94. Kokosnødden.
En kokosnødpaa havet flød,omtumlet vildt af voven.Ved Asiens kysten storm ihøstden rev fra kokosskoven.
«Ak!» — klaged den —«hvor skal jeg hen?Hvi blev min kjerne moden?Blandt hval og haijeg kan jo eii dybet fæste roden.
Spildt er min kraft;min sunde saftei kvæger ørknens arme.Kold er din grav,du store hav,og jeg behøver varme.»
Men Herren lo;han klæder johver markens urt og lilje.Det mindste frøkan ikke dø,naar det ei er hans vilje.
Bag havets rand,det vidste han,laa øen i det fjerne;med frugtbar grund,men uden lundden vented paa en kjerne.
149Og nødden drevtil fjeldets revmed verdenshavets vove.Den fæsted rod,og øen stodsnart dækt med kokosskove.
Hver skipper, somtil øen kom,fandt den ei mere nøgen.Høit steg mod skyi palmers lymod himlen aftenrøgen.
Hvert sandhedsord,udtalt paa jord,man kan ved nødden ligne.Det er et frøpaa vilden sjø;men Gud det kan velsigne.
Som hist en kyst,maaske et brystdet kan i livet finde;og ved du vel,om ei en sjældet kan for himlen vinde?
Saa tal det udog stol paa Gud!Lad stormen det bortrive —et palmetrætil ly og lækan sandhedsordet blive.
H. V. Kaalund.
94. Kokosnøtten.
En kokosnøttpå havet fløt,omtumlet vilt av voven.Ved Asiens kysten storm i høstden rev fra kokosskoven.
«Ak!» — klaget den —«hvor skal jeg hen?Hvi ble min kjerne moden?Blant hval og haijeg kan jo eii dypet feste roten.
Spilt er min kraft;min sunde saftei kveger ørknens arme.Kald er din grav,du store hav,og jeg behøver varme.»
Men Herren lo;han klæder johver markens urt og lilje.Det minste frøkan ikke dø,når det ei er hans vilje.
Bak havets rand,det visste han,lå øen i det fjerne;med fruktbar grunn,men uten lundden ventet på en kjerne.
149Og nøtten drevtil fjellets revmed verdenshavets vove.Den festet rot,og øen stodsnart dekt med kokosskove.
Hver skipper, somtil øen kom,fant den ei mer nøgen.Høyt steg mot skyi palmers lymot himlen aftenrøyken.
Hvert sannhetsord,uttalt på jord,man kan ved nøtten ligne.Det er et frøpå vilden sjø;men Gud det kan velsigne.
Som hist en kyst,maaske et brystdet kan i livet finne;og vet du vel,om ei en sjeldet kan for himlen vinde?
Så tal det utog stol på Gud!Lad stormen det bortrive —et palmetretil ly og lækan sannhetsordet bli.
H. V. Kaalund.