46

En sommer kom en fattig islænding, Audun, til Oslo med en tam grønlandsk bjørn. Harald Haardraade sendte bud til ham og spurgte, om han vilde sælge ham den for kjøbesummen; men Audun svarede nei. «For det dobbelte?» «Nei.» «Vil du da give mig den?» «Nei, heller ikke.» «Hvad vil du da gjøre med den?» «Jeg vil gjøre, hvad jeg har foresat mig: tage til Danmark med den og give kong Svend den.» «Har du ikke hørt, at der er krig mellem landene? eller mener du, at du skulde faa lov at fare med gaver, hvor ingen faar lov at gaa i vigtige erender?» «Derfor raader I, herre; men jeg gjør kun, som jeg har foresat mig.» «Saa følg da dit eget hoved; men naar du reiser hjem, skal du sige mig, hvad Svend gav dig for bjørnen.» «Det lover jeg.» Og Audun reiste. Men hver eneste skilling var allerede gaaet op for ham, saa han maatte tigge sig igjennem Danmark. Han kom til en foged, som hed Aage, og bad om noget til sig og sin bjørn. «Ja, har du penge, saa har jeg mad,» svarede Aage. Men det var nu netop dermed, det kneb, og Audun maatte sælge Aage den halve bjørn for levemaade til den og sig selv, indtil de naaede kongen. Aage og Audun fulgtes ad; Svend Estridssøn tog meget venlig imod dem og spurgte, hvem den fremmede var. Audun fortalte, hvem han var, hvad hans erende var, samt hvorledes han sad i det med Aage. «Er det sandt, hvad han siger?» Aage kunde ikke negte det. «Saa skam dig, for foged du er, at lægge saadanne hindringer iveien for en udlænding, der vil bringe mig en kostbar gave, som han kjøbte for sin hele eiendom! Du havde fortjent at miste liv og gods, men pak dig og kom aldrig mere for mine øine! Men hvad dig angaar, islænding, vil jeg regne hele dyret for dit, og bliv her saa!» — Audun vilde dog kort efter reise videre, og Svend blev noget stødt, indtil han hørte, at han vilde vandre som pilegrim til Rom; thi nu blev Svend god igjen, kaldte det et priseligt forsæt, 47gav ham reisepenge, skaffede ham følge med andre pilegrime og bad ham besøge sig paa hjemveien.

Audun besøgte Rom, men blev paa hjemveien syg. Hans reisefæller forlod ham, og alle hans penge slap op under den lange sygdom. Da han atter kom paa benene, maatte han paany tigge sig frem, og ved paasketid naaede han Svends kongsgaard, afkræftet, indfalden og næsten nøgen. Paaskelørdag stillede han sig i en krog i kirken for at tiltale kongen, naar denne gik i aftensang; men han skammede sig for den prægtige hird. Kongen gik tilbords, og ved væggen i hallen stod et bord, som pilegrimene pleiede at søge, førend de havde kastet stav og pose. Did gik ogsaa Audun, og nu tænkte han at fremstille sig for kongen, naar han efter maaltidet paany gik i kirke. Han turde dog heller ikke nu, men krøb i skjul. Svend syntes imidlertid, han havde seet et glimt af ham, og da han kom hjem fra kirken, og hirden havde skikket sig til sæde, gik han hen i døren og sagde: «Er der, som jeg mener, nogen i nærheden, som gjerne vil tale med mig, men tør ikke ret, da komme han frem!» Audun kom frem og faldt kongen tilfode; men Svend tog ham i haanden og bød ham velkommen, «skjønt det var knapt, jeg kjendte dig, saadan har du forandret dig.» Dermed førte han ham ind i stuen; men hirdmændene lo. «I behøver ikke at le af ham, fordi han ser ynkelig ud!» sagde Svend; «han har bedre sørget for sin sjæl end I; thi han staar smykket for Gud.» Saa lod han rede et bad for Audun, opvartede ham selv og sørgede saaledes for ham i alle maader, at han snart gjenvandt sit huld.

Audun blev hos kongen og var vel likt af ham og alle; thi han var en from og sagtmodig mand. Næste vaar vilde kongen gjøre ham til sin mundskjænk; det var et hæderligt embede. «Gud lønne jer, herre, for jert gode tilbud og for al bevist ære,» svarede Audun; «men jeg maa hjem.» Dette tyktes kongen underligt. «Jeg kan ikke,» vedblev Audun, «sidde her i pragt og herlighed og lade min moder gaa med tiggerposen paa Island. Hvad jeg gav hende, da jeg tog bort, maa vel nu være forbrugt.» «Den tale er der mening i,» svarede kongen, «og det er den eneste grund til din reise, som jeg ikke kan fortryde paa.»

Da det lakkede ad sommer, gik kongen med ham til 48bryggen. De kom til en stor, smuk knør, som man var ifærd med at lade. «Hvad synes du om dette skib, Audun?» «Meget godt, herre!» «Jeg skulde dog nu betale dig bjørnen og vil da give dig dette skib med en ladning, som kan gavne dig paa Island.» Audun takkede paa det bedste. Da nu skibet var seilfærdigt, fulgte kongen ham til stranden. «Ved jert land er der en slem kyst med brændinger,» sagde Svend, «saa du kunde let sætte skib og ladning til; derfor har du her en skindpose med sølvpenge, og mens du har den, er du heller ikke bar. Ogsaa den kunde du dog miste med skibet; derfor har du her en ring, et herligt klenodie,» — han trak den af sin egen haand — «og skulde du miste alt det øvrige ved skibbrud, er du dog endnu ikke fattig, naar du kun berger den, saa man kan endda se, at du har besøgt Svend Ulvssøn. Men aldrig maa du skille dig ved den, uden du skulde have en høvding saa meget at takke, at du synes, han fortjente den; thi den er en fyrste værdig.» Audun reiste, kom lykkelig til Norge, opsøgte kong Harald og blev venlig modtagen af ham. «Hvad gav saa Svend dig for bjørnen?» «Han modtog den af mig.» «Men hvad gav han dig mere?» «Penge til en romerreise.» «Det har han givet saa mange, der ingen gaver bragte; men hvad gav han dig mere?» «Han vilde gjøre mig til sin mundskjænk og bevise mig stor ære.» «Det var smukt; men han gav dig vel endnu mere?» «Den store knør med dens ladning.» «Det var ædelmodigt; men det vilde jeg ogsaa have gjort; gav han dig saa mere?» «En skindpose med sølvpenge, for om jeg skulde tilsætte skibet.» «Det var vel betænkt, og det var mere, end jeg vilde gjort; fik du saa mere endnu?» «Ja vel, herre! denne ring, som jeg kunde have godt af, om jeg ogsaa mistede alt andet; og han bad mig aldrig skilles ved den, medmindre der var en høvding, jeg skyldte saa meget, at jeg vilde give ham den. En saadan har jeg fundet i jer; thi I havde magt til at tage baade mit dyr og mit liv, men lod mig fare i fred, mens ingen anden fik lov at fare.» Harald tog venlig mod ringen og gav ham gode gaver for den, inden de skiltes; men da Audun samme sommer kom til Island, fandt de alle, at han kunde rose sin lykke.

46

En sommer kom en fattig islending, Audun, til Oslo med en tam grønlandsk bjørn. Harald Haardraade sendte bud til ham og spurte, om han ville selge ham den for kjøpesummen; men Audun svarte nei. «For det dobbelte?» «Nei.» «Vil du da gi meg den?» «Nei, heller ikke.» «Hva vil du da gjøre med den?» «Jeg vil gjøre, hva jeg har foresatt meg: ta til Danmark med den og gi kong Svend den.» «Har du ikke hørt, at der er krig mellom landene? eller mener du, at du skulle få lov å fare med gaver, hvor ingen får lov å gå i viktige ærender?» «Derfor råder dere, herre; men jeg gjør kun, som jeg har foresatt meg.» «Så følg da dit eget hode; men når du reiser hjem, skal du si meg, hva Svend ga deg for bjørnen.» «Det lover jeg.» Og Audun reiste. Men hver eneste skilling var allerede gått opp for ham, så han måtte tigge seg igjennom Danmark. Han kom til en fogd, som het Aage, og bad om noe til seg og sin bjørn. «Ja, har du penger, så har jeg mat,» svarte Aage. Men det var nå nettopp dermed, det knep, og Audun måtte selge Aage den halve bjørn for levemåte til den og seg selv, inntil de nådde kongen. Aage og Audun fulgtes ad; Svend Estridssøn tog meget vennlig imot dem og spurte, hvem den fremmede var. Audun fortalte, hvem han var, hva hans ærend var, samt hvorledes han satt i det med Aage. «Er det sandt, hva han sier?» Aage kunne ikke nekte det. «Så skam deg, for fogd du er, å legge sådanne hindringer i veien for en utlending, der vil bringe meg en kostbar gave, som han kjøpte for sin hele eiendom! Du hadde fortjent å miste liv og gods, men pakk deg og kom aldri mer for mine øyne! Men hva deg angår, islending, vil jeg regne hele dyret for dit, og bli her så!» — Audun ville dog kort etter reise videre, og Svend ble noe støtt, inntil han hørte, at han ville vandre som pilegrim til Rom; thi nå ble Svend god igjen, kalte det et priseligt forsett, 47ga ham reisepenger, skaffet ham følge med andre pilegrime og bad ham besøke seg på hjemveien.

Audun besøkte Rom, men ble på hjemveien syk. Hans reisefeller forlot ham, og alle hans penger slapp opp under den lange sykdom. Da han atter kom på benene, måtte han paany tigge seg frem, og ved påsketid nådde han Svends kongsgård, afkræftet, innfallen og nesten nøgen. Påskelørdag stillede han seg i en krok i kirken for å tiltale kongen, når denne gikk i aftensang; men han skammet seg for den prektige hird. Kongen gikk til bords, og ved veggen i hallen stod et bord, som pilegrimene pleide å søke, før de hadde kastet stav og pose. Dit gikk også Audun, og nå tenkte han å fremstille seg for kongen, når han etter måltidet paany gikk i kirke. Han turde dog heller ikke nå, men krøp i skjul. Svend syntes imidlertid, han hadde sett et glimt av ham, og da han kom hjem fra kirken, og hirden hadde skikket seg til sete, gikk han hen i døren og sa: «Er der, som jeg mener, noen i nærheten, som gjerne vil tale med meg, men tør ikke rett, da komme han frem!» Audun kom frem og falt kongen tilfode; men Svend tok ham i hånden og bød ham velkommen, «skjønt det var knapt, jeg kjente deg, sådan har du forandret deg.» Dermed førte han ham inn i stuen; men hirdmennene lo. «Dere behøver ikke å le av ham, fordi han ser ynkelig ut!» sa Svend; «han har bedre sørget for sin sjel enn dere; thi han står smykket for Gud.» Så lot han rede et bad for Audun, oppvartet ham selv og sørget således for ham i alle måter, at han snart gjenvant sitt huld.

Audun ble hos kongen og var vel likt av ham og alle; thi han var en from og saktmodig mann. Neste vår ville kongen gjøre ham til sin munnskjenk; det var et hederlig embete. «Gud lønne jer, herre, for jert gode tilbud og for all bevist ære,» svarte Audun; «men jeg må hjem.» Dette tyktes kongen underlig. «Jeg kan ikke,» vedble Audun, «sitte her i prakt og herlighet og lade min mor gå med tiggerposen på Island. Hva jeg ga henne, da jeg tok bort, må vel nå være forbrukt.» «Den tale er der mening i,» svarte kongen, «og det er den eneste grunn til din reise, som jeg ikke kan fortryde på.»

Da det lakkede ad sommer, gikk kongen med ham til 48bryggen. De kom til en stor, smuk knør, som man var ifærd med å la. «Hva synes du om dette skip, Audun?» «Meget godt, herre!» «Jeg skulle dog nå betale deg bjørnen og vil da gi deg dette skip med en ladning, som kan gavne deg på Island.» Audun takket på det beste. Da nå skipet var seilfærdigt, fulgte kongen ham til stranden. «Ved jert land er der en slem kyst med brenninger,» sa Svend, «så du kunne lett sette skip og ladning til; derfor har du her en skindpose med sølvpenge, og mens du har den, er du heller ikke bar. Også den kunne du dog miste med skipet; derfor har du her en ring, et herlig klenodie,» — han trakk den av sin egen hånd — «og skulle du miste alt det øvrige ved skipbrudd, er du dog ennå ikke fattig, når du kun berger den, så man kan enda se, at du har besøkt Svend Ulvssøn. Men aldri må du skille deg ved den, uten du skulle ha en høvding så meget å takke, at du synes, han fortjente den; thi den er en fyrste verdig.» Audun reiste, kom lykkelig til Norge, oppsøkte kong Harald og ble vennlig mottatt av ham. «Hva ga så Svend deg for bjørnen?» «Han mottok den av meg.» «Men hva ga han deg mer?» «Penger til en romerreise.» «Det har han gitt så mange, der ingen gaver brakte; men hva ga han deg mer?» «Han ville gjøre meg til sin munnskjenk og bevise meg stor ære.» «Det var smukt; men han ga deg vel enda mer?» «Den store knør med dens ladning.» «Det var ædelmodigt; men det ville jeg også have gjort; ga han deg så mer?» «En skindpose med sølvpenge, for om jeg skulle tilsette skipet.» «Det var vel betenkt, og det var mer, enn jeg ville gjort; fikk du så mer ennå?» «Ja vel, herre! denne ring, som jeg kunne ha godt av, om jeg også mistet alt annet; og han bad meg aldri skilles ved den, med mindre der var en høvding, jeg skyldte så meget, at jeg ville gi ham den. En sådan har jeg funnet i jer; thi dere hadde makt til å ta både mitt dyr og mitt liv, men lot meg fare i fred, mens ingen annen fikk lov å fare.» Harald tog vennlig mot ringen og ga ham gode gaver for den, innen de skiltes; men da Audun samme sommer kom til Island, fant de alle, at han kunne rose sin lykke.