Rige folk har med alle sine røde grunker dog ogsaa mange ulykker og sygdomme, som den fattige mand ikke kjender noget til; thi der gives sygdomme, som ikke stikker i luften, men i de fulde fade og blinkende glas, i de bløde lænestole og silkesengen. Derom kan, som vi snart skal høre, en viss amsterdamer fortælle. Hele formiddagen sad han i en lænestol og smøgede tobak eller laa i det aabne vindu og talte tagstenene paa husene; men til middag spiste han dog som en tersker, og naboerne sagde ofte: «Blæser det ude, eller er det naboen, som puster?» Hele eftermiddagen spiste og drak han igjen, snart noget koldt, snart noget varmt, uden at være sulten eller have appetit, af lutter kjedsomhed, indtil den sildige aften, saa at man aldrig rigtig kunde sige, naar hans middag endte, eller hans aftensmaaltid begyndte. Naar han nu havde spist tilaftens, lagde han sig tilsengs og var saa træt, som om han hele dagen igjennem havde langet sten eller kløvet ved. Deraf blev han da tilsidst saa tyk som en humlesæk og kunde neppe røre sig af stedet. Mad og søvn vilde ikke længere smage ham, og han var i lang tid, som det ofte gaar, hverken rigtig frisk eller syg; men hvis man vilde tro ham selv, saa havde han 365 sygdomme, nemlig hver dag en ny. Alle de læger, der var i Amsterdam, spurgte han tilraads. Han slugte hele spand fulde af mikstur, hele skuffer fulde af pulver og piller saa store som ande-eg, saa at man tilsidst for spøg ikke kaldte ham andet end det tobenede apothek. Men al den doktorering hjalp intet; thi han gjorde ikke, hvad lægerne ellers befalede ham, men sagde altid: «Hvorfor er jeg da en rig mand, naar jeg skal leve som en hund, og doktoren ikke kan gjøre mig rask for alle mine penge?»
Endelig hørte han tale om en læge, der boede 300 kilometer borte, og som var saadan en heksemester, at de syge blev friske, naar han blot saa rigtig paa dem, og døden gik afveien 116for ham, hvor han lod sig se. Til denne mand fattede han tillid, og han skrev et brev, hvori han fortalte om sin tilstand. Doktoren merkede straks, hvad det var, der fattedes ham, nemlig ikke medicin, men maadehold og bevægelse, og han sagde til sig selv: «Jo, jo, far! dig skal jeg snart kurere!» Derfor skrev han et brev tilbage af følgende indhold: «Min gode ven! Det er en slem historie med jer. Dog skal jeg nok hjælpe jer, naar I vil følge mit raad. Sagen er den, at I har et fælt dyr i maven, en lindorm med syv munde. Med denne lindorm maa jeg selv tale, og derfor maa I komme til mig. Men for det første maa I ikke kjøre eller ride, men reise med apostlernes heste; thi ellers ryster lindormen, og han bider jeres indvolde istykker, syv tarme paa engang midt over. For det andet maa I ikke spise mer end lidt grønt to gange om dagen, om middagen med en smule pølse til, om aftenen et blødkogt eg, og om morgenen lidt kjødsuppe med purløg i. Alt, hvad I spiser mere, det faar ikke I godt af, men lindormen, som derved bliver større og større og trykker paa leveren, saa at det bliver snedkeren og ikke skrædderen, som da kommer til at tage maal af jer. Dette er mit raad, og dersom I ikke følger det, saa hører I til næste foraar aldrig nogen gjøg mere. Nu kan I gjøre, hvad I vil.»
Da patienten hørte dette, lod han straks den følgende morgen sine støvler pudse og begav sig paa veien, som doktoren havde befalet ham. Den første dag gik det saa langsomt, at en snegl magelig kunde have været hans forrider; naar nogen hilste ham, takkede han ikke derfor, og hvor der krøb en orm paa veien, gik han ikke tilside for den, men traadte den ihjel. Men allerede den anden og tredje morgen forekom det ham, som om fuglene aldrig havde sunget saa smukt, og duggen var saa frisk, og kornblomsterne saa blaa, og alle folk, som mødte ham, saa saa venlige ud, og han ogsaa; og hver morgen, naar han begav sig paa veien fra det vertshus, hvor han havde overnattet, blev det smukkere og smukkere; og da han den fjortende dag kom til den by, hvor doktoren boede, og den næste morgen stod op, var han saa frisk, at han sagde til sig selv: «Jeg kunde dog aldrig være bleven frisk til nogen ubeleiligere tid end nu, da jeg skal tale med doktoren. Hvis det dog bare susede mig lidt for ørene, eller jeg havde en smule kvalme!» Da han nu kom til 117doktoren, tog denne ham ved haanden og sagde til ham: «Fortæl mig da nu fra først til sidst, hvorledes I har det, og hvad der egentlig feiler eder.» Men patienten svarede: «Hr. doktor, jeg feiler, sandt at sige, intet, og dersom I er saa sund og rask som jeg, saa skal det fornøie mig.» Da sagde doktoren: «Det har en god aand indgivet eder, at I har fulgt mit raad. Lindormen er nu fordreven; men I har endnu eg af den i maven; derfor maa I igjen gaa hjem tilfods, og hjemme maa I flittig sage ved, naar ingen ser det, og I maa ikke spise mere, end I har appetit til, forat eggene ikke skal blive til unger. Naar I gjør det, kan I endnu blive en gammel mand,» lagde han smilende til. Men den rige amsterdamer sagde: «Hr. doktor! I er en snu fyr, og jeg forstaar jer nok.» Og han fulgte siden bestandig hans raad, levede i 87 aar, 4 maaneder og 10 dage og var saa frisk som en fisk, og hvert nyaar sendte han lægen 100 dukater til foræring og lod ham hilse og sige, at lindormens eg var endnu ikke komne videre.
F. Hebel.