102

Jeg havde engang, fortæller en amerikansk jæger, en sporhund, som hedte Filene; den var som sporhund betragtet saa god som nogen; men i mange andre henseender overgik den alverdens hunde. Man kunde tale med den om ting, som aldeles ikke vedkom jagten, og den forstod det. Dette viste den ikke alene derved, at den gjorde, hvad man forlangte; men den sagde det ved sit blik, sin mine, sin hele holdning. Jeg skal fortælle en af dens bedrifter og overlade til læseren at afgjøre, om jeg har sagt for meget til min beundringsværdige Filenes ros.

En fattig tysk kone havde en dag allerede før solopgang været hos mig for at bede om min eller rettere sagt Filenes bistand. Hendes lille søn havde været ude og leget i prærien og var ikke kommen hjem. To børn af mit bekjendtskab var 103i løbet af to aar forsvundne paa samme maade; det ene var blevet sønderrevet af ulve, det andet havde man aldrig hørt noget til, hvilket ikke er forunderligt, naar man ved, at græsset for det meste er saa høit, at det naar høit opover et barns hoved.

Forgjæves søgte jeg at gjøre denne kone begribeligt, at min hund ikke var vant til at forfølge noget andet menneskeligt spor end mit eget; den stakkars moder havde hørt saa meget tale om min hund; hun havde selv, sagde hun, seet den opspore myrsniper og regnfugle, hvis spor ikke var større end en af tærne paa hendes søn, Hanka. Hun mindede mig om, hvorledes hun mangen gang havde vist mig det sted, hvor en vild kalkun var løbet gjennem prærien; hvorledes Filene havde fundet sporet og trods alle hindringer fulgt det; hvorledes det var gaaet tabt ved en bæk, som fuglen var fløien over; men hunden havde snuset nogen tid langs bredden, var svømmet over og havde atter fundet sporet paa den anden side. Jeg hørte med en slags haardhjertethed paa disse fortællinger; thi jeg skjønte vanskelighederne langt bedre end den stakkars kone. Imidlertid lod jeg mig dog bevæge til at følge med hende, og paa veien fortalte hun mig, at hendes lille barn havde siddet udenfor døren og leget, medens hun bragte middagsmad til folkene, som arbeidede ude paa marken. Da hun kom tilbage, var han borte; hun var løben ud i prærien og havde kaldt paa ham; folkene var komne til; henimod aften havde hendes naboer, hvoraf der forøvrigt ikke var mange — mænd og kvinder — fulgt hende ud for at lede; natten var falden paa; men barnet var ikke fundet; hun og hendes mand havde vanket om i mørke, havde raabt paa barnet i et væk og udstødt høie skrig for at skræmme de vilde dyr. Kort før det gryede ad dag, var de vendte tilbage for at hente mig. Alt dette fortalte hun mig under en saa hurtig løben, at selv en jægers ben blev satte paa en haard prøve, og jeg hører just ikke til de mest tungbenede. Vi kom til hendes hus, netop da solen randt. Det var en bjelkestue ved den yderste rand af det opdyrkede land. Med undtagelse af veien til stuen var hendes hus omringet af prærigræs, som rakte lige op til de smaa vinduer; paa sydsiden førte en smal sti fra døren til en liden brønd. Hist og her stod der en kjærre, en plog og et par andre markredskaber, inde i 104stuen fandtes kun lidt simpelt husgeraad. Ved døren stod Hankas smaa træsko, som han havde taget af for at springe des lettere om. Imod nord og øst saa man et stykke borte nogle andre nybyggerstuer; mod syd og vest saa man, saa langt øiet rakte, intet andet end præriens endeløse vidder.

Naboerne var ad forskjellige stier komne til for ogsaa nu at hjælpe til at gjenfinde det tabte barn. Det hverv, jeg havde paataget mig, var just ikke af de letteste. Det gjaldt hverken mere eller mindre end ved en eneste øvelse at lære en jagthund at finde menneskespor. Min plan var snart lagt. Jeg tog min jagtkufte af, satte geværet hen i en krog, tog nogle af barnets klæder og søgte at forklare Filene, hvad jeg ventede af den. Den snuste paa klæderne, fordi jeg havde sagt den, at den skulde gjøre saa; men det lod ikke til, at den brød sig videre om det; derpaa vendte den sig om og saa paa geværet, som om den ventede, at jeg skulde tage det igjen. Det gjorde jeg imidlertid ikke, men gik udenfor og lokkede paa den. Jeg saa med tilfredshed, at den lugtede paa de smaa træsko, som stod udenfor; men det var forresten en temmelig naturlig ting.

Der var allerede hengaaet næsten atten timer, siden barnet var blevet borte, og selv om det skulde lykkes mig at forklare Filene, at jeg vilde have den til at følge guttens spor, kunde man dog ikke vente, at den vilde finde det nær ved hytten. Aftenen iforveien havde man gjennemsøgt alle omliggende jorder og alle de stier, som førte til naboerne. Jeg besluttede derfor uden videre at trænge frem i prærien. Filene fulgte med, dog ikke uden fra tid til anden at kaste et bekymret blik hen mod hytten, hvor jeg havde efterladt mit gevær. Da vi havde gaaet et par kilometer eller saa, kaldte jeg paa den og søgte endnu engang at forklare den min mening. Den snuste paa Hankas lille strømpe, som jeg havde taget med, og stirrede opmerksomt paa mig, som om den vilde gjette mine tanker. Derpaa sprang den raskt nogle skridt fremad og vendte sig om for at se, om jeg bifaldt den bevægelse. Jeg kaldte den tilbage og lod den atter lugte paa strømpen; men det lod ikke til, at det nyttede noget; den slog ind paa en anden vei og saa sig atter om; jeg kaldte atter paa den; den vendte tilbage med skamfuld og forknyt mine og begyndte nu at gaa langsomt ved siden af mig.

Imidlertid havde naboerne spredt sig i alle retninger for 105at fortsætte sin næsten haabløse søgning; jeg siger næsten haabløs; thi barnet kunde være mange kilometer borte, og vi vidste, at vi kunde komme ham paa tyve til tredive skridt nær uden at blive ham var i det høie prærigræs. Den stakkars moder var forbleven hos mig og Filene; hun begyndte ogsaa at opgive haabet; thi hun maatte ogsaa kunne skjønne, at hunden ikke søgte hendes tabte skat. Vi fortsatte vor vei flere pinlige timer. Af og til fornyede jeg mine forsøg paa at gjøre mig forstaaelig for Filene, men altid forgjæves. Engang løb den smaaknurrende hen til mig, og da jeg viste den strømpen, greb den den raskt i snuden og løb afsted med kneisende hoved, som om den vilde sige: Nu skjønner jeg det; du vil, at jeg skal bære strømpen. Mit ansigt maa have udtrykt misnøie; thi Filene sænkede straks hovedet, puttede halen mellem benene og bragte mig med nølende skridt strømpen; jeg gik videre, men langsomt, og klappede den ligesom til opmuntring. Endelig stanser Filene paany, lugter paa strømpen, logrer muntert, løber fra den ene side til den anden, som for at finde et nærmere spor, ser paa mig med straalende øine, søger igjen og holder snuden lige ved jorden. Vi følger med, og jeg begynder at fatte en smule haab; maaske har den endelig forstaaet mig, tænker jeg. Dog kunde det jo være muligt, at det var spor af vildt, den havde fundet, og dette syntes mig i grunden at være det rimeligste. Men nei! Filene snuser fra øverst til nederst paa en græsstængel, som er for høi til, at en fugl kunde have traadt paa den. Det kan ikke være sporene af en hjort; thi dem vilde ogsaa jeg kunnet se; ikke en ulvs; thi Filene ser ikke vred ud, dens øine gnistrer ikke, dens opvrængte læber viser ikke de vældige hugtænder — tegn, som aldrig mangler, naar den er kommen paa et ulvespor. Den løber stedse foran, lugter paa enhver græsklynge, hver blomst, stanser ved nogle og suger luften langsomt ind; øinene er halvt tillukte, forat lysets virkning ikke skal forstyrre den eneste sans, den kan stole paa. Moderen gaar ved min side og spørger hvert øieblik: «Er den paa Hankas spor? finder den Hanka?» Jeg trøster mig ikke til at svare ja; thi jeg ved det ikke vist; men aldrig har jeg seet den te sig saaledes, naar den forfølger vildt, og jeg ved ganske bestemt, hvordan den bærer sig ad ved opsporingen af de forskjellige slags. Uheldigvis er sporet, hvad det nu kan være for et, ikke friskt; thi den stanser, dreier sig i ring, 106stanser atter, gjør da en større kreds og vender atter tilbage til det samme sted: Filene har tabt sporet. Den begynder den samme manøvre i større maalestok, men uden bedre udfald. Den bjeffer utaalmodig, gjør pludselig helt om, følger sine egne spor og løber en halvhundrede meter den samme vei tilbage. Derpaa stanser den, lugter paa jorden, kommer endnu engang paa det samme spor, men gaar langsomt og omhyggelig indtil en vis afstand fra det sted, hvor den var kommen paa vildspor, og gaar nu raskt og kjækt til siden. Den har tydeligvis fundet sporet igjen, men bliver snart atter staaende, dreier sig halvt om og bærer sig ad, som om det pludselig var faldet den ind, at den maatte undersøge en stængel, som den netop var gaaet forbi, lidt nøiere. Jeg betragter ogsaa planten, og man tænke sig min overraskelse, da jeg ser nogle blaa bomuldstraade hænge ved den klæbrige stængel. «Det er af Hankas klæder! det er Hankas!» raaber moderen, idet hun iler til og griber den kostbare relikvie. Jeg formodede det samme; thi amerikanerne fabrikerer ikke denne slags tøi. Imidlertid fortsætter Filene sin gang. Vi iler raskt efter den, men vogter os for at træde i dens spor af frygt for, at den endnu engang skuldegaa vild og blive nødt til paany at opsøge dem.

Den stakkars moder tabte ikke et øieblik hundens bevægelser af syne; men heldigvis skjønte hun ikke alle vanskeligheder, saa hun blev ikke foruroliget af de samme bekymringer som jeg. Filenes gang var nu roligere, men sikker, og det kostede mig megen umage at hindre den utaalmodige moder fra at ile foran og saaledes maaske bevirke, at den atter tabte sporet. Naboerne kom nu efterhaanden til. Vi holder dem saavidt muligt i en vis afstand og følger Filene, som manøvrerer ganske sikkert, skjønt paa et meget svagt spor. Den kjender nu sit hverv og er ligesaa spændt som vi selv. Med aaben mund, forat ikke et altfor sterkt lufttræk gjennem næseborene skal sløve dens lugtesans, følger den i flere timer barnets vei, der snart krummer sig til høire, snart til venstre. Pludselig svinder min sidste tvil; jeg ser et barns fodspor paa en gammel bøffelsti. Jeg sætter pludselig foden paa det for at skjule det for moderen, forat ikke hendes utaalmodighed skal hindre Filene, vort eneste haab og vor eneste fører. Men hun havde seet min bevægelse, styrtede til og fandt nok et fodspor. «Det er Hankas fod! mit barn! mit kjære barn!» raabte hun; 107men jeg lod hende ikke komme til og undersøgte med en jægers opmerksomhed sporet. Jeg saa rigtignok tydelig en barnefod aftrykt i støvet; men sporet var aabenbart først efterladt længe efter solopgang, og efterat duggen var bortdunstet; thi støvet havde allerede været tørt, da foden havde traadt paa det, og skjønt omridsene var meget tydelige, havde de dog ikke den fasthed, som de vilde havt, om de havde været frembragte i fugtig jord og siden var indtørrede. I første tilfælde smuldrer sporet hen ved det ringeste lufttræk; der var krøbet en mark over, og den havde kun formaaet at kravle sig et par fod videre i det tørre støv. Det var da klart, at solen havde skinnet flere timer paa sporet, og maaske skulde vi endnu komme til at gaa et langt stykke vei, før vi atter fik øie paa et lignende spor, hvis ikke trætheden og søvnen muligens havde stanset den forvildede. Vort hverv, som tilsyneladende var blevet lettere, var dog endnu temmelig vanskeligt, netop fordi gutten var kommen ind paa en bøffelsti. Jeg tilholdt derfor vore ledsagere idetmindste at holde sig i et stenkasts afstand og holdt mig lige ved Filene, som nu havde den slemme opgave at følge et spor i tørt støv. Men Filene fortsætter freidig sin vei og dreier hovedet, snart til denne, snart til hin side af den snevre sti for at opsnuse, hvor barnets klæder eller hænder havde rørt ved græsset. Den gamle sti, vi var komne ind paa, var for mange aar siden bleven brudt af bøfler og indianere, som nu af sine fælles fiender, de «blege mænd,» er trængte tilbage mod vest. Den trak sig snart op og ned ad smaa bakker, snart slyngede den sig langs myrer. Pludselig stanser Filene paa en høi, der var bevokset med usedvanlig kort græs. Her har barnet uden tvil steget op for at speide efter fædrenehuset. Det havde speidet forgjæves! Der var ingen menneskelig bolig, intet verk af menneskehaand at se, intet andet end den blaa himmelhvælving og den uendelige græsflade. Barnet maa være gaaet flere gange i ring her uden at have kunnet opdage noget. Det havde sat sig ned for at hvile — maaske for at græde — thi der var spor af dets hæle paa skraaningen. Men det var gaaet videre, og Filene vender i raskt løb tilbage, efterat den havde snuset et stykke henad stien, løber rundt høien og slaar ind i en ny retning. Heldigvis gaar sporet nu gjennem høit græs, og den følger det saa hurtig, at jeg ikke længer behøver at minde 108vort følge om at holde sig tilbage; kun moderen og jeg formaaede nu at holde skridt med hunden. Den fører os ned over høien til en liden bæk, som barnet havde drukket af. Vi ser aftrykket af de smaa fødder, og paa det sted, hvor han havde knælet ned, er begge hænderne tydelig afprægede i den fugtige jord. Herfra gaar sporet atter opover, i den retning, hvor vore ledsagere var. Filene bliver et øieblik staaende; da forandrer den pludselig sin gang. Den snuser ikke mere langs jorden, men holder hovedet opret, strækker halsen frem og gaar afsted i lige retning, med sikkert øie og faste skridt. Den bryder sig ikke længer om sporet, den har lugtet barnet selv paa det sted, hvor det ligger. Jeg bemerkede straks denne forandring og forstod, hvad det betydede; dog vovede jeg endnu ikke at meddele moderen min glade anelse. Men hun bemerkede snart selv forandringen og raabte: «Filene jager ikke mer, den apporterer.» Og nu udbrød hun med jublende røst: «Den har fundet ham, den har fundet mit barn!» Saa var det. Som baaren af vinger ilte hun forbi mig, og inden faa øieblik hørte jeg i forvirret samklang barnets angestraab og moderens glade hulken.

Vi havde snart indhentet dem. Filene syntes i førstningen næsten at ville gjøre hende retten til barnet stridig, men deltog snart af ganske hjerte i hendes henrykkelse; den sprang op ad mig, løb hen til barnet, som moderen holdt omklamret, gned sin snude mod dets ansigt og klæder, for i fuldt trav hen mod de tililende og meddelte dem jublende det lykkelige udfald af denne vildsomme vandring i prærien.

Vi begav os nu paa hjemveien og jublede i vilden sky af glæde. Jeg gik foran; Filene fulgte mig lige i hælene, men forlod mig af og til for at løbe hen og se paa barnet, som mændene skiftedes til at bære, og som moderen vogtede paa med iversyg ømhed.

Da vi havde gaaet et par kilometer sammen, skiltes jeg fra disse brave mennesker og lagde veien over prærien til mit hjem, som laa fem eller seks kilometer borte. Jeg kom hjem ved nattens frembrud med den glade følelse at have skjænket en moder hendes barn tilbage.

102

Jeg hadde engang, forteller en amerikansk jeger, en sporhund, som hette Filene; den var som sporhund betraktet så god som noen; men i mange andre henseender overgikk den alverdens hunder. Man kunne tale med den om ting, som aldeles ikke vedkom jakten, og den forstod det. Dette viste den ikke alene derved, at den gjorde, hva man forlangte; men den sa det ved sitt blikk, sin mine, sin hele holdning. Jeg skal fortelle en av dens bedrifter og overlate til leseren å avgjøre, om jeg har sagt for meget til min beundringsverdige Filenes ros.

En fattig tysk kone hadde en dag allerede før soloppgang vært hos meg for å bede om min eller rettere sagt Filenes bistand. Hennes lille sønn hadde vært ute og leget i prærien og var ikke kommet hjem. To barn av mitt bekjentskap var 103i løpet av to år forsvundne på samme måte; det ene var blitt sønderrevet av ulver, det andre hadde man aldri hørt noe til, hvilket ikke er forunderlig, når man vet, at gresset for det meste er så høyt, at det når høyt opover et barns hode.

Forgjeves søkte jeg å gjøre denne kone begripelig, at min hund ikke var vant til å forfølge noe annet menneskelig spor enn mitt eget; den stakkars mor hadde hørt så meget tale om min hund; hun hadde selv, sa hun, sett den oppspore myrsniper og regnfugler, hvis spor ikke var større enn en av tærne på hennes sønn, Hanka. Hun mindede meg om, hvorledes hun mangen gang hadde vist meg det sted, hvor en vill kalkun var løbet gjennom prærien; hvorledes Filene hadde funnet sporet og trass alle hindringer fulgt det; hvorledes det var gått tapt ved en bekk, som fuglen var fløyen over; men hunden hadde snuset noen tid langs bredden, var svømmet over og hadde atter funnet sporet på den annen side. Jeg hørte med en slags hårdhjertethet på disse fortellinger; thi jeg skjønte vanskelighetene langt bedre enn den stakkars kone. Imidlertid lot jeg meg dog bevege til å følge med henne, og på veien fortalte hun meg, at hennes lille barn hadde sittet utenfor døren og leget, mens hun brakte middagsmat til folkene, som arbeidet ute på marken. Da hun kom tilbake, var han borte; hun var løben ut i prærien og hadde kalt på ham; folkene var kommet til; henimot aften hadde hennes naboer, hvorav der forøvrig ikke var mange — menn og kvinner — fulgt henne ut for å lede; natten var falt på; men barnet var ikke funnet; hun og hennes mann hadde vanket om i mørke, hadde ropt på barnet i et vekk og utstøtt høye skrik for å skremme de ville dyr. Kort før det grydde ad dag, var de vendte tilbake for å hente meg. Alt dette fortalte hun meg under en så hurtig løben, at selv en jegers ben ble satte på en hard prøve, og jeg hører just ikke til de mest tungbenede. Vi kom til hennes hus, nettopp da solen rant. Det var en bjelkestue ved den ytterste rand av det oppdyrkede land. Med unntakelse av veien til stuen var hennes hus omringet av prærigræs, som rakte like opp til de små vinduer; på sydsiden førte en smal sti fra døren til en liten brønn. Hist og her stod der en kjerre, en plog og et par andre markredskaper, inne i 104stuen fantes kun litt simpelt husgeråd. Ved døren stod Hankas små tresko, som han hadde tatt av for å springe des lettere om. Imot nord og øst så man et stykke borte noen andre nybyggerstuer; mot syd og vest så man, så langt øyet rakte, intet annet enn præriens endeløse vidder.

Naboene var ad forskjellige stier kommet til for også nå å hjelpe til å gjenfinne det tapte barn. Det hverv, jeg hadde påtatt meg, var just ikke av de letteste. Det gjaldt hverken mer eller mindre enn ved en eneste øvelse å lære en jakthund å finne menneskespor. Min plan var snart lagt. Jeg tok min jaktkufte av, satte geværet hen i en krok, tog noen av barnets klæder og søkte å forklare Filene, hva jeg ventet av den. Den snuste på kledene, fordi jeg hadde sagt den, at den skulle gjøre så; men det lot ikke til, at den brød seg videre om det; derpå vendte den seg om og så på geværet, som om den ventet, at jeg skulle ta det igjen. Det gjorde jeg imidlertid ikke, men gikk utenfor og lokket på den. Jeg så med tilfredshet, at den luktet på de små tresko, som stod utenfor; men det var forresten en temmelig naturlig ting.

Der var allerede hengått nesten atten timer, siden barnet var blitt borte, og selv om det skulle lykkes meg å forklare Filene, at jeg ville ha den til å følge guttens spor, kunne man dog ikke vente, at den ville finne det nær ved hytten. Aftenen i forveien hadde man gjennomsøkt alle omliggende jorder og alle de stier, som førte til naboene. Jeg besluttet derfor uten videre å trenge frem i prærien. Filene fulgte med, dog ikke uten fra tid til annen å kaste et bekymret blikk hen mot hytten, hvor jeg hadde etterlatt mitt gevær. Da vi hadde gått et par kilometer eller så, kalte jeg på den og søkte enda engang å forklare den min mening. Den snuste på Hankas lille strømpe, som jeg hadde tatt med, og stirret oppmerksomt på meg, som om den ville gjette mine tanker. Derpå sprang den raskt noen skritt fremad og vendte seg om for å se, om jeg bifalt den bevegelse. Jeg kalte den tilbake og lot den atter lukte på strømpen; men det lot ikke til, at det nyttet noe; den slo inn på en annen vei og så seg atter om; jeg kalte atter på den; den vendte tilbake med skamfull og forknytt mine og begynte nå å gå langsomt ved siden av meg.

Imidlertid hadde naboene spredt seg i alle retninger for 105å fortsette sin nesten håpløse søkning; jeg sier nesten håpløs; thi barnet kunne være mange kilometer borte, og vi visste, at vi kunne komme ham på tyve til tretti skritt nær uten å bli ham var i det høye prærigræs. Den stakkars mor var forblitt hos meg og Filene; hun begynte også å oppgi håpet; thi hun måtte også kunne skjønne, at hunden ikke søkte hennes tapte skatt. Vi fortsatte vår vei flere pinlige timer. Av og til fornyet jeg mine forsøk på å gjøre meg forståelig for Filene, men alltid forgjeves. Engang løp den småknurrende hen til meg, og da jeg viste den strømpen, grep den den raskt i snuten og løp av sted med kneisende hode, som om den ville si: Nå skjønner jeg det; du vil, at jeg skal bære strømpen. Mitt ansikt må ha uttrykt misnøye; thi Filene sænkede straks hodet, puttet halen mellom benene og brakte meg med nølende skritt strømpen; jeg gikk videre, men langsomt, og klappede den likesom til oppmuntring. Endelig stanser Filene paany, lukter på strømpen, logrer muntert, løper fra den ene side til den annen, som for å finne et nærmere spor, ser på meg med strålende øyne, søker igjen og holder snuten like ved jorden. Vi følger med, og jeg begynner å fatte en smule håp; maaske har den endelig forstått meg, tenker jeg. Dog kunne det jo være mulig, at det var spor av vilt, den hadde funnet, og dette syntes meg i grunnen å være det rimeligste. Men nei! Filene snuser fra øverst til nederst på en gressstengel, som er for høy til, at en fugl kunne ha trådt på den. Det kan ikke være sporene av en hjort; thi dem ville også jeg kunnet se; ikke en ulvs; thi Filene ser ikke vred ut, dens øyne gnistrer ikke, dens opvrængte lepper viser ikke de veldige hoggtenner — tegn, som aldri mangler, når den er kommet på et ulvespor. Den løper stedse foran, lukter på enhver gressklynge, hver blomst, stanser ved noen og suger luften langsomt inn; øynene er halvt tillukte, for at lysets virkning ikke skal forstyrre den eneste sans, den kan stole på. Moren går ved min side og spør hvert øyeblikk: «Er den på Hankas spor? finner den Hanka?» Jeg trøster meg ikke til å svare ja; thi jeg vet det ikke vist; men aldri har jeg sett den te seg således, når den forfølger vilt, og jeg ved ganske bestemt, hvordan den bærer seg ad ved oppsporingen av de forskjellige slags. Uheldigvis er sporet, hva det nå kan være for et, ikke friskt; thi den stanser, dreier seg i ring, 106stanser atter, gjør da en større krets og vender atter tilbake til det samme sted: Filene har tapt sporet. Den begynner den samme manøvre i større målestokk, men uten bedre utfall. Den bjeffer utålmodig, gjør plutselig helt om, følger sine egne spor og løper en halvhundre meter den samme vei tilbake. Derpå stanser den, lukter på jorden, kommer enda engang på det samme spor, men går langsomt og omhyggelig inntil en viss avstand fra det sted, hvor den var kommet på villspor, og går nå raskt og kjekt til siden. Den har tydeligvis funnet sporet igjen, men blir snart atter stående, dreier seg halvt om og bærer seg ad, som om det plutselig var falt den inn, at den måtte undersøke en stengel, som den nettopp var gått forbi, litt nøyere. Jeg betrakter også planten, og man tenke seg min overraskelse, da jeg ser noen blå bomuldstraade henge ved den klebrige stengel. «Det er av Hankas klæder! det er Hankas!» roper moren, idet hun iler til og griper den kostbare relikvie. Jeg formodet det samme; thi amerikanerne fabrikerer ikke denne slags tøy. Imidlertid fortsetter Filene sin gang. Vi iler raskt etter den, men vokter oss for å tre i dens spor av frykt for, at den enda engang skuldegaa vill og bli nødt til paany å oppsøke dem.

Den stakkars mor tapte ikke et øyeblikk hundens bevegelser av syne; men heldigvis skjønte hun ikke alle vanskeligheter, så hun ble ikke foruroliget av de samme bekymringer som jeg. Filenes gang var nå roligere, men sikker, og det kostet meg mye umake å hindre den utålmodige mor fra å ile foran og således maaske bevirke, at den atter tapte sporet. Naboene kom nå etterhånden til. Vi holder dem såvidt mulig i en viss avstand og følger Filene, som manøvrerer ganske sikkert, skjønt på et meget svakt spor. Den kjenner nå sitt hverv og er likeså spent som vi selv. Med åpen munn, for at ikke et altfor sterkt lufttrekk gjennom neseborene skal sløve dens luktesans, følger den i flere timer barnets vei, der snart krummer seg til høyre, snart til venstre. Plutselig svinner min siste tvil; jeg ser et barns fotspor på en gammel bøffelsti. Jeg setter plutselig foten på det for å skjule det for moren, for at ikke hennes utålmodighet skal hindre Filene, vårt eneste håp og vår eneste fører. Men hun hadde sett min bevegelse, styrtet til og fant nok et fotspor. «Det er Hankas fot! mitt barn! mitt kjære barn!» ropte hun; 107men jeg lot henne ikke komme til og undersøkte med en jegers oppmerksomhet sporet. Jeg så riktignok tydelig en barnefot aftrykt i støvet; men sporet var åpenbart først etterlatt lenge etter soloppgang, og etter at duggen var bortdunstet; thi støvet hadde allerede vært tørt, da foten hadde trådt på det, og skjønt omrissene var meget tydelige, hadde de dog ikke den fasthet, som de ville hatt, om de hadde vært frembrakte i fuktig jord og siden var indtørrede. I første tilfelle smuldrer sporet hen ved det ringeste lufttrekk; der var krøpet en mark over, og den hadde kun formådd å kravle seg et par fot videre i det tørre støv. Det var da klart, at solen hadde skinnet flere timer på sporet, og maaske skulle vi ennå komme til å gå et langt stykke vei, før vi atter fikk øye på et lignende spor, hvis ikke trettheten og søvnen muligens hadde stanset den forvildede. Vårt hverv, som tilsynelatende var blitt lettere, var dog ennå temmelig vanskelig, nettopp fordi gutten var kommet inn på en bøffelsti. Jeg tilholdt derfor våre ledsagere idetmindste å holde seg i et steinkasts avstand og holdt meg like ved Filene, som nå hadde den slemme oppgave å følge et spor i tørt støv. Men Filene fortsetter freidig sin vei og dreier hodet, snart til denne, snart til hin side av den snevre sti for at opsnuse, hvor barnets klæder eller hender hadde rørt ved gresset. Den gamle sti, vi var kommet inn på, var for mange år siden blitt brutt av bøfler og indianere, som nå av sine felles fiender, de «bleke menn,» er trengte tilbake mot vest. Den trakk seg snart opp og ned ad små bakker, snart slyngede den seg langs myrer. Plutselig stanser Filene på en høy, der var bevokst med usedvanlig kort gress. Her har barnet uten tvil steget opp for å speide etter fedrenehuset. Det hadde speidet forgjeves! Der var ingen menneskelig bolig, intet verk av menneskehånd å se, intet annet enn den blå himmelhvelving og den uendelige gressflate. Barnet må være gått flere ganger i ring her uten å ha kunnet oppdage noe. Det hadde satt seg ned for å hvile — maaske for å gråte — thi der var spor av dets hæler på skråningen. Men det var gått videre, og Filene vender i raskt løp tilbake, etter at den hadde snuset et stykke henad stien, løper rundt høien og slår inn i en ny retning. Heldigvis går sporet nå gjennom høyt gress, og den følger det så hurtig, at jeg ikke lenger behøver at minde 108vårt følge om å holde seg tilbake; kun moren og jeg formådde nå å holde skritt med hunden. Den fører oss ned over høien til en liten bekk, som barnet hadde drukket av. Vi ser avtrykket av de små føtter, og på det sted, hvor han hadde knelt ned, er begge hendene tydelig afprægede i den fuktige jord. Herfra går sporet atter opover, i den retning, hvor våre ledsagere var. Filene blir et øyeblikk stående; da forandrer den plutselig sin gang. Den snuser ikke mer langs jorden, men holder hodet opret, strekker halsen frem og går av sted i lige retning, med sikkert øye og faste skritt. Den bryder seg ikke lenger om sporet, den har luktet barnet selv på det sted, hvor det ligger. Jeg bemerket straks denne forandring og forstod, hva det betydde; dog vovede jeg ennå ikke å meddele moren min glade anelse. Men hun bemerket snart selv forandringen og ropte: «Filene jager ikke mer, den apporterer.» Og nå utbrøt hun med jublende røst: «Den har funnet ham, den har funnet mitt barn!» Så var det. Som båren av vinger ilte hun forbi meg, og innen få øyeblikk hørte jeg i forvirret samklang barnets angstrop og moderens glade hulken.

Vi hadde snart innhentet dem. Filene syntes i førstningen nesten å ville gjøre henne retten til barnet stridig, men deltok snart av ganske hjerte i hennes henrykkelse; den sprang opp ad meg, løp hen til barnet, som moren holdt omklamret, gned sin snute mot dets ansikt og klæder, for i fullt trav hen mot de tililende og meddelte dem jublende det lykkelige utfall av denne villsomme vandring i prærien.

Vi begav oss nå på hjemveien og jublede i vilden sky av glede. Jeg gikk foran; Filene fulgte meg like i hælene, men forlot meg av og til for å løpe hen og se på barnet, som mennene skiftedes til å bære, og som moren vogtede på med iversyg ømhet.

Da vi hadde gått et par kilometer sammen, skiltes jeg fra disse brave mennesker og la veien over prærien til mitt hjem, som lå fem eller seks kilometer borte. Jeg kom hjem ved nattens frembrudd med den glade følelse å ha skjenket en mor hennes barn tilbake.