I 1744 kom Veronika Hakmann som barnepige i huset hos en borger i Mannheim og bar hans lille søn paa armen og passede ham, og da gutten var bleven mand og selv fik en søn, var hun fremdeles i huset og bar nu hans børn paa armen, ligesom hun havde baaret ham selv. Og det var ikke nok dermed. Thi da hendes første husbonds sønnesøn ogsaa fik en søn, som blev et godt og vakkert barn, saa var hun fremdeles i huset, skjønt ikke mere som tjenestepige, men saa at sige som et kosteligt arvestykke i familien. Og engang, da de svundne dage som en drøm drog forbi hendes erindring, paakom der hende en længsel, og hun sagde til sin husbond: «Ræk mig dit barn et øieblik.» Thi den gamle pige sagde du til sin husbond; men husbonden sagde I til sit tyende af agtelse for hendes høie alder og gudsfrygt, og fordi hun havde pleiet ham i hans barndom. «Hvorfor vil I det?» sagde han; «I er jo for svag til at holde nogen paa armen.» Men hun svarede: «Jeg har baaret dig og din fader og din bedstefader paa armen, og nu vilde jeg saa gjerne ogsaa engang tage dit barn i mine arme, førend jeg dør.» Da kom 115taarerne forældrene i øinene, og husbonden bad det trofaste gamle tyende sætte sig ned, lagde barnet i hendes skjød og sagde: «Gud lønne eder for alt, hvad I har gjort mod mig og min slegt.» Hun svarede: «Han vil snart tage mig til sig.» En og seksti aar var hun i samme families brød og døde i aaret 1805 i sin alders ottiende aar.
F. Hebel.