Et skib ved navn Kornelia var paa veien til Amerika. Midt i Atlanterhavet blev det overfaldt af en storm, som rasede i fem dage. Just da stormen var voldsomst, kom et taug i urede paa en af rærne. Dette maatte rettes paa; men at gaa tilveirs under en saadan storm var forbundet med den største livsfare. Kapteinen befalede en skibsgut at gjøre det. Det var en liden gut, kun tretten aar gammel, eneste barn af en fattig enke.
Da gutten fik denne befaling, saa han først op til raaen og derefter ned i de skummende bølger, der, ret som det var, brød ind over dækket og ligesom udstrakte armene efter ham. Derpaa saa han paa kapteinen og sagde: „Jeg kommer straks.“ Han sprang ind i kahytten, men kom straks tilbage og skyndte sig rask og frimodig op ad vantet. Den mand, som har fortalt dette, stod paa dækket ved masten og fulgte ængstelig barnet med sine øine. Han spurgte kapteinen: „Hvorfor sender du denne lille gut op? Han kommer ikke ned med livet!“ Kapteinen svarede: „Mænd falder, hvor gutter staar; han der klatrer som en ekorn!“ Manden saa op. Nu var gutten i merset; nu gik han videre. Fartøiet krængede saa sterkt, at rærne næsten dyppedes i bølgerne; men gutten holdt sig fast, og inden et kvarter kom han ned, uskadt og munter.
Manden takkede Gud; thi han havde været i stor angest for gutten. Samme dag talte han med ham og spurgte, om han ikke havde været ræd. „Jo,“ sagde gutten. — „Det kunde jeg nok se,“ sagde manden, „og du betænkte dig først i kahytten.“ — „Jeg betænkte mig ikke,“ svarede han; „men jeg maatte først gjøre min bøn. Jeg troede, at jeg ikke skulde komme ned med livet, og derfor vilde jeg bede og overgive mig til Gud. Siden var jeg ikke ræd mere.“ Manden spurgte ham videre: „Hvor har du lært at bede?“ — „Det har jeg lært af mor.“