108

En tysk haandverkssvend kom til Amsterdam. Da han var kommen ind i denne store og rige 109handelsstad, der er fuld af prægtige huse, svømmende skibe og travle mennesker, faldt hans øine straks paa et stort og smukt hus, som han paa hele sin vandring endnu ikke havde seet mage til. Længe betragtede han med forundring denne kostbare bygning, de seks piber paa taget, de smukke gesimser og de høie vinduer, der var endnu større end døren hjemme paa hans faders hus. Endelig kunde han ikke bare sig for at tiltale en forbigaaende. «Gode ven,» sagde han til ham, «kan I ikke sige mig, hvad den herre heder, som eier dette deilige hus med vinduerne fulde af tulipaner, asters og levkøier?» Men manden, som formodentlig havde noget vigtigere for og uheldigvis forstod netop ligesaa meget af det tyske sprog som spørgeren af det hollandske, nemlig intet, svarede kort og but: «Kannitverstan» og gik hurtig videre. Dette var nu et hollandsk ord eller rettere tre, naar man rigtig betragter det, og betyder paa norsk saa meget som: «Jeg kan ikke forstaa jer.» Men den fremmede mente i sin troskyldighed, at det var navnet paa den mand, han havde spurgt om. «Det maa være en grundrig mand, den hr. Kannitverstan,» tænkte han, og gik videre gade op og gade ned. Omsider kom han til havbugten, som kaldes Het-Ei. Der laa nu skib ved skib og mast ved mast, og han vidste i førstningen ikke, hvorledes han med ikke mere end sine to øine skulde slaa sig igjennem alle disse merkværdigheder og faa rigtig betragtet dem, da endelig et stort skib, som nylig var kommet fra Ostindien og netop nu lossede, tiltrak sig hans opmerksomhed. Der stod allerede paa lossepladsen hele rækker af kister og baller ovenpaa og ved siden af hverandre, og endnu blev bestandig flere og flere veltede ud, og hele fade fulde af sukker og kaffe og ris og peber. Da han længe havde staaet og seet til, spurgte han tilsidst en, der netop bar en kiste iland paa skuldrene, hvad den lykkelige mand hed, hvem havet bragte alle disse varer. «Kannitverstan,» var svaret. Haha! slap det saaledes ud? tænkte han; naar det saadan kommer drivende til ham paa sjøen, saa kan han sagtens bygge saadanne huse og sætte saadanne tulipaner i forgyldte potter i vinduerne.

Nu gik han tilbage igjen og anstillede hos sig selv en ret sørgelig betragtning over, hvad han dog var for en fattig stymper iblandt saamange rige folk, som der findes i verden. Men som han just tænkte: «Naar jeg dog bare ogsaa engang 110kunde faa det saa godt som denne hr. Kanniverstan,» dreiede han om et hjørne og saa et stort ligfølge. Fire heste med lange, sorte dækkener trak en ligeledes sortovertrukken ligvogn langsomt og sørgelig, som om de vidste af, at de førte en død til hans hvilested. Et langt tog af den afdødes venner og bekjendte fulgte, par efter par, tause og indhyllede i sorte kapper. Langt borte lød en ensom, liden klokke. Da blev den fremmede rørt af en vemodig følelse, som pleier at gribe ethvert godt menneske, naar han ser et ligtog, og han blev staaende andægtig med hatten i hænderne, indtil det hele var forbi. Dog nærmede han sig til den sidste i toget, der netop i stilhed udregnede, hvad han kunde tjene paa sin bomuld, naar centneret steg 10 gylden, greb ham sagte ved kappen og bad ham trohjertig om forladelse. «Det maa vel ogsaa,» sagde han, «have været en god ven af eder, han, for hvem klokkerne ringer, siden I gaar saa bedrøvet og i tanker?» «Kannitverstan,» var svaret. Da trillede et par store taarer ned over vor gode tyskers kinder, og det blev ham paa een gang baade tungt og igjen let om hjertet. «Stakkars Kannitverstan!» udbrød han, «hvad har du nu af al din rigdom? Det samme, som jeg ogsaa engang faar af min armod: et ligklæde og en kiste, og af alle dine skjønne blomster maaske en rosmarin paa det kolde bryst.» Med disse tanker fulgte han liget, som om han hørte med til toget, lige til graven, saa den formentlige hr. Kannitverstan sænkes ned i sit hvilested og blev mere rørt af den hollandske ligpræken, hvoraf han ikke forstod et ord, end af mangen tysk, han ikke havde givet agt paa.

Endelig gik han igjen let om hjertet bort med de andre, fortærede i et herberge, hvor man forstod tysk, med god appetit et stykke limburgerost, og naar han igjen en gang imellem vilde til at gruble over, at saa mange i verden var saa rige og han saa fattig, saa tænkte han kun paa hr. Kannitverstan i Amsterdam, paa hans store hus, hans rige skib og hans snevre grav.

F. Hebel.

108

En tysk håndverkssvenn kom til Amsterdam. Da han var kommet inn i denne store og rike 109handelsstad, der er full av prektige huse, svømmende skip og travle mennesker, falt hans øyne straks på et stort og smukt hus, som han på hele sin vandring ennå ikke hadde sett mage til. Lenge betraktede han med forundring denne kostbare bygning, de seks piper på taket, de smukke gesimser og de høye vinduer, der var enda større enn døren hjemme på hans faders hus. Endelig kunne han ikke bare seg for å tiltale en forbigående. «Gode venn,» sa han til ham, «kan dere ikke si meg, hva den herre heder, som eier dette deilige hus med vinduene fulle av tulipaner, asters og levkøyer?» Men mannen, som formodentlig hadde noe viktigere for og uheldigvis forstod nettopp likeså meget av det tyske språk som spørreren av det hollandske, nemlig intet, svarede kort og butt: «Kannitverstan» og gikk hurtig videre. Dette var nå et hollandsk ord eller rettere tre, når man riktig betrakter det, og betyr på norsk så meget som: «Jeg kan ikke forstå jer.» Men den fremmede mente i sin troskyldighet, at det var navnet på den mann, han hadde spurt om. «Det må være en grunnrik mann, den hr. Kannitverstan,» tenkte han, og gikk videre gate opp og gate ned. Omsider kom han til havbukten, som kalles Het-Ei. Der lå nå skip ved skip og mast ved mast, og han visste i førstningen ikke, hvorledes han med ikke mer enn sine to øyne skulle slå seg igjennom alle disse merkverdigheter og få riktig betraktet dem, da endelig et stort skip, som nylig var kommet fra Ostindien og nettopp nå losset, tiltrakk seg hans oppmerksomhet. Der stod allerede på losseplassen hele rekker av kister og baller ovenpå og ved siden av hverandre, og ennå ble bestandig flere og flere veltede ut, og hele fade fulle av sukker og kaffe og ris og pepper. Da han lenge hadde stått og sett til, spurte han til sist en, der nettopp bar en kiste i land på skuldrene, hva den lykkelige mann het, hvem havet brakte alle disse varer. «Kannitverstan,» var svaret. Haha! slapp det således ut? tenkte han; når det sådan kommer drivende til ham på sjøen, så kan han saktens bygge sådanne huse og sette sådanne tulipaner i forgylte potter i vinduene.

Nå gikk han tilbake igjen og anstilte hos seg selv en rett sørgelig betraktning over, hva han dog var for en fattig stymper iblant så mange rike folk, som der finnes i verden. Men som han just tenkte: «Når jeg dog bare også engang 110kunne få det så godt som denne hr. Kanniverstan,» dreide han om et hjørne og så et stort likfølge. Fire hester med lange, sorte dekkener trakk en likeledes sortovertrukken likvogn langsomt og sørgelig, som om de visste av, at de førte en død til hans hvilested. Et langt tog av den avdødes venner og bekjente fulgte, par etter par, tause og indhyllede i sorte kapper. Langt borte lød en ensom, liten klokke. Da ble den fremmede rørt av en vemodig følelse, som pleier å gripe ethvert godt menneske, når han ser et ligtog, og han ble stående andektig med hatten i hendene, inntil det hele var forbi. Dog nærmet han seg til den siste i toget, der nettopp i stillhet udregnede, hva han kunne tjene på sin bomull, når centneret steg 10 gylden, grep ham sakte ved kappen og bad ham trohjertig om forlatelse. «Det må vel også,» sa han, «have vært en god venn av dere, han, for hvem klokkerne ringer, siden dere går så bedrøvet og i tanker?» «Kannitverstan,» var svaret. Da trillet et par store tårer ned over vår gode tyskers kinner, og det ble ham på een gang både tungt og igjen lett om hjertet. «Stakkars Kannitverstan!» utbrøt han, «hva har du nå av all din rikdom? Det samme, som jeg også engang får av min armod: et likklede og en kiste, og av alle dine skjønne blomster maaske en rosmarin på det kalde bryst.» Med disse tanker fulgte han liket, som om han hørte med til toget, like til graven, så den formentlige hr. Kannitverstan senkes ned i sitt hvilested og ble mer rørt av den hollandske likpreken, hvorav han ikke forstod et ord, enn av mangen tysk, han ikke hadde gitt akt på.

Endelig gikk han igjen lett om hjertet bort med de andre, fortærede i et herberge, hvor man forstod tysk, med god appetitt et stykke limburgerost, og når han igjen en gang imellom ville til å gruble over, at så mange i verden var så rike og han så fattig, så tenkte han kun på hr. Kannitverstan i Amsterdam, på hans store hus, hans rike skip og hans snevre grav.

F. Hebel.