82

En nordmand ved navn Vigfus tyede til den danske konge, Svend, der tog sig af ham og lod ham oplære. Siden udførte han en del bygningsarbeide for kongen og forlangte ingen anden betaling derfor end et godt raad, da han ansaa kongen for meget vis og fremsynt. Kongen sagde da: „Hvormange arbeider, der end paahviler dig, saa pas dog vel paa, at du, naar du er i kirke, ikke gaar fra gudstjenesten, førend den er endt!” Desuden forærede han Vigfus en skonnert med ladning og raadede ham at drage til England, hvor han dels kunde sælge varerne, dels maaske kunde finde sysselsættelse hos kongen. Vigfus tog derfor orlov af Svend, gik ombord paa sit skib og kom i god behold til England. Kongen indbød ham snart til sig; thi det varede ikke længe, inden det rygtedes, hvor stor en mester han var. Da han nu kom til kongen, spurgte denne, om han vilde arbeide noget for ham, og sagde, at han vilde lade bygge en hal. Vigfus paatog sig det arbeide, som blev tilbudt ham. Men paa grund af tidens knaphed satte kongen to mestere til at bygge hallen; den ene af dem var en engelskmand, den anden Vigfus. Hver af dem skulde arbeide paa sin side med de arbeidssvende, som var ham tildelte; thi kongen vilde se, hvem af dem der var den dueligste og hurtigste. Arbeidet skulde efter kongens bestemmelse være lige for begge og 83dog havde den engelske mester tolv svende, men Vigfús kun syv. De drog nu til stedet, lagde grundvolden og begyndte at bygge. Den engelske bygmester havde den bestilling fremfor Vigfús, at han skulde ride hen, hvor stenene blev tagne, og bestemme, hvem der skulde tilhugge og tildanne dem. Arbeidet gik raskt fremad. Kongen undrede sig meget over, at det gik langt hurtigere for Vigfús, skjønt han havde mindre hjælp. Han tænkte ved sig selv, at det var meget, at en udlænding skulde overgaa den, som engelskmændene kaldte mester, og det saameget mere, som man sagde, at arbeidet ligesaa meget udmerkede sig ved sin skjønhed som ved den hurtighed, hvormed det udførtes.

Nu hændte det sig en aften, da arbeiderne havde endt sit dagverk, at kongen kaldte den engelske mester til sig, gjorde ham bebreidelser over, at en fremmed skulde overgaa ham i kunstfærdighed, og sagde, at han vilde tabe sin berømmelse for bestandig. Den engelske bygmester sagde: „Min herre, jeg kunde vente, at det vilde forekomme eder saa, og derfor nødes jeg til at sige eder det, som I ikke forud ved, skjønt det gaar mig meget nær, at jeg skal aabenbare det: Det staar sig ikke bedre med denne fremmede mand, end at hans arbeider fremmes og forskjønnes ved saadan bistand, som ingen brav mand skulde benytte. Mine kamerater kan vidne med mig, at vi har maalt og aftegnet væggen, naar han om aftenen var gaaet hjem, men straks om morgenen fundet den meget høiere, og derfor staar det ikke i min magt at kappes med ham.“ Kongen sagde, at det ikke kunde være sandt. Den engelske mester sagde, at han skulde lade sine stalbrødre kalde hid, forat kongen kunde høre, hvad de sagde. Da de kom, blev de adspurgte derom, og de tilbød sig at gjøre ed paa, at ethvert ord, som mesteren havde sagt, var sandt. Det gik da saavidt, at de med haanden paa bibelen svor paa, at Vigfús var en troldmand. Efterat de havde svoret eden, gik de ud; men kongen raadførte sig med den engelske mester om, hvad han skulde gjøre, og sagde, at det ikke var ham kjært, at en forhekset bygning skulde være over hans hoved, da han ikke kunde vide, hvad fare han derved udsatte sig for. „Men hvorledes skal vi tage ham afdage,“ sagde han, „saa at vi ikke udsætter os for nogen bebreidelse? Thi ikke synes mig denne mand lovlig dræbt, om vi bare anklager ham for daarligt arbeide, saa stor berømmelse som han har hos de danske.“ „Der findes raad herfor,“ sagde mesteren; „I skal nu strax lade mig faa eders handske med det budskab til Vigfús, at 84I meget berømmer hans færdighed, og at I fra dette øieblik af overdrager ham hele arbeidets bestyrelse og anordning; og derfor byder I og sender handsken til tegn derpaa, at han aarle imorgen før solens opgang skal ride hen til trællene og bestyre det arbeide, som jeg forhen har havt under mig. Saasnart jeg har bragt ham dette eders bud, vil jeg ride hen til trællene og sige dem, at han vil komme der tidlig imorgen, og derhos, at det er eders vilje, at de skal brænde ham paa et baal, hvad skikkelse han end ved sin trolddom har paataget sig.” Dette raad samtykkede kongen i. Mesteren drog da afsted, bragte Vigfus handsken og ledsagede den med de førnævnte ord, skaffede sig straks heste, red hen i skogen og bød trællene at brænde den fremmede bygmester næste morgen, hvad skikkelse han end havde. Klokken tre om morgenen red Vigfus efter befaling frem ad veien, og da solen stod op, saa han en smuk landsby ikke langt borte. Saasnart han kom ind i byen den lige vei igjennem gaden, hørte han, at der paa den anden kant ude ved muren ringedes til messe. Vigfus gik til kapellet, steg af sin hest og gik ind og saa sig om. Han blev da var, at det var en gammel prest, som baade saa meget slet og var særdeles langsom, og derfor syntes det ham, da han vilde skynde sig, at han aldrig vilde komme til rette tid, hvis han ventede, til gudstjenesten var forbi. Han mindedes rigtignok kong Svends raad, som bød ham at høre messen ud, men kunde alligevel ikke give sig tid til at blive der; han sprang op, steg paa sin hest og red sin vei videre; men idet han agtede at ride lige ud ad den anden kant af byen, ringedes der i et andet kapel straks ved porten. Han steg da af hesten igjen og tænkte, som ogsaa var tilfældet, at det her ringede sammen til messens begyndelse. Han gik ind og knælede, og da den hellige nadverd var uddelt, besluttede Vigfus at gjøre fyldest for sin ulydighed imod kong Svend og at oppebie velsignelsen efter messen, hvor lang tid der end forløb, og han gjorde saa. Solen kom høit paa himlen; thi disse ophold trak tiden ud. Han steg derefter paa hesten igjen, red sterkt til og stansede ikke, førend han kom til det bestemte sted.

Den engelske mester havde vaaget hele natten af glæde over, at Vigfus skulde dræbes aarle næste morgen, og saasnart det gryede ad dag, red han til skogen for at forskaffe kongen nøiagtig underretning om, hvorledes det var gaaet. Men da ingen messer opholdt ham, naaede han skogen tidligere end Vigfus, og saasnart han kom til stedet, omringede trællene ham, greb ham og trak ham 85uden barmhjertighed hen paa baalet, som de forud havde bragt sterkt i lue. Han skreg og spurgte, hvorfor de vilde dræbe ham, og tilføiede: „Jeg er jo en engelskmand og kongens ven.“ „Tror du, nedrige troldmand,“ svarede de, „at vi ikke kjender din ondskab og godt ved, at du kan paatage dig, hvad skikkelse du vil, som vor landsmand sagde os inat? Derfor skal ilden fortære dig.“ De kastede ham da straks ind paa baalet, og der brændte han op til kul, det onde og svigefulde menneske, som gravede for andre den grav, hvori han efter Guds retfærdige dom selv skulde falde. Medens trællene endnu stod omkring ilden og talte med hverandre om, hvorledes dette umenneske for ud af verden, red Vigfus hen til dem og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget. De sagde, at de havde udført den mest fornødne morgengjerning ved at dræbe den troldmand, som forrige høst var kommen fra Danmark. Vigfus taug da og saa, hvad der havde været ham bestemt, og hvorledes sagen havde vendt sig; han indsaa, at messen havde frelst ham fra døden, og at den havde faaet straffen, som fortjente den. Inderlig takkede han nu ved sig selv Gud for sin frelse, foreskrev trællene deres arbeide og red derpaa videre.

Da nu kongen som sedvanligt kom for at se til arbeidet, stod Vigfus paa sin plads; men pladsen ved den anden ende var tom. Kongen undrede sig meget derover og taug; thi det var faldet ganske anderledes ud, end han havde tænkt. Vigfus tog da ordet og sagde: „Gud kjendte bedre end I, konge, hvad ret og retfærdigt var; I blev med falskhed forledet til at fælde en uretfærdig dom over en uskyldig; derfor led det slette menneske for sin ondskab. Saa meget mere maa jeg skjønsomt erkjende kong Svends mildhed, og uligere monne I konger befindes, alt eftersom I prøves mere.“ Dermed endte deres samtale; thi kongen gik bort, fordi han saa, at han havde handlet uretfærdig. Men kort efter kom han igjen til Vigfus, talte venlig til ham og sagde, at han, førend de skiltes, vilde gjøre ham fyldest for det onde, han ved slette menneskers bagvaskelse og mened havde ladet sig forlede til at ville tilføie ham. Kongen bad nu Vigfus, at han skulde nedbryde til grundvolden hele den del af bygningen, som den engelske mester havde opført, og lade hele bygningen blive efter én form. Vigfus gjorde nu saa, og hallen var færdig, førend skibene seilede bort fra England om sommeren. Kongen gjorde et stort gilde til ære for Vigfus, da hallen var færdig. Engelskmændene roste meget arbeidet, som det ogsaa fortjente. Efterat dette gilde var forbi, gav 86kongen Vigfus skibe, ladede med gode varer, og de skiltes i venskab. Derpaa seilede Vigfus igjen til Norge og naaede lykkelig sit hjem.

82

En nordmann ved navn Vigfus tydde til den danske konge, Svend, der tok seg av ham og lot ham opplære. Siden utførte han en del bygningsarbeid for kongen og forlangte ingen annen betaling derfor enn et godt råd, da han anså kongen for meget vis og fremsynt. Kongen sa da: „Hvor mange arbeider, der enn påhviler deg, så pas dog vel på, at du, når du er i kirke, ikke går fra gudstjenesten, før den er endt!” Dessuten forærte han Vigfus en skonnert med ladning og rådde ham at drage til England, hvor han dels kunne selge varene, dels maaske kunne finne sysselsættelse hos kongen. Vigfus tog derfor orlov av Svend, gikk ombord på sitt skip og kom i god behold til England. Kongen innbød ham snart til seg; thi det varte ikke lenge, innen det ryktedes, hvor stor en mester han var. Da han nå kom til kongen, spurte denne, om han ville arbeide noe for ham, og sa, at han ville la bygge en hal. Vigfus påtok seg det arbeide, som ble tilbudt ham. Men på grunn av tidens knapphet satte kongen to mestere til å bygge hallen; den ene av dem var en engelskmann, den annen Vigfus. Hver av dem skulle arbeide på sin side med de arbeidssvende, som var ham tildelte; thi kongen ville se, hvem av dem der var den dueligste og hurtigste. Arbeidet skulle etter kongens bestemmelse være like for begge og 83dog hadde den engelske mester tolv svenner, men Vigfús kun syv. De drog nå til stedet, la grunnvollen og begynte å bygge. Den engelske byggmester hadde den bestilling fremfor Vigfús, at han skulle ride hen, hvor stenene ble tatt, og bestemme, hvem der skulle tilhugge og tildanne dem. Arbeidet gikk raskt fremad. Kongen undret seg meget over, at det gikk langt hurtigere for Vigfús, skjønt han hadde mindre hjelp. Han tenkte ved seg selv, at det var meget, at en utlending skulle overgå den, som engelskmennene kalte mester, og det saameget mer, som man sa, at arbeidet likeså meget utmerket seg ved sin skjønnhet som ved den hurtighet, hvormed det udførtes.

Nå hendte det seg en aften, da arbeiderne hadde endt sitt dagverk, at kongen kalte den engelske mester til seg, gjorde ham bebreidelser over, at en fremmed skulle overgå ham i kunstferdighet, og sa, at han ville tape sin berømmelse for bestandig. Den engelske byggmester sa: „Min herre, jeg kunne vente, at det ville forekomme dere så, og derfor nødes jeg til å si dere det, som dere ikke forut ved, skjønt det går meg meget nær, at jeg skal åpenbare det: Det står seg ikke bedre med denne fremmede mann, enn at hans arbeider fremmes og forskjønnes ved sådan bistand, som ingen brav mann skulle benytte. Mine kamerater kan vitne med meg, at vi har målt og avtegnet veggen, når han om aftenen var gått hjem, men straks om morgenen funnet den meget høyere, og derfor står det ikke i min makt å kappes med ham.“ Kongen sa, at det ikke kunne være sandt. Den engelske mester sa, at han skulle la sine stalbrødre kalle hit, for at kongen kunne høre, hva de sa. Da de kom, ble de adspurgte derom, og de tilbød seg å gjøre ed på, at ethvert ord, som mesteren hadde sagt, var sandt. Det gikk da såvidt, at de med hånden på bibelen svor på, at Vigfús var en trollmann. Etter at de hadde svoret eden, gikk de ut; men kongen rådførte seg med den engelske mester om, hva han skulle gjøre, og sa, at det ikke var ham kjært, at en forhekset bygning skulle være over hans hode, da han ikke kunne vite, hva fare han derved utsatte seg for. „Men hvorledes skal vi ta ham afdage,“ sa han, „så at vi ikke utsetter oss for noen bebreidelse? Thi ikke synes meg denne mann lovlig drept, om vi bare anklager ham for dårlig arbeide, så stor berømmelse som han har hos de danske.“ „Der finnes råd herfor,“ sa mesteren; „Dere skal nå straks la meg få deres hanske med det budskap til Vigfús, at 84dere meget berømmer hans ferdighet, og at dere fra dette øyeblikk av overdrager ham hele arbeidets bestyrelse og anordning; og derfor byr dere og sender hansken til tegn derpå, at han årle i morgen før solens oppgang skal ride hen til trellene og bestyre det arbeide, som jeg forhen har hatt under meg. Så snart jeg har brakt ham dette deres bud, vil jeg ride hen til trellene og si dem, at han vil komme der tidlig i morgen, og derhos, at det er deres vilje, at de skal brenne ham på et bål, hva skikkelse han enn ved sin trolldom har påtatt seg.” Dette råd samtykket kongen i. Mesteren drog da av sted, brakte Vigfus hansken og ledsaget den med de førnevnte ord, skaffet seg straks hester, red hen i skogen og bød trellene å brenne den fremmede byggmester neste morgen, hva skikkelse han enn hadde. Klokken tre om morgenen red Vigfus etter befaling frem ad veien, og da solen stod opp, så han en smuk landsby ikke langt borte. Så snart han kom inn i byen den lige vei igjennom gaten, hørte han, at der på den annen kant ute ved muren ringedes til messe. Vigfus gikk til kapellet, steg av sin hest og gikk inn og så seg om. Han ble da var, at det var en gammel prest, som både så meget slett og var særdeles langsom, og derfor syntes det ham, da han ville skynde seg, at han aldri ville komme til rette tid, hvis han ventet, til gudstjenesten var forbi. Han mintes riktignok kong Svends råd, som bød ham å høre messen ut, men kunne allikevel ikke gi seg tid til å bli der; han sprang opp, steg på sin hest og red sin vei videre; men idet han aktede å ride like ut ad den annen kant av byen, ringedes der i et annet kapell straks ved porten. Han steg da av hesten igjen og tenkte, som også var tilfellet, at det her ringte sammen til messens begynnelse. Han gikk inn og knælede, og da den hellige nadverd var utdelt, besluttet Vigfus å gjøre fyllest for sin ulydighet imot kong Svend og å oppebie velsignelsen etter messen, hvor lang tid der enn forløp, og han gjorde så. Solen kom høyt på himlen; thi disse opphold trakk tiden ut. Han steg deretter på hesten igjen, red sterkt til og stanset ikke, før han kom til det bestemte sted.

Den engelske mester hadde våket hele natten av glede over, at Vigfus skulle drepes årle neste morgen, og så snart det grydde ad dag, red han til skogen for at forskaffe kongen nøyaktig underretning om, hvorledes det var gått. Men da ingen messer oppholdt ham, nådde han skogen tidligere enn Vigfus, og så snart han kom til stedet, omringet trellene ham, grep ham og trakk ham 85uten barmhjertighet hen på bålet, som de forut hadde brakt sterkt i lue. Han skrek og spurte, hvorfor de ville drepe ham, og tilføiede: „Jeg er jo en engelskmann og kongens venn.“ „Tror du, nedrige trollmann,“ svarte de, „at vi ikke kjenner din ondskap og godt ved, at du kan påta deg, hva skikkelse du vil, som vår landsmann sa oss i natt? Derfor skal ilden fortære deg.“ De kastet ham da straks inn på bålet, og der brente han opp til kul, det onde og svikefulle menneske, som gravde for andre den grav, hvori han etter Guds rettferdige dom selv skulle falle. Mens trellene ennå stod omkring ilden og talte med hverandre om, hvorledes dette umenneske for ut av verden, red Vigfus hen til dem og spurte, hvorfor de ikke bestilte noe. De sa, at de hadde utført den mest fornødne morgengjerning ved å drepe den trollmann, som forrige høst var kommet fra Danmark. Vigfus tidde da og så, hva der hadde vært ham bestemt, og hvorledes sagen hadde vendt seg; han innså, at messen hadde frelst ham fra døden, og at den hadde fått straffen, som fortjente den. Inderlig takket han nå ved seg selv Gud for sin frelse, foreskrev trellene deres arbeide og red derpå videre.

Da nå kongen som sedvanlig kom for å se til arbeidet, stod Vigfus på sin plass; men plassen ved den annen ende var tom. Kongen undret seg meget derover og taug; thi det var falt ganske annerledes ut, enn han hadde tenkt. Vigfus tog da ordet og sa: „Gud kjente bedre enn dere, konge, hva rett og rettferdig var; Dere ble med falskhet forledet til å felle en urettferdig dom over en uskyldig; derfor led det slette menneske for sin ondskap. Så meget mer må jeg skjønnsomt erkjenne kong Svends mildhet, og uligere monne dere konger befindes, alt ettersom dere prøves mer.“ Dermed endte deres samtale; thi kongen gikk bort, fordi han så, at han hadde handlet urettferdig. Men kort etter kom han igjen til Vigfus, talte vennlig til ham og sa, at han, før de skiltes, ville gjøre ham fyllest for det onde, han ved slette menneskers bakvaskelse og mened hadde latt seg forlede til å ville tilføye ham. Kongen bad nå Vigfus, at han skulle nedbryte til grunnvollen hele den del av bygningen, som den engelske mester hadde oppført, og lade hele bygningen bli etter én form. Vigfus gjorde nå så, og hallen var ferdig, før skipene seilede bort fra England om sommeren. Kongen gjorde et stort gilde til ære for Vigfus, da hallen var ferdig. Engelskmennene roste meget arbeidet, som det også fortjente. Etter at dette gilde var forbi, ga 86kongen Vigfus skip, ladede med gode varer, og de skiltes i vennskap. Derpå seilte Vigfus igjen til Norge og nådde lykkelig sitt hjem.