Der var engang en konge i Persien, som led af en svær sygdom. Der blev hentet læger og vismænd fra alle rigets ender og kanter; men ingen kunde finde paa raad; kongen var og blev syg, og det ganske hof var svøbt i sæk og aske. Da fremtraadte en dag den navnkundige troldmand Mirzabad for hans majestæts trone og forklarede, at han efter megen nattevaagen og granskning i stjernerne havde udfundet et ufeilbarligt middel, ved hvilket kongen kunde helbredes, et meget simpelt husraad: han behøvede nemlig blot at iføre sig et lykkeligt menneskes skjorte.
Kongen var en mægtig herre. Hans hære var seierrige, hvor de viste sig; hans skibe beherskede havet; hans skatkammer strømmede over af guld og kostelige ædelstene, og Persien skalv, naar han rynkede sit øienbryn. Men han kunde ikke nyde saameget som en kop melk uden at faa de skrækkeligste smerter — var han lykkelig? Nei; der fandtes mange herlige klædninger i hans klædekammer; men et lykkeligt menneskes skjorte var der ikke.
«Men,» tænkte kongen, «der er nu min første minister; han kan spise og drikke saa meget, han lyster, baade sødt og surt. Og saa er han ovenikjøbet gift med min datter; hans heste er skjønnere end mine egne, han har penge som græs — det er ikke muligt, at han kan være ulykkelig! — Bring mig en af hans skjorter, den fineste, han eier.»
Det skede, som han havde befalet. Skjorten var af den fineste silke, saa tynd som spindelvæv og baldyret paa det kosteligste. Men neppe havde kongen taget den paa, før han blev endnu sygere, end han var i forveien.
Han var ikke sen med at faa skjorten af og ministeren ind.
«Hvi har du bedraget din herre og sendt ham en uslings skjorte istedenfor din egen?» sagde kongen.
Ministeren skalv og forsøgte paa at undskylde sig.
«Træl!» vedblev kongen, «Troldmanden Mirzabad har sagt, at jeg skal blive min plage kvit, dersom jeg kan faa fat 59paa et lykkeligt menneskes skjorte. Du maa være lykkelig! Hvorfor sendte du ikke din egen skjorte?»
«Ak, herre!» svarede statsmanden, «hvorledes kan jeg være lykkelig, naar frygten for eders unaade altid hænger som et blottet sverd over mit hoved? Min eneste tanke dag og nat er at faa beholde mit hoved. Din ringeste slave er lykkeligere end jeg. Paa de høie tinder brænder solen, der raser stormene; kun i dalens skygger vifter den milde vestenvind. Det er ikke blandt saadanne som mig, I kan finde den lykkelige. Men paa et af mine godser er der en bonde, som er den lykkeligste af alle dødelige, om eders majestæt vil tillade mig at hente ham.»
Saa kom da bonden, en staut, rødmusset karl, fra omegnen af Koi, Persiens have. Paa kongens bud afførte han sig sin skjorte, der var af grovt lerred; men kongen havde neppe havt den paa i fem minuter, før han følte den ulideligste svie over hele sin krop, og han var overbevist om, at man umulig kan være lykkelig, naar man maa gaa med striskjorte.
Han maatte tale med bonden, og da denne atter blev stedet for kongens aasyn, havde han utallige klagemaal at fremføre om tørke og græshopper og høie skatter og meget mere, som var alt andet end behageligt for kongen at høre paa. Men han lovede at skaffe den rette mand tilveie, nemlig en kjøbmand, til hvem han solgte sit korn, og som han var forvisset om maatte være lykkelig.
Kjøbmanden blev hentet. Men kongen, som var bleven klog af skade, vilde ikke tage skjorten paa, førend han først havde forhørt dens eiermand. Og da fik han høre en saadan jammersang om handelsprivilegier og griske toldbetjente og andre havesyge embedsmænd, at det halve kunde være nok. Kongen lod ham reise hjem igjen, og talismanen, den underbare skjorte, var han endnu lige nær.
Og saaledes lod den stakkars konge ransage sit hele rige i øst og vest, blandt høi og lav; men den lykkelige var ingensteds at finde.
Saa var det en dag, han var ude paa en ridetur, ledsaget af troldmanden; da saa han ved siden af veien en mand, som sad og red paa et gjærde og sang i vilden sky. Han saa saa 60fornøiet ud; hans ansigt straalede af saadan glæde, at kongen uvilkaarlig stansede med de ord:
«Træl! Er du lykkelig?»
«Om jeg er lykkelig?» svarede den anden, «det er noget, jeg aldrig har tænkt over.»
«Du ser ud til at være meget fattig; har du ingen sorger?»
«Ikke det jeg ved, herre. Jeg har, hvad jeg behøver; naar jeg er sulten, saa æder jeg; er jeg tørstig, saa drikker jeg, og naar jeg ikke har andet at bestille, saa synger jeg.»
Troldmanden Mirzabad steg da af hesten og kastede sig næsegrus paa jorden. «O, herre!» udraabte han, «her er manden! Lad ham straks bringe til dit slot!»
Som sagt saa gjort. Det hele hof blev forsamlet, og manden blev bragt ind for i dets nærværelse høitideligen at afklædes. Og se! Da viste det sig, at den eneste lykkelige mand i Persien ikke havde nogen skjorte.