Den persiske sultan Mahmud havde ved sine bestandige krige med naboerne bragt sit rige i stor nød og elendighed. Rundtomkring i hans land var ager og eng herjet af fienden og landsbyer lagte i ruiner; men den stridbare herre vilde paa ingen maade slutte fred, uagtet hans raadgivere gjorde alt for at bevæge ham dertil, og folkets misnøie truede med at bryde ud i aabenbart oprør. Engang, da han vendte tilbage fra jagten med sin vesir, hørte de et stykke fra veien to ugler, som sad i en ruin og tudede til hinanden. Vesiren havde ved en leilighed rost sig af, at han forstod fuglenes maal, og sultanen befalede ham nu at fortælle, hvad det var, disse ugler talte om. Vesiren gik hen og stillede sig ved et træ og lod, som om han lyttede. Da han kom tilbage, spurgte sultanen ham, om han havde forstaaet, hvad uglerne sagde. „Det har jeg,“ svarede vesiren, „men jeg vover ikke at sige eder det.“ „Du skal sige mig det,“ sagde sultanen, „jeg befaler dig det.“ „Nu vel,“ sagde vesiren, „siden min høie herre befaler det, saa faar jeg adlyde. Disse to ugler talte sammen om et egteskab mellem deres børn. „Din datter maa gjerne faa min søn,“ sagde den ene, „dersom du kan skaffe hende halvhundrede ødelagte landsbyer i medgift.“ „Aa,“ sagde den anden, „er der ikke andet i veien, skal vi nok blive forligte. Himlen skjænke kun vor naadige sultan et langt liv; saalænge han regjerer, vil der nok ikke blive mangel paa ødelagte landsbyer.“ Sultanen sagde ikke et ord til dette, men red taus hjem, og det varede ikke længe, før han havde sluttet fred med sine naboer. Han lod de ødelagte landsbyer gjenopbygge og blev fra den tid af en ligesaa mild og fredsommelig hersker, som han før havde været krigersk.

Den persiske sultan Mahmud hadde ved sine bestandige krige med naboene brakt sitt rike i stor nød og elendighet. Rundtomkring i hans land var ager og eng herjet av fienden og landsbyer lagt i ruiner; men den stridbare herre ville på ingen måte slutte fred, uaktet hans rådgivere gjorde alt for å bevege ham dertil, og folkets misnøye truet med å bryte ut i åpenbart opprør. Engang, da han vendte tilbake fra jakten med sin vesir, hørte de et stykke fra veien to ugler, som satt i en ruin og tudede til hinannen. Vesiren hadde ved en leilighet rost seg av, at han forstod fuglenes mål, og sultanen befalte ham nå å fortelle, hva det var, disse ugler talte om. Vesiren gikk hen og stillede seg ved et tre og lot, som om han lyttet. Da han kom tilbake, spurte sultanen ham, om han hadde forstått, hva uglene sa. „Det har jeg,“ svarede vesiren, „men jeg vover ikke å si dere det.“ „Du skal si meg det,“ sa sultanen, „jeg befaler deg det.“ „Nå vel,“ sa vesiren, „siden min høye herre befaler det, så får jeg adlyde. Disse to ugler talte sammen om et ekteskap mellom deres barn. „Din datter må gjerne få min sønn,“ sa den ene, „dersom du kan skaffe henne halvhundre ødelagte landsbyer i medgift.“ „Aa,“ sa den annen, „er der ikke annet i veien, skal vi nok bli forlikte. Himlen skjenke kun vår nådige sultan et langt liv; så lenge han regjerer, vil der nok ikke bli mangel på ødelagte landsbyer.“ Sultanen sa ikke et ord til dette, men red taus hjem, og det varte ikke lenge, før han hadde sluttet fred med sine naboer. Han lot de ødelagte landsbyer gjenoppbygge og ble fra den tid av en likeså mild og fredsommelig hersker, som han før hadde vært krigersk.