56

Under kong Frederik den tredjes regjering levede i Kjøbenhavn to studenter, der var saa trofaste venner, at de var som ett liv og én sjæl. Den ene hed Peter Schumacher og var en vintappers søn, og den anden hed Dreyer. Begge havde ypperlige aandsevner, og som det gjerne er tilfældet med ungdommen, begge var begjærlige efter ære og udmerkelse. Da de engang sad og talte om sine forhaabninger og ærgjerrighedsdrømme, afgjorde de med hinanden, at den af dem, som kom høiest paa lykkens stige, skulde af alle kræfter drage den anden efter sig. De adskiltes, og hver gik sin forskjellige vei for at komme til lykkens tempel. Schumacher gjorde sig imidlertid snart bemerket af de store, da han var begavet med en yderst sjelden forstand. Han kom først i tjeneste hos den berømte biskop Brokmand, hvor kongen ved et tilfælde lærte at kjende hans overlegne aand. Han skal nemlig engang være gaaet til kongen med en vigtig erklæring, som Brokmand havde afgivet. Da kongen havde læst den, spurgte Schumacher: «Nu, hvad synes Deres majestæt om den?» Kongen svarede: «Ikke videre godt.» «Nei, jeg heller ikke,» gjentog det unge menneske med dristighed. «Du?» sagde kongen med halv foragt, idet han maalte ham med øinene. «Vil Deres majestæt give mig en halv time til en erklæring, saa haaber jeg at give den til Deres tilfredshed.» Dette blev ham tilstaaet; kongen var forundret over hans sjeldne anlæg og undersøgte hos Brokmand, hvem og hvorledes Schumacher 57var. Da Brokmand gav ham det allerfordelagtigste vidnesbyrd, fik Schumacher af kongen understøttelse til i nogle aar at reise udenlands. Da han kom tilbage, ansatte kongen ham ved regjeringen; han steg hurtig fra trin til trin, indtil han blev minister. Som han en dag sad optagen af forretninger i sit palads, blev der banket paa døren, og ind traadte en simpelt klædt ung mand. Schumacher saa stivt paa den fremmede, kjendte ham omsider og raabte overrasket: «Dreyer! min ven! du kommer vel for at minde mig om vor akkord? Nu, hvad forlanger du?» «At blive lagmand i Trondhjem,» svarede Dreyer. «Intet høiere?» spurgte Schumacher, «Nei,» var svaret. «Lagmand skal du blive,» endte denne med et fornemt buk samtalen; «men saa er ogsaa vort kameratskab ude.»

Schumacher steg fremdeles; under navn af Griffenfeldt blev han adlet til greve, blev storkansler og opnaaede under Kristian den femte den for en undersaat størst mulige ære. Imidlertid maatte der en overordentlig klogskab og aarvaagenhed til for at holde sig i kongens gunst, og uagtet hans bryst var bedækket med guld, slog dog vist hans hjerte tidt ængstelig derunder, og skjønt han havde magt til at raade over andres gods og liv, saa var han dog selv en slave af kongens mindste vink og maatte tage hensyn til tusende forskjellige omstændigheder. Han var vel en retskaffen mand og i duelighed uden lige; men hans stolthed paadrog ham uvenner, og disse bevirkede hans fald. Han blev dømt til døden. En prest kom, dagen før han skulde henrettes, for at berede ham til døden. Griffenfeldt hørte opmerksomt og rolig paa ham, men sagde, da presten en stund havde talt med ham om hans nærforestaaende endeligt: «Jeg vil gjerne være beredt til døden; men det er længe til min dødsdag.» Denne samme forsikring gjentog han dagen efter, da han gik til retterstedet. Presten viste ham de sørgelige anstalter til hans henrettelse og bad ham nu at tænke paa sit endeligt og ikke lade sig bedaare af noget falskt haab om benaadning; men Griffenfeldt vedblev: «Det er længe til min dødsdag.» Da han alt havde knælet ned for at modtage dødshugget, kom et kongeligt bud ridende og raabte: «Naade!»

Han sad først nogen tid i fængsel i Kjøbenhavn, men blev senere forflyttet til fæstningen Munkholmen ved Trondhjem, hvor han opholdt sig i atten aar. En dag, da han havde faaet lov under vagt at gaa iland, gik han forbi Dreyers hus 58og slog med sin stok paa døren, sigende: «Du Dreyer! du Dreyer! du var klogere end jeg.» Dreyer, der dengang levede som en anseet og lykkelig mand, kom ofte til ham og trøstede sin faldne ven.

Efter N. Dahl.

56

Under kong Frederik den tredjes regjering levde i Kjøbenhavn to studenter, der var så trofaste venner, at de var som ett liv og én sjel. Den ene het Peter Schumacher og var en vintappers sønn, og den annen het Dreyer. Begge hadde ypperlige åndsevner, og som det gjerne er tilfellet med ungdommen, begge var begjærlige etter ære og utmerkelse. Da de engang satt og talte om sine forhåpninger og ærgjerrighedsdrømme, avgjorde de med hinannen, at den av dem, som kom høyest på lykkens stige, skulle av alle krefter drage den annen etter seg. De adskiltes, og hver gikk sin forskjellige vei for å komme til lykkens tempel. Schumacher gjorde seg imidlertid snart bemerket av de store, da han var begavet med en ytterst sjelden forstand. Han kom først i tjeneste hos den berømte biskop Brokmand, hvor kongen ved et tilfelle lærte å kjenne hans overlegne ånd. Han skal nemlig engang være gått til kongen med en viktig erklæring, som Brokmand hadde avgitt. Da kongen hadde lest den, spurte Schumacher: «Nå, hva synes Deres majestet om den?» Kongen svarte: «Ikke videre godt.» «Nei, jeg heller ikke,» gjentok det unge menneske med dristighet. «Du?» sa kongen med halv forakt, idet han målte ham med øynene. «Vil Deres majestet gi meg en halv time til en erklæring, så håper jeg å gi den til Deres tilfredshet.» Dette ble ham tilstått; kongen var forundret over hans sjeldne anlegg og undersøkte hos Brokmand, hvem og hvorledes Schumacher 57var. Da Brokmand ga ham det allerfordelagtigste vitnesbyrd, fikk Schumacher av kongen understøttelse til i noen år å reise utenlands. Da han kom tilbake, ansatte kongen ham ved regjeringen; han steg hurtig fra trin til trin, inntil han ble minister. Som han en dag satt opptatt av forretninger i sitt palads, ble der banket på døren, og inn trådte en simpelt kledd ung mann. Schumacher så stivt på den fremmede, kjente ham omsider og ropte overrasket: «Dreyer! min venn! du kommer vel for at minde meg om vår akkord? Nå, hva forlanger du?» «Å bli lagmann i Trondhjem,» svarte Dreyer. «Intet høyere?» spurte Schumacher, «Nei,» var svaret. «Lagmann skal du bli,» endte denne med et fornemt buk samtalen; «men så er også vårt kameratskap ute.»

Schumacher steg fremdeles; under navn av Griffenfeldt ble han adlet til greve, ble storkansler og oppnådde under Kristian den femte den for en undersått størst mulige ære. Imidlertid måtte der en overordentlig klokskap og årvåkenhet til for å holde seg i kongens gunst, og uaktet hans bryst var bedekket med gull, slo dog vist hans hjerte titt engstelig derunder, og skjønt han hadde makt til å råde over andres gods og liv, så var han dog selv en slave av kongens minste vink og måtte ta hensyn til tusende forskjellige omstendigheter. Han var vel en retskaffen mann og i duelighed uten like; men hans stolthet pådrog ham uvenner, og disse bevirkede hans fall. Han ble dømt til døden. En prest kom, dagen før han skulle henrettes, for å berede ham til døden. Griffenfeldt hørte oppmerksomt og rolig på ham, men sa, da presten en stund hadde talt med ham om hans nærforestående endeligt: «Jeg vil gjerne være beredt til døden; men det er lenge til min dødsdag.» Denne samme forsikring gjentok han dagen etter, da han gikk til retterstedet. Presten viste ham de sørgelige anstalter til hans henrettelse og bad ham nå å tenke på sitt endeligt og ikke la seg bedåre av noe falskt håp om benådning; men Griffenfeldt vedble: «Det er lenge til min dødsdag.» Da han alt hadde knelt ned for å motta dødshugget, kom et kongelig bud ridende og ropte: «Nåde!»

Han satt først noen tid i fengsel i Kjøbenhavn, men ble senere forflyttet til festningen Munkholmen ved Trondhjem, hvor han oppholdt seg i atten år. En dag, da han hadde fått lov under vagt å gå i land, gikk han forbi Dreyers hus 58og slo med sin stokk på døren, sigende: «Du Dreyer! du Dreyer! du var klokere enn jeg.» Dreyer, der dengang levde som en anseet og lykkelig mann, kom ofte til ham og trøstet sin falne venn.

Etter N. Dahl.