En kinesisk keiser mistede engang sin bedste hest ved en staldkarls forseelse. Herover blev han saa opbragt, at han greb en lanse for at gjennembore gutten. Til al lykke var der en vis mand i keiserens følge. Han traadte til og sagde: „Keiser, nær var dette menneske blevet en dødens mand uden først at være blevet overbevist om sin forbrydelse.“ — „Overbevis ham da,“ sagde keiseren.
Vismanden tog lansen af keiserens haand og vendte sig mod den skyldige med disse ord: „Ulykkens søn, hør dine forbrydelser! For det første: det er dig, som ved din ligegyldighed har voldt den hests død, som keiseren havde betroet til din omsorg; derfor skal du nu ogsaa selv dø. Dernæst er du skyld i, at min herre er i den grad vred, at han her staar rede til at lægge voldsom haand paa dig. Det er en forbrydelse, større end den forrige. Endelig er du skyld i, at det nu snart vil hede over hele riget, at keiseren for en hests skyld har dræbt et menneske. Derved mister han sit gode navn og rygte. Ulykkens søn, det er din tredje og skrækkeligste brøde, indser du det?“
„Lad ham gaa,“ raabte keiseren, som følte sig truffen; „jeg vil for hans skyld ikke miste mit gode navn og rygte.“
E. Mau.