Læreplanatlas
4. BindV. Fortællinger og beskrivelser.

29. Audun.

46

En sommer kom en fattig islænding, Audun, til Oslo med en tam grønlandsk bjørn. Harald Haardraade sendte bud til ham og spurgte, om han vilde sælge ham den for kjøbesummen; men Audun svarede nei. «For det dobbelte?» «Nei.» «Vil du da give mig den?» «Nei, heller ikke.» «Hvad vil du da gjøre med den?» «Jeg vil gjøre, hvad jeg har foresat mig: tage til Danmark med den og give kong Svend den.» «Har du ikke hørt, at der er krig mellem landene? eller mener du, at du skulde faa lov at fare med gaver, hvor ingen faar lov at gaa i vigtige erender?» «Derfor raader I, herre; men jeg gjør kun, som jeg har foresat mig.» «Saa følg da dit eget hoved; men naar du reiser hjem, skal du sige mig, hvad Svend gav dig for bjørnen.» «Det lover jeg.» Og Audun reiste. Men hver eneste skilling var allerede gaaet op for ham, saa han maatte tigge sig igjennem Danmark. Han kom til en foged, som hed Aage, og bad om noget til sig og sin bjørn. «Ja, har du penge, saa har jeg mad,» svarede Aage. Men det var nu netop dermed, det kneb, og Audun maatte sælge Aage den halve bjørn for levemaade til den og sig selv, indtil de naaede kongen. Aage og Audun fulgtes ad; Svend Estridssøn tog meget venlig imod dem og spurgte, hvem den fremmede var. Audun fortalte, hvem han var, hvad hans erende var, samt hvorledes han sad i det med Aage. «Er det sandt, hvad han siger?» Aage kunde ikke negte det. «Saa skam dig, for foged du er, at lægge saadanne hindringer iveien for en udlænding, der vil bringe mig en kostbar gave, som han kjøbte for sin hele eiendom! Du havde fortjent at miste liv og gods, men pak dig og kom aldrig mere for mine øine! Men hvad dig angaar, islænding, vil jeg regne hele dyret for dit, og bliv her saa!» — Audun vilde dog kort efter reise videre, og Svend blev noget stødt, indtil han hørte, at han vilde vandre som pilegrim til Rom; thi nu blev Svend god igjen, kaldte det et priseligt forsæt, 47gav ham reisepenge, skaffede ham følge med andre pilegrime og bad ham besøge sig paa hjemveien.

Audun besøgte Rom, men blev paa hjemveien syg. Hans reisefæller forlod ham, og alle hans penge slap op under den lange sygdom. Da han atter kom paa benene, maatte han paany tigge sig frem, og ved paasketid naaede han Svends kongsgaard, afkræftet, indfalden og næsten nøgen. Paaskelørdag stillede han sig i en krog i kirken for at tiltale kongen, naar denne gik i aftensang; men han skammede sig for den prægtige hird. Kongen gik tilbords, og ved væggen i hallen stod et bord, som pilegrimene pleiede at søge, førend de havde kastet stav og pose. Did gik ogsaa Audun, og nu tænkte han at fremstille sig for kongen, naar han efter maaltidet paany gik i kirke. Han turde dog heller ikke nu, men krøb i skjul. Svend syntes imidlertid, han havde seet et glimt af ham, og da han kom hjem fra kirken, og hirden havde skikket sig til sæde, gik han hen i døren og sagde: «Er der, som jeg mener, nogen i nærheden, som gjerne vil tale med mig, men tør ikke ret, da komme han frem!» Audun kom frem og faldt kongen tilfode; men Svend tog ham i haanden og bød ham velkommen, «skjønt det var knapt, jeg kjendte dig, saadan har du forandret dig.» Dermed førte han ham ind i stuen; men hirdmændene lo. «I behøver ikke at le af ham, fordi han ser ynkelig ud!» sagde Svend; «han har bedre sørget for sin sjæl end I; thi han staar smykket for Gud.» Saa lod han rede et bad for Audun, opvartede ham selv og sørgede saaledes for ham i alle maader, at han snart gjenvandt sit huld.

Audun blev hos kongen og var vel likt af ham og alle; thi han var en from og sagtmodig mand. Næste vaar vilde kongen gjøre ham til sin mundskjænk; det var et hæderligt embede. «Gud lønne jer, herre, for jert gode tilbud og for al bevist ære,» svarede Audun; «men jeg maa hjem.» Dette tyktes kongen underligt. «Jeg kan ikke,» vedblev Audun, «sidde her i pragt og herlighed og lade min moder gaa med tiggerposen paa Island. Hvad jeg gav hende, da jeg tog bort, maa vel nu være forbrugt.» «Den tale er der mening i,» svarede kongen, «og det er den eneste grund til din reise, som jeg ikke kan fortryde paa.»

Da det lakkede ad sommer, gik kongen med ham til 48bryggen. De kom til en stor, smuk knør, som man var ifærd med at lade. «Hvad synes du om dette skib, Audun?» «Meget godt, herre!» «Jeg skulde dog nu betale dig bjørnen og vil da give dig dette skib med en ladning, som kan gavne dig paa Island.» Audun takkede paa det bedste. Da nu skibet var seilfærdigt, fulgte kongen ham til stranden. «Ved jert land er der en slem kyst med brændinger,» sagde Svend, «saa du kunde let sætte skib og ladning til; derfor har du her en skindpose med sølvpenge, og mens du har den, er du heller ikke bar. Ogsaa den kunde du dog miste med skibet; derfor har du her en ring, et herligt klenodie,» — han trak den af sin egen haand — «og skulde du miste alt det øvrige ved skibbrud, er du dog endnu ikke fattig, naar du kun berger den, saa man kan endda se, at du har besøgt Svend Ulvssøn. Men aldrig maa du skille dig ved den, uden du skulde have en høvding saa meget at takke, at du synes, han fortjente den; thi den er en fyrste værdig.» Audun reiste, kom lykkelig til Norge, opsøgte kong Harald og blev venlig modtagen af ham. «Hvad gav saa Svend dig for bjørnen?» «Han modtog den af mig.» «Men hvad gav han dig mere?» «Penge til en romerreise.» «Det har han givet saa mange, der ingen gaver bragte; men hvad gav han dig mere?» «Han vilde gjøre mig til sin mundskjænk og bevise mig stor ære.» «Det var smukt; men han gav dig vel endnu mere?» «Den store knør med dens ladning.» «Det var ædelmodigt; men det vilde jeg ogsaa have gjort; gav han dig saa mere?» «En skindpose med sølvpenge, for om jeg skulde tilsætte skibet.» «Det var vel betænkt, og det var mere, end jeg vilde gjort; fik du saa mere endnu?» «Ja vel, herre! denne ring, som jeg kunde have godt af, om jeg ogsaa mistede alt andet; og han bad mig aldrig skilles ved den, medmindre der var en høvding, jeg skyldte saa meget, at jeg vilde give ham den. En saadan har jeg fundet i jer; thi I havde magt til at tage baade mit dyr og mit liv, men lod mig fare i fred, mens ingen anden fik lov at fare.» Harald tog venlig mod ringen og gav ham gode gaver for den, inden de skiltes; men da Audun samme sommer kom til Island, fandt de alle, at han kunde rose sin lykke.