Kasabianka hed en gut, hvis fader var kaptein paa et orlogsskib. Da gutten var tretten aar gammel, tog faderen ham med sig tilsjøs. Engang kom skibet i en frygtelig kamp. Midt under stridens bulder, medens kuglerne hvinede rundt omkring og bestrøede dækket med lig, stod den kjække gut ved siden af sin fader og udførte trolig, hvad der var blevet ham paalagt.
Endelig satte faderen ham paa post et sted paa skibet og befalede ham at blive der, indtil han kaldte paa ham. Faderen gik til et andet sted af skibet for at se, hvorledes det gik med striden; men da kom en kanonkugle fra det fiendtlige skib og strakte ham livløs hen paa dækket.
Sønnen, der intet vidste om sin faders død, blev rolig paa sin post, ventende paa faderens videre befalinger. Kampen rasede frygtelig omkring ham; der tændtes ild i skibet, og de truende flammer kom nærmere og nærmere. Dog vilde den brave gut ikke handle mod sin faders befaling, men blev urokkelig og lydig paa sin post. Besætningen begyndte at forlade det brændende og synkende skib, og gutten raabte: „Fader, faar jeg lov til at gaa?“ Men ingen stemme fra den livløse faders mund kunde give ham lov dertil; og gutten, der ikke vidste det, vilde hellere dø end være ulydig; han forblev paa den plads, hvor hans fader havde sat ham. Hver eneste mand forlod det brændende skib. Den ædle, tapre gut omkom i luerne.