48

Bjørgan var fordum prestegaard i Kvikne 49prestegjeld i Dovre-kjeden. Gaarden ligger høit oppe, ganske for sig selv. Jeg stod som liden gut paa bordet i dagligstuen og saa ned i dalen med længsel efter dem, som der om vinteren rendte paa skøiter langs elven eller om sommeren legte paa volden. Bjørgan laa saa høit, at der ikke vokste korn, hvorfor gaarden ogsaa nu er solgt til en schweizer og prestegaard kjøbt i dalen, hvor det dog er lidt likere. Vinterens komme paa Bjørgan var sørgelig tidlig! En ager, som fader i en varm og tidlig vaar forsøgsvis havde tilsaaet, laa en morgen gjemt af sne. Det slagne hø kunde faa en snebyge istedetfor et regnskyl, og naar det nu led længer paa vinteren! Kulden blev saadan, at jeg ikke turde tage i gadedørens dørklinke, fordi fingrene sved paa jernet. Min fader, der var barnefødt i Land ved Randsfjorden og saaledes ret hærdet, maatte dog ofte kjøre med maske for ansigtet til det fjerne anneks. Det knirkede og skreg i veiene, naar en kom gaaende, og kom flere, blev det til skjærende larm. Sneen laa ofte jevnhøi med andet stokverk i den svære bygning; mindre udhuse sneede helt ned; bakker, buske og gjærder udjevnedes; et snehav bredte sig med topper af høie birketrær svømmende og i bølgning efter stormen, der hist havde hulet, her sammenjaget. Jeg stod paa bordet og saa skiløbere fare nedover fra os mod dalen; jeg saa finner komme med sine rensdyr fra Røraas-skogen susende nedover fjeldene og opover igjen til os. Pulkerne slang af og til, og jeg glemmer aldrig, naar toget endelig holdt paa tunet, og en skindtul krøb ud af hver pulk og var et lidet travlt, fornøiet menneske, som solgte rensdyr-kjød.

Kviknedølen skal i senere tider have vokset frem til et oplyst, fermt folk; men dengang var Kvikne kald et af de mest ilde omtalte i landet. For ikke saa langt tilbage havde en prest maattet føre pistoler med til kirken; en anden kom hjem fra en kirketur og fandt alt sit bohave knust eller ituslidt af mænd, som havde været sværtede i ansigtet og næsten havde skræmt livet af hans hustru, der var ene hjemme. Den sidste prest havde flygtet derfra og bestemt negtet at vende tilbage. Kaldet havde været presteløst i mange aar, da fader — kanske netop derfor — fik det; thi man troede ham istand til at andøve en baad i storm.

Jeg husker endnu tydelig, hvorledes jeg en lørdagsmorgen

I.₂

50paa alle fire holdt paa at klyve opad trappen til kontoret, fordi den var islagt efter vaskningen, og var ikke kommen mange steg, da et brag og brot oppe fra kontoret jog mig forfærdet ned igjen. Thi deroppe havde bygdens kjæmpe paataget sig at ville lære den gjenstridige prest folkets skik, men fandt til sin skræk, at presten først vilde lære ham sin. Han kom saaledes ud af døren, at han lod sig falde trapperne helt ned, samlede der sine forskjellige lemmer og fandt gadedøren i fire byks. Folket i Kvikne vidste ikke bedre, end at presten gav dem de love, som kom fra stortinget. De vilde saaledes forbyde ham at gjennemføre skoleloven; de undsagde min fader; de samlede sig mandsterke i skoleformandskabet for at hindre forretningen med vold. Trods moders indstændige bønner havde han taget derhen, og da ingen vovede at hjælpe ham med skoledistrikternes inddeling o. s. v., gjorde han det selv efter bedste skjøn under mængdens truende torden; men da han med protokollen under armen gik ud, veg de, og ingen rørte ham. Man tænke sig min moders jubel, da hun saa ham komme kjørende rolig som altid.

I disse forhold og omgivelser fødtes Blakken. Hans moder var en stor rød hoppe fra Gudbrandsdalen, alles fryd, som saa hende. Hans fader var en galning af en sort fjordhest. Om blakken sagdes tidlig: Denne bliver den sterkeste hest, noget menneske har seet nordpaa, og saa opvant som jeg var med historier om kjæmper og slagsmaal, saa jeg paa det lille føl som paa en begavet kamerat. Han var ellers ikke altid god mod mig. Jeg bærer endnu et ar over det høire øie efter hans hov; men lige tro fulgte jeg med hoppen og føllet, sov med dem paa marken og trillede mig imellem hoppens ben, naar den spiste. Men engang havde jeg fulgt for langt. Dagen havde været varm: jeg var sovnet af inde i en aabentstaaende skoglade, hvor vi vel alle havde søgt skygge, — hoppen og føllet var gaaet videre; men jeg var bleven liggende. Det var sent paa dag, da de, som havde raabt og søgt forgjæves, kom med den tidende, at jeg ikke var til at finde. Man tænke sig mine forældres skræk — ud at søge, mark og skog blev gjennemraabte, bækkene, styrtningerne undersøgte — indtil endelig en hører et barn græde inde i laden og opdager mig 51siddende i høet. Jeg var saa forskræmt, at jeg længe ikke kunde tale; thi et stort dyr havde staaet og seet paa mig med ildøine. Om jeg havde drømt eller oplevet det, er ikke godt at sige — men vist er det, at jeg endnu for nogle aar siden vaagnede ved at se dette dyr staa over mig.

Blakken og jeg fik snart kamerater. Først en liden hund, som lærte mig at stjæle sukker, saa en kat, som en dag uventet optraadte i kjøkkenet. Jeg havde aldrig før seet en kat. Ligbleg styrtede jeg ind og skreg, at en stor mus kom op af kjelderen! Næste foraar blev vi endnu flere; thi da kom en liden gris til — og saa ofte som Blakken fulgte med moderen paa arbeide, blev det hunden, katten, grisen og jeg, som holdt ihop. Vi forslog tiden noksaa godt, især med at sove sammen. Jeg gav jo disse kamerater alt det, jeg syntes om — saaledes bar jeg en sølvske ud til grisen, forat den skulde spise penere — den forsøgte ogsaa — d. v. s. at spise sølvskeen. Naar jeg skulde følge mine forældre ned til folk i dalen, fulgte hunden, katten og grisen med. De to første kom i færgen, som skulde føre over elven; grisen gryntede lidt og svømmede saa efter. Vi blev da trakterede hver paa sin vis, og om kvelden drog vi hjem igjen i samme optog.

Men snart skulde jeg miste disse kamerater og blot beholde Blakken; thi min fader fik Nessets kald i Romsdalen. Det var en forunderlig dag, da vi drog afsted, vi børn og en barnepige i et lidet hus, som var sat paa en langslæde, saa hverken vind eller sne kunde naa os, og min fader og moder foran i en bredslæde, og alle de omkring os, som atter og atter vilde sige os farvel. Jeg kan ikke sige, at jeg var synderlig sørgmodig; thi jeg var bare seks aar gammel, og jeg vidste, at der i Trondhjem var kjøbt en hat og frak og bukser til mig, som jeg skulde faa paa, naar vi kom frem. Og der, i vort nye hjem, skulde jeg for første gang faa se sjøen! Og saa var jo Blakken med!

Her paa Nessets prestegaard, en af de skjønneste gaarde i landet, som den ligger der, bredbarmet mellem to mødende fjorde med grønt fjeld over sig, fossefald og gaarde paa den modsatte strand, bølgende marker og liv inde i dalbunden og udover langs fjorden fjelde med nes i nes skydende ud i sjøen og en stor gaard ude paa hvert — her paa Nessets prestegaard, hvor jeg kunde staa i kvelden og se paa solspillet over 52fjeld og fjord, til jeg græd, som om jeg havde gjort noget ondt — og hvor jeg paa mine ski nede i en eller anden dal pludselig kunde stanse som troldbunden af en skjønhed, af en længsel, som jeg ikke magtede at klare, men som var saa stor, at jeg ovenpaa den høieste glæde følte den dybeste indestængelse og sorg — her paa Nessets prestegaard vokste mine indtryk; men et af de livligste var det, jeg fik af Blakken; thi her vokste ogsaa han, blev en kjæmpe og gjorde kjæmpeverk.

Han havde ikke stort over middelhøide, men var forholdsvis særdeles lang og af en bredde, som man maatte le af. Han var blak af farve, mere gul end hvid, med sort, overordentlig fyldig faks; han blev et tungt, godmodigt dyr — til daglig brug altid ludende. Hvad han var vant til, gjorde han rolig som en okse, men tilgagns. Foruden at han forrettede mere end det dobbelte hestearbeide ved agerbrug, vedkjørsel o. s. v. paa denne tungbrugte gaard, drog han frem til en stor, ny hovedbygning og til det meget, min fader ellers lod bygge, over halvparten af virket og drog det fra en langt bortliggende, forskrækkelig udmark. Hvor to heste ikke kunde faa det frem, der brugtes Blakken, og saasandt greierne holdt, kom det frem. Han saa gjerne tilbage paa gutterne, mens de læssede hans dobbelte og tredobbelte læs — han sagde just ikke noget dertil; men man maatte dog en tre, fire gange bede ham gaa, før han gik, og selv da gjorde han først et par prøvetag — og saa tog han det! Det gik magelig, skridt for skridt. Der kom undertiden en ny tjenestegut, som vilde indøve ham i lidt hurtigere takt; men det endte altid med, at gutten maatte lære hestens. Svøbe blev aldrig brugt; thi man fik snart den vældige arbeider saa kjær, at det hele gik med kjæleri. Efterhvert som Blakken blev berømt i bygderne, blev det jo en ære at kjøre ham.

Thi Blakken var snart uden sammenligning prestegjeldets største vidunder. Det begyndte som overalt, hvor noget stort stikker op, med grueligt spektakel og had. Blakken skamslog og flængede saaledes de medbeilere, som indbildte sig noget, at bønderne kom dragende med dem til prestegaarden under megen forbitrelse og med krav paa erstatning. Det var dem harmeligt, at hans overlegenhed var saa uhyre og uomtvistelig. 53Vor nabo, løitnanten, kunde som krigsmand ikke finde sig deri. Han fik fat i to svære gudbrandsdalske heste — og disse skulde lære Blakken respekt. Der blev vovet for og imod. Hvor var vi ikke spændte paa udfaldet af det første sammenstød om vaaren oppe i fjeldbeitet! Jeg glemmer derfor aldrig den vakre pinsedags kveld, jeg stod ude og lyede paa aarfuglen, som spillede i lien, da en jente kom løbende og meldte, at begge løitnantshestene stod henne ved slibestenene og trykkede sig op til hverandre. Alle derhen — og se: De to deilige dyr stod og skalv, blødende af saar i saar; de havde været under Blakkens uhyre hover og tænder! Rædselen havde givet dem kraft til at sætte over præstegaardens høie skigard; thi de havde ikke vovet at stanse, før de kom til hus. Dagen efter lød Blakkens pris ved kirkemuren og førtes derfra over «fjeld og fjære.»

Blakken havde den sorg, at en af hans sønner, en kvik, brun hest, om nogle aar vilde dele magten med ham. Men han greb ham midt i hans første oprørsforsøg, og da den dristige søn ikke vilde tage flugten, men reiste et udæskende kampskrig, løftede den prøvede kjæmpe sig, de gik imod hverandre paa bagbenene, lagde forbenene om hverandres halse og brødes. Snart stod den unge galning som en fiolinbue — lidt efter laa han nedbrudt paa jorden og fik sine faderlige bank. Dette stod jeg og saa paa.

Næsten hver sommer var der bjørn i marken, som slog ned mange kjør og sauer for os og andre. Ret som det var, hørte vi gjætergutten nidhauke og buhunden halse. Da ringedes med klokken, arbeidsfolkene kom løbende op i marken med geværer, økser og jernstaurer; men de kom i regelen for sent. Enten havde hunden alt jaget bjørnen, eller ogsaa var kreaturet nedslaaet, før hjælpen kom. Hestene kunde bedre hytte sig; men det hændte dog nu og da, at han dræbte en hest enten ved at lokke ham i en myr, hvor hesten sank i og blev et let offer, eller ved at faa ham paa jag, saa han styrtede udover et sva. En sommer var det især slemt; der var næsten ingen uge, uden at bjørnen var ved kreaturerne. Hestene kom, ret som det var, helt frem til raaket og var dygtig rædde af sig; thi hvergang var de jagne af bjørnen. Men Blakken 54og den hoppe og det føl, han med skarpe sko holdt vagt for, kom aldrig, Vi vidste tilsidst ikke, hvorledes det var gaaet dem — gjæterne havde ikke hørt hoppens bjelde paa mange dage. Da det havde været et langvarigt uveir, hvori hestene ellers pleiede at søge nærmere mod hjemmet, ja ofte at stille sig lige udenfor ved grinden, som førte til stalden, og de endda ikke var komne, sendtes gutterne mandsterke op i skogen for at søge. De søgte mest omkring myrlændt jord, om bjørnen der skulde have forlokket den kamplystne hest og saa overvundet ham og siden kanske taget baade føllet og hoppen, som naturligvis vilde forsvare føllet. De søgte og søgte uden at se noget mistænkeligt. Spor («far,» som det heder) efter bjørnen var allevegne at se, men intet tegn til kamp med heste. Som gutterne gaar og taler om dette og nærmer sig det bedste hestebeite i hele skogen, bliver en af dem opmerksom paa, at lige i nærheden af en myr er spor efter føl og hoppe, men at de i det uendelige har gaaet rundt paa samme plet, altsaa i stor angest, og dette er skeet nylig, vistnok endnu samme dag. Ved saa at undersøge myren fandt de ganske rigtig denne opsparket som efter en stor kamp. Det begyndte at gaa gutterne baade koldt og varmt; men de vilde dog se nøiere efter. Ved kanten af myren saa de spor efter bagbenene baade paa bjørn og hest. De havde altsaa begge straks reist sig op; bjørnen var gaaet baglængs ud i myren for at narre hesten, og hesten efter; thi bjørnens brede lab og læg kan myrjorden nok bære; ei heller er han saa tung som hesten, der synker i og sidder fast. Men dennegang havde bjørnen forregnet sig; thi vel var Blakken sunken stygt nedi; men hans lenders kjæmpekræfter havde løftet benene op af myrens sug, mens de skarpskoede forben pryglede, og skjæretænderne rev — og snart saa man ikke længer ligt til bjørnens bagben, men derimod et nøiagtigt aftryk af hans pels, og atter et og atter et, og saa hele myren nedover — han var kastet overende, havde ikke kunnet løfte sig igjen, men havde veltet sig, rul i rul, for at verge sig mod slagene og biddene af den rasende hest, og dette kunde de forfølge lige til fast jord. Opildede af, hvad kamppladsen fortalte dem, blev gutterne mere lydhøre og gløgge og kunde nu i den stille, solsitrende luft efter regnveiret høre hoppens bjelde fra løvskogen under aasen. De ilede derhen — men mødtes af 55Blakken, som med sprudende øine forbød dem at komme nærmere. Han var ikke til at kjende igjen. Med løftet hoved, vaiende manke travede han rundt om hoppen og føllet i store kredse, og det var kun efter megen blid tale og ved hjælp af salt, som de bar med, at de kunde faa ham til at huske, det var kjendt folk, som kom. Men denne Blakkens storbedrift, som i sit slags var enestaaende, lagde saaledes glans om hans navn, at han fra «Præsteblakken» herefter ophøiedes til at hede «Bjørneblakken». Gang paa gang, aar efter aar, var han i kast med bjørnen og hvergang længe bagefter ikke til at styre. Han kom engang hjem med merke efter bjørnens klør. Det havde været en gammel kjæmpe, som havde faaet tag oppe under øinene paa hesten og havde rispet forfærdelig nedover, da hesten havde slidt hovedet løst. At have en saadan hest gaaende skarpskoet i udmarken var ellers farligt; men hestene kjendte ham og flygtede, og selv om en og anden endnu var dum nok til at lade sig banke, saa var man overbærende med Blakken for hans store berømtheds skyld. En hest, som lagde bjørnen i bakken, maatte faa gjøre, hvad han vilde.

Hvor beundret han var, kunde bedst sees, naar vi, som sjelden hændte, var nødte til at tage ham til kirkehest. Skulde hele familien med husjomfru og lærer op at kjøre, maatte han drage tre, fire af os i en gammel gig, hvori man sad «ei blot til lyst.» Da ingen af de sedvanlige stassæler var stor nok, maatte han humpe ivei i arbeidstøiet, og da den svære man laa ned i øinene paa ham, saa han just ikke ud til at fare i kirkefærd. Man maatte sætte ham bagerst; thi dels vilde han ikke springe, men bare gaa som foran arbeidskjærren, dels vilde han op med kirkefolket i alle de skogveie, han var vant til. Men gik han bagerst, fulgte han jo paa en vis med. Naar de andre heste sprang, saa byksede Blakken, og saaledes kom de, der sad i giggen, frem humpende i rykkevis eller som i sjøgang og ved én leilighed med virkelig sjøsyge. Ved kirken derimod forandrede det hele sig. Der var nemlig mange andre heste; han løftede straks hovedet og gav et kampfærdigt skrig. Det svarede fra markerne rundt om; han vilde afsted med giggen, men blev holdt, afklædt og tjoret. Han havde sit særegne tjor med og blev sat paa en plads tæt under fjeldet for at være saa langt fra de andre heste som muligt. 56Men han vilde til dem; han sled i tjoret, reiste sig paa bagbenene, rystede manken og skreg nedover! Folk stimlede sammen omkring ham. Naar han en stund var rolig, klappede de ham og maalte hans bryst, hans hals, hans lender, tog ogsaa tag i munden for at se paa hans tandgard; men saasnart en af de andre heste skreg, sled han sig fra dem, reiste sig og skreg igjen — det tyktes dem det herligste syn, de havde seet. Jeg for min del har vist aldrig senere været saa stolt af noget, som jeg dengang var af Blakken, naar jeg stod mellem bønderne og hørte de smeldende lovord.

Og her paa toppen af hans triumfbane vil jeg forlade ham. Jeg kom ud og fik andre maal for min beundring og andre helte at følge.

B. Bjørnson.

48

Bjørgan var fordum prestegård i Kvikne 49prestegjeld i Dovre-kjeden. Gården ligger høyt oppe, ganske for seg selv. Jeg stod som liten gut på bordet i dagligstuen og så ned i dalen med lengsel etter dem, som der om vinteren rendte på skøyter langs elven eller om sommeren lekte på volden. Bjørgan lå så høyt, at der ikke vokste korn, hvorfor gården også nå er solgt til en sveitser og prestegård kjøpt i dalen, hvor det dog er litt likere. Vinterens komme på Bjørgan var sørgelig tidlig! En ager, som far i en varm og tidlig vår forsøksvis hadde tilsådd, lå en morgen gjemt av sne. Det slagne hø kunne få en snebyge i stedet for et regnskyll, og når det nå led lenger på vinteren! Kulden ble sådan, at jeg ikke turde ta i gatedørens dørklinke, fordi fingrene sved på jernet. Min far, der var barnefødt i Land ved Randsfjorden og således rett herdet, måtte dog ofte kjøre med maske for ansiktet til det fjerne anneks. Det knirket og skrek i veiene, når en kom gående, og kom flere, ble det til skjærende larm. Sneen lå ofte jevnhøy med andet stokverk i den svære bygning; mindre uthus snødde helt ned; bakker, busker og gjerder utjevnedes; et snøhav bredte seg med topper av høye bjørketrær svømmende og i bølgning etter stormen, der hist hadde hulet, her sammenjaget. Jeg stod på bordet og så skiløpere fare nedover fra oss mot dalen; jeg så finner komme med sine rensdyr fra Røraas-skogen susende nedover fjellene og opover igjen til oss. Pulkene slang av og til, og jeg glemmer aldri, når toget endelig holdt på tunet, og en skindtul krøp ut av hver pulk og var et lite travlt, fornøyet menneske, som solgte rensdyr-kjøtt.

Kviknedølen skal i senere tider have vokset frem til et opplyst, fermt folk; men dengang var Kvikne kald et av de mest ilde omtalte i landet. For ikke så langt tilbake hadde en prest måttet føre pistoler med til kirken; en annen kom hjem fra en kirketur og fant alt sitt bohave knust eller ituslidt av menn, som hadde vært svertet i ansiktet og nesten hadde skremt livet av hans hustru, der var ene hjemme. Den siste prest hadde flyktet derfra og bestemt nektet å vende tilbake. Kalt hadde vært presteløst i mange år, da far — kanskje nettopp derfor — fikk det; thi man trodde ham i stand til å andøve en båt i storm.

Jeg husker ennå tydelig, hvorledes jeg en lørdagsmorgen

I.₂

50på alle fire holdt på å klyve oppad trappen til kontoret, fordi den var islagt etter vaskingen, og var ikke kommet mange steg, da et brak og brot oppe fra kontoret jog meg forferdet ned igjen. Thi deroppe hadde bygdens kjempe påtatt seg å ville lære den gjenstridige prest folkets skikk, men fant til sin skrekk, at presten først ville lære ham sin. Han kom således ut av døren, at han lot seg falle trappene helt ned, samlede der sine forskjellige lemmer og fant gatedøren i fire byks. Folket i Kvikne visste ikke bedre, enn at presten ga dem de love, som kom fra stortinget. De ville således forby ham å gjennomføre skoleloven; de undsagde min far; de samlet seg mannsterke i skoleformannskapet for å hindre forretningen med vold. Trass moders innstendige bønner hadde han taget derhen, og da ingen vovede å hjelpe ham med skoledistrikternes inndeling o. s. v., gjorde han det selv etter beste skjønn under mængdens truende torden; men da han med protokollen under armen gikk ut, veg de, og ingen rørte ham. Man tenke seg min moders jubel, da hun så ham komme kjørende rolig som alltid.

I disse forhold og omgivelser fødtes Blakken. Hans mor var en stor rød hoppe fra Gudbrandsdalen, alles fryd, som så henne. Hans far var en galning av en sort fjordhest. Om blakken sagdes tidlig: Denne blir den sterkeste hest, noe menneske har sett nordpå, og så opvant som jeg var med historier om kjemper og slagsmål, så jeg på det lille føl som på en begavet kamerat. Han var ellers ikke alltid god mot meg. Jeg bærer ennå et ar over det høyre øye etter hans hov; men lige tro fulgte jeg med hoppen og føllet, sov med dem på marken og trillet meg imellom hoppens ben, når den spiste. Men engang hadde jeg fulgt for langt. Dagen hadde vært varm: jeg var sovnet av inne i en åpentstående skoglade, hvor vi vel alle hadde søkt skygge, — hoppen og føllet var gått videre; men jeg var blitt liggende. Det var sent på dag, da de, som hadde ropt og søkt forgjeves, kom med den tidende, at jeg ikke var til å finne. Man tenke seg mine foreldres skrekk — ut å søke, mark og skog ble gjennomropte, bekkene, styrtningene undersøkte — inntil endelig en hører et barn gråte inne i laden og oppdager meg 51sittende i høyet. Jeg var så forskremt, at jeg lenge ikke kunne tale; thi et stort dyr hadde stått og sett på meg med ildøyne. Om jeg hadde drømt eller opplevd det, er ikke godt å si — men vist er det, at jeg ennå for noen år siden våknet ved å se dette dyr stå over meg.

Blakken og jeg fikk snart kamerater. Først en liten hund, som lærte meg å stjele sukker, så en katt, som en dag uventet opptrådte i kjøkkenet. Jeg hadde aldri før sett en katt. Likblek styrtet jeg inn og skrek, at en stor mus kom opp av kjelleren! Neste forår ble vi enda flere; thi da kom en liten gris til — og så ofte som Blakken fulgte med moren på arbeide, ble det hunden, katten, grisen og jeg, som holdt ihop. Vi forslog tiden nokså godt, især med å sove sammen. Jeg ga jo disse kamerater alt det, jeg syntes om — således bar jeg en sølvske ut til grisen, for at den skulle spise penere — den forsøkte også — d. v. s. å spise sølvskjeen. Når jeg skulle følge mine foreldre ned til folk i dalen, fulgte hunden, katten og grisen med. De to første kom i fergen, som skulle føre over elven; grisen gryntet litt og svømte så etter. Vi ble da trakterte hver på sin vis, og om kvelden drog vi hjem igjen i samme optog.

Men snart skulle jeg miste disse kamerater og blot beholde Blakken; thi min far fikk Nessets kald i Romsdalen. Det var en forunderlig dag, da vi drog av sted, vi barn og en barnepike i et lite hus, som var satt på en langslæde, så hverken vind eller sne kunne nå oss, og min far og mor foran i en bredslæde, og alle de omkring oss, som atter og atter ville si oss farvel. Jeg kan ikke si, at jeg var synderlig sørgmodig; thi jeg var bare seks år gammel, og jeg visste, at der i Trondhjem var kjøpt en hat og frakk og bukser til meg, som jeg skulle få på, når vi kom frem. Og der, i vårt nye hjem, skulle jeg for første gang få se sjøen! Og så var jo Blakken med!

Her på Nessets prestegård, en av de skjønneste gaarde i landet, som den ligger der, bredbarmet mellom to møtende fjorde med grønt fjell over seg, fossefall og gaarde på den motsatte strand, bølgende marker og liv inne i dalbunnen og utover langs fjorden fjell med nes i nes skytende ut i sjøen og en stor gård ute på hvert — her på Nessets prestegård, hvor jeg kunne stå i kvelden og se på solspillet over 52fjell og fjord, til jeg gråt, som om jeg hadde gjort noe ondt — og hvor jeg på mine ski nede i en eller annen dal plutselig kunne stanse som trollbunden av en skjønnhet, av en lengsel, som jeg ikke maktet å klare, men som var så stor, at jeg ovenpå den høyeste glede følte den dypeste indestængelse og sorg — her på Nessets prestegård vokste mine inntrykk; men et av de livligste var det, jeg fikk av Blakken; thi her vokste også han, ble en kjempe og gjorde kjempeverk.

Han hadde ikke stort over middelhøyde, men var forholdsvis særdeles lang og av en bredde, som man måtte le av. Han var blakk av farge, mer gul enn hvit, med sort, overordentlig fyldig faks; han ble et tungt, godmodig dyr — til daglig bruk alltid lutende. Hva han var vant til, gjorde han rolig som en okse, men tilgagns. Foruten at han forrettet mer enn det dobbelte hestearbeid ved agerbrug, vedkjørsel o. s. v. på denne tungbrukte gård, drog han frem til en stor, ny hovedbygning og til det meget, min far ellers lot bygge, over halvparten av virket og drog det fra en langt bortliggende, forskrekkelig utmark. Hvor to hester ikke kunne få det frem, der brugtes Blakken, og så sant greiene holdt, kom det frem. Han så gjerne tilbake på guttene, mens de lesset hans dobbelte og tredobbelte læs — han sa just ikke noe dertil; men man måtte dog en tre, fire ganger bede ham gå, før han gikk, og selv da gjorde han først et par prøvetag — og så tok han det! Det gikk makelig, skritt for skritt. Der kom undertiden en ny tjenestegutt, som ville innøve ham i litt hurtigere takt; men det endte alltid med, at gutten måtte lære hestens. Svøpe ble aldri brukt; thi man fikk snart den veldige arbeider så kjær, at det hele gikk med kjæleri. Efterhvert som Blakken ble berømt i bygdene, ble det jo en ære å kjøre ham.

Thi Blakken var snart uten sammenligning prestegjeldets største vidunder. Det begynte som overalt, hvor noe stort stikker opp, med grueligt spetakkel og hat. Blakken skamslog og flenget således de medbeilere, som innbilte seg noe, at bøndene kom dragende med dem til prestegården under mye forbitrelse og med krav på erstatning. Det var dem harmelig, at hans overlegenhet var så uhyre og uomtvistelig. 53Vår nabo, løytnanten, kunne som krigsmann ikke finne seg deri. Han fikk fat i to svære gudbrandsdalske hester — og disse skulle lære Blakken respekt. Der ble vovet for og imot. Hvor var vi ikke spente på utfallet av det første sammenstøt om våren oppe i fjellbeitet! Jeg glemmer derfor aldri den vakre pinsedags kveld, jeg stod ute og lyede på aarfuglen, som spilte i lien, da en jente kom løpende og meldte, at begge løytnantshestene stod henne ved slibestenene og trykket seg opp til hverandre. Alle derhen — og se: De to deilige dyr stod og skalv, blødende av sår i sår; de hadde vært under Blakkens uhyre hover og tenner! Redselen hadde gitt dem kraft til å sette over prestegårdens høye skigard; thi de hadde ikke vovet å stanse, før de kom til hus. Dagen etter lød Blakkens pris ved kirkemuren og førtes derfra over «fjell og fjære.»

Blakken hadde den sorg, at en av hans sønner, en kvik, brun hest, om noen år ville dele makten med ham. Men han grep ham midt i hans første opprørsforsøk, og da den dristige sønn ikke ville ta flukten, men reiste et uteskende kampskrik, løftet den prøvde kjempe seg, de gikk imot hverandre på bakbenene, la forbenene om hverandres halse og brødes. Snart stod den unge galning som en fiolinbue — litt etter lå han nedbrutt på jorden og fikk sine faderlige bank. Dette stod jeg og så på.

Nesten hver sommer var der bjørn i marken, som slo ned mange kjør og sauer for oss og andre. Rett som det var, hørte vi gjetergutten nidhauke og buhunden halse. Da ringedes med klokken, arbeidsfolkene kom løpende opp i marken med geværer, økser og jernstaurer; men de kom i regelen for sent. Enten hadde hunden alt jaget bjørnen, eller også var kreaturet nedslått, før hjelpen kom. Hestene kunne bedre hytte seg; men det hendte dog nå og da, at han drepte en hest enten ved å lokke ham i en myr, hvor hesten sank i og ble et lett offer, eller ved å få ham på jag, så han styrtet utover et sva. En sommer var det især slemt; der var nesten ingen uke, uten at bjørnen var ved kreaturene. Hestene kom, rett som det var, helt frem til råket og var dyktig redde av seg; thi hvergang var de jagne av bjørnen. Men Blakken 54og den hoppe og det føl, han med skarpe sko holdt vagt for, kom aldri, Vi visste til sist ikke, hvorledes det var gått dem — gjeterne hadde ikke hørt hoppens bjelle på mange dage. Da det hadde vært et langvarigt uvær, hvori hestene ellers pleide å søke nærmere mot hjemmet, ja ofte å stille seg like utenfor ved grinden, som førte til stallen, og de enda ikke var kommet, sendtes guttene mannsterke opp i skogen for å søke. De søkte mest omkring myrlendt jord, om bjørnen der skulle ha forlokket den kamplystne hest og så overvunnet ham og siden kanskje tatt både føllet og hoppen, som naturligvis ville forsvare føllet. De søkte og søkte uten å se noe mistenkelig. Spor («far,» som det heter) etter bjørnen var allevegne å se, men intet tegn til kamp med hester. Som guttene går og taler om dette og nærmer seg det beste hestebeite i hele skogen, blir en av dem oppmerksom på, at like i nærheten av en myr er spor etter føl og hoppe, men at de i det uendelige har gått rundt på samme plett, altså i stor angst, og dette er skjedd nylig, vistnok ennå samme dag. Ved så å undersøke myren fant de ganske riktig denne opsparket som etter en stor kamp. Det begynte å gå guttene både kaldt og varmt; men de ville dog se nøyere etter. Ved kanten av myren så de spor etter bakbenene både på bjørn og hest. De hadde altså begge straks reist seg opp; bjørnen var gått baklengs ut i myren for å narre hesten, og hesten etter; thi bjørnens brede lab og legg kan myrjorden nok bære; ei heller er han så tung som hesten, der synker i og sitter fast. Men dennegang hadde bjørnen forregnet seg; thi vel var Blakken sunket stygt nedi; men hans lenders kjempekrefter hadde løftet benene opp av myrens sug, mens de skarpskoede forben pryglede, og skjæretennene rev — og snart så man ikke lenger ligt til bjørnens bakben, men derimot et nøyaktig avtrykk av hans pels, og atter et og atter et, og så hele myren nedover — han var kastet overende, hadde ikke kunnet løfte seg igjen, men hadde veltet seg, rull i rull, for å verge seg mot slagene og bittene av den rasende hest, og dette kunne de forfølge like til fast jord. Opildede av, hva kampplassen fortalte dem, ble guttene mer lydhøre og gløgge og kunne nå i den stille, solsitrende luft etter regnværet høre hoppens bjelle fra løvskogen under aasen. De ilede derhen — men møttes av 55Blakken, som med sprudende øyne forbød dem å komme nærmere. Han var ikke til å kjenne igjen. Med løftet hode, vaiende manke travet han rundt om hoppen og føllet i store kredse, og det var kun etter mye blid tale og ved hjelp av salt, som de bar med, at de kunne få ham til å huske, det var kjent folk, som kom. Men denne Blakkens storbedrift, som i sitt slags var enestående, la således glans om hans navn, at han fra «Præsteblakken» herefter ophøiedes til at hete «Bjørneblakken». Gang på gang, år etter år, var han i kast med bjørnen og hvergang lenge bakefter ikke til å styre. Han kom engang hjem med merke etter bjørnens klør. Det hadde vært en gammel kjempe, som hadde fått tak oppe under øynene på hesten og hadde rispet forferdelig nedover, da hesten hadde slitt hodet løst. Å ha en sådan hest gående skarpskoet i utmarken var ellers farlig; men hestene kjente ham og flyktet, og selv om en og annen ennå var dum nok til å la seg banke, så var man overbærende med Blakken for hans store berømthets skyld. En hest, som la bjørnen i bakken, måtte få gjøre, hva han ville.

Hvor beundret han var, kunne best sees, når vi, som sjelden hendte, var nødte til å ta ham til kirkehest. Skulle hele familien med husjomfru og lærer opp å kjøre, måtte han drage tre, fire av oss i en gammel gig, hvori man satt «ei blot til lyst.» Da ingen av de sedvanlige stassæler var stor nok, måtte han humpe i vei i arbeidstøyet, og da den svære man lå ned i øynene på ham, så han just ikke ut til å fare i kirkeferd. Man måtte sette ham bakerst; thi dels ville han ikke springe, men bare gå som foran arbeidskjerren, dels ville han opp med kirkefolket i alle de skogveier, han var vant til. Men gikk han bakerst, fulgte han jo på en vis med. Når de andre hester sprang, så bykste Blakken, og således kom de, der satt i giggen, frem humpende i rykkevis eller som i sjøgang og ved én leilighet med virkelig sjøsyke. Ved kirken derimot forandret det hele seg. Der var nemlig mange andre hester; han løftet straks hodet og ga et kampfærdigt skrik. Det svarte fra markene rundt om; han ville av sted med giggen, men ble holdt, avkledd og tjoret. Han hadde sitt særegne tjor med og ble satt på en plass tett under fjellet for å være så langt fra de andre hester som mulig. 56Men han ville til dem; han sled i tjoret, reiste seg på bakbenene, rystet manken og skrek nedover! Folk stimlet sammen omkring ham. Når han en stund var rolig, klappede de ham og målte hans bryst, hans hals, hans lender, tog også tag i munnen for å se på hans tanngard; men så snart en av de andre hester skreg, sled han seg fra dem, reiste seg og skrek igjen — det tyktes dem det herligste syn, de hadde sett. Jeg for min del har vist aldri senere vært så stolt av noe, som jeg dengang var av Blakken, når jeg stod mellom bøndene og hørte de smellende lovord.

Og her på toppen av hans triumfbane vil jeg forlate ham. Jeg kom ut og fikk andre mål for min beundring og andre helte å følge.

B. Bjørnson.