77

En kusk, der tjente paa en herregaard paa Sjælland, kjørte til byen med en del varer, som han skulde sælge for sin herre. Han solgte dem til en kjøbmand, som hans herre ofte handlede med. Da han skulde reise, fik han foruden betalingen for varerne en del penge, som hans herre havde tilgode, saa det hele løb op til ikke mindre end 2000 kroner. En person, der tilfældigvis havde faaet dette at vide, besluttede at frarøve kusken denne store pengesum, og han udførte sit forsæt paa følgende maade:

78Han forlod byen noget før kusken. Da denne saa kom kjørende, bad han om at maatte faa sidde op og kjøre med imod at betale to kroner. Hertil svarede kusken: „Er du daarlig tilbens, saa kan du gjerne kjøre med; men dine kroner kan du vel selv trænge til.“ Den fremmede takkede og steg op. Han var en snaksom fyr, som underholdt kusken hele veien med alskens passiar. Blandt andet sagde han ogsaa: „Den hund, du der har, ser mig ikke ud til at due synderlig!“ — „Jo, sandelig,“ var kuskens svar, „den er mig saa god som en stalbroder! den tager sin mand som ingenting.“ — „Jasaa, hvem skulde tro det?“ sagde den fremmede og blev noget taus derved.

Henimod morgenstunden foreslog han kusken, at de skulde staa af og gaa lidt for at varme fødderne. Alt som de nærmede sig skogen, holdt han sig lidt tilbage, og da han syntes, at stedet her var bekvemt, tog han en pistol frem og skjød hunden ihjel paa stedet, saa den tumlede baglængs ned af vognen. Forbauset over skuddet vendte kusken sig om, men fik ikke engang tid til at spørge den fremmede, hvad der gik af ham, da denne i det samme trak sin anden pistol frem og raabte: „Nu er de 2000 kroner mine, eller hvis du ikke strax rykker ud med dem, skal du ligge ved siden af din hund.“

Kusken, som var en besindig karl, indsaa, at kun list kunde frelse ham her, og han svarede ganske rolig, idet han begyndte at knappe sin store frakke op: „Pengene er dine, det forstaar sig, og du skal faa dem, saasnart jeg kan komme til dem. Men hør nu, landsmand,“ sagde han videre, „du maa til gjengjæld tjene en fattig stakkar. Min herre vil ikke tro mig, naar jeg kommer hjem og siger, at jeg er bleven overfalden; han vil tænke, at jeg har sat pengene overstyr paa en anden maade.“ Medens han saaledes talte, havde han faaet sin brevtaske frem og vedblev med forstilt modløshed: „Der har du pengene; men skyd mig nu et hul igjennem min hat, saa er sagen klar, og jeg bliver ikke jaget af tjenesten.“

Den anden mente, at det var et billigt ønske, og skjød pistolen af tvers igjennem hatten; men da greb kusken ham med fast haand i brystet og raabte: „Se saa, gutten min! nu er vi lige, og nu er de 2000 kroner igjen mine.“ Det varede ikke længe, inden han fik bugt med sin modstander; thi han var en bomsterk karl. „Havde du ikke skudt min Pasop, saa skulde jeg have ladet dig gaa; men nu skal du i hullet,“ sagde han. Han bandt ham som en kalv fast til vognen og afleverede ham til sin herre tilligemed 79de penge, som han havde bragt hjem fra byen. Herremanden overgav strax forbryderen til øvrigheden, og han fik sin fortjente straf.

P. Hjort.

77

En kusk, der tjente på en herregård på Sjælland, kjørte til byen med en del varer, som han skulle selge for sin herre. Han solgte dem til en kjøpmann, som hans herre ofte handlede med. Da han skulle reise, fikk han foruten betalingen for varene en del penger, som hans herre hadde tilgode, så det hele løp opp til ikke mindre enn 2000 kroner. En person, der tilfeldigvis hadde fått dette å vite, besluttet å frarøve kusken denne store pengesum, og han utførte sitt forsett på følgende måte:

78Han forlot byen noe før kusken. Da denne så kom kjørende, bad han om å måtte få sitte opp og kjøre med imot å betale to kroner. Hertil svarte kusken: „Er du dårlig tilbens, så kan du gjerne kjøre med; men dine kroner kan du vel selv trenge til.“ Den fremmede takket og steg opp. Han var en snaksom fyr, som underholdt kusken hele veien med alskens passiar. Blant annet sa han også: „Den hund, du der har, ser meg ikke ut til å due synderlig!“ — „Jo, sannelig,“ var kuskens svar, „den er meg så god som en stalbroder! den tar sin mann som ingenting.“ — „Jaså, hvem skulle tro det?“ sa den fremmede og ble noe taus derved.

Henimot morgenstunden foreslo han kusken, at de skulle stå av og gå litt for å varme føttene. Alt som de nærmet seg skogen, holdt han seg litt tilbake, og da han syntes, at stedet her var bekvemt, tok han en pistol frem og skjød hunden ihjel på stedet, så den tumlede baklengs ned av vognen. Forbauset over skuddet vendte kusken seg om, men fikk ikke engang tid til å spørre den fremmede, hva der gikk av ham, da denne i det samme trakk sin annen pistol frem og ropte: „Nå er de 2000 kroner mine, eller hvis du ikke straks rykker ut med dem, skal du ligge ved siden av din hund.“

Kusken, som var en besindig karl, innså, at kun list kunne frelse ham her, og han svarte ganske rolig, idet han begynte å knappe sin store frakk opp: „Pengene er dine, det forstår seg, og du skal få dem, så snart jeg kan komme til dem. Men hør nå, landsmann,“ sa han videre, „du må til gjengjeld tjene en fattig stakkar. Min herre vil ikke tro meg, når jeg kommer hjem og sier, at jeg er blitt overfalt; han vil tenke, at jeg har satt pengene over styr på en annen måte.“ Mens han således talte, hadde han fått sin brevtaske frem og vedble med forstilt motløshet: „Der har du pengene; men skyt meg nå et hull igjennom min hat, så er sagen klar, og jeg blir ikke jaget av tjenesten.“

Den annen mente, at det var et billig ønske, og skjød pistolen av tvers igjennom hatten; men da grep kusken ham med fast hånd i brystet og ropte: „Se så, gutten min! nå er vi lige, og nå er de 2000 kroner igjen mine.“ Det varte ikke lenge, innen han fikk bukt med sin motstander; thi han var en bomsterk karl. „Hadde du ikke skudt min Pasop, så skulle jeg ha latt deg gå; men nå skal du i hullet,“ sa han. Han bandt ham som en kalv fast til vognen og avleverte ham til sin herre tillikemed 79de penger, som han hadde brakt hjem fra byen. Herremannen overgav straks forbryteren til øvrigheten, og han fikk sin fortjente straff.

P. Hjort.