71

Engang kom jeg ud i gaarden, just som konfirmanterne, der skulde læse med min mand, samlede sig der. Iblandt dem stod en liden jente i fattige, lappede klæder; gule haar stak frem under et gammelt, brunsort tørklæde; de lysblaa øine saa vemodige ud; kinderne var røde og runde. Hun kom hen til mig og sagde: „Ska dokke inkje ha ei (en) te akta baadnaa?“ „Nei,“ sagde jeg; „vil du være barnepige? hvor gammel er du?“ „Eg æ paa niende aare.“ „Hvad heder du?“ „Eg heide Tone.“ „Hvor faldt du paa at komme til os?“ „Hu mor e dø, eg æ reint alleine aa kan ingen tenest faa, saa sa dem paa Løvesnæs, atte dokke altid tage mot saavore (saadanne) folk her i prestegaren.“ „Jasaa du; men nu har vi slet intet brug for dig her.“ Da fyldtes de blaa øine med taarer, hun bøiede hovedet og sagde bedrøvet: „Ja, dei seie saa adle (alle).“ Disse ord stak mig i hjertet; jeg tænkte mig, hvor skrækkeligt det vilde være, om mine egne døtre engang skulde gaa saa hjælpeløse fra dør til dør og overalt blive bortviste med et koldt: „Jeg har ikke brug for dig.“ Jeg sprang op til min mand og fortalte ham det hele; han var meget snildere end jeg; han tænkte ikke paa nogenting, men sagde: „Stakkars barn, det er bedst, hun kommer til os.“ Jeg sprang ned igjen med lettet hjerte, sagde til Tone, at hun kunde blive her, tog hende ved haanden og ledte hende ind i stuen, og saa var hun da bleven et medlem af vort hus.

Pigen, som havde fulgt med hende fra Løvesnæs, sagde, at hun, naar hun kom næste gang, skulde tage „raben te Tone“ (Tones tøi) med sig. Da jeg formodede, at Tones forsyning ikke var saa fuldstændig, at den jo nok kunde trænge til at forøges, gav jeg mig straks ifærd med at sy klæder til hende og fik hende saa pen, at det var en lyst at se hende. Hun blev ganske forbauset over sig selv. Pigen kom ganske rigtig med „raben,“ der befandt sig i en sammenknyttet tørklædesnip og bestod i en liden gammel silkelue, en døbeseddel og seks skilling. Hun lærte nu at læse, skrive, sy og strikke og udrettede i huset, hvad hun havde evne og kræfter til; de smaa unoder, hun havde med sig, da hun kom, vænte hun sig snart af med, og hun blev en snild, lydig og flink pige. Olaus, en anden af vore pleiebørn, pratede ofte med hende, og hun holdt meget af ham.

Nogen tid efterat han var reist fra os, ventede jeg en lørdagsaften paa min mand, som skulde komme fra byen; da kom Tone styrtende ind: „Mor daa, naa kjeme far, aa han Olaus æ mæ, 72meine mor inkje, at han blir reint fortænkt, naar han ser meg i den nye kjolen imaaraa!” „Jo, det kan du være vis paa; han bliver vist svært forundret, naar han ser den nye verkenskjolen din.” Jeg fortalte dette, og da hun næste morgen kom ind, brød alle ud i forundring og lovtaler over den nye kjole; hun saa paa sig med et triumferende smil, og jeg nikkede og smilte betydningsfuldt til hende igjen.

Jeg vil her med faa ord omtale hendes tidligere skjæbne. Hendes moder var formodentlig fra Telemarken. Baade fader og moder var tidlig døde fra hende. Hun havde en lidt ældre broder, som hed Knut. De stakkars to stod alene igjen i verden. Knut blev gjætergut hos en bonde, formodentlig i Telemarken. En barmhjertig nabokone tog Tone til sig og lovede at sørge for hende, til hun var bleven konfirmeret; hos hende havde Tone det godt; hun var venlig og god mod hende og gav hende gode klæder. Men denne herlighed varede ikke længe; om sommeren døde den snilde kone, og mandens moder kom til regjeringen; hun var ond og gjerrig og vilde ikke vide af „fantungen;” de havde nok med sig selv, og hun tog de gode klæder fra hende igjen. En dag sagde hun til Tone, at hun havde faaet tjeneste for hende paa Løvesnæs paa Finnø og sendte hende saa afsted i hendes gamle, lappede klæder, og saaledes kom hun da til os. Da hun havde været et par aars tid hos os, blev hun engang heftig syg, og vi opdagede, at hun havde slikket i sig noget, der var irret; vi blev meget forskrækkede og gav hende ind alt, hvad vi troede kunde dæmpe giften: smeltet smør, olje og en mængde sød fløde.

Hun havde altid talt med kjærlighed om sin broder Knut; nu i hendes smerter stod han idelig for hende; da Gabriel (min mand) og jeg stod ved hendes seng, sagde hun: „Aa far daa, naar eg døyr, saa maa dokke ta han Knut igjen i min plass; han har det saa vondt, der han æ, inkje lære han aa læsa, aa inkje høyre han noge om Vorherre!”

„Vær rolig du, Tone,” sagde Gabriel, „Knut skal komme til os, enten du lever eller dør.” Jeg glemmer ikke den straalende glæde, der udbredte sig over hendes ansigt, da hun hørte disse ord.

Gud var saa naadig, at han skaanede Tones liv; efter en voldsom opkastelse kom hun sig efterhaanden og blev ligesaa frisk og blomstrende som før. Tone vidste, hvor hendes broder var at finde; 73hun og moderen havde besøgt ham om høsten, før de kom til Tysvær.

Gabriel skrev efter ham og han kom snart. Han hedte Knut; men da vi havde en Knut før, syntes Gabriel, det blev formange Knuter paa en gaard, og kaldte ham derfor Kanutus, hvilket navn han beholdt til sin død. Der var stor glæde paa de to søskende, da de kom sammen. Han var en lang laban paa 14 aar, ikke saa smuk som Tone, men kraftig bygget; han lærte bogstaverne sammen med vore døtre, Alberta og Ella; men han for snart forbi dem og lærte at læse i en fart; han havde godt nemme og blev en brav og flink gut. Tone og han fulgte med os til Lyngdal; der satte Gabriel ham i smedlære. Da han havde udlært, reiste han til Finnø og nedsatte sig der som smed; han blev en brav og dygtig mand, fik hus og hjem, kone og børn og havde godt udkomme. To af Albertas sønner besøgte ham der, og derover glædede han sig meget.

Efterat Tone var konfirmeret, blev hun hos os et par aars tid; men da mor gjerne vilde have hende i tjeneste, flyttede hun til hende i Stavanger; senere tjente hun hos provst Langberg og blev gift fra hans hus med en brav, ung og tækkelig bødkersvend. Samme sommer, hun havde havt bryllup, kom min mand og jeg til Stavanger; hun og hendes mand besøgte os søndagen efter i sin fulde bryllupsstas. „Far aa mor skulle daa sjaa, kor pene me va den dagjen,“ mente Tone. De bad os besøge dem næste formiddag, og vi gik derhen. De boede i et pent, lidet hus; stuen var meget pyntelig ordnet med hvide servietter paa kommode og bord, og blomsterglas. Da vi havde siddet en liden stund, gik Tone ud og kom straks efter ind igjen med et bret med serviet paa, hvorpaa der stod iskjænkede chokoladekopper og hvedebrød. Smilende bød hun far en kop; men idet han tog den, brast hun pludselig i graad. „Naa da,“ lo Gabriel, „græder du, fordi jeg drikker op chokoladen din?“ „Aa nei da, far,“ svarede hun, „jeg kom bare ihu, at jeg stod fattig og forladt i prestegaarden paa Finnø, og far og mor tog mig ind til sig, og nu sidder dere begge to her hos mig, og jeg kan have den glæde at traktere dere med chokolade.“ Det var ogsaa en stor glæde for os at besøge hende og hendes mand, Ivar, paa hvis smukke, lokkede haar hun i al stilhed og med fornøiet smil gjorde mig opmerksom. Ivar var en duelig bødkermester og blev en ret velhavende mand; de levede godt og havde flere børn; jeg har oftere besøgt dem i Stavanger; 74men nu har jeg i lang tid ikke hørt noget til dem. Ja saaledes gik det Tone; det er dog en stor glæde at lægge merke til, hvor faderlig og trofast Gud sørger for de faderløse og forladte.

(Af en gammel prestekones erindringer).

71

Engang kom jeg ut i gården, just som konfirmantene, der skulle lese med min mann, samlet seg der. Iblant dem stod en liten jente i fattige, lappede klæder; gule hår stak frem under et gammelt, brunsort tørkle; de lysblå øyne så vemodige ut; kinnene var røde og runde. Hun kom hen til meg og sa: „Ska dokke inkje ha ei (en) te akta baadnaa?“ „Nei,“ sa jeg; „vil du være barnepike? hvor gammel er du?“ „Eg æ på niende åre.“ „Hva heter du?“ „Eg heide Tone.“ „Hvor falt du på å komme til oss?“ „Hu mor e dø, eg æ reint alleine å kan ingen tenest få, så sa dem på Løvesnæs, atte dokke alltid ta mot saavore (sådanne) folk her i prestegaren.“ „Jaså du; men nå har vi slett intet bruk for deg her.“ Da fyldtes de blå øyne med tårer, hun bøyde hodet og sa bedrøvet: „Ja, dei seie så adle (alle).“ Disse ord stak meg i hjertet; jeg tenkte meg, hvor skrekkelig det ville være, om mine egne døtre engang skulle gå så hjelpeløse fra dør til dør og overalt bli bortviste med et kaldt: „Jeg har ikke bruk for deg.“ Jeg sprang opp til min mann og fortalte ham det hele; han var meget snildere enn jeg; han tenkte ikke på nogenting, men sa: „Stakkars barn, det er best, hun kommer til oss.“ Jeg sprang ned igjen med lettet hjerte, sa til Tone, at hun kunne bli her, tok henne ved hånden og ledte henne inn i stuen, og så var hun da blitt et medlem av vårt hus.

Piken, som hadde fulgt med henne fra Løvesnæs, sa, at hun, når hun kom neste gang, skulle ta „raben te Tone“ (Tones tøy) med seg. Da jeg formodet, at Tones forsyning ikke var så fullstendig, at den jo nok kunne trenge til å forøkes, ga jeg meg straks ifærd med å sy klæder til henne og fikk henne så pen, at det var en lyst å se henne. Hun ble ganske forbauset over seg selv. Piken kom ganske riktig med „raben,“ der befandt seg i en sammenknyttet tørklædesnip og bestod i en liten gammel silkelue, en døpeseddel og seks skilling. Hun lærte nå å lese, skrive, sy og strikke og udrettede i huset, hva hun hadde evne og krefter til; de små unoter, hun hadde med seg, da hun kom, vente hun seg snart av med, og hun ble en snild, lydig og flink pike. Olaus, en annen av våre pleiebarn, pratet ofte med henne, og hun holdt meget av ham.

Noen tid etter at han var reist fra oss, ventet jeg en lørdagsaften på min mann, som skulle komme fra byen; da kom Tone styrtende inn: „Mor daa, nå kjeme far, å han Olaus æ mæ, 72meine mor inkje, at han blir reint fortenkt, når han ser meg i den nye kjolen imaaraa!” „Jo, det kan du være viss på; han blir vist svært forundret, når han ser den nye verkenskjolen din.” Jeg fortalte dette, og da hun neste morgen kom inn, brød alle ut i forundring og lovtaler over den nye kjole; hun så på seg med et triumferende smil, og jeg nikket og smilte betydningsfullt til henne igjen.

Jeg vil her med få ord omtale hennes tidligere skjebne. Hennes mor var formodentlig fra Telemarken. Både far og mor var tidlig døde fra henne. Hun hadde en litt eldre bror, som het Knut. De stakkars to stod alene igjen i verden. Knut ble gjetergutt hos en bonde, formodentlig i Telemarken. En barmhjertig nabokone tog Tone til seg og lovede å sørge for henne, til hun var blitt konfirmert; hos henne hadde Tone det godt; hun var vennlig og god mot henne og ga henne gode klæder. Men denne herlighet varte ikke lenge; om sommeren døde den snilde kone, og mandens mor kom til regjeringen; hun var ond og gjerrig og ville ikke vite av „fantungen;” de hadde nok med seg selv, og hun tok de gode klæder fra henne igjen. En dag sa hun til Tone, at hun hadde fått tjeneste for henne på Løvesnæs på Finnø og sendte henne så av sted i hennes gamle, lappede klæder, og således kom hun da til oss. Da hun hadde vært et par aars tid hos oss, ble hun engang heftig syk, og vi oppdaget, at hun hadde slikket i seg noe, der var irret; vi ble meget forskrekket og ga henne inn alt, hva vi trodde kunne dempe giften: smeltet smør, olje og en mengde søt fløte.

Hun hadde alltid talt med kjærlighet om sin bror Knut; nå i hennes smerter stod han idelig for henne; da Gabriel (min mann) og jeg stod ved hennes seng, sa hun: „Aa far daa, når eg døyr, så må dokke ta han Knut igjen i min plass; han har det så vondt, der han æ, inkje lære han å læsa, å inkje høyre han noge om Vorherre!”

„Vær rolig du, Tone,” sa Gabriel, „Knut skal komme til oss, enten du lever eller dør.” Jeg glemmer ikke den strålende glede, der utbredte seg over hennes ansikt, da hun hørte disse ord.

Gud var så nådig, at han skånet Tones liv; etter en voldsom opkastelse kom hun seg etterhånden og ble likeså frisk og blomstrende som før. Tone visste, hvor hennes bror var å finne; 73hun og moren hadde besøkt ham om høsten, før de kom til Tysvær.

Gabriel skrev etter ham og han kom snart. Han hette Knut; men da vi hadde en Knut før, syntes Gabriel, det ble for mange Knuter på en gård, og kalte ham derfor Kanutus, hvilket navn han beholdt til sin død. Der var stor glede på de to søsken, da de kom sammen. Han var en lang laban på 14 år, ikke så smuk som Tone, men kraftig bygget; han lærte bokstavene sammen med våre døtre, Alberta og Ella; men han for snart forbi dem og lærte å lese i en fart; han hadde godt nemme og ble en brav og flink gut. Tone og han fulgte med oss til Lyngdal; der satte Gabriel ham i smedlære. Da han hadde utlært, reiste han til Finnø og nedsatte seg der som smed; han ble en brav og dyktig mann, fikk hus og hjem, kone og barn og hadde godt utkomme. To av Albertas sønner besøkte ham der, og derover gledet han seg meget.

Etter at Tone var konfirmert, ble hun hos oss et par aars tid; men da mor gjerne ville ha henne i tjeneste, flyttet hun til henne i Stavanger; senere tjente hun hos prost Langberg og ble gift fra hans hus med en brav, ung og tekkelig bødkersvend. Samme sommer, hun hadde hatt bryllup, kom min mann og jeg til Stavanger; hun og hennes mann besøkte oss søndagen etter i sin fulle bryllupsstas. „Far å mor skulle daa sjaa, kor pene me va den dagjen,“ mente Tone. De bad oss besøke dem neste formiddag, og vi gikk derhen. De bodde i et pent, lite hus; stuen var meget pyntelig ordnet med hvite servietter på kommode og bord, og blomsterglas. Da vi hadde sittet en liten stund, gikk Tone ut og kom straks etter inn igjen med et brett med serviett på, hvorpå der stod iskjænkede sjokoladekopper og hvetebrød. Smilende bød hun far en kopp; men idet han tok den, brast hun plutselig i gråt. „Nå da,“ lo Gabriel, „gråter du, fordi jeg drikker opp sjokoladen din?“ „Aa nei da, far,“ svarte hun, „jeg kom bare ihu, at jeg stod fattig og forlatt i prestegården på Finnø, og far og mor tok meg inn til seg, og nå sitter dere begge to her hos meg, og jeg kan ha den glede å traktere dere med sjokolade.“ Det var også en stor glede for oss å besøke henne og hennes mann, Ivar, på hvis smukke, lokket hår hun i all stillhet og med fornøyet smil gjorde meg oppmerksom. Ivar var en duelig bødkermester og ble en rett velhavende mann; de levde godt og hadde flere barn; jeg har oftere besøkt dem i Stavanger; 74men nå har jeg i lang tid ikke hørt noe til dem. Ja således gikk det Tone; det er dog en stor glede å legge merke til, hvor faderlig og trofast Gud sørger for de faderløse og forlatte.

(Av en gammel prestekones erindringer).