41

I verdens første dage, i guldalderen, var der fred og samdrægtighed iblandt guder og mennesker, i himlen og paa jorden; men i himlen forsvandt freden, da jøtunkvinder som Skade og Gerd kom til Asgaard som asernes hustruer, — og paa jorden gik ogsaa den glade fredens tid tilgrunde, da menneskene lærte guldets kraft at kjende og lod sig henrive af gjerrighed og vindesyge. Lyksaligheden forspildtes; luften forgiftedes af ondskab; baade i himlen og paa jorden begyndte strid, der vedvarer til verdens undergang, og da endelig ogsaa Balder var dræbt, fik ondskaben fuldstændig overhaand.

Balder den gode drømte tunge og sterke drømme, der varslede ilde for hans liv; paa tinge var alle aser og asynjer samlede, og de mægtige guder raadslog om, hvad Balders svare drømme skulde betyde. En urolig slummer plagede guden, og isøvne tyktes ham, at alt held var veget bort, og at han var feig (døden nær). Frigg og Odin og alle guder blev grebne af sorg og tog det raad, at man skulde sende bud og bede alle væsener om fred for Balder mod alt det, som ondt var. Frigg tog imod ederne og løfterne, og alting aflagde da ed paa at skaane ham: ild og vand, jern og alskens malm, stene, jorden, trærne, sygdomme, dyr, fugle og edderorme. Da dette var gjort, stillede aserne for moro skyld Balder frem paa tinge, og nogle skjød paa ham, andre hug til ham, og andre igjen kastede sten paa ham. Men hvad de saa gjorde, led han alligevel intet men af det, og derover var nu aserne meget glade. Kun Loke, som ogsaa var tilstede, kunde ikke like dette. Han skabte sig om til en kvinde og gik til Frigg i Fensal. Frigg spurgte, om denne kvinde vidste, hvad aserne havde for sig paa tinge. Loke svarede, at de alle skjød efter 42Balder, men at han dog ikke havde det mindste men deraf. Da sagde Frigg: «Nei, hverken vaaben eller træ vil gjøre Balder noget ondt; thi jeg har taget ed af dem alle.» Loke spurgte: «Har da alle ting svoret at verge Balder?» Frigg svarede: «Der vokser vel en ørliden kvist straks østenfor Valhal; den heder Misteltein; men den syntes mig at være for ung til at kræve nogen ed af.» — Loke gik bort, sled mistelteinen op og gik tiltings med den. Hød stod yderst i mand-ringen; thi han var blind. Da sagde Loke: «Hvi skyder du ikke efter Balder?» Han svarede: «Ikke kan jeg se, hvor han staar, og desuden er jeg vaabenløs.» Loke sagde: «Du maa da gjøre som de andre og vise Balder den samme hæder som de; jeg skal vise dig, hvor han staar. Skyd efter ham med denne kvist.» — Han tog mistelteinen og skjød efter Balder, eftersom Loke viste ham. Skuddet gik gjennem ham, og Balder faldt død til jorden. Større ulykke er ikke nogensinde hændt blandt guder og mennesker. Da aserne saa Balder falde, tabte de rent mælet og tænkte ikke paa at løfte ham op; den ene saa paa den anden, og alle var de lige vrede paa den, som havde øvet daaden; men ingen kunde hevne drabet, da det hellige sted, de stod paa, var fredlyst. Da de saa prøvede paa at tale, kom graaden frem, og ingen kunde med ord udsige den anden sin sorg. Odin tog sig mest nær af denne ulykke, da han klarest skjønte, hvormeget aserne tabte ved Balders død. Da guderne kom til sans og samling, spurgte Frigg, hvem af aserne der vilde vinde hendes yndest og huldskab og ride Hel-veien og friste, om han kunde faa tale med Balder og byde Hel løsepenge, forat hun skulde lade Balder fare hjem igjen til Asgaard. Hermod den raske, Odins svend, paatog sig denne færd, og saa blev Odins hest Sleipner ledet frem; Hermod steg paa den og satte afsted i al hast.

Men aserne tog Balders lig og flyttede det til sjøen. Der stod hans store skib Ringhorn paa stranden; guderne vilde skyve det i sjøen og bygge Balders baal paa skibet; men de kunde paa ingen maade faa det frem. Man sendte da bud til Jøtunheim efter jøtunkvinden Hyrroken, og hun kom straks ridende paa en ulv med hugorme til tømme. Hun sprang af, og Odin satte fire berserker til at passe paa ulven; men de kunde ikke holde den, førend de fik kastet den 43til jorden. Da gik Hyrroken til skibets fremstavn og skjøv det ud med første tag og med saadan fart, at der stod ild af lunnerne, og hele jorden skalv. Tor blev vred, greb sin hammer og skulde have knust hendes hoved, hvis ikke alle guderne havde bedet om fred for hende. Balders lig blev nu baaret ombord, og da hans hustru Nanna saa dette, brast hendes hjerte af sorg, og hun blev ogsaa lagt paa baalet. Det blev tændt, og Tor viede baalet med sin hammer; foran hans fødder sprang en dverg ved navn Lit; ham sparkede Tor op i ilden, saa han brandt med. Mangeslags væsener mødte frem ved Balders ligfærd. Først Odin; med ham kom Frigg og valkyrjerne og hans ravne. Frøy agede i sin kjerre med galten Gullinbørste, Heimdal red paa sin hest Guldtop, og Frøya agede med sine katte. Mange af rimturserne og bergriserne var og tilstede. Odin lagde ringen Draupner paa baalet, og fra den stund var det, at den fik den egenskab, at der hver niende nat dryppede otte ligesaa herlige ringe af den. Balders hest med fuldt sadeltøi blev ogsaa ført ud paa baalet.

Om Hermod er at fortælle, at han red ni nætter gjennem dybe og mørke dale, saa han intet saa, førend han kom til aaen Gjøll og red over Gjallarbroen, som er tækket med skinnende guld. Modgunn heder den mø, som vogter broen; hun spurgte ham efter navn og æt og sagde: «Forleden dag red der fem fylker døde mænd over broen; men min bro dundrer ligesaa sterkt under dig alene; ikke har du farve som en død mand, og underligt er det derfor, at du rider Hel-veien.» — «Jeg skal til Hel,» svarer Hermod, «for at lede op Balder; har du ikke seet noget til ham paa Hel-veien?» — «Jo,» svarede hun, «Balder er faret over Gjallarbroen, og der nedentil og nordefter gaar Hel-veien.» — Hermod red videre, indtil han kom til Hel-grinden; da steg han af hesten, spændte sadelgjorden fastere, steg saa op igjen og satte sporerne i Sleipner. Da sprang hesten saa høit over grinden, at den ikke engang rørte ved den. Hermod red til Hels sal, steg af hesten og gik ind. Der saa han sin broder Balder sidde i høisædet, og Hermod blev der om natten. Om morgenen bad Hermod Hel 44om, at Balder maatte faa ride hjem med ham til Asgaard, og talte om, hvor stor sorg der var blandt aserne. Hel sagde, at hun nu vilde prøve, om Balder var saa vennesæl, som man sagde, og hvis alle verdens ting, baade levende og døde, græd over ham, skulde han faa fare tilbage til aserne; men var der nogen, som ikke vilde græde, skulde han blive hos Hel. Da stod Hermod op; Balder fulgte ham ud af hallen, tog ringen Draupner og sendte Odin den til minde. Nanna sendte Frigg et teppe og andre gaver. Da red Hermod tilbage til Asgaard og talte om alle de tidender, han havde seet og hørt.

Aserne sendte nu sendemænd over al verden, som skulde bede alle ting om at græde Balder ud fra Hel. Alle gjorde det, mennesker og dyr, jord, stene, trær og malm, og endnu ser man dem græde, naar de kommer fra frost ind i hede. Men da sendemændene drog hjem og havde vel røgtet sit erende, traf de i en hule paa en jøtunkvinde, som kaldte sig Tøkt. De bad hende ogsaa at græde Balder fra Hel; men hun svarede:

«Tøkt mon grædetørre taarerover Balders baalfart.I liv og i dødlige fremmed han er mig;Hel beholde, hvad hun har.»

Saa er sagt, at denne jøtunkvinde ikke var nogen anden end Loke, som nu atter voldte aserne den største hjertesorg.

28. Hvorledes Loke blev straffet.

Som rimeligt var, blev guderne meget vrede paa Loke, der havde voldt Balders død; derfor løb han bort og skjulte sig paa et fjeld; her byggede han sig et hus med fire døre, forat han indefra huset kunde se ud til alle kanter. Om dagen forvandlede han sig ofte til en laks og gjemte sig i en fos. Han tænkte nu paa, hvilken list aserne vilde finde paa for at gribe ham i fossen, og satte sig op i huset, tog lin og garn og bandt det i masker, saaledes som man siden bandt fiskegarn. Medens han sad saaledes ved ilden, fik han med et se, at aserne ikke var langt borte; thi Odin havde fra Lidskjalv seet, hvor han var. 45Han løb straks op og ud i elven, og fiskegarnet kastede han paa ilden. Da nu aserne kom til huset, gik først den vise Kvaaser ind, og da han saa asken efter det brændte fiskegarn, skjønte han, at det maatte være en kunstig indretning til at fange fisk med, og sagde det til aserne. Straks satte de sig til at binde en not, og da den var færdig, gik de til elven og kastede noten i fossen. Tor holdt i den ene ende, og alle aserne drog i den anden. Loke svømmede foran og lagde sig imellem to stene, saa at noten gik over ham; men de merkede dog, at noget levende havde rørt ved den, og anden gang de kastede noten ud, havde de bundet saa tunge søkkestene paa den, at intet kunde gaa under den. Loke svømmede atter foran noten; men da han saa, at der kun var et kort stykke til havet, sprang han over og op i fossen igjen. Nu havde aserne faaet se ham; de gik atter op til fossen, delte sig nu i to hobe, som hver holdt i noten, medens Tor vadede midt i elven, og gav sig til paany at trække noten ned mod havet. Nu maatte Loke enten med livsfare løbe ud i havet eller anden gang springe over noten; det sidste vilde han prøve paa og sprang saa, det snareste han kunde, over noten; i det samme greb Tor efter ham og fik fat i ham; dog gled han et stykke i haanden paa ham, saa Tor først fik rigtig tag ved sporen (halen). Loke var nu tagen udenfor alle fredlyste steder, og derfor var der ingen naade at vente for ham. Aserne bragte ham hen i en hule, tog tre stenheller, satte dem paa kant og borede hul igjennem dem. Saa tog de Lokes sønner Vale og Nare; Vale skabte de om til en ulv, og straks sønderrev han sin broder Nare. Nu tog aserne hans tarme og bandt dermed Loke over de tre stene, saa at den ene stod under hans aksler, den anden under hans lænder og den tredje under hans knær. Baandene blev til jern. Da tog Njørds hustru Skade en edderorm og fæstede den op over ham, saa edderet af ormen kunde dryppe i hans ansigt. Men hans kone Sigyn staar hos ham og holder et fad under edderdryppet; hvergang fadet er fuldt, gaar hun hen og slaar edderet ud; men imidlertid drypper det i hans ansigt, og det gjør saa ondt, at han vrider og snor sig, saa det er en gru, og han rykker da saa haardt til, at hele jorden skjælver. Det kaldes siden 46jordskjælv. Saaledes skal han ligge bunden til gudernes undergang.

Efter S. Petersen.

41

I verdens første dage, i gullalderen, var der fred og samdrektighet iblant guder og mennesker, i himlen og på jorden; men i himlen forsvant freden, da jøtunkvinder som Skade og Gerd kom til Asgaard som asenes hustruer, — og på jorden gikk også den glade fredens tid til grunne, da menneskene lærte gullets kraft å kjenne og lot seg henrive av gjerrighet og vinnesyke. Lykksaligheten forspildtes; luften forgiftedes av ondskap; både i himlen og på jorden begynte strid, der vedvarer til verdens undergang, og da endelig også Balder var drept, fikk ondskapen fullstendig overhånd.

Balder den gode drømte tunge og sterke drømme, der varslet ilde for hans liv; på tinge var alle aser og asynjer samlede, og de mektige guder rådslo om, hva Balders svare drømme skulle bety. En urolig slummer plagede guden, og i søvne tyktes ham, at alt held var veket bort, og at han var feig (døden nær). Frigg og Odin og alle guder ble grepne av sorg og tok det råd, at man skulle sende bud og bede alle vesener om fred for Balder mot alt det, som ondt var. Frigg tok imot edene og løftene, og alting avla da ed på å skåne ham: ild og vann, jern og alskens malm, steiner, jorden, trærne, sykdommer, dyr, fugler og edderorme. Da dette var gjort, stillede asene for moro skyld Balder frem på tinge, og noen skjød på ham, andre hug til ham, og andre igjen kastet stein på ham. Men hva de så gjorde, led han allikevel intet men av det, og derover var nå asene meget glade. Kun Loke, som også var til stede, kunne ikke like dette. Han skapte seg om til en kvinne og gikk til Frigg i Fensal. Frigg spurte, om denne kvinne visste, hva asene hadde for seg på tinge. Loke svarte, at de alle skjød etter 42Balder, men at han dog ikke hadde det minste men derav. Da sa Frigg: «Nei, hverken våpen eller tre vil gjøre Balder noe ondt; thi jeg har tatt ed av dem alle.» Loke spurte: «Har da alle ting svoret å verge Balder?» Frigg svarte: «Der vokser vel en ørliten kvist straks østenfor Valhal; den heter Misteltein; men den syntes meg å være for ung til å kreve noen ed av.» — Loke gikk bort, sled mistelteinen opp og gikk til tings med den. Hød stod ytterst i mann-ringen; thi han var blind. Da sa Loke: «Hvi skyder du ikke etter Balder?» Han svarte: «Ikke kan jeg se, hvor han står, og dessuten er jeg våpenløs.» Loke sa: «Du må da gjøre som de andre og vise Balder den samme hæder som de; jeg skal vise deg, hvor han står. Skyt etter ham med denne kvist.» — Han tok mistelteinen og skjød etter Balder, ettersom Loke viste ham. Skuddet gikk gjennom ham, og Balder falt død til jorden. Større ulykke er ikke noensinne hendt blant guder og mennesker. Da asene så Balder falle, tapte de rent mælet og tenkte ikke på å løfte ham opp; den ene så på den annen, og alle var de lige vrede på den, som hadde øvet dåden; men ingen kunne hevne drapet, da det hellige sted, de stod på, var fredlyst. Da de så prøvede på å tale, kom gråten frem, og ingen kunne med ord udsige den annen sin sorg. Odin tok seg mest nær av denne ulykke, da han klarest skjønte, hvor mye asene tapte ved Balders død. Da gudene kom til sans og samling, spurte Frigg, hvem av asene der ville vinne hennes yndest og huldskab og ride Hel-veien og friste, om han kunne få tale med Balder og by Hel løsepenger, for at hun skulle la Balder fare hjem igjen til Asgaard. Hermod den raske, Odins svend, påtok seg denne ferd, og så ble Odins hest Sleipner ledet frem; Hermod steg på den og satte av sted i all hast.

Men asene tog Balders lig og flyttet det til sjøen. Der stod hans store skip Ringhorn på stranden; gudene ville skyve det i sjøen og bygge Balders bål på skipet; men de kunne på ingen måte få det frem. Man sendte da bud til Jøtunheim etter jøtunkvinden Hyrroken, og hun kom straks ridende på en ulv med hugorme til tømme. Hun sprang av, og Odin satte fire berserker til å passe på ulven; men de kunne ikke holde den, før de fikk kastet den 43til jorden. Da gikk Hyrroken til skipets fremstavn og skjøv det ut med første tak og med sådan fart, at der stod ild av lunnerne, og hele jorden skalv. Tor ble vred, grep sin hammer og skulle ha knust hennes hode, hvis ikke alle gudene hadde bedt om fred for henne. Balders lig ble nå båret ombord, og da hans hustru Nanna så dette, brast hennes hjerte av sorg, og hun ble også lagt på bålet. Det ble tent, og Tor viede bålet med sin hammer; foran hans føtter sprang en dverg ved navn Lit; ham sparkede Tor opp i ilden, så han brandt med. Mangeslags vesener møtte frem ved Balders likferd. Først Odin; med ham kom Frigg og valkyrjene og hans ravner. Frøy agede i sin kjerre med galten Gullinbørste, Heimdal red på sin hest Guldtop, og Frøya agede med sine katte. Mange av rimturserne og bergriserne var og til stede. Odin la ringen Draupner på bålet, og fra den stund var det, at den fikk den egenskap, at der hver niende natt dryppet åtte likeså herlige ringe av den. Balders hest med fullt sadeltøi ble også ført ut på bålet.

Om Hermod er å fortelle, at han red ni netter gjennom dype og mørke dale, så han intet så, før han kom til åen Gjøll og red over Gjallarbroen, som er tekket med skinnende gull. Modgunn heder den mø, som vokter broen; hun spurte ham etter navn og ætt og sa: «Forleden dag red der fem fylker døde menn over broen; men min bro dundrer likeså sterkt under deg alene; ikke har du farge som en død mann, og underlig er det derfor, at du rider Hel-veien.» — «Jeg skal til Hel,» svarer Hermod, «for å lede opp Balder; har du ikke sett noe til ham på Hel-veien?» — «Jo,» svarte hun, «Balder er faret over Gjallarbroen, og der nedentil og nordefter går Hel-veien.» — Hermod red videre, inntil han kom til Hel-grinden; da steg han av hesten, spente sadelgjorden fastere, steg så opp igjen og satte sporene i Sleipner. Da sprang hesten så høyt over grinden, at den ikke engang rørte ved den. Hermod red til Hels sal, steg av hesten og gikk inn. Der så han sin bror Balder sitte i høysetet, og Hermod ble der om natten. Om morgenen bad Hermod Hel 44om, at Balder måtte få ride hjem med ham til Asgaard, og talte om, hvor stor sorg der var blant asene. Hel sa, at hun nå ville prøve, om Balder var så vennesæl, som man sa, og hvis alle verdens ting, både levende og døde, gråt over ham, skulle han få fare tilbake til asene; men var der noen, som ikke ville gråte, skulle han bli hos Hel. Da stod Hermod opp; Balder fulgte ham ut av hallen, tog ringen Draupner og sendte Odin den til minde. Nanna sendte Frigg et teppe og andre gaver. Da red Hermod tilbake til Asgaard og talte om alle de tidender, han hadde sett og hørt.

Asene sendte nå sendemenn over all verden, som skulle bede alle ting om å gråte Balder ut fra Hel. Alle gjorde det, mennesker og dyr, jord, steiner, trær og malm, og ennå ser man dem gråte, når de kommer fra frost inn i hede. Men da sendemennene drog hjem og hadde vel røktet sitt ærend, traff de i en hule på en jøtunkvinde, som kalte seg Tøkt. De bad henne også å gråte Balder fra Hel; men hun svarte:

«Tøkt mon gråtetørre tårerover Balders baalfart.I liv og i dødlike fremmed han er meg;Hel beholde, hva hun har.»

Så er sagt, at denne jøtunkvinde ikke var noen annen enn Loke, som nå atter voldte asene den største hjertesorg.

28. Hvorledes Loke ble straffet.

Som rimelig var, ble gudene meget vrede på Loke, der hadde voldt Balders død; derfor løp han bort og skjulte seg på et fjell; her bygde han seg et hus med fire dører, for at han innefra huset kunne se ut til alle kanter. Om dagen forvandlet han seg ofte til en laks og gjemte seg i en foss. Han tenkte nå på, hvilken list asene ville finne på for å gripe ham i fossen, og satte seg opp i huset, tog lin og garn og bandt det i masker, således som man siden bandt fiskegarn. Mens han satt således ved ilden, fikk han med et se, at asene ikke var langt borte; thi Odin hadde fra Lidskjalv sett, hvor han var. 45Han løp straks opp og ut i elven, og fiskegarnet kastet han på ilden. Da nå asene kom til huset, gikk først den vise Kvaaser inn, og da han så asken etter det brente fiskegarn, skjønte han, at det måtte være en kunstig innretning til å fange fisk med, og sa det til asene. Straks satte de seg til å binde en not, og da den var ferdig, gikk de til elven og kastet noten i fossen. Tor holdt i den ene ende, og alle asene drog i den annen. Loke svømte foran og la seg imellom to steiner, så at noten gikk over ham; men de merket dog, at noe levende hadde rørt ved den, og annen gang de kastet noten ut, hadde de bundet så tunge søkkestene på den, at intet kunne gå under den. Loke svømte atter foran noten; men da han så, at der kun var et kort stykke til havet, sprang han over og opp i fossen igjen. Nå hadde asene fått se ham; de gikk atter opp til fossen, delte seg nå i to hobe, som hver holdt i noten, mens Tor vadet midt i elven, og ga seg til paany å trekke noten ned mot havet. Nå måtte Loke enten med livsfare løpe ut i havet eller annen gang springe over noten; det siste ville han prøve på og sprang så, det snareste han kunne, over noten; i det samme grep Tor etter ham og fikk fat i ham; dog gled han et stykke i hånden på ham, så Tor først fikk riktig tag ved sporen (halen). Loke var nå tatt utenfor alle fredlyste steder, og derfor var der ingen nåde å vente for ham. Asene brakte ham hen i en hule, tog tre steinheller, satte dem på kant og borede hull igjennom dem. Så tok de Lokes sønner Vale og Nare; Vale skapte de om til en ulv, og straks sønderrev han sin bror Nare. Nå tok asene hans tarmer og bandt dermed Loke over de tre steiner, så at den ene stod under hans aksler, den annen under hans lender og den tredje under hans knær. Båndene ble til jern. Da tok Njørds hustru Skade en edderorm og fæstede den opp over ham, så edderet av ormen kunne dryppe i hans ansikt. Men hans kone Sigyn står hos ham og holder et fat under edderdryppet; hvergang fadet er fullt, går hun hen og slår edderet ut; men imidlertid drypper det i hans ansikt, og det gjør så ondt, at han vrider og snor seg, så det er en gru, og han rykker da så hardt til, at hele jorden skjelver. Det kalles siden 46jordskjelv. Således skal han ligge bunden til gudernes undergang.

Etter S. Petersen.