95. Faderens undervisning.
Den fader sidder ved fjordestrandog lærer sin søn at blive en mand.
«Nu hør, min gut! Du er vokset fra barn,kan mer end knytte mit fiskegarn.
Til næste fiske jeg tager dig medat sætte det garn i havet ned.
Du skal se, det er lystigt at trække det opmed sild i hver maske som sølvertop.
Du give dig ei for storm eller kuld,ei heller, naar sjøen slaar baaden fuld.
Og er du paa fjorden hjemme, ret snartjeg sender dig ud paa længere fart.
150Du ved, det var altid skik her i nord,at bondens søn over hav udfor.
Du hørte det af den krønikebog,jeg læste i vinter ved arnekrog.
Og end staar der ry af den norske matros,i fremmede land faar han penge og ros.
Min gaard er knap, dine brødre fler —enhver faar bryde sin vei, du ser.
Den ældste skal sidde paa odelsgrund;I andre maa færdes saa mangelund.
Jeg lærte jer alle en dont for liv:at tømre med øks, at snitte med kniv,
at fare med drift paa ski med stav,over ødefjeld, det snehvide hav.
Men du skal ud paa havet det blaa;derud staar din hu, det tidlig jeg saa.» —
Den unggut nikker, høit blusser hans kind —det har ingen nød! hans seil faar nok vind.
A. Munch.
95. Faderens undervisning.
Den far sitter ved fjordestrandog lærer sin sønn å bli en mann.
«Nå hør, min gut! Du er vokset fra barn,kan mer enn knytte mitt fiskegarn.
Til neste fiske jeg tar deg medå sette det garn i havet ned.
Du skal se, det er lystig å trekke det oppmed sild i hver maske som sølvertop.
Du gi deg ei for storm eller kuld,ei heller, når sjøen slår båten full.
Og er du på fjorden hjemme, rett snartjeg sender deg ut på lenger fart.
150Du vet, det var alltid skikk her i nord,at bondens sønn over hav utfor.
Du hørte det av den krønikebog,jeg leste i vinter ved arnekrok.
Og enn står der ry av den norske matros,i fremmede land får han penger og ros.
Min gård er knap, dine brødre fler —enhver får bryte sin vei, du ser.
Den eldste skal sitte på odelsgrunn;I andre må ferdes så mangelund.
Jeg lærte jer alle en dont for liv:å tømre med øks, å snitte med kniv,
å fare med drift på ski med stav,over ødefjell, det snehvide hav.
Men du skal ut på havet det blå;derut står din hu, det tidlig jeg så.» —
Den unggutt nikker, høyt blusser hans kinn —det har ingen nød! hans seil får nok vind.
A. Munch.