98

Fra de ældste tider har hunden været menneskets trofaste ledsager, og den er det eneste husdyr, som har fulgt mennesket overalt paa jorden, til dens koldeste saavelsom til dens varmeste egne. Ved opholdet i forskjellige lande og af flere andre aarsager, som man ikke ret kjender, er der opstaaet saa mange forskjellige racer af hunde, at man neppe skulde tro, at de hører til en og samme dyreart; men den indre bygning er ens hos dem alle, hvor forskjellige de end er i størrelse, form og farve. Da hunden er meget lærvillig, har de forskjellige racer tilegnet sig forskjellige egenskaber, alt efter de menneskers levevis, som de har levet sammen med. Hos ethvert jægerfolk maatte især hundens sporsans og hurtighed udvikles, og vi har derfor mange forskjellige agthunde, saasom hønsehunden, vandhunden, støveren, 99grævlingehunden og mynden; hos hyrdefolkene maatte især dens klogskab, mod og paapasselighed udvikles, saaledes hos hyrdehunden; hos agerdyrkende folk, hvor den anvendes til at vogte hus og hjem, især dens aarvaagenhed, saaledes hos gaardshunden og den store danske hund; hos et handelsfolk, hvor det baade paa reiser og i hjemmet gjaldt om at forsvare folk og gods, især dens mod og styrke, saaledes hos bulbideren og doggen, og saa fremdeles.

Uden hundens hjælp vilde mennesket neppe have kunnet erhverve sig det herredømme, som det har over dyrene, og for beboerne af de nordlige dele af jordkloden, hvor sneen dækker jorden den største del af aaret, er den ganske uundværlig. Heste kan slet ikke anvendes der, da de vilde synke i til bugen; men hundene løber let hen over sneen og synker ikke i, selv om de har et stort læs at trække. Seks eller otte grønlands-hunde spændes for en slæde, der rummer 5 til 6 personer eller er belæsset med varer af indtil 400 kilos vegt, og tilbagelægger 60 à 70 kilometer om dagen. De gjør god nytte ved jagten paa sælhunde, rensdyr og bjørne, de forsvarer sin herre og holder vagt ved hytterne, og dog bliver de som oftest daarlig behandlede, faar ofte en ussel føde, saasom tør eller raadden fisk, og maa endog ofte selv skaffe sig den.

En af de smukkeste hunde er Sankt-Bernhards-hunden; den har faaet navn efter sit hjem, den hellige Bernhards kloster, der ligger mellem klipper og sne høit oppe paa St. Bernhards-bjerget. Foruden den jernbane, som nu er boret gjennem fjeldet, gaar der en vei, som forbinder Tyskland med Italien; denne vei er farlig at færdes paa, da de reisende ofte indhylles i en tæt taage eller overfaldes af voldsomme snestorme, der trætter og gjennemisner de mog gjør dem vildfarende. De falder da ofte i de af sneen skjulte kløfter eller falder udmattede om og dækkes af den tæt faldende sne eller af sneskred. De vilde da snart sove den sidste søvn, hvis disse kloge og streke hunde ei var der for at hjælpe dem.

Mange mennesker er blevne frelste paa denne maade; en ved navn Barry skal have reddet 70. En anden kom en aften tilbage til klostret med en liden gut paa ryggen. Da han var bleven opvarmet og havde faaet lidt at spise, fortalte han, at han havde ligget længe i sneen, da han følte noget rykke ham i klæderne og hørte en hund gjø tæt ved sig. Han havde da 100strakt hænderne ud og faaet fat i haarene paa hunden, der blev ved at rykke i ham og saaledes fik ham op af sneen; men han kunde hverken gaa eller staa. Men da hunden slikkede ham og kjælede for ham, fattede han mod og krøb op paa ryggen af den; saaledes havde han redet hele veien til klosteret. Guttens moder fandtes ogsaa, men kunde ikke bringes tillive igjen.

Nyfundlandshunden er ogsaa en meget smuk hund; den er stor, sterkt bygget og kraftig, har lange bløde haar, en stor, langhaaret hale og svømmehud mellem tærne. Den er sort med en rustgul plet over hvert øie, eller sort og hvid med brune pletter. Den svømmer fortrinlig, dukker som en sæl og kan opholde sig timevis i vandet. Det er morsomt at se den svømme, naar dens herre er med den i vandet; den er ude af sig selv af glæde over, at ogsaa han kan tumle sig deri; den svømmer snart foran, snart bagefter ham, dukker ned under ham, søger at bære og støtte ham og leger paa mange maader. Dens store færdighed i at svømme gjør, at den er til stor nytte ved alle sjøkyster. Mangen en skipper holder den ombord, fordi han ved, at den ved skibbrud kan frelse hans liv. Den har ofte frelst mandskabet paa et strandet skib ved at svømme til land med en line, og man har ogsaa seet den svømme ud fra land og hente de skibbrudne, en for en.

Pudlen er klogere og mere trofast end de fleste andre hunde. Den er meget lærvillig og som oftest meget godmodig, men viser undertiden en ræveagtig snuhed. — En mand havde en puddel, der var saa klog, at den kunde gaa ærender i byen. Han gav den en kurv i munden, lagde deri en seddel, hvorpaa der var skrevet, hvad den skulde have, og bød den gaa; den gik da hen til en bestemt kjøbmand, ventede, til den havde faaet noget i kurven, og løb saa lige hjem igjen. Engang sendte tjenestefolkene, for at have løier med den, Fidele efter tre pund levende aal, og en af dem fulgte bag efter den for at se, hvorledes det vilde løbe af. Aalene blev lagte i kurven, og hunden travede afsted med den; men den var ikke kommen langt, før den saa nogle af dem glide over kanten; den satte da kurven ned, og ved at slaa til dem med poten fik Fidele dem ned igjen, hvorpaa den greb kurven og satte afsted hjemad. Men inden kort tid laa nogle af aalene paa stenbroen, og stakkars Fidele, som begyndte at blive vred, tog dem da i 101munden, rystede dem dygtig og lagde dem saa ned i kurven igjen; men neppe var den færdig dermed, før nogle af de andre kravlede ud. Nu tabte den ganske taalmodigheden; den satte kurven ned, tog den ene efter den anden af aalene mellem tænderne og bed dem saa eftertrykkelig, at de blev ude af stand til at kravle ud, hvorpaa den løb hjem med dem; men siden den dag var den aldrig at formaa til at gaa hen til udsalgsstedet.

Alle hunde har i hver kjæve 6 skarpe fortænder, 2 lange hjørnetænder og i den øverste kjæve 12, i den nederste 14 jæksler, hvoraf de 4 bagerste er knudrede, de andre skarpe. Heraf ser man, at hundens egentlige føde er kjød og ben, som den lettest bider istykker med den inderste sagtand, rovtanden, men at den ogsaa kan leve af saadan planteføde som brød, grød og deslige. Paa forbenene har den 5 tær, paa bagbenene 4; men undertiden har den høit oppe paa bagbenene en 5te klo, som kaldes sporen. Hundene kaster i almindelighed unger to gange om aaret og faar hver gang 4 til 10 hvalpe, der er blinde i 11 døgn.

Hundens sanser er skarpe, især lugten og hørelsen; men hos nogle er lugtesansen, hos andre høreevnen mest udviklet. Lugten er saaledes ofte saa fin, at de langt borte kan opspore sin herre, om han end er midt i en stor menneskevrimmel. De kan ved den gjenkjende ting, som tilhører deres herre, og har derfor ofte kunnet finde tabte sager og hjulpet til at opdage tyverier, naar tyven har havt noget af det stjaalne gods hos sig. Mord og mordere er mange gange blevne røbede ved hjælp af hunde, og bortkomne børn har de fundet, efterat man har ladet dem lugte til noget af børnenes tøi.

De fleste hunde er meget lydhøre og kan kjende husets beboere baade paa deres stemmer og deres trin. Enhver skarp lyd er dem ubehagelig; musik liker de ikke. At de kan gjenkjende mennesker, som de ikke har seet i flere aar, viser, at de har en god hukommelse. Hundene sover ofte, men ikke længe ad gangen; søvnen er let og urolig, hyppig ledsaget af drømme, hvilket merkes paa, at de knurrer, gjør saa smaat og logrer med halen. De sveder meget lidet paa kroppen, selv i sterkt vedholdende løb; sveden afsondrer sig paa tungen, som de gispende strækker ud af munden.

I hede sommerdage, isærdeleshed i hundedagene, bliver 102hunde ved vandmangel eller af andre aarsager undertiden angrebne af en sygdom, som kaldes vandskræk. De bliver da ofte aldeles rasende, bider alle dyr og mennesker, som de træffer paa, og de, som bliver bidte af dem, faar den samme sygdom og dør under de skrækkeligste lidelser. Undertiden bryder sygdommen først ud nogen tid, efterat biddet er blevet lægt. Naar man ser, at en hund er modfalden, hænger med hovedet, har røde, skinnende øine, skum for munden og er bange for vand, er det raadeligst at dræbe den straks. Den, som har været saa ulykkelig at blive bidt af en gal hund, bør, om end saaret er nok saa ubetydeligt, straks brænde stedet med glødende jern og derpaa henvende sig til en læge. Man bør altid i den hede sommertid sørge vel for, at hunde, især lænkehunde, ikke lider mangel paa vand.

Intet dyr er saa afholdt som hunden, og intet andet dyr fortjener i den grad at være det; thi dens trofasthed og hengivenhed er uden lige. Den retter sig efter sin herre i alt, følger ham overalt, kjender, hvad der er hans, og forsvarer det og ham, selv om det skulde koste den livet, altsammen af ren kjærlighed og hengivenhed, ikke af frygt eller tvang. Derfor sørger den og over tabet af sin herre, og mange gange har man seet hunde, der ikke vilde forlade sin herres grav, men har ligget der og døet af sult.

98

Fra de eldste tider har hunden vært menneskets trofaste ledsager, og den er det eneste husdyr, som har fulgt mennesket overalt på jorden, til dens kaldeste saavelsom til dens varmeste egne. Ved oppholdet i forskjellige lande og av flere andre årsaker, som man ikke rett kjenner, er der oppstått så mange forskjellige raser av hunder, at man neppe skulle tro, at de hører til en og samme dyreart; men den indre bygning er ens hos dem alle, hvor forskjellige de enn er i størrelse, form og farge. Da hunden er meget lærvillig, har de forskjellige raser tilegnet seg forskjellige egenskaper, alt etter de menneskers levevis, som de har levet sammen med. Hos ethvert jegerfolk måtte især hundens sporsans og hurtighet utvikles, og vi har derfor mange forskjellige agthunde, saasom hønsehunden, vannhunden, støveren, 99grevlingehunden og mynden; hos hyrdefolkene måtte især dens klokskap, mot og påpasselighet utvikles, således hos hyrdehunden; hos agerdyrkende folk, hvor den anvendes til å vokte hus og hjem, især dens årvåkenhet, således hos gårdshunden og den store danske hund; hos et handelsfolk, hvor det både på reiser og i hjemmet gjaldt om å forsvare folk og gods, især dens mot og styrke, således hos bulbideren og doggen, og så fremdeles.

Uten hundens hjelp ville mennesket neppe have kunnet erverve seg det herredømme, som det har over dyrene, og for beboerne av de nordlige dele av jordkloden, hvor sneen dekker jorden den største del av året, er den ganske uunnværlig. Hester kan slett ikke anvendes der, da de ville synke i til buken; men hundene løper lett hen over sneen og synker ikke i, selv om de har et stort læs å trekke. Seks eller åtte grønlands-hunder spennes for en slede, der rummer 5 til 6 personer eller er belesset med varer av inntil 400 kilos vekt, og tilbakelegger 60 à 70 kilometer om dagen. De gjør god nytte ved jakten på selhunder, rensdyr og bjørne, de forsvarer sin herre og holder vagt ved hyttene, og dog blir de som oftest dårlig behandlede, får ofte en ussel føde, saasom tør eller råtten fisk, og må endog ofte selv skaffe seg den.

En av de smukkeste hunder er Sankt-Bernhards-hunden; den har fått navn etter sitt hjem, den hellige Bernhards kloster, der ligger mellom klipper og sne høyt oppe på St. Bernhards-bjerget. Foruten den jernbane, som nå er boret gjennom fjellet, går der en vei, som forbinder Tyskland med Italien; denne vei er farlig å ferdes på, da de reisende ofte innhylles i en tett tåke eller overfalles av voldsomme snøstormer, der tretter og gjennemisner de mog gjør dem vildfarende. De faller da ofte i de av sneen skjulte kløfter eller faller utmattede om og dekkes av den tett fallende sne eller av snøskred. De ville da snart sove den siste søvn, hvis disse kloge og streke hunder ei var der for å hjelpe dem.

Mange mennesker er blitt frelste på denne måte; en ved navn Barry skal ha reddet 70. En annen kom en aften tilbake til klostret med en liten gut på ryggen. Da han var blitt oppvarmet og hadde fått litt å spise, fortalte han, at han hadde ligget lenge i sneen, da han følte noe rykke ham i kledene og hørte en hund gjø tett ved seg. Han hadde da 100strakt hendene ut og fått fat i hårene på hunden, der ble ved å rykke i ham og således fikk ham opp av sneen; men han kunne hverken gå eller stå. Men da hunden slikket ham og kjælte for ham, fattet han mot og krøp opp på ryggen av den; således hadde han redet hele veien til klosteret. Guttens mor fantes også, men kunne ikke bringes til live igjen.

Nyfundlandshunden er også en meget smuk hund; den er stor, sterkt bygget og kraftig, har lange bløde hår, en stor, langhåret hale og svømmehud mellom tærne. Den er sort med en rustgul plett over hvert øye, eller sort og hvit med brune pletter. Den svømmer fortrinlig, dukker som en sæl og kan oppholde seg timevis i vannet. Det er morsomt å se den svømme, når dens herre er med den i vannet; den er ute av seg selv av glede over, at også han kan tumle seg deri; den svømmer snart foran, snart bakefter ham, dukker ned under ham, søker å bære og støtte ham og leger på mange måter. Dens store ferdighet i å svømme gjør, at den er til stor nytte ved alle sjøkyster. Mangen en skipper holder den ombord, fordi han vet, at den ved skipbrudd kan frelse hans liv. Den har ofte frelst mannskapet på et strandet skip ved å svømme til land med en line, og man har også sett den svømme ut fra land og hente de skipbrudne, en for en.

Puddelen er klokere og mer trofast enn de fleste andre hunder. Den er meget lærvillig og som oftest meget godmodig, men viser undertiden en ræveagtig snuhet. — En mann hadde en puddel, der var så klok, at den kunne gå ærender i byen. Han ga den en kurv i munnen, la deri en seddel, hvorpå der var skrevet, hva den skulle ha, og bød den gå; den gikk da hen til en bestemt kjøpmann, ventet, til den hadde fått noe i kurven, og løp så like hjem igjen. Engang sendte tjenestefolkene, for å ha løyer med den, Fidele etter tre pund levende ål, og en av dem fulgte bak etter den for å se, hvorledes det ville løpe av. Ålene ble lagt i kurven, og hunden travet av sted med den; men den var ikke kommet langt, før den så noen av dem glide over kanten; den satte da kurven ned, og ved å slå til dem med poten fikk Fidele dem ned igjen, hvorpå den grep kurven og satte av sted hjemad. Men innen kort tid lå noen av ålene på steinbroen, og stakkars Fidele, som begynte å bli vred, tok dem da i 101munnen, rystet dem dyktig og la dem så ned i kurven igjen; men neppe var den ferdig dermed, før noen av de andre kravlet ut. Nå tapte den ganske tålmodigheten; den satte kurven ned, tok den ene etter den annen av ålene mellom tennene og bed dem så ettertrykkelig, at de ble ute av stand til å kravle ut, hvorpå den løp hjem med dem; men siden den dag var den aldri å formå til å gå hen til utsalgsstedet.

Alle hunder har i hver kjeve 6 skarpe fortenner, 2 lange hjørnetenner og i den øverste kjeve 12, i den nederste 14 jeksler, hvorav de 4 bakerste er knudrete, de andre skarpe. Heraf ser man, at hundens egentlige føde er kjøtt og ben, som den lettest biter i stykker med den innerste sagtann, rovtannen, men at den også kan leve av sådan planteføde som brød, grøt og deslige. På forbenene har den 5 tær, på bakbenene 4; men undertiden har den høyt oppe på bakbenene en 5te klo, som kalles sporen. Hundene kaster i alminnelighet unger to ganger om året og får hver gang 4 til 10 valper, der er blinde i 11 døgn.

Hundens sanser er skarpe, især lukten og hørselen; men hos noen er luktesansen, hos andre høreevnen mest utviklet. Lukten er således ofte så fin, at de langt borte kan oppspore sin herre, om han enn er midt i en stor menneskevrimmel. De kan ved den gjenkjenne ting, som tilhører deres herre, og har derfor ofte kunnet finne tapte sager og hjulpet til å oppdage tyverier, når tyven har hatt noe av det stjålne gods hos seg. Mord og mordere er mange ganger blitt røpet ved hjelp av hunder, og bortkomne barn har de funnet, etter at man har latt dem lukte til noe av barnas tøy.

De fleste hunder er meget lydhøre og kan kjenne husets beboere både på deres stemmer og deres trin. Enhver skarp lyd er dem ubehagelig; musikk liker de ikke. At de kan gjenkjenne mennesker, som de ikke har sett i flere år, viser, at de har en god hukommelse. Hundene sover ofte, men ikke lenge ad gangen; søvnen er lett og urolig, hyppig ledsaget av drømme, hvilket merkes på, at de knurrer, gjør så smått og logrer med halen. De svetter meget lite på kroppen, selv i sterkt vedholdende løp; sveden avsondrer seg på tungen, som de gispende strekker ut av munnen.

I hede sommerdage, i særdeleshet i hundedagene, blir 102hunder ved vannmangel eller av andre årsaker undertiden angrepne av en sykdom, som kalles vannskrekk. De blir da ofte aldeles rasende, biter alle dyr og mennesker, som de treffer på, og de, som blir bidte av dem, får den samme sykdom og dør under de skrekkeligste lidelser. Undertiden bryter sykdommen først ut noen tid, etter at bittet er blitt legt. Når man ser, at en hund er motfallen, henger med hodet, har røde, skinnende øyne, skum for munnen og er bange for vann, er det raadeligst å drepe den straks. Den, som har vært så ulykkelig å bli bitt av en gal hund, bør, om enn såret er nok så ubetydelig, straks brænde stedet med glødende jern og derpå henvende seg til en lege. Man bør alltid i den hete sommertid sørge vel for, at hunder, især lenkehunder, ikke lider mangel på vann.

Intet dyr er så avholdt som hunden, og intet annet dyr fortjener i den grad å være det; thi dens trofasthet og hengivenhet er uten like. Den retter seg etter sin herre i alt, følger ham overalt, kjenner, hva der er hans, og forsvarer det og ham, selv om det skulle koste den livet, altsammen av ren kjærlighet og hengivenhet, ikke av frykt eller tvang. Derfor sørger den og over tapet av sin herre, og mange ganger har man sett hunder, der ikke ville forlate sin herres grav, men har ligget der og døet av sult.