Napoleon gik paa skole i Brienne, en by i det nordøstlige Frankrige. Hvorledes han benyttede sin tid, det viste senere hans krige og bedrifter. Han var glad i frugt, som unge mennesker gjerne er, og der gik mangen god skilling for ham til en frugthandlerske der i byen. Hændte det engang, at han ikke havde penge, fik han kredit og betalte igjen, naar han fik penge. Men da han nu skulde forlade skolen for at anvende, hvad han havde lært, skyldte han hende alligevel et par daler, og da hun sidste gang bragte ham en tallerken ferskener og druer, sagde han: „Nu maa jeg reise, min gode kone, og kan ikke betale, hvad I har tilgode af mig; men jeg skal ikke glemme jer!“ Men frugthandlersken sagde: „Reis De kun rolig for den sags skyld, unge herre; Gud være med Dem og holde sin haand over Dem!“
Napoleon blev i kort tid general og erobrede Italien, gik til Ægypten, leverede en træfning ved Nazareth og vendte over havet, som var opfyldt af fiendtlige krydsere, tilbage til Frankrig og Paris og blev førstekonsul. Han gjenoprettede ro og orden i sit ulykkelige fædreland, blev fransk keiser, og endnu havde den brave kone i Brienne ikke andet at holde sig til end hans ord: „Jeg skal ikke glemme jer!“ Og han glemte hende ikke. Engang, da keiseren var ventende til Brienne, kom han til byen, før nogen vidste af det, og gik og spadserede paa gaden. Da stansede han pludselig, holdt fingeren for panden, ligesom naar man leder efter noget i hukommelsen, nævnte derpaa frugthandlerskens navn og spurgte, hvor hun boede. Ledsaget af en officer gik han da hen til hendes hus, der var temmelig forfaldent. En smal dør førte ind til et lidet, men renligt værelse, hvor konen og hendes to børn laa paa knæ foran gruen og tillavede et tarveligt aftensmaaltid.
„Kan jeg faa en liden forfriskning her?“ spurgte keiseren. „Ja gjerne,“ sagde konen, „melonerne er netop modne.“ Hun gik ud og hentede en. Medens de to fremmede herrer spiste melonen, og konen lagde nogle pinder til paa ilden, spurgte den ene: „Har I seet keiseren? han skal være her idag.“ — „Nei, han er ikke kommen endnu,“ svarede konen, „men han er ventende. Forresten har jeg baade seet ham og kjender ham; han har kjøbt mangen god tallerken frugt af mig, da han gik paa skolen her.“ —
81„Betalte han da ogsaa ordentlig, hvad han fik?“ — „Javist betalte han ordentlig.“ Da sagde den fremmede herre: „Det er ikke sandt, hvad I der siger, min gode kone, eller I maa have en daarlig hukommelse. For det første kjender I ikke keiseren; thi det er mig. For det andet har jeg ikke betalt saa ordentlig, som I siger; for jeg skylder jer to daler eller saa omtrent,“ — og i det samme talte hans ledsager op paa bordet et tusend fem hundrede franks, hvilket i norske penge er over 1000 kroner.
Da konen kjendte keiseren igjen og hørte guldstykkerne klirre paa bordet, kastede hun sig for hans fødder, ganske betagen af glæde, skræk og taknemmelighed, og børnene saa paa hinanden og vidste ikke, hvad de skulde sige. Siden lod keiseren paa det sted, hvor det gamle, faldefærdige hus havde staaet, bygge et nyt til den gamle kone. „Her vil jeg bo,“ sagde han, „naar jeg kommer til Brienne, og huset skal bære mit navn.“ Men konen lovede han, at han vilde sørge for hendes børn.
Han skjænkede ogsaa virkelig datteren et smukt udstyr, og sønnen blev paa keiserens bekostning undervist i den samme skole, hvor Napoleon selv havde faaet sin uddannelse.
J. Hebel.