid kom en preussisk kolonne frem bag hegnene nede foran forpostkjeden, gjorde holdt og begyndte at fyre paa vore. Vi svarede, og der udspandt sig en kort fegtning. Lidt efter drev fienden og krudtrøgen bort igjen, og vore indtog sin tidligere plads. Nogle enkelte var faldne, blandt disse underkorporalen med de store messing-ringe i ørene. Raps var gaaet frem og tilbage under fegtningen, med halen iveiret, front mod fienden, og under en uafbrudt og arrig gjøen. Den avancerede og drog sig tilbage med sin kjede. Nu laa den nede i et lidet hul, nogle skridt borte fra korporalen; en stor blodpøl i sneen tilkjendegav, at den var truffen. Rygtet om dens død udbredte sig straks til stor sorg for hele kjeden. Da afløsningen kom, samledes man om stedet. Ja, der laa den med fremstrakte ben og tungen ud af munden. Der var endnu et særdeles bistert og truende udtryk i dens rynkede ansigt.

«Det vidste jeg nok!» sagde en af regimentet. «Den kom dog aldrig til at holde af disse spidshuer. Selv som død ligger den der og rækker tunge ad dem.»

Carit Etlar.