92

Et aar, da spegesildene var noget dyre, faldt det molboerne tungt at skaffe sig denne kost, som de gjerne spiste om vinteren. De raadslog derfor om, hvorledes de skulde bære sig ad, saa de for fremtiden ikke skulde nødes til aarlig at kjøbe dem saa dyrt. En, som vilde have ord for at være den klogeste, sluttede da fornuftig, at ligesaavel som den ferske sild kunde yngle i vand, maatte og spegesilden 93kunne det. Han raadede dem derfor, at de engang for alle skulde kjøbe en tønde spegesild i Aarhus og kaste dem i en gaasedam, forat de siden, naar silden havde ynglet, aarlig kunde trække saa mange, de behøvede. Dette raad huede dem alle, saa nogle af dem straks reiste hen, kjøbte sild og kastede den i dammen, forat de kunde yngle i ro der til næste aar. Da de nu aaret efter kom med sine fiskegarn for at fiske spegesild, kunde de, hvormegen umag de end gjorde sig, ikke faa en eneste fat; men langt om længe fik de en stor fed aal i garnet. Da de saa den, sluttede de straks alle, at det var tyven, der havde fortæret alle deres spegesild, og de blev derfor enige om, at aalen burde dø den pinligste og haardeste død. Men de kunde ikke enes om, hvad straf de skulde straffe den med. Nogle vilde have den brændt, andre hængt, nogle vilde piske den ihjel, andre vilde skjære den istykker. Endelig kom en gammel molbo frem, som selv engang havde været nær ved at drukne. Da han ikke fandt smag i at opholde sig længe i det salte vand, troede han, det havde sig paa samme maade med aalen; derfor raadede han dem, at de skulde drage ud paa det vilde hav med aalen og drukne den der. Dette raad holdt de alle for godt, hvorfor de tog aalen, satte sig i en baad og roede langt ud paa havet med den, forat den ikke igjen skulde svømme til land. Da de nu kom saa langt ud, som de syntes, puttede de aalen ned i vandet. Denne, som havde været saa længe paa tørt land, glædede sig nu ved at komme i sit eget element og spillede med halen, saasnart den naaede vandet. Da den gamle molbo saa det, sagde han til de andre: „Ser I, hvor haard døden er at gaa paa, siden den vrider sig saa ynkelig!“

II. Bøssen og maanen.

Engang havde en spøgefugl indbildt molboerne, at fienden var i nærheden, og at han snart vilde komme og indtage deres land. De besluttede da at sætte sig i god forsvarsstand, og til den ende skulde nogle af dem drage over til Aarhus for at kjøbe en bøsse, som de kaldte en skyder. De reiste da afsted og kom i Aarhus ind til en mand, hos hvem de fandt en gammel, forrusten bøsse, som i mange aar havde ligget paa en hylde oppe under taget. De spurgte, hvad den skulde koste, og betalte den dobbelt saa dyrt, som den var værd. Derpaa skulde de prøve den, om den ogsaa kunde skyde. De aftalte da med hverandre, at en skulde holde bøssen ud og fyre den af; men alle de andre skulde staa bag ham, den ene efter den anden, og holde i hverandre. Derpaa gik de ned til stranden og stillede sig op, og 94den forreste sigtede over mod deres land og fyrede bøssen af. Da nu den gamle, forrustne bøsse, der i mange aar havde ligget ladet, brændte af, gav den den forreste saa sterkt et stød, at han faldt tilbage paa den anden, og han igjen paa den tredje, saa de faldt overende alle paa engang. Lidt efter kom de endelig til sig selv og reiste sig op igjen; men da fik de en endnu større forskrækkelse; thi just i det samme begyndte maanen at staa op lige over deres land, og den var rød som ild. Da de blev dette var, troede de, at det var ild, som var løs paa deres land, og siden de ei kunde begribe, hvor det var kommet fra i den hast, mente de, at de med bøssen havde skudt ild paa sit land, hvorfor de kastede sin skyder i vandet, for i baaden og satte over af alle kræfter. Men da de kom lidt ud fra landet, kom maanen høiere op, saa de saa, at de havde taget feil, og ønskede sig sin skyder igjen, som de i forskrækkelsen havde begravet paa havets bund.

III. Jerngryden og manden, som gik nedenom og hjem.

En anden gang, da ogsaa nogle molboer var i Aarhus, kom de ind i en kjøbmands kjøkken, hvor pigen just havde løftet en stor jerngryde med erter af ilden, og den stod endnu og kogte paa gulvet, efterat den var tagen af ilden. Dette syntes molboerne var overmaade besynderligt, og de ønskede sig gjerne saadan en gryde, der kunde koge uden ild. De spurgte derfor kjøbmanden, hvad han vilde have for gryden, og betalte ham den meget dyrt. Derpaa drog de hjem med sin gryde og glædede sig over, at de for fremtiden ikke havde nødig at gjøre ild paa for at koge sin mad, siden denne gryde kunde koge uden ild. De kunde ikke bie, til de kom hjem, med at prøve gryden, men vilde underveis paa baaden koge sig en ret erter. En af dem tog derfor gryden og stak den ned i havet for at tage vand til at koge erterne i. Men til al ulykke faldt gryden fra ham og sank tilbunds. Nu var gode raad dyre; de vidste ikke, hvad de skulde gjøre for at faa sin gryde igjen. Tilsidst besluttede de da, at en af dem skulde gaa ned og hente den, og de andre skulde imidlertid blive liggende stille og vente paa ham. Derpaa sprang en ud for at gaa ned efter gryden; men da det varede noget længe, inden han kom igjen, begyndte de andre at snakke om, hvad der vel kunde være aarsag til, at han ikke kom igjen. De fleste mente da, at gryden maatte være ham for tung, og besluttede derfor, at en af dem skulde gaa ned og hjælpe ham med at faa den op. Derpaa sprang da den anden ud; men han kom heller ikke igjen. Da de nu havde biet en tidlang efter dem og 95ikke kunde begribe, hvor de blev af, sagde en af selskabet til de andre: „Vi vil ikke bie længere efter dem; de er gaaede nedenom og hjem for at komme hjem før os andre.“ De gav sig derfor til at ro af alle kræfter og kom rigtignok til land før sine kamerater.

IV. Benene.

Engang havde endel molboer sat sig ned paa jorden i en kreds, men kunde ikke finde rede paa sine ben, da de igjen skulde til at staa op. De blev da siddende stille i den tanke, at de ikke kunde staa op, kaldte en forbigaaende mand til sig og spurgte om raad, hvorledes de skulde finde hver sine ben. Han viste nu først hver sine og vilde have dem til at trække benene til sig og staa op; men da dette ikke kunde hjælpe, saa tog han sin kjep og slog dem, den ene efter den anden, over benene. Da lærte de straks at kjendes ved sine ben og kom op i en fart.

V. Spanden i brønden.

Engang var der faldt et spand i molboernes brønd. Længe grundede de forgjæves paa, hvorledes de skulde faa det op igjen; men endelig fandt de paa raad: De lagde en stang over brønden, og nu skulde en med hænderne holde fast ved stangen; en anden skulde hænge sig ved hans fødder, og ved dennes fødder igjen en tredje, og saa fremdeles, indtil de naaede vandet, og den nederste med en haand kunde tage spandet op af vandet. Men da de nu alle havde fat i hverandre, begyndte det at gjøre ondt i hænderne paa den øverste, der holdt om stangen. Han raabte da til de andre: „Hold stille, mens jeg spytter i hænderne!“ Derpaa slap han med begge hænder for at spytte i dem, og — plump! faldt de allesammen i vandet.

VI. Kirkeklokken.

I krigens tid forsamledes molboerne og raadslog om, hvorledes de skulde skjule sine kostbare skatte. De havde just faaet en ny kirkeklokke, og den vilde de nødig miste. Saa blev de enige om at tage den ned af taarnet, seile med den ud paa havet og sænke den der. Saa kunde den staa i sikkerhed, til fienden var borte, og siden vilde de fiske den op igjen og hænge den i taarnet. Det var ikke saa galt betænkt; men nu kom det an paa at udføre beslutningen godt. Ved meget arbeide og med mange besværligheder lykkedes det dem at faa den store, tunge klokke slæbt ned af taarnet og ud paa baaden. „Nu er vi over det værste,“ sagde de, og saa roede de ud paa dybet og sænkede den ned med et langt reb. — „Men hvordan skal vi nu finde den igjen?“ spurgte en af dem sine landsmænd. — „Det skal vi nok komme ud af,“ svarede en gammel molbo og trak sin kniv op af lommen; „nu skjærer jeg 96et merke her i kanten af baaden, lige ved det sted, hvorfra vi firede klokken ned, saa kan vi aldrig tage feil af det.“ — „Det har du ret i,“ sagde alle de øvrige, og saa seilede de fornøiede hjem.

VII. Jyden og hans hoser.

En velklædt jyde havde drukket for meget. Han var derfor falden om paa veien og var sovnet ind. Mens han sov, kom en anden vandringsmand forbi, hvor han laa. Han saa, at jyden havde et par hele hoser paa, og da hans egne var gamle og daarlige, benyttede han leiligheden, trak de gode hoser af jyden, gav ham sine paa og gik sin vei. Da jyden imidlertid havde sovet saa længe, at rusen var gaaet lidt over, kom der en kjørende og raabte til ham, der laa paa veien: „Tag dine ben til dig, ellers kjører jeg over dem.“ Jyden vaagnede, løftede hovedet og saa paa benene; men da han saa de stygge, graa, lasede hoser og mindedes saa vist, at han havde havt et par smukke, hele, hvide paa, saa blev han ganske rolig liggende og sagde: „Kjør kun du! det er ikke mine ben.“

92

Et år, da spekesildene var noe dyre, falt det molboene tungt å skaffe seg denne kost, som de gjerne spiste om vinteren. De rådslo derfor om, hvorledes de skulle bære seg ad, så de for fremtiden ikke skulle nødes til årlig å kjøpe dem så dyrt. En, som ville ha ord for å være den klokeste, sluttet da fornuftig, at ligesaavel som den ferske sild kunne yngle i vann, måtte og spekesilden 93kunne det. Han rådde dem derfor, at de engang for alle skulle kjøpe en tønne spekesild i Aarhus og kaste dem i en gåsedam, for at de siden, når silden hadde ynglet, årlig kunne trekke så mange, de behøvde. Dette råd huede dem alle, så noen av dem straks reiste hen, kjøpte sild og kastet den i dammen, for at de kunne yngle i ro der til neste år. Da de nå året etter kom med sine fiskegarn for å fiske spekesild, kunne de, hvormegen umak de enn gjorde seg, ikke få en eneste fat; men langt om lenge fikk de en stor fet ål i garnet. Da de så den, sluttet de straks alle, at det var tyven, der hadde fortært alle deres spekesild, og de ble derfor enige om, at ålen burde dø den pinligste og hårdeste død. Men de kunne ikke enes om, hva straff de skulle straffe den med. Noen ville ha den brent, andre hengt, noen ville piske den ihjel, andre ville skjære den i stykker. Endelig kom en gammel molbo frem, som selv engang hadde vært nær ved å drukne. Da han ikke fant smak i å oppholde seg lenge i det salte vann, trodde han, det hadde seg på samme måte med ålen; derfor rådde han dem, at de skulle drage ut på det ville hav med ålen og drukne den der. Dette råd holdt de alle for godt, hvorfor de tok ålen, satte seg i en båt og rodde langt ut på havet med den, for at den ikke igjen skulle svømme til land. Da de nå kom så langt ut, som de syntes, puttet de ålen ned i vannet. Denne, som hadde vært så lenge på tørt land, gledet seg nå ved å komme i sitt eget element og spilte med halen, så snart den nådde vannet. Da den gamle molbo så det, sa han til de andre: „Ser dere, hvor hard døden er å gå på, siden den vrider seg så ynkelig!“

II. Bøssen og månen.

Engang hadde en spøkefugl innbilt molboene, at fienden var i nærheten, og at han snart ville komme og innta deres land. De besluttet da å sette seg i god forsvarsstand, og til den ende skulle noen av dem drage over til Aarhus for å kjøpe en bøsse, som de kalte en skyder. De reiste da av sted og kom i Aarhus inn til en mann, hos hvem de fant en gammel, forrusten bøsse, som i mange år hadde ligget på en hylle oppe under taket. De spurte, hva den skulle koste, og betalte den dobbelt så dyrt, som den var verd. Derpå skulle de prøve den, om den også kunne skyde. De avtalte da med hverandre, at en skulle holde bøssen ut og fyre den av; men alle de andre skulle stå bak ham, den ene etter den annen, og holde i hverandre. Derpå gikk de ned til stranden og stillede seg opp, og 94den forreste siktet over mot deres land og fyrte bøssen av. Da nå den gamle, forrustne bøsse, der i mange år hadde ligget ladet, brente av, ga den den forreste så sterkt et støt, at han falt tilbake på den annen, og han igjen på den tredje, så de falt overende alle på engang. Litt etter kom de endelig til seg selv og reiste seg opp igjen; men da fikk de en enda større forskrekkelse; thi just i det samme begynte månen å stå opp like over deres land, og den var rød som ild. Da de ble dette var, trodde de, at det var ild, som var løs på deres land, og siden de ei kunne begripe, hvor det var kommet fra i den hast, mente de, at de med bøssen hadde skudt ild på sitt land, hvorfor de kastet sin skyder i vannet, for i båten og satte over av alle krefter. Men da de kom litt ut fra landet, kom månen høyere opp, så de så, at de hadde tatt feil, og ønsket seg sin skyder igjen, som de i forskrekkelsen hadde begravet på havets bunn.

III. Jerngryten og mannen, som gikk nedenom og hjem.

En annen gang, da også noen molboer var i Aarhus, kom de inn i en kjøpmanns kjøkken, hvor piken just hadde løftet en stor jerngryte med erter av ilden, og den stod ennå og kokte på gulvet, etter at den var tatt av ilden. Dette syntes molboene var overmåte besynderlig, og de ønsket seg gjerne sådan en gryte, der kunne koke uten ild. De spurte derfor kjøpmannen, hva han ville ha for gryten, og betalte ham den meget dyrt. Derpå drog de hjem med sin gryte og gledet seg over, at de for fremtiden ikke hadde nødig å gjøre ild på for å koke sin mat, siden denne gryte kunne koke uten ild. De kunne ikke bie, til de kom hjem, med å prøve gryten, men ville underveis på båten koke seg en rett erter. En av dem tog derfor gryten og stak den ned i havet for å ta vann til å koke ertene i. Men til all ulykke falt gryten fra ham og sank tilbunds. Nå var gode råd dyre; de visste ikke, hva de skulle gjøre for å få sin gryte igjen. Til sist besluttet de da, at en av dem skulle gå ned og hente den, og de andre skulle imidlertid bli liggende stille og vente på ham. Derpå sprang en ut for å gå ned etter gryten; men da det varte noe lenge, innen han kom igjen, begynte de andre å snakke om, hva der vel kunne være årsak til, at han ikke kom igjen. De fleste mente da, at gryten måtte være ham for tung, og besluttet derfor, at en av dem skulle gå ned og hjelpe ham med å få den opp. Derpå sprang da den annen ut; men han kom heller ikke igjen. Da de nå hadde biet en tidlang etter dem og 95ikke kunne begripe, hvor de ble av, sa en av selskapet til de andre: „Vi vil ikke bie lenger etter dem; de er gått nedenom og hjem for å komme hjem før oss andre.“ De ga seg derfor til å ro av alle krefter og kom riktignok til land før sine kamerater.

IV. Benene.

Engang hadde endel molboer satt seg ned på jorden i en krets, men kunne ikke finne rede på sine ben, da de igjen skulle til å stå opp. De ble da sittende stille i den tanke, at de ikke kunne stå opp, kalte en forbigående mann til seg og spurte om råd, hvorledes de skulle finne hver sine ben. Han viste nå først hver sine og ville ha dem til å trekke benene til seg og stå opp; men da dette ikke kunne hjelpe, så tok han sin kjepp og slo dem, den ene etter den annen, over benene. Da lærte de straks å kjennes ved sine ben og kom opp i en fart.

V. Spannet i brønnen.

Engang var der falt et spann i molboernes brønn. Lenge grundede de forgjeves på, hvorledes de skulle få det opp igjen; men endelig fant de på råd: De la en stang over brønnen, og nå skulle en med hendene holde fast ved stangen; en annen skulle henge seg ved hans føtter, og ved dennes føtter igjen en tredje, og så fremdeles, inntil de nådde vannet, og den nederste med en hånd kunne ta spannet opp av vannet. Men da de nå alle hadde fat i hverandre, begynte det å gjøre ondt i hendene på den øverste, der holdt om stangen. Han ropte da til de andre: „Hold stille, mens jeg spytter i hendene!“ Derpå slapp han med begge hender for å spytte i dem, og — plump! falt de allesammen i vannet.

VI. Kirkeklokken.

I krigens tid forsamledes molboene og rådslo om, hvorledes de skulle skjule sine kostbare skatte. De hadde just fått en ny kirkeklokke, og den ville de nødig miste. Så ble de enige om å ta den ned av tårnet, seile med den ut på havet og senke den der. Så kunne den stå i sikkerhet, til fienden var borte, og siden ville de fiske den opp igjen og henge den i tårnet. Det var ikke så galt betenkt; men nå kom det an på å utføre beslutningen godt. Ved meget arbeide og med mange besværligheter lyktes det dem å få den store, tunge klokke slept ned av tårnet og ut på båten. „Nå er vi over det verste,“ sa de, og så rodde de ut på dypet og senket den ned med et langt rep. — „Men hvordan skal vi nå finne den igjen?“ spurte en av dem sine landsmenn. — „Det skal vi nok komme ut av,“ svarte en gammel molbo og trakk sin kniv opp av lommen; „nå skjærer jeg 96et merke her i kanten av båten, like ved det sted, hvorfra vi firte klokken ned, så kan vi aldri ta feil av det.“ — „Det har du rett i,“ sa alle de øvrige, og så seilte de fornøyde hjem.

VII. Jyden og hans hoser.

En velklædt jyde hadde drukket for meget. Han var derfor falt om på veien og var sovnet inn. Mens han sov, kom en annen vandringsmann forbi, hvor han lå. Han så, at jyden hadde et par hele hoser på, og da hans egne var gamle og dårlige, benyttet han leiligheten, trakk de gode hoser av jyden, ga ham sine på og gikk sin vei. Da jyden imidlertid hadde sovet så lenge, at rusen var gått litt over, kom der en kjørende og ropte til ham, der lå på veien: „Ta dine ben til deg, ellers kjører jeg over dem.“ Jyden våknet, løftet hodet og så på benene; men da han så de stygge, grå, lasede hoser og mintes så vist, at han hadde hatt et par smukke, hele, hvite på, så ble han ganske rolig liggende og sa: „Kjør kun du! det er ikke mine ben.“