Under mit ophold i Arendal, fortæller en dansk reisende i forrige aarhundrede, beundrede jeg især de derværende lodser. De trodsede alle havets farer. Paa sine smaa baade vovede de sig i de heftigste storme mange mile ud i aaben sjø for at komme de skibe tilhjælp, som er i havsnød, eller føre i havn de, som søger land. Blandt disse lodser udmerkede sig især Søren Nabben paa Merdø ved sin uforsagthed og aandsnærværelse og ved den dygtighed, hvormed han forstod at styre sin baad paa det vilde hav.
Kommandør Løvenørn kom i aaret 1793, paa tilbagereisen fra sin post i Marokko med den kongelige fregat Gerner, i en af de frygteligste novemberstorme ind under den norske kyst. Enhver ombord forstod godt, at hvis ingen lods kunde komme ombord, maatte fregatten gaa under blandt brændinger og skjær. Lodserne paa Merdø saa fra sin varde den nød, hvori fregatten var; men de ansaa det for umuligt at krydse ud til den i sligt veir. Kun Søren Nabben mistvilede ikke. Men ingen vilde gaa med ham i baaden. Længer kan han ikke holde ud at høre nødskuddene fra fregatten; med ædel iver vender han sig til sin søn: „Du er lods som jeg,“ raaber han; „du kjender vor pligt. Ingen vil følge med mig; du skal; jeg er din fader; dig kan jeg befale; du skal gaa med mig i baaden.“ Sønnen adlyder. Da de allerede var komne i baaden og stod færdige til at sætte fra land, gaar ogsaa lodsen 97Nils i baaden og siger: „Søren Nabben! med dig vil jeg vove det.“ Det lykkes virkelig de uforfærdede lodser trods storm og sjø at naa fregatten; men det var ogsaa i sidste øieblik. At komme skibet saa nær, at Nils kunde stige ombord, var naturligvis ikke at tænke paa. I saadant tilfælde maa man fra skibet kaste et taug; lodsen binder det om livet, styrter sig i sjøen og lader sig saaledes hale op paa skibet. Dette skede og her. Nils kom paa denne maade ombord paa fregatten. Søren Nabben seilede med sin søn i baaden den farlige vei tilbage for at vise hine vei. Nils fulgte ham; baad og fregat kom lykkelig i havn, og mere end hundrede mennesker blev reddede ved en enestes, ved Søren Nabbens, kjækhed. Den ædle mand kom tilbage til sin familie uden at melde sig for kommandøren. Han havde gjort sin pligt, det var ham nok. Kommandør Løvenørn, der følte, hvormeget fædrelandet skyldte disse brave mænd, indberettede, hvad der var skeet; men uvidende om, hvad der var foregaaet ved varden, holder han den lods, som var kommen ombord og havde styret skibet i havn, for hovedpersonen blandt de tre redningsmænd, og først da det var for sent, fik han vide, hvem der var den egentlige hovedperson. Nils fik en guldmedalje til belønning og tegn paa kongens tilfredshed med hans heltedaad. Kommandøren overleverede ham den selv i mange lodsers nærværelse og gjorde derhos, hvad han formaaede, for ogsaa at hæve Søren Nabben, idet han fremstillede ham som et mønster for de andre. Han takkede Søren og forhøiede sin tak ved gaver. Søren Nabben følte nok, at kongens medalje var gaaet ham forbi; men han sagde kun til sin lykkelige kamerat: „Nils, mellem os kan der vel intet Spørgsmaal være om, hvem der har fortjent medaljen. Men jeg er ikke den, som skal misunde dig, og vi skal være lige gode venner for det.“
Nogle borgere i Arendal lod gjøre en stor sølvkande til ham med en simpel indskrift paa. Denne blev ham høitidelig overleveret ved overlodsen, i et gjestebud til hans ære, til tegn paa den erkjendtlighed, Arendal skyldte ham for de tjenester, han ved sit mod ogsaa havde vist den hele by.
For at lære at kjende denne brave mand personlig lod jeg mig sætte over til Merdø, nogle kilometer fra Arendal, for at besøge ham i hans hus. Nogle gange havde jeg allerede været der forgjæves; han var bestandig paa sjøen. Endelig lykkedes det mig at finde ham hjemme. Han stod ved varden bag sit hus. Han var da en mand mellem 40 og 50 aar, af middels høide, men
II
98undersætsig og sterk og overmaade smidig. Hans ansigt kunde jeg ikke noksom betragte. Hans bestemthed, mod og raskhed var tydelig at se i hans blik. Jeg bragte den ovenomtalte tildragelse paa bane; men han afbrød mig.
Han fortalte mig da det sørgeligste, der havde hændt ham. Da han for to aar siden, med sine to sønner i sin baad, ilede et nødlidende fartøi imøde, og selv gik ombord paa det ilde tilredte skib efter at have overladt sine to sønner baaden, saa han kort efter baaden forsvinde i en stor braadsjø. „Det var haardt for en fader,“ sagde han med et dybt suk. „Jeg kom tilbage som en passager paa et fremmed skib, uden sønner, uden baad. Jeg havde kun disse sønner ilive; en af dem var allerede gift. I lang tid kunde jeg ikke forvinde dette tab; jeg blev bange for sjøen. Knærne skalv under mig, da jeg første gang gik ned i min nye baad. Men Gud har endelig givet mig mit mod igjen; jeg havde ellers været altfor ulykkelig.“
En glædeligere tur gjorde han en søndag forrige vinter. Han havde bragt nogle fremmede, mænd og kvinder, over til Tromø kirke. Da de var paa hjemveien, opdager han langt ude i sjøen et fartøi, som havde heist nødflag. Uden videre betænkning stikker han i sjøen uden at bryde sig om, at baaden er fuld af fremmede, som ikke syntes om en saadan seiltur. Uden at lade sig forstyrre iler han mod sit maal, naar skibet, tager sit hele mandskab med ombord og bringer alle lykkelig i havn. Den smule omvei, mente han de fik finde sig i.