Kong Frederik af Preussen havde et par timers vei fra Berlin et smukt lystslot, hvor han gjerne vilde have opholdt sig, bare der ikke tæt ved slottet havde staaet en urolig mølle. Thi for det første passer et kongeligt slot og en vandmølle ikke godt sammen, om end hvedebrød smager godt ogsaa paa slottet, naar det er malet rigtig fint paa møllen og bagt godt i bagerovnen. Og desuden, naar kongen sad i sine bedste tanker og ikke tænkte paa sin nabo, aabnede mølleren, ret som det var, for vandet og lod det strømme ud over hjulene uden at tænke paa sin hr. nabo. Da kunde kongens tanker ikke faa møllehjulet til at staa igjen; men mangengang fik derimod klapreverket kongens tanker til at gaa istaa. Man kunde tænke som saa: «En konge har jo penge som græs; hvorfor kjøber han ikke møllen og lader den rive ned?» Kongen forsøgte virkelig. En dag lader han mølleren kalde til sig. «I kan begribe», siger han til ham, «at vi to ikke kan bo ved siden af hinanden. En af os maa vige. Hvad giver I mig for mit slot?» — «Hvad koster det, min kongelige hr. nabo?» — Kongen svarede: «I naragtige menneske, saa mange penge har I ikke, at I kan 61kjøbe mit slot. Hvad koster eders mølle?» — Mølleren svarede: «Saa mange penge har Deres majestæt heller ikke, at De kan afkjøbe mig min mølle; thi den er ikke tilfals.» Kongen gjorde først et bud, derpaa nok et og endelig et tredje; men naboen blev bestandig ved sin beslutning. «Den er ikke tilfals,» sagde han. «Jeg er født i den; jeg vil ogsaa dø i den; ligesom jeg har faaet den efter mine fædre, saaledes skal mine efterkommere igjen faa den efter mig, og med den skal de arve sine fædres velsignelse.» Da satte kongen et alvorligt ansigt op. «Ved I vel, min gode mand, at jeg ikke har nødig at give eder saa mange gode ord? Jeg lader eders mølle taksere og river den ned. Saa kan I tage pengene, om I vil, eller lade dem ligge.» — Men mølleren var en uforfærdet mand og svarede smilende: «Det var godt nok, Deres majestæt, dersom ikke hofretten i Berlin var til.» Han mente nemlig, at han vilde lade sagen gaa til lov og dom. Nu var kongen en retfærdig herre, og derfor tog han ikke møllerens dristighed og frimodighed ilde op, men syntes godt om den; thi der kan aldrig siges en konge større ros, end at der hersker ret og retfærdighed i landet, saa at selv den ringeste ved, at ingen kan handle vilkaarlig med ham, men at alle er lige for loven, og at den laveste som den høieste staar under domstolens beskyttelse. Derfor lod kongen fra den tid mølleren i ro og levede i et venskabeligt naboskab med ham.
Jeg tænker, du er enig med mig i, at baade kongen og mølleren fortjener vor agtelse.
F. Hebel.