Jeg var endnu et barn, i mit 7de aar, da mine slegtninge en feriedag fyldte mine lomme med skillinger. Jeg besluttede straks at gaa hen til en butik, hvor man solgte legetøi; men paa veien hørte jeg tonerne af en fløite, der saa aldeles henrev mig, at jeg, for at komme i besiddelse af den, bød gutten, som eiede den, hele min rigdom. Nu gik det i fuld fart hjem, hvor jeg blæsende drog igjennem det hele hus, selv overordentlig velfornøiet med min fløite, men til stor plage for den øvrige familie. Da mine søstre og brødre hørte om min handel, forsikrede de mig, at jeg havde givet fire gange mere for min skat, end den virkelig var værd. Og medens de lo mig ud for min enfoldighed, begyndte 92jeg at tænke paa, hvor mange herlige sager jeg kunde have kjøbt for de øvrige penge, og gav mig til at græde af ærgrelse. Glæden over fløiten var fra dette øieblik forbi; thi synet af den mindede mig blot om min taabelighed. Men da denne lille hændelse gjorde et varigt indtryk paa mig, blev den mig til stor nytte i fremtiden. Ofte, naar jeg følte mig fristet til at kjøbe noget unødvendigt, sagde jeg til mig selv: «Giv ikke for meget for fløiten!» — Og saa sparede jeg mine penge. Da jeg blev stor, kom ud i verden og lagde merke til menneskenes handlemaade, troede jeg ofte, meget ofte at træffe folk, der gav for meget for fløiten. Saa jeg et menneske, som ængstelig stræbte efter menneskegunst, og som derfor hengav sin tid, sin rolighed, sin frihed, ja maaske ofrede sin pligt og ære, saa sagde jeg til mig selv: Denne mand giver for meget for sin fløite! Saa jeg en gnier, som negtede sig enhver af livets bekvemmeligheder, negtede sig den glæde at klæde den nøgne og mætte den hungrige for kun at samle skatte, som møl og rust kunde fortære, da sagde jeg: Arme mand, visselig, du betaler for meget for din fløite! Saa jeg en forlystelsessyg, som blot tænkte paa at tilbringe sine dage i nydelse og glæde, saa tænkte jeg: Bedragne mand, du vil finde smerte istedenfor fornøielse; du giver for meget for din fløite! Saa jeg et menneske, som elskede smukke klæder, smukke møbler, smukke vogne, og for at erholde alle disse ting bortgav baade sine egne og andres penge, saa han maatte ende i et gjældsfængsel, da sagde jeg: Ak, han har betalt sin fløite dyrt, meget dyrt! Kort, jeg troede at bemerke, at menneskene selv paadrager sig den største del af sine ulykker derved, at de bedømmer tingenes værd efter en falsk maalestok, og derved, at de ofte giver for meget for sin fløite!

B. Franklin.

Jeg var ennå et barn, i mitt 7de år, da mine slektninger en feriedag fylte mine lomme med skillinger. Jeg besluttet straks å gå hen til en butikk, hvor man solgte leketøy; men på veien hørte jeg tonene av en fløyte, der så aldeles henrev meg, at jeg, for å komme i besittelse av den, bød gutten, som eide den, hele min rikdom. Nå gikk det i full fart hjem, hvor jeg blæsende drog igjennom det hele hus, selv overordentlig velfornøyd med min fløyte, men til stor plage for den øvrige familie. Da mine søstre og brødre hørte om min handel, forsikret de meg, at jeg hadde gitt fire ganger mer for min skatt, enn den virkelig var verd. Og mens de lo meg ut for min enfoldighet, begynte 92jeg å tenke på, hvor mange herlige sager jeg kunne ha kjøpt for de øvrige penger, og ga meg til å gråte av ergrelse. Gleden over fløyten var fra dette øyeblikk forbi; thi synet av den minnet meg blot om min tåpelighet. Men da denne lille hendelse gjorde et varig inntrykk på meg, ble den meg til stor nytte i fremtiden. Ofte, når jeg følte meg fristet til å kjøpe noe unødvendig, sa jeg til meg selv: «Gi ikke for meget for fløyten!» — Og så sparte jeg mine penger. Da jeg ble stor, kom ut i verden og la merke til menneskenes handlemåte, trodde jeg ofte, meget ofte å treffe folk, der ga for meget for fløyten. Så jeg et menneske, som engstelig strebet etter menneskegunst, og som derfor hengav sin tid, sin rolighed, sin frihet, ja maaske ofret sin plikt og ære, så sa jeg til meg selv: Denne mann giver for meget for sin fløyte! Så jeg en gnier, som nektet seg enhver av livets bekvemmeligheter, nektet seg den glede å klede den nakne og mette den hungrige for kun å samle skatte, som møl og rust kunne fortære, da sa jeg: Arme mann, visselig, du betaler for meget for din fløyte! Så jeg en forlystelsessyg, som blot tenkte på å tilbringe sine dage i nytelse og glede, så tenkte jeg: Bedragne mann, du vil finne smerte istedenfor fornøyelse; du gir for meget for din fløyte! Så jeg et menneske, som elsket smukke klæder, smukke møbler, smukke vogner, og for å erholde alle disse ting bortgav både sine egne og andres penger, så han måtte ende i et gjeldsfengsel, da sa jeg: Ak, han har betalt sin fløyte dyrt, meget dyrt! Kort, jeg trodde å bemerke, at menneskene selv pådrar seg den største del av sine ulykker derved, at de bedømmer tingenes verd etter en falsk målestokk, og derved, at de ofte giver for meget for sin fløyte!

B. Franklin.