En ubøielig standhaftighed udgjorde grundtrækket i den svenske konge, Karl den tolvtes, karakter.
II
82Allerede i sin barndom gav han et bevis derpaa. Engang, da han i sit syvende aar sad ved middagsbordet og vilde give sin store hund, som han holdt meget af, et stykke steg, snappede det sultne dyr altfor begjærlig derefter og bed ham dybt i haanden. Men omendskjønt saaret blødte meget sterkt, afholdt den unge prins sig ikke alene fra at græde, men søgte endog at skjule det hele ved at vikle sin blodige haand ind i servietten, forat man ikke skulde straffe hunden.
Dronningen, der saa, at han ikke spiste, spurgte ham om aarsagen; men han svarede blot, at han ikke mere var sulten. Man spurgte ham atter, hvad der feilede ham, da han blev ganske bleg af det blod, han mistede; men han vilde endnu ikke lade sig merke med noget. Endelig saa en officer, der havde opvartning ved taffelet, at blodet dryppede ned paa gulvet, og man tvang nu prinsen til at lade sig forbinde.
Uden denne haardførhed i ungdommen havde Karl umulig kunnet udholde de høist besværlige strabadser, han siden underkastede sig i sine mange krige.
P. Hjort.