Der levede engang i et kloster i det nordlige Palæstina ved foden af Libanon en munk, der hed Urban. Han var meget from og grundede idelig over Guds ord. Engang læste han de ord: «For Gud er tusende aar som en dag og som en nattevagt.» Idet han nu søgte at forestille sig den endeløse evighed, faldt det ham ind, hvorledes det kunde være muligt, at himlens glæde kunde være saa stor, at sjælen aldrig mættedes deraf eller kjededes derved, og han bad Gud tidlig og silde om at styrke hans svage tro og give ham en forsmag paa himmeriges glæde. Da hændte det sig engang, at han en aarle morgenstund i klosterets have hørte en liden fugl synge saa liflig. Fuglen var slet ikke bange, men kom ham ganske nær; dog lod den sig ikke fange, men fløi fra gren til gren, indtil den endelig naaede den nærliggende skog, hvor den satte sig paa en myrtekvist. Munken fulgte den; sangen syntes ham altid smukkere:
«Han lytted desmere, jo mere den sangsaa sødelig;det var, som himmerigs klokker klang.Og ved hver en liflig tone, der lødsaa lystelig,det var, som han vugged i engleskjød.40Der var saa stille, der var saa tyst,saa fredelig;al skabningen hviled ved fuglens røst.»
Omsider fløi fuglen bort, og munken vendte tilbage til klosteret. Dette var imidlertid aldeles forandret: Murene var gamle og graa, indgangen var ikke mere paa det sedvanlige sted. Han vidste, at det maatte være det samme kloster; men da alting syntes ham saa forvandlet som ved en trolddom, blev han ganske underlig tilmode. Han saa sig nøiere om og kom ind paa klosterets kirkegaard, hvor han fandt mange mindestene, som han ikke kunde erindre at have seet. Endelig kom han til klosterporten og trak ængstelig nølende i klokkestrengen. En vildfremmed portner tog imod ham og spurgte om hans navn, hjemstavn og erende. Han fortalte, at han var munk her i klosteret og kun en liden stund havde lyttet til fuglesang i lunden. Portneren hentede abbeden; men det var ikke hans abbed, og alle de munke, som fulgte med abbeden, var ham aldeles ubekjendte. Han nævnede nu den abbeds navn, han søgte; men ingen kunde give ham nogen oplysning, og flere af de tilstedeværende ansaa ham for vanvittig. Omsider huskede dog en af brødrene, som nøie kjendte klosterets gamle krøniker, at den abbed, han søgte, havde levet for 300 aar siden, og at dengang en munk ved navn Urban var forsvunden, uden at man vidste, om han var flygtet eller forulykket. Abbeden strakte forskrækket et krucifiks ud imod ham og raabte: «I den korsfæstedes navn, hvem er du, spøgelse? Og hvad søger du, der er flygtet bort fra de dødes huler, hos os, de levende?» Men munken stod hensunken i dybe tanker.
«Da merked den fromme, den time var lang,saa kortelig,mens han havde lyttet til fuglens sang.»
«I tre hundrede aar har jeg altsaa lyttet til fuglesangen,» udbrød han; «men aarhundrederne svandt som minuter ved at høre den. og jeg havde gjerne lyttet til den indtil verdens ende. Jeg daare, som mente, at himmeriges glæde ikke var stor nok! Nu har jeg smagt den. Jeg vil bygge mig en 41hytte i skogen, hvor jeg lyttede til fuglens sang; thi der var godt at være.» Men idetsamme sank han død om, og en af munkene sagde: «Mangen slegt blev født og døde, siden han forlod sin celle; men Herrens forbarmelse bliver altid den samme.»