I aaret 1852 var dampskibet Birkenhead paa en reise i Atlanterhavet. Skibet dampede langs den afrikanske kyst med 472 mænd og 166 kvinder og børn ombord. Mændene hørte til flere regimenter, som dengang gjorde tjeneste paa Kap, og bestod for største delen af rekrutter,
II
114som kun havde været kort tid i tjenesten. Den 27de februar klokken 2 om morgenen, medens alle sov, stødte skibet med voldsomhed mod et undervands skjær, som trængte gjennem dets bund, og man saa straks, at skibet maatte synke. Trommehvirvler kaldte soldaterne under vaaben paa det øverste dæk, og folkene mønstrede som til parade. Der blev givet ordre til at frelse kvinder og børn, som derefter blev bragte op fra kahytterne, for det meste upaaklædte, og i taushed hjulpne ned i baadene. Da de havde forladt skibets side, raabte skibsføreren tankeløst: «Alle de, som kan svømme, maa springe overbord og svømme efter baadene!» Men en skotsk officer sagde: «Nei, hvis I gjør det, maa baadene med kvinderne synke;» og de tapre mænd stod ubevægelige.
Der var ingen baad tilbage og intet haab om frelse; men ikke ett hjerte blev modløst, ingen veg fra sin pligt i dette prøvelsens øieblik. «Der lød ikke en knurren eller et skrig iblandt dem,» sagde en af de overlevende, «indtil skibet sluttelig sank.» Ned gik skibet, og ned gik den heltemodige skare, idet de affyrede en æressalve for sit flag, før de sank i dybet.
J. Smiles.