115

Rige folk har med alle sine røde grunker dog ogsaa mange ulykker og sygdomme, som den fattige mand ikke kjender noget til; thi der gives sygdomme, som ikke stikker i luften, men i de fulde fade og blinkende glas, i de bløde lænestole og silkesengen. Derom kan, som vi snart skal høre, en viss amsterdamer fortælle. Hele formiddagen sad han i en lænestol og smøgede tobak eller laa i det aabne vindu og talte tagstenene paa husene; men til middag spiste han dog som en tersker, og naboerne sagde ofte: «Blæser det ude, eller er det naboen, som puster?» Hele eftermiddagen spiste og drak han igjen, snart noget koldt, snart noget varmt, uden at være sulten eller have appetit, af lutter kjedsomhed, indtil den sildige aften, saa at man aldrig rigtig kunde sige, naar hans middag endte, eller hans aftensmaaltid begyndte. Naar han nu havde spist tilaftens, lagde han sig tilsengs og var saa træt, som om han hele dagen igjennem havde langet sten eller kløvet ved. Deraf blev han da tilsidst saa tyk som en humlesæk og kunde neppe røre sig af stedet. Mad og søvn vilde ikke længere smage ham, og han var i lang tid, som det ofte gaar, hverken rigtig frisk eller syg; men hvis man vilde tro ham selv, saa havde han 365 sygdomme, nemlig hver dag en ny. Alle de læger, der var i Amsterdam, spurgte han tilraads. Han slugte hele spand fulde af mikstur, hele skuffer fulde af pulver og piller saa store som ande-eg, saa at man tilsidst for spøg ikke kaldte ham andet end det tobenede apothek. Men al den doktorering hjalp intet; thi han gjorde ikke, hvad lægerne ellers befalede ham, men sagde altid: «Hvorfor er jeg da en rig mand, naar jeg skal leve som en hund, og doktoren ikke kan gjøre mig rask for alle mine penge?»

Endelig hørte han tale om en læge, der boede 300 kilometer borte, og som var saadan en heksemester, at de syge blev friske, naar han blot saa rigtig paa dem, og døden gik afveien 116for ham, hvor han lod sig se. Til denne mand fattede han tillid, og han skrev et brev, hvori han fortalte om sin tilstand. Doktoren merkede straks, hvad det var, der fattedes ham, nemlig ikke medicin, men maadehold og bevægelse, og han sagde til sig selv: «Jo, jo, far! dig skal jeg snart kurere!» Derfor skrev han et brev tilbage af følgende indhold: «Min gode ven! Det er en slem historie med jer. Dog skal jeg nok hjælpe jer, naar I vil følge mit raad. Sagen er den, at I har et fælt dyr i maven, en lindorm med syv munde. Med denne lindorm maa jeg selv tale, og derfor maa I komme til mig. Men for det første maa I ikke kjøre eller ride, men reise med apostlernes heste; thi ellers ryster lindormen, og han bider jeres indvolde istykker, syv tarme paa engang midt over. For det andet maa I ikke spise mer end lidt grønt to gange om dagen, om middagen med en smule pølse til, om aftenen et blødkogt eg, og om morgenen lidt kjødsuppe med purløg i. Alt, hvad I spiser mere, det faar ikke I godt af, men lindormen, som derved bliver større og større og trykker paa leveren, saa at det bliver snedkeren og ikke skrædderen, som da kommer til at tage maal af jer. Dette er mit raad, og dersom I ikke følger det, saa hører I til næste foraar aldrig nogen gjøg mere. Nu kan I gjøre, hvad I vil.»

Da patienten hørte dette, lod han straks den følgende morgen sine støvler pudse og begav sig paa veien, som doktoren havde befalet ham. Den første dag gik det saa langsomt, at en snegl magelig kunde have været hans forrider; naar nogen hilste ham, takkede han ikke derfor, og hvor der krøb en orm paa veien, gik han ikke tilside for den, men traadte den ihjel. Men allerede den anden og tredje morgen forekom det ham, som om fuglene aldrig havde sunget saa smukt, og duggen var saa frisk, og kornblomsterne saa blaa, og alle folk, som mødte ham, saa saa venlige ud, og han ogsaa; og hver morgen, naar han begav sig paa veien fra det vertshus, hvor han havde overnattet, blev det smukkere og smukkere; og da han den fjortende dag kom til den by, hvor doktoren boede, og den næste morgen stod op, var han saa frisk, at han sagde til sig selv: «Jeg kunde dog aldrig være bleven frisk til nogen ubeleiligere tid end nu, da jeg skal tale med doktoren. Hvis det dog bare susede mig lidt for ørene, eller jeg havde en smule kvalme!» Da han nu kom til 117doktoren, tog denne ham ved haanden og sagde til ham: «Fortæl mig da nu fra først til sidst, hvorledes I har det, og hvad der egentlig feiler eder.» Men patienten svarede: «Hr. doktor, jeg feiler, sandt at sige, intet, og dersom I er saa sund og rask som jeg, saa skal det fornøie mig.» Da sagde doktoren: «Det har en god aand indgivet eder, at I har fulgt mit raad. Lindormen er nu fordreven; men I har endnu eg af den i maven; derfor maa I igjen gaa hjem tilfods, og hjemme maa I flittig sage ved, naar ingen ser det, og I maa ikke spise mere, end I har appetit til, forat eggene ikke skal blive til unger. Naar I gjør det, kan I endnu blive en gammel mand,» lagde han smilende til. Men den rige amsterdamer sagde: «Hr. doktor! I er en snu fyr, og jeg forstaar jer nok.» Og han fulgte siden bestandig hans raad, levede i 87 aar, 4 maaneder og 10 dage og var saa frisk som en fisk, og hvert nyaar sendte han lægen 100 dukater til foræring og lod ham hilse og sige, at lindormens eg var endnu ikke komne videre.

F. Hebel.

115

Rike folk har med alle sine røde grunker dog også mange ulykker og sykdommer, som den fattige mann ikke kjenner noe til; thi der gives sykdommer, som ikke stikker i luften, men i de fulle fade og blinkende glas, i de bløte lenestoler og silkesengen. Derom kan, som vi snart skal høre, en viss amsterdamer fortelle. Hele formiddagen satt han i en lenestol og smøgede tobakk eller lå i det åpne vindu og talte tagstenene på husene; men til middag spiste han dog som en tersker, og naboene sa ofte: «Bleser det ute, eller er det naboen, som puster?» Hele ettermiddagen spiste og drakk han igjen, snart noe kaldt, snart noe varmt, uten å være sulten eller have appetitt, av lutter kjedsomhet, inntil den sildige aften, så at man aldri riktig kunne si, når hans middag endte, eller hans aftensmåltid begynte. Når han nå hadde spist til aftens, la han seg til sengs og var så trett, som om han hele dagen igjennom hadde langet stein eller kløvet ved. Derav ble han da til sist så tykk som en humlesæk og kunne neppe røre seg av stedet. Mat og søvn ville ikke lenger smake ham, og han var i lang tid, som det ofte går, hverken riktig frisk eller syk; men hvis man ville tro ham selv, så hadde han 365 sykdommer, nemlig hver dag en ny. Alle de leger, der var i Amsterdam, spurte han tilraads. Han slukte hele spann fulle av mikstur, hele skuffer fulle av pulver og piller så store som ande-eg, så at man til sist for spøk ikke kalte ham annet enn det tobenede apotek. Men all den doktorering hjalp intet; thi han gjorde ikke, hva legene ellers befalte ham, men sa alltid: «Hvorfor er jeg da en rik mann, når jeg skal leve som en hund, og doktoren ikke kan gjøre meg rask for alle mine penger?»

Endelig hørte han tale om en lege, der bodde 300 kilometer borte, og som var sådan en heksemester, at de syke ble friske, når han blot så riktig på dem, og døden gikk afveien 116for ham, hvor han lot seg se. Til denne mann fattet han tillit, og han skrev et brev, hvori han fortalte om sin tilstand. Doktoren merket straks, hva det var, der fattedes ham, nemlig ikke medisin, men måtehold og bevegelse, og han sa til seg selv: «Jo, jo, far! deg skal jeg snart kurere!» Derfor skrev han et brev tilbake av følgende innhold: «Min gode venn! Det er en slem historie med jer. Dog skal jeg nok hjelpe jer, når dere vil følge mitt råd. Sagen er den, at dere har et fælt dyr i maven, en lindorm med syv munde. Med denne lindorm må jeg selv tale, og derfor må dere komme til meg. Men for det første må dere ikke kjøre eller ride, men reise med apostlernes hester; thi ellers ryster lindormen, og han biter jeres innvoller i stykker, syv tarmer på engang midt over. For det andre må dere ikke spise mer enn litt grønt to ganger om dagen, om middagen med en smule pølse til, om aftenen et bløtkokt egg, og om morgenen litt kjøttsuppe med purløg i. Alt, hva dere spiser mer, det får ikke dere godt av, men lindormen, som derved blir større og større og trykker på leveren, så at det blir snekkeren og ikke skredderen, som da kommer til å ta mål av jer. Dette er mitt råd, og dersom dere ikke følger det, så hører dere til neste forår aldri noen gjøk mer. Nå kan dere gjøre, hva dere vil.»

Da pasienten hørte dette, lot han straks den følgende morgen sine støvler pusse og begav seg på veien, som doktoren hadde befalet ham. Den første dag gikk det så langsomt, at en snegl makelig kunne ha vært hans forrider; når noen hilste ham, takket han ikke derfor, og hvor der krøp en orm på veien, gikk han ikke tilside for den, men trådte den ihjel. Men allerede den annen og tredje morgen forekom det ham, som om fuglene aldri hadde sunget så smukt, og duggen var så frisk, og kornblomstene så blå, og alle folk, som møtte ham, så så vennlige ut, og han også; og hver morgen, når han begav seg på veien fra det vertshus, hvor han hadde overnattet, ble det smukkere og smukkere; og da han den fjortende dag kom til den by, hvor doktoren bodde, og den neste morgen stod opp, var han så frisk, at han sa til seg selv: «Jeg kunne dog aldri være blitt frisk til noen ubeleiligere tid enn nå, da jeg skal tale med doktoren. Hvis det dog bare suste meg litt for ørene, eller jeg hadde en smule kvalme!» Da han nå kom til 117doktoren, tog denne ham ved hånden og sa til ham: «Fortell meg da nå fra først til sist, hvorledes dere har det, og hva der egentlig feiler dere.» Men pasienten svarte: «Hr. doktor, jeg feiler, sandt å si, intet, og dersom dere er så sund og rask som jeg, så skal det fornøye meg.» Da sa doktoren: «Det har en god ånd inngitt dere, at dere har fulgt mitt råd. Lindormen er nå fordrevet; men dere har ennå eg av den i maven; derfor må dere igjen gå hjem tilfods, og hjemme må dere flittig sage ved, når ingen ser det, og dere må ikke spise mer, enn dere har appetitt til, for at eggene ikke skal bli til unger. Når dere gjør det, kan dere ennå bli en gammel mann,» la han smilende til. Men den rike amsterdamer sa: «Hr. doktor! Dere er en snu fyr, og jeg forstår jer nok.» Og han fulgte siden bestandig hans råd, levde i 87 år, 4 måneder og 10 dage og var så frisk som en fisk, og hvert nyår sendte han legen 100 dukater til foræring og lot ham hilse og si, at lindormens eg var ennå ikke kommet videre.

F. Hebel.