86

I det vidtstrakte „Norrland“ ligger mangen egn, som næsten helt er skilt fra det øvrige Sverige. Mellem de mange smaa bjergkjeder, der ligesom grenene paa en gran løber ud fra hovedstammen og hver for sig igjen forgrener sig, ligger de mangfoldige dale, af hvilke mange er myrlændte, andre er grønne enge med et lidet vand i midten, omgivet af birk og gran af dybe, sorte furuskoge.

Den, som aldrig har været deroppe, kan knapt forestille sig den ensomhed og stilhed, som raader i disse dale. Og dog bor mennesker hist og her spredte i skogen. Mellem de skjermende bjerge og omkring den lille graa stue breder sig nogle kornagre, og nogle kreaturer græsser paa engen, som omgiver det lille vand. I hele aar ser beboerne ikke en eneste fremmed, og kun en gang eller høist to drager de ældre til kirken; thi der er femti kilometers kirkevei, og det er flere dages reise.

Nu ved vi altsaa, hvorledes der ser ud, og saa besøger vi en saadan liden dal med en liden bondegaard, der ligger omkranset af birkeholt og speiler sig i et lidet, næsten rundt vand. Men denne dal var dog ikke saa aldeles ensom som mange af de andre; thi et par kilometer derfra laa en anden bondegaard, og lykkeligvis var de to naboer venner, muligens fordi de i et saadant ulænde ikke behøvede at trænges om rum, og desuden vidste ingen af dem, hvor langt deres eiendom gik.

Ved den ene hytte sad en liden pige paa henved seks aar paa en kubbestol ved væggen og græd saa bitterlig.

Forældrene derinde troede, at hun var ude og legte som ellers, og selv gamle mormor troede det samme, skjønt hun just var aarsagen til de bitre taarer. Lille Stine sad hensunken i sin hjertesorg, men vaktes tilsidst af nabokonen, som kom forbi paa den lille gangsti.

„Nu da, Stine, hvorfor græder du saa bitterlig?“

Stine saa op, og det var „Mor Opigaarden,“ som hun kaldtes, en munter, god kone, som selv ingen børn havde og holdt af lille Stine som sit eget barn.

„Jo, jeg er ulykkelig,“ sagde Stine; „ak! jeg har været saa 87uskikkelig. Tror I, mor, at Gud kan forlade mig, at jeg slog mormors glasøine istykker?“

„Har du slaaet mormors glasøine istykker! Naa, hvad sagde saa mormor?“

„Ja, saa sagde mormor til mig: „Vær ikke lei for det, vesle Stine, det gjør ingenting; men et par glasøine, passende for mig, kan jeg aldrig faa mere; disse var jeg vant til; — her i skogen kan man ikke faa dem for guld.“ — „Snilde mormor, vær ikke vred paa Stine,“ sagde jeg; men da kom det værste, det allerværste.“

„Hvad da? Mormor var vist ikke vred paa dig?“

„Nei, hun tog mig paa fanget og kyssede mig og sagde: „Nei, barn, jeg er ikke vred paa dig, slet ikke; men ser du, nu kan mormor aldrig mere læse i bibelen eller salmebogen. Ellers gjør det ingenting; for jeg kan karde, spinde og strikke strømper uden glasøine. Men bibelen og salmebogen, dem maa gamle mormor savne, naar hun ingen glasøine har.“ — Og det var altid mormor, som læste høit for os alle. Far er træt, og mor har saa meget at stelle med, og saa har ingen tid til at læse uden mormor, — og saa kan de ikke læse, som hun læste, rigtig som en prest, sagde far altid, — ja, det er sandt. Men nu kan hun ikke mere. Hun forsøgte; men bogstaverne gik i et, sagde mormor, selv om hun holdt bogen midt i solskinnet; og hvordan skal det da gaa i den lange vinter?“ — Barnet begyndte atter at græde.

„Trøst dig, Stine, det kan vel blive godt.“

„Nei, aldrig, aldrig,“ hulkede pigen.

„Tys!“ sagde tilsidst den gode kone, „kom med mig, jeg skal skaffe mormor et par nye glasøine.“

Pigen saa forundret op. „Et par nye glasøine, — har I saadant noget, mor? Mormor sagde, at saa gode glasøine kun fandtes i Stockholm, helt nede ved verdens ende, hvor kongen bor og regjerer.“

„Javist; men kom, Stine; mormor skal faa noget bedre end de gamle glasøine.“

„Jeg følger med mor Opigaarden!“ raabte Stine i døren og forsvandt.

„Hør nu, barn!“ sagde konen, da de var komne hjem til hende, „her har jeg en liden bog, — har du seet saadan en?“

„Nei.“

„Ser du, der staar en hane med en bog i den ene og en pegepind i den anden klo, ser du?“

88„Ja, og halen er rød, det var da en vakker hane!“

„Det er en ABC-bog, som man lærer at læse i, — og nu skal du springe herover imellem og lære at læse indenad.“

„Ja, det skulde mormor have lært mig, hvis jeg ikke havde slaaet . . . .“ — og fortvilelsen begyndte igjen.

„Men nu skal jeg lære dig. Det er ikke værdt at tale om den sag, hører du; ikke nævne et ord derom hverken til far, mor eller mormor.“

„Men glasøinene, kjære mor, hvor er de?“

„Dine øine, barn, skal tjene mormor meget bedre end hendes glasøine; du skal være istedenfor dem; du skal læse for mormor.“

„Naa, nu forstaar jeg; — ja, lær mig det, lær mig det nu straks, saa springer jeg hjem og læser for mormor i aften.“

„Nei, Stine, det gaar ikke saa raskt. Du maa læse længe og endda være flittig, om du skal kunne læse for mormor til jul; men spring her over istedenfor at lege; kom, saa ofte du kan.“

„Aa!“ raabte barnet, ude af sig selv af glæde, — „ja, jeg skal lære at læse og være istedenfor mormors glasøine.“

Den gode kone havde ikke saa trøstig indbudt Stine, om hun ikke havde anet, hvor udholdende den lille lærling vilde blive. Hun kom sent og tidlig springende barfodet gjennem skogen, og altid skulde hun læse i den kunstige bog med hanen. Ja, naar man rigtig af hjertet vil lære, saa gaar det saa let, saa let. Det er, som stod der smaa Guds engle ved siden og hviskede; alt ved man; alt forstaar man, næsten uden at skjønne hvorledes. Saaledes gik det med Stine, som snart under læsningen kom underveir med, at hun egentlig hed Kirstine, og som inden høst kunde stave og henimod jul kunde læse indenad. Seks og et halvt aar — var det ikke flinkt?

Saa kom julemorgen. Det var høitidsdag, og lille Stine var bleg og alvorligere end ellers. Salmebogen blev tagen frem, og mor skulde læse! Men det vidste Stine, at det kunde ikke gaa videre godt.

„Hvilken salme, mormor, skal jeg læse?“ sagde mor.

„Nummer 56; den pleiede jeg altid at læse,“ sagde den gamle og foldede sine hænder paa knæet og sukkede. Det suk kjendte lille Stine, det rørte ved hendes samvittighed.

„Staa ikke der og blad i Guds ord, Stine!“ sagde mormor; „det er synd, giv din mor bogen.“

89Stine adlød ikke, men begyndte med taarer i de milde øine og med skjælvende røst at læse:

Se, natten flyr for dagens fryd,Guds engle smaa med himmelsk lyddet bud til fromme hyrder bær,at født den gode hyrde er.

„Kjære barn! hvad er dette?“ afbrød gamle mormor, — „kan du læse? hvordan hænger det sammen?“

Da sprang lille Stine hen til den gamle, slog armene om hendes hals og sagde: „Ja, mormor! Men det er bare mormors glasøine, som er komne igjen; mormor skal herefter læse med Stines øine. Det er det hele.“

C. Wetterberg.

86

I det vidstrakte „Norrland“ ligger mangen egn, som nesten helt er skilt fra det øvrige Sverige. Mellom de mange små bjergkjeder, der likesom grenene på en gran løper ut fra hovedstammen og hver for seg igjen forgrener seg, ligger de mangfoldige dale, av hvilke mange er myrlendte, andre er grønne enger med et lite vann i midten, omgivet av birk og gran av dype, sorte furuskoger.

Den, som aldri har vært deroppe, kan knapt forestille seg den ensomhet og stillhet, som råder i disse dale. Og dog bor mennesker hist og her spredte i skogen. Mellom de skjermende bjerge og omkring den lille grå stue brer seg noen kornåkre, og noen kreaturer gresser på engen, som omgiver det lille vann. I hele år ser beboerne ikke en eneste fremmed, og kun en gang eller høist to drager de eldre til kirken; thi der er femti kilometers kirkevei, og det er flere dages reise.

Nå vet vi altså, hvorledes der ser ut, og så besøker vi en sådan liten dal med en liten bondegård, der ligger omkranset av birkeholt og speiler seg i et lite, nesten rundt vann. Men denne dal var dog ikke så aldeles ensom som mange av de andre; thi et par kilometer derfra lå en annen bondegård, og lykkeligvis var de to naboer venner, muligens fordi de i et sådant ulende ikke behøvde å trenges om rom, og dessuten visste ingen av dem, hvor langt deres eiendom gikk.

Ved den ene hytte satt en liten pike på henved seks år på en kubbestol ved veggen og gråt så bitterlig.

Foreldrene derinne trodde, at hun var ute og lekte som ellers, og selv gamle mormor trodde det samme, skjønt hun just var årsaken til de bitre tårer. Lille Stine satt hensunken i sin hjertesorg, men vaktes til sist av nabokonen, som kom forbi på den lille gangsti.

„Nå da, Stine, hvorfor gråter du så bitterlig?“

Stine så opp, og det var „Mor Opigaarden,“ som hun kaltes, en munter, god kone, som selv ingen barn hadde og holdt av lille Stine som sitt eget barn.

„Jo, jeg er ulykkelig,“ sa Stine; „ak! jeg har vært så 87uskikkelig. Tror dere, mor, at Gud kan forlate meg, at jeg slo mormors glassøyne i stykker?“

„Har du slått mormors glassøyne i stykker! Nå, hva sa så mormor?“

„Ja, så sa mormor til meg: „Vær ikke lei for det, vesle Stine, det gjør ingenting; men et par glassøyne, passende for meg, kan jeg aldri få mer; disse var jeg vant til; — her i skogen kan man ikke få dem for gull.“ — „Snilde mormor, vær ikke vred på Stine,“ sa jeg; men da kom det verste, det allerverste.“

„Hva da? Mormor var vist ikke vred på deg?“

„Nei, hun tok meg på fanget og kysset meg og sa: „Nei, barn, jeg er ikke vred på deg, slett ikke; men ser du, nå kan mormor aldri mer lese i bibelen eller salmeboken. Ellers gjør det ingenting; for jeg kan karde, spinne og strikke strømper uten glassøyne. Men bibelen og salmeboken, dem må gamle mormor savne, når hun ingen glassøyne har.“ — Og det var alltid mormor, som leste høyt for oss alle. Far er trett, og mor har så meget å stelle med, og så har ingen tid til å lese uten mormor, — og så kan de ikke lese, som hun leste, riktig som en prest, sa far alltid, — ja, det er sandt. Men nå kan hun ikke mer. Hun forsøkte; men bokstavene gikk i et, sa mormor, selv om hun holdt boken midt i solskinnet; og hvordan skal det da gå i den lange vinter?“ — Barnet begynte atter å gråte.

„Trøst deg, Stine, det kan vel bli godt.“

„Nei, aldri, aldri,“ hulket piken.

„Tys!“ sa til sist den gode kone, „kom med meg, jeg skal skaffe mormor et par nye glassøyne.“

Piken så forundret opp. „Et par nye glassøyne, — har dere sådant noe, mor? Mormor sa, at så gode glassøyne kun fantes i Stockholm, helt nede ved verdens ende, hvor kongen bor og regjerer.“

„Javisst; men kom, Stine; mormor skal få noe bedre enn de gamle glassøyne.“

„Jeg følger med mor Opigaarden!“ ropte Stine i døren og forsvant.

„Hør nå, barn!“ sa konen, da de var kommet hjem til henne, „her har jeg en liten bok, — har du sett sådan en?“

„Nei.“

„Ser du, der står en hane med en bok i den ene og en pekepinn i den annen klo, ser du?“

88„Ja, og halen er rød, det var da en vakker hane!“

„Det er en ABC-bok, som man lærer å lese i, — og nå skal du springe herover imellom og lære å lese innenat.“

„Ja, det skulle mormor have lært meg, hvis jeg ikke hadde slått . . . .“ — og fortvilelsen begynte igjen.

„Men nå skal jeg lære deg. Det er ikke verdt å tale om den sak, hører du; ikke nevne et ord derom hverken til far, mor eller mormor.“

„Men glassøynene, kjære mor, hvor er de?“

„Dine øyne, barn, skal tjene mormor meget bedre enn hennes glassøyne; du skal være istedenfor dem; du skal lese for mormor.“

„Nå, nå forstår jeg; — ja, lær meg det, lær meg det nå straks, så springer jeg hjem og leser for mormor i aften.“

„Nei, Stine, det går ikke så raskt. Du må lese lenge og enda være flittig, om du skal kunne lese for mormor til jul; men spring her over istedenfor å leke; kom, så ofte du kan.“

„Aa!“ ropte barnet, ute av seg selv av glede, — „ja, jeg skal lære å lese og være istedenfor mormors glassøyne.“

Den gode kone hadde ikke så trøstig innbudt Stine, om hun ikke hadde anet, hvor utholdende den lille lærling ville bli. Hun kom sent og tidlig springende barfotet gjennom skogen, og alltid skulle hun lese i den kunstige bok med hanen. Ja, når man riktig av hjertet vil lære, så går det så lett, så lett. Det er, som stod der små Guds engler ved siden og hvisket; alt vet man; alt forstår man, nesten uten å skjønne hvorledes. Således gikk det med Stine, som snart under lesningen kom underveir med, at hun egentlig het Kirstine, og som innen høst kunne stave og henimot jul kunne lese innenat. Seks og et halvt år — var det ikke flinkt?

Så kom julemorgen. Det var høytidsdag, og lille Stine var bleg og alvorligere enn ellers. Salmeboken ble tatt frem, og mor skulle lese! Men det visste Stine, at det kunne ikke gå videre godt.

„Hvilken salme, mormor, skal jeg lese?“ sa mor.

„Nummer 56; den pleide jeg alltid å lese,“ sa den gamle og foldede sine hender på kneet og sukket. Det sukk kjente lille Stine, det rørte ved hennes samvittighet.

„Stå ikke der og blad i Guds ord, Stine!“ sa mormor; „det er synd, gi din mor boken.“

89Stine adlød ikke, men begynte med tårer i de milde øyne og med skjelvende røst å lese:

Se, natten flyr for dagens fryd,Guds engler små med himmelsk lyddet bud til fromme hyrder bær,at født den gode hyrde er.

„Kjære barn! hva er dette?“ avbrøt gamle mormor, — „kan du lese? hvordan henger det sammen?“

Da sprang lille Stine hen til den gamle, slo armene om hennes hals og sa: „Ja, mormor! Men det er bare mormors glassøyne, som er kommet igjen; mormor skal herefter lese med Stines øyne. Det er det hele.“

C. Wetterberg.