147

Den lille Lotte tænkte paa alt og ingenting;en sommerfugl hun svæved i solens guld omkring;i sine gule lokker hun vaarens krone bar;som hendes blik var sjælen saa lyseblaa og klar.

Hun kjælte for sin dukke, hun var sin dukke tro;hun saa paa sine klæder og sine røde sko;men over alle elskte hun dog en liden fugl,som fader havde fanget paa sneen sidste jul.

Den sad og frøs ved vinduet i vinterkuld og vindog saa saa bønlig just i den varme stue ind;da strø’de fader korn ud og lokked den dermedog tog den ind i huset til pleie og til fred.

Men Lotte var lyksalig. Alene hun fik lovat pleie og at passe den lille gjest fra skov;hun bragte den sin føde, hun dyssed den i blund,snart lærte den at pikke af hendes røde mund.

Den kjendte hendes stemme og hendes lette gangog takked sin veninde med mangen lystig sang;tilsidst da sad den stille og traurig i sit bur:den hørte vaaren kalde fra grønne skovnatur.

Da slog den ud med vingen og vilde fly sin vei;men lille Lotte smilte — ak! hun forstod det ei;hun lukked buret sikkert, hun gav den vand og frø —men fuglen vil kun frihed; hvis ikke, maa den dø.

En morgen fløi hun tidlig til fuglen ud med madog jubled høit paa veien og var saa sjæleglad;men da hun kom til buret, da glemte hun sin sang:den kjære fugl laa udstrakt paa bunden, stiv og lang.

148Hun tog den ud forsigtig og kyssed den saa ømt;men den blev kold og livløs — det var ei blot paa skrømt —dens hoved sank tilbage, i øiet døden laa;da slap hun den forskrækket og stirred taus derpaa.

Og som hun stod der stille, hun blev saa underlig;for hendes klare øie en taage lagde sig;den søde barndomsrødme fra hendes kinder veg,og langsomt op til hjertet en dunkel smerte steg.

Hun kunde ikke vide, hvad denne smerte var;men sorg i hendes hjerte sin første rune skarog præged dybt sit billed i hendes bløde træk;nu fløi den ikke mer med den sidste taare væk.

Hun tænkte paa sin moder, men ei saa let som før,og nye verdner dæmred bag sorgens sorte slør;thi som et blik paa havet fra kystens mørke borg,saa livets udsigt aabnes ved barnets første sorg.

A. Munch.

147

Den lille Lotte tenkte på alt og ingenting;en sommerfugl hun svevet i solens gull omkring;i sine gule lokker hun vårens krone bar;som hennes blikk var sjelen så lyseblå og klar.

Hun kjælte for sin dukke, hun var sin dukke tro;hun så på sine klæder og sine røde sko;men over alle elskte hun dog en liten fugl,som far hadde fanget på sneen siste jul.

Den satt og frøs ved vinduet i vinterkuld og vindog så så bønlig just i den varme stue inn;da strø’de far korn ut og lokket den dermedog tok den inn i huset til pleie og til fred.

Men Lotte var lyksalig. Alene hun fikk lovå pleie og å passe den lille gjest fra skog;hun brakte den sin føde, hun dysset den i blund,snart lærte den at pikke av hennes røde munn.

Den kjente hennes stemme og hennes lette gangog takket sin venninne med mangen lystig sang;til sist da satt den stille og traurig i sitt bur:den hørte våren kalle fra grønne skognatur.

Da slo den ut med vingen og ville fly sin vei;men lille Lotte smilte — ak! hun forstod det ei;hun lukket buret sikkert, hun ga den vann og frø —men fuglen vil kun frihet; hvis ikke, må den dø.

En morgen fløy hun tidlig til fuglen ut med matog jublet høyt på veien og var så sjeleglad;men da hun kom til buret, da glemte hun sin sang:den kjære fugl lå utstrakt på bunden, stiv og lang.

148Hun tok den ut forsiktig og kysset den så ømt;men den ble kald og livløs — det var ei blot på skrømt —dens hode sank tilbake, i øyet døden lå;da slapp hun den forskrekket og stirret taus derpå.

Og som hun stod der stille, hun ble så underlig;for hennes klare øye en tåke la seg;den søte barndomsrødme fra hennes kinner veg,og langsomt opp til hjertet en dunkel smerte steg.

Hun kunne ikke vite, hva denne smerte var;men sorg i hennes hjerte sin første rune skarog preget dypt sitt bilde i hennes bløte trekk;nå fløy den ikke mer med den siste tåre vekk.

Hun tenkte på sin mor, men ei så lett som før,og nye verdener demret bak sorgens sorte slør;thi som et blikk på havet fra kystens mørke borg,så livets utsikt åpnes ved barnets første sorg.

A. Munch.