110

Hesten er et vakkert dyr. Den bliver næsten saa høi som en mand, dens krop er bedækket med korte, glinsende haar. Der gives hvide, graa, røde, brune, blakke, borkede og brogede heste. De smukkeste er de 111arabiske fuldblodsheste, de hurtigste de engelske væddeløbere, de sterkeste de engelske bryggerheste men de sikreste paa foden vore egne smaa fjeldheste. Hesten har et langagtigt hoved, store tænder, en kjødrig, lang tunge og aabne næsebor. Dens øine er meget store; ørene staar lige op og er let bevægelige. Halsen er længere end hovedet, noget bøiet og sammentrykket til siderne. Paa nakken har den lange, nedhængende haar, som kaldes man eller manke. Kroppen er langstrakt, brystet bredt og fødderne slanke og vakre. Hesten har ikke som koen to klover, men en sammenhængende hornsko eller negl, der kaldes hov. Den hører meget skarpt og ser godt, om det ogsaa er tusmørke. Den lyd, som den udstøder, kaldes vrinsken eller kneggen. Den kan trave og galopere. Ved at bide og slaa bagud med bagbenene søger den at verge sig. Den lærer at kjende sin herres stemme ligesom ogsaa den vei, den engang har gaaet, og den stald, hvor den engang har faaet foder. Hesten æder græs og hø, men helst havre. Den holder af at være ren; derfor bliver den børstet eller, som vi kalder det, striglet. Den føres ogsaa i bad, naar det er varmt. Vi bruger hesten til at bære og trække. Den trækker baade stasvognen og plogen; den bærer rytteren i krigen og vænner sig let til kanonernes torden. Kjødet spises ikke meget nu. Vore hedenske forfædre derimod spiste det meget gjerne og brugte det især ved store gjestebud; men de konger, som indførte kristendommen her i landet, forbød bønderne at spise hestekjød, og siden har det været ligesom foragtet og afskyet, hvilket dog er meget urigtigt; thi hestens kjød er baade nærende og velsmagende. Af hestens hud gjøres læder, og haarene bruges til udstopning af stole, sofaer, puder og lignende ting. Dens hun kaldes hoppe og dens unge føl. Saa kjær kan hesten blive sin eiermand, at den bliver ham ligesom et barn i huset. Dette er tilfældet hos araberen, som heller vil lide baade hunger og tørst end skille sig ved sin kjære hest, om han endog kunde blive en rig mand ved salget.

Den arabiske hest ansees for den finest byggede, klogeste og mest udholdende. Den maa ofte løbe over 100 kilometer uden at afsadles og næsten uden at faa føde eller drikke, og hvad den faar, er hverken udsøgt eller rigeligt; men den bliver 112kjærtegnet og klappet og i alle maader behandlet som en kjær ven. En reisende fortæller derom følgende:

En aften kom jeg til en arabers telt og bad om husly for natten. Der var bedrøvelse derinde; thi et af børnene var meget sygt. I teltet var der ogsaa en smuk arabisk hoppe med sit føl; den laa og var hovedpude for det syge barn. Da jeg saa, at barnet led af en heftig feber, tilbød jeg at helbrede det, hvilket ogsaa lykkedes mig saa godt, at barnet den næste dag var uden al fare. Faderen blev saa glad herover, at han aflagde det løfte, at hvad jeg end forlangte, om det ogsaa beløb sig til hans halve eiendom, skulde det blive mit. Jeg forlangte da, at han skulde sælge mig føllet for en pose penge og lidt af det lægemiddel, jeg havde anvendt. Araberen blev meget bedrøvet herover; han sagde, at føllet skulde have været for hans gut, hvad moderen havde været for ham. Men midt i al sin sorg erindrede han sit løfte, og da jeg et øieblik virkelig lod mig bevæge og gjorde et svagt tilbud om at give slip paa føllet, betragtede han forslaget som en fornærmelse; derpaa slog han armene om dyrets hals og udøste sin sorg i sit fødelands udtryksfulde sprog. «Ja, ja! jeg har udtalt ordene,» sagde han, «jeg har skilt mig ved dig, jeg har sendt dig fra mig. Med mine egne læber har jeg givet dig, min egen, min skjønne, min fromme, til den fremmede; han vil bringe dig til sit eget land. Du vil blive bunden med strikker og lænket med kjæder og bidsler, som det er skik i hans fødeland. Du vil blive sat i klasse med lastdyr. Du vil blive forvist fra din herres hus, som om du var uværdig til det samme tag, som dækker ham. Saaledes har jeg gjengjældt din fromhed og skjønhed.» For at vende hans tanker fra føllet gjorde jeg nogle spørgsmaal om moderen, og da han beskrev mangen dags jagt, mangen time paa valpladsen, hvor dyrets fromme og lærvillige gemyt havde frelst hans liv med det store væsens hjælp, som han sagde, kunde jeg neppe undre mig over den inderlige kjærlighed, han nærede for det. «Vi er blevne opfødte sammen i det samme telt,» sagde han, «vi har delt godt og ondt sammen. Da jeg var fangen og bunden, slog jeg den blot med min lemlæstede fod paa siden, og den bar mig henover ørkenen til trods for vore forfølgeres hurtighed. Da jeg var blødende og mat og ikke længer kunde sidde paa mit tro dyr og sank ned paa 113valpladsen, beskyttede den mit legeme med sit eget og vrinskede efter hjælp for sin herre. Og nu,» sagde han, efter et øiebliks ophold, idet han atter overlod sig til et udbrud af sorg, «og nu gjengjælder jeg alt med at overgive dens fribaarne føl som slave til den fremmede.»

En sta, ilsk og sky hest kan vi kun have liden nytte og slet ingen glæde af; den kan tvertimod volde mange ulykker, og hvis alle heste havde et saadant sind, kunde vi ikke drage nytte af deres gode legemlige egenskaber. Men de er i regelen lærvillige og kloge dyr; de kan lære at lystre det mindste ryk i tøilen eller et svagt tryk af rytterens ben eller fod, at bevæge sig i takt efter musik og at lystre hornsignaler, hvilket sidste undertiden har været aarsag til pudsige tilfælde. En mand havde saaledes engang kjørt hen til en teltleir for at sælge øl og andre drikkevarer til soldaterne. Nogen tid efterat han var ankommen, lød der et hornsignal, og hesten, som var gammel og havde staaet og sovet foran vognen, begyndte at kneise med hovedet og spidse øren; øinene blev klare, og afsted for den over stok og sten ind i dragonernes rækker. Den var en gammel dragonhest.

Hesten har en sterk hukommelse og et godt og livligt sind, og at den kan blive sin herre meget hengiven og vise en mærkelig klogskab, har man mange eksempler paa. Hesten har paa hver fod kun én taa, hvis yderste led er omgivet med en hornskede, den ovennævnte hov. Hoverne hjælper hesten til at tage sikre skridt og gaa en lang vei uden at blive øm i fødderne, og de vokser ligesom andre negle. Hestens mule, især overlæben, er meget bevægelig; med den griber den føden og bringer den ind mellem de skarpe fortænder, og den har en saa fin følelse i den, at den kan pille kjernen af hakkelsen. Kun hingsten har hjørnetænder, og de er smaa; jækslerne ligner koens. Af en sort fordybning i fortænderne, hvilken kaldes bønnen eller kjernen, kan man skjønne hestens alder, indtil den er omtrent 8 aar gammel.

110

Hesten er et vakkert dyr. Den blir nesten så høy som en mann, dens kropp er bedekket med korte, glinsende hår. Der gives hvite, grå, røde, brune, blakke, borkede og brokete hester. De smukkeste er de 111arabiske fuldblodsheste, de hurtigste de engelske væddeløbere, de sterkeste de engelske bryggerheste men de sikreste på foten våre egne små fjeldheste. Hesten har et langaktig hode, store tenner, en kjødrig, lang tunge og åpne nesebor. Dens øyne er meget store; ørene står like opp og er lett bevegelige. Halsen er lenger enn hodet, noe bøyet og sammentrykket til sidene. På nakken har den lange, nedhængende hår, som kalles man eller manke. Kroppen er langstrakt, brystet bredt og føttene slanke og vakre. Hesten har ikke som koen to klover, men en sammenhengende hornsko eller negl, der kalles hov. Den hører meget skarpt og ser godt, om det også er tussmørke. Den lyd, som den utstøter, kalles vrinsking eller kneggen. Den kan trave og galopere. Ved å bite og slå bakut med bakbenene søker den å verge seg. Den lærer å kjenne sin herres stemme likesom også den vei, den engang har gått, og den stall, hvor den engang har fått foder. Hesten eter gress og hø, men helst havre. Den holder av å være ren; derfor blir den børstet eller, som vi kaller det, striglet. Den føres også i bad, når det er varmt. Vi bruker hesten til å bære og trekke. Den trekker både stasvognen og plogen; den bærer rytteren i krigen og venner seg lett til kanonenes torden. Kjøttet spises ikke meget nå. Våre hedenske forfedre derimot spiste det meget gjerne og brukte det især ved store gjestebud; men de konger, som innførte kristendommen her i landet, forbød bøndene å spise hestekjøtt, og siden har det været likesom foraktet og afskyet, hvilket dog er meget uriktig; thi hestens kjøtt er både nærende og velsmakende. Av hestens hud gjøres lær, og hårene brukes til udstopning av stole, sofaer, puder og lignende ting. Dens hun kalles hoppe og dens unge føl. Så kjær kan hesten bli sin eiermann, at den blir ham likesom et barn i huset. Dette er tilfellet hos araberen, som heller vil lide både hunger og tørst enn skille seg ved sin kjære hest, om han endog kunne bli en rik mann ved salget.

Den arabiske hest anses for den finest bygde, klokeste og mest utholdende. Den må ofte løpe over 100 kilometer uten at afsadles og nesten uten å få føde eller drikke, og hva den får, er hverken utsøkt eller rikelig; men den blir 112kjærtegnet og klappet og i alle måter behandlet som en kjær venn. En reisende forteller derom følgende:

En aften kom jeg til en arabers telt og bad om husly for natten. Der var bedrøvelse derinne; thi et av barna var meget sykt. I teltet var der også en smuk arabisk hoppe med sitt føl; den lå og var hodepute for det syke barn. Da jeg så, at barnet led av en heftig feber, tilbød jeg å helbrede det, hvilket også lyktes meg så godt, at barnet den neste dag var uten all fare. Faderen ble så glad herover, at han avla det løfte, at hva jeg enn forlangte, om det også beløp seg til hans halve eiendom, skulle det bli mitt. Jeg forlangte da, at han skulle selge meg føllet for en pose penger og litt av det legemiddel, jeg hadde anvendt. Araberen ble meget bedrøvet herover; han sa, at føllet skulle ha vært for hans gut, hva moren hadde vært for ham. Men midt i all sin sorg erindret han sitt løfte, og da jeg et øyeblikk virkelig lot meg bevege og gjorde et svakt tilbud om å gi slip på føllet, betraktede han forslaget som en fornærmelse; derpå slo han armene om dyrets hals og utøste sin sorg i sitt fødelands uttrykksfulle språk. «Ja, ja! jeg har uttalt ordene,» sa han, «jeg har skilt meg ved deg, jeg har sendt deg fra meg. Med mine egne lepper har jeg gitt deg, min egen, min skjønne, min fromme, til den fremmede; han vil bringe deg til sitt eget land. Du vil bli bunden med strikker og lenket med kjeder og bidsler, som det er skikk i hans fødeland. Du vil bli satt i klasse med lastdyr. Du vil bli forvist fra din herres hus, som om du var uverdig til det samme tak, som dekker ham. Således har jeg gjengjeldt din fromhet og skjønnhet.» For å vende hans tanker fra føllet gjorde jeg noen spørsmål om moren, og da han beskrev mangen dags jakt, mangen time på valplassen, hvor dyrets fromme og lærvillige gemytt hadde frelst hans liv med det store væsens hjelp, som han sa, kunne jeg neppe undre meg over den inderlige kjærlighet, han næret for det. «Vi er blitt opfødte sammen i det samme telt,» sa han, «vi har delt godt og ondt sammen. Da jeg var fangen og bunden, slo jeg den blot med min lemlestet fot på siden, og den bar meg henover ørkenen til trass for våre forfølgeres hurtighet. Da jeg var blødende og mat og ikke lenger kunne sitte på mitt tro dyr og sank ned på 113valplassen, beskyttede den mitt legeme med sitt eget og vrinsket etter hjelp for sin herre. Og nå,» sa han, etter et øiebliks opphold, idet han atter overlot seg til et utbrudd av sorg, «og nå gjengjelder jeg alt med å overgi dens fribårne føl som slave til den fremmede.»

En sta, ilsk og sky hest kan vi kun have liten nytte og slett ingen glede av; den kan tvertimod volde mange ulykker, og hvis alle hester hadde et sådant sinn, kunne vi ikke drage nytte av deres gode legemlige egenskaper. Men de er i regelen lærvillige og kloge dyr; de kan lære å lystre det minste ryk i tøylen eller et svakt trykk av rytterens ben eller fot, å bevege seg i takt etter musikk og å lystre hornsignaler, hvilket siste undertiden har vært årsak til pudsige tilfelle. En mann hadde således engang kjørt hen til en teltleir for å selge øl og andre drikkevarer til soldatene. Noen tid etter at han var ankommen, lød der et hornsignal, og hesten, som var gammel og hadde stått og sovet foran vognen, begynte å kneise med hodet og spisse øren; øynene ble klare, og av sted for den over stokk og stein inn i dragonernes rekker. Den var en gammel dragonhest.

Hesten har en sterk hukommelse og et godt og livlig sinn, og at den kan bli sin herre meget hengiven og vise en merkelig klokskap, har man mange eksempler på. Hesten har på hver fot kun én tå, hvis ytterste led er omgivet med en hornskede, den ovennevnte hov. Hovene hjelper hesten til å ta sikre skritt og gå en lang vei uten å bli øm i føttene, og de vokser likesom andre negler. Hestens mule, især overleppen, er meget bevegelig; med den griper den føden og bringer den inn mellom de skarpe fortenner, og den har en så fin følelse i den, at den kan pille kjernen av hakkelsen. Kun hingsten har hjørnetenner, og de er små; jekslene ligner koens. Av en sort fordypning i fortennene, hvilken kalles bønnen eller kjernen, kan man skjønne hestens alder, inntil den er omtrent 8 år gammel.