61

Langt borte i lien laa en liden, skrøbelig hytte. I denne hytte boede en kone, som hed Else, med sin lille søn, Ketil. Hun var nylig flyttet did og kjendte intet menneske, som kunde tage sig af hende, skjønt hun trængte haardt til det; for hun var syg og kunde ikke arbeide, hverken for sig selv eller sin søn.

En aften sad Else i sin lille, simple stue. Ketil sad paa en liden krak og saa meget tankefuld ud. Han merkede ikke, at hans moder saa paa ham.

Tilslut sagde Else: „Men kjære! hvad er det, du tænker paa da, Ketil?“

Han saa op og lo over hele ansigtet. „Aa!“ sagde han, „jeg tænker paa saa mange ting, jeg! — Blir jeg ikke snart 10 aar nu, mor?“

„Jo, Sankt-hansdag fylder du dit 10de aar; og hvad skal saa gaa for sig?“

„Aa — en faar finde paa noget — tror du, det gaar an, at jeg gaar fra dig en — nei to timer imorgen?“ spurgte Ketil.

„Ja, det gaar vist an. Men hvad skal du gaa efter?“

Ketil smilte og strøg haaret fra panden. „Du faar ikke spørge efter det, mor,“ sagde han. Han sad først og vuggede sig lidt paa krakken; men saa stod han op, gik ganske sagte hen til sin moder og satte sig ved siden af hende. „Jeg vil saa gjerne gjøre noget for dig, jeg, mor!“ sagde han.

„Stakkars gutten min!“ sagde Else og klappede ham, „du gjør meget for mig, du! Hvordan skulde det gaa mig, naar jeg ikke havde vesle Ketil?“

„Aa ja! jeg steller altid lidt herhjemme; men jeg mente — ja, det kan nu være det samme, hvad jeg mente!“

62Om kvelden, da Ketil havde lagt sig, tænkte han meget paa, hvor travlt han vilde faa det næste dag; thi først skulde han hugge ved og bære vand for sin moder, og dernæst vilde han gaa til prestegaarden.

Han havde været med sin moder i kirken, før hun blev saa daarlig, og presten havde da talt saa vakkert, og saa havde Ketil lukket op gaardsgrinden for prestefruen, og hun havde nikket saa venlig til ham og spurgt, hvem han var søn til. Dengang havde Ketil bare svaret, at han var sønnen til Else; men nu vilde han nok fortælle fruen, hvem Else var, og hvor galt det stod til med hende, og at han saa gjerne vilde tjene nogle øre, hvis han kunde faa noget arbeide, han orkede. Ketil laa og tænkte, til det gik rent sur i hans lille hoved, helst da han med det samme hørte paa myggen, som peb saa fint inde i løvbuskene borte ved ovnen. Han reiste sig i sengen og saa bort paa sin moder; hun laa saa stille, hun sov vist alt! Det var nok bedst, at han ogsaa foldede sine hænder og sov i Jesu navn.

II. Ketil paa prestegaarden.

Dagen efter piltede vesle Ketil afsted til prestegaarden. Han grundede svært paa, hvad han skulde sige, naar han kom frem; snart vilde han fremføre sit erende paa en vis, snart paa en anden. Han saa paa sine klæder, om han saa skikkelig ud: bukserne var gamle; men de var lappede, de gik nok an; trøien var lidt for liden; men det fik endda være; havde bare ikke hueskyggen været saa elendig; men den var rigtignok knækket og afslidt paa alle kanter, og han havde intet at skjule skaden med uden en birkekvist; men den hjalp ogsaa prægtig! Med bankende hjerte gik Ketil op igjennem alleen, som førte til prestegaarden; han havde tænkt at gaa lige ind i kjøkkenet; men saa fik han se presten sidde paa en bænk udenfor haveindgangen; da stansede han og hilste høflig.

„Godmorgen!“ sagde presten, „vil du snakke med mig, gutten min.“

Ja, hvad var det nu, Ketil skulde sige, naar han kom frem? Nu havde han glemt altsammen; han var forknyt; men saa spurgte presten igjen saa venlig:

„Hvad er det, du vil, min lille ven?“

„Jeg vilde gjerne have arbeide,“ sagde Ketil.

„Vilde du det? Det var godt! — hvad skulde det være for arbeide?“

63Ketil betænkte sig lidt og saa sig lidt om; der gik just en gjennem haveporten, og derved kom han paa noget.

„Jeg kan luge,” sagde han.

„Kan du gjøre det ordentlig! Det er ikke saa let!” sagde presten.

„Jeg skal gjøre mit bedste!” sagde Ketil, og presten klappede ham paa kindet og tog ham med ud i haven.

Det var en deilig have; men Ketil havde ikke stunder at se sig om nu; fruen stod der, og presten førte ham lige hen til hende.

„Her bringer jeg dig hjælp til havearbeidet,” sagde han, „det er en, som vil luge.”

„Tak,” sagde hun og nikkede til Ketil, som stod der saa undselig, „hvor har du faaet ham fra?”

„Det er sønnen til den kone, som bor ved udkanten af skogen derhenne; hans fader kjøbte fornylig den lille jordflek, men har nok siden været paa arbeide i andre bygder. Konen er sygelig, saa du faar nok skaffe hendes søn fortjeneste. Hvad heder du, min lille ven?” spurgte han, idet han vendte sig til Ketil.

„Ketil,” svarede gutten, som havde staaet og seet forundret paa ham, medens han talte. Hvor kunde nu presten vide alt det fra? Det var jo netop det, Ketil skulde fortalt, men som han havde glemt, da presten talte til ham.

Han kom snart i arbeide, og det gik raskt, skjønt det var meget hedt i solen, og skjønt han engang imellem maatte se sig om paa al den herlighed, som omringede ham. Undertiden trippede en liden pige i mørkerød kjole igjennem haven, stansede et øieblik foran ham og betragtede ham alvorlig; Ketil vilde saa gjerne snakket til hende; men det vilde ikke lykkes; for bare han reiste sig lidt op og saa paa hende, saa — vips! var hun væk.

Da han nu havde arbeidet et par timer og faaet mad, saa turde han ikke være længer borte fra sin moder; men han skulde faa lov at komme igjen en stund hver dag, sagde fruen, og naar han havde arbeidet flinkt og flittig, saa vilde hun betale ham for det. Saa spurgte hun om hans moder, og Ketil fik taarer i øinene, da han fortalte om, hvor syg, men taalmodig hun var. Da sagde fruen, at hun vilde se til hende en dag, og det gjorde hun ogsaa, og hun kom ikke tomhændet heller, det var saadan en snild prestefrue! Men da nu Ketil skulde gaa, da stod den lille pige, prestefolkenes datter, og saa paa ham, og han saa paa hende, 64og han vilde saa gjerne sagt noget til hende; men han turde ikke. Da nappede den lille pige sin moder i kjolen og hviskede:

„Mama! jeg vilde saa gjerne give gutten en tulipan.“

Ketil blev ganske rød; han syntes, tulipanerne var saa deilige; men det var ikke engang faldt ham ind, at han kunde faa nogen. Fruen sagde straks til sin datter, at hun gjerne maatte give ham en, og saa brød den lille pige en mørkerød af og rakte ham; men hun turde ikke gaa helt hen til ham med den, hun strakte armen saa langt, hun kunde, og da var det saavidt, Ketil kunde faa fat i blomsten.

Du kan tro, han længtes efter at komme hjem til sin moder med den deilige blomst og saa fortælle hende om alt det, som var hændt ham. Og saa travlt han havde om eftermiddagen! For fruen havde spurgt, om han kunde spikke blomsterpinder, og det skulde han prøve paa; men de vilde ikke blive saa fine, som han syntes, de burde være.

III. Den deiligste have.

Da Ketil havde været flere gange i prestegaardshaven paa arbeide, begyndte han ogsaa at blive kjendt med den lille pige. Da hun engang havde staaet og seet paa ham, spurgte hun ham alvorlig:

„Heder du Ketil?“

„Ja,“ sagde han; „men hvad heder du?“

„Sigrid,“ sagde hun.

Saa vilde hun løbe væk igjen; men han skyndte sig at sige noget, og saa stansede hun.

„Der har vel aldrig været noget deiligere i verden end denne have?“ sagde han.

„Jo,“ sagde Sigrid alvorlig, „paradis var meget deiligere.“

„Ja, det er sandt! Paradis var vel deiligere end nogen anden have, for den havde Gud plantet,“ sagde Ketil tankefuld. „Det var rigtig leit, at det skulde blive borte.“

„Men det er jo fundet igjen! ved du ikke det?“ sagde Sigrid. „Kom, saa skal mama fortælle dig!“ og afsted trippede hun, saa fort hun kunde; men Ketil stod igjen og vidste ikke rigtig, om han skulde følge hende eller ei.

Lille Sigrid traf sin moder i et jasminlysthus; der sad hun og nøstede garn og nynnede paa en sang, medens hun holdt øie med sin datter.

„Fortæl om paradiset!“ sagde den lille pige, „fortæl Ketil og mig!“

65„Kan ikke du fortælle, Ketil,“ sagde hendes moder, „ligesom jeg har fortalt dig?“

„Fortæl du!“ bad hun.

Og Sigrids moder fortalte, og begge børnene sad paa hver sin skammel ved hendes fødder. Hun fortalte om paradisets have, som var saa deilig, hvori Adam og Eva levede og var lykkelige, fordi de elskede Gud. Saa fortalte hun om synden, som kom ind i verden, da de lod sig forføre af slangen og var ulydige; da maatte de forlade den deilige have og kunde ikke komme derind mere, og Gud var meget bedrøvet over dem. Men hvert menneske, som fødes paa jorden, længes til paradiset.

Og prestekonen fortalte videre om det lille barn, Jesus, som blev født i stalden i Bethlehem om julenat, og om englene, som kom ned fra himlen og sang derom for hyrderne paa marken; for det lille barn var jo Guds søn. Og hun fortalte om, at barnet vokste og blev stort og døde paa korset for os og blev begravet, men opstod igjen og er nu en konge i himlen og har lukket porten op til paradiset, forat alle Guds børn kan komme derind. Og hun sagde til Ketil og sin lille datter, at de var blevne Guds børn, da de blev døbte som ganske smaa, og hun bad dem, at de aldrig maatte gaa bort fra ham; da tænkte de begge, at det vilde de aldrig gjøre.

IV. I skogen og ved tjernet.

En dag fik Sigrid lov at følge med sin moder ud til skogkanten til Elses hytte. Det var morsomt, kan du tro; for hun havde aldrig været der før, og hun fik være med Ketil langt ind i skogen, hvor der var saa stille, saa stille. Fuglene fløi saa lydløst fra en gren til en anden, og sommetider klavrede en ekorn lystig opover stammen paa et tykt grantræ. Da kunde Sigrid ikke bare sig for at raabe høit af glæde; men saa skræmte hun baade ekornen og fuglene, og Ketil sagde: „Vi faar nok bare hviske!“ og saa hviskede de.

„Jeg synes, fuglene tier saa stille,“ sagde Sigrid.

„Aa, du kan tro, de synger nok sommetider,“ sagde Ketil; „det er slig musik, naar de stemmer op allesammen, og maaltrosten er nu den bedste af dem alle; har du hørt den?“

„Nei,“ sagde Sigrid. „Aa gid jeg kunde faa høre den!“

„Han synger nu helst om kvelden eller om morgenen tidlig,“ sagde Ketil, „naar du bare kunde komme her da; men ellers synger han paa denne tid af dagen ogsaa længere ind i skogen; ja, kunde vi bare gaa længere ind og saa ned til tjernet, saa skulde du faa se skibene mine.“

II

66„Har du skibe?“ spurgte Sigrid.

„Ja, jeg har mange skibe der; jeg har „Ormen lange“ ogsaa!“

„Det var et stygt navn,“ sagde Sigrid.

„Synes du det? ja, men det var saadant et prægtigt skib! det var det, Olav Trygvessøn var paa i slaget ved Svolder.“ Og nu maatte Ketil fortælle om Ormen lange og slaget ved Svolder.

Nogle dage efter kom Sigrids broder hjem til prestegaarden, og i Elses hytte blev der ikke mindre glæde; thi Ketils fader kom hjem. Sigrids broder hed Svend og var ligesaa gammel som Ketil. Han gik paa skole i byen og var forresten hos sin faster der; men i julen og midt paa sommeren fik han komme hjem; for da havde de fri af skolen.

Svend og Ketil blev snart gode venner, og de legede sammen oppe ved tjernet, hvor skibene laa.

„Du skulde bare se dem, Sigrid,“ sagde Svend en dag til sin lille søster, „du kan tro, det er moro!“

Saa fik Sigrid lyst til at se skibene og tjernet; men endda mere lyst havde hun til at se paa fuglene og ekornene, som hun vidste var deroppe i skogen.

Svend bad sin moder om, at Sigrid maatte faa være med til tjernet, og hun fik lov, naar de bare vilde love at være forsigtige og ikke gaa for langt bort, og det lovede de.

Han hjalp hende at knytte hatten, saa tog han hende ved haanden, og de løb afsted. „Hvis du bliver træt, kan jeg godt bære dig et stykke!“ sagde han.

De skulde bortom Ketil for at faa ham med, og han var da straks færdig. Men da de gik, sagde Ketils fader: „I skal ikke gaa i baaden deroppe!“ „Nei,“ sagde Ketil. Saa gik de.

„Det er ikke noget videre morsomt her i skogen,“ sagde Svend; „men bi bare, til vi kommer til tjernet.“

Men Sigrid syntes just, det var morsomt i skogen. Hun spiste blaabær med god appetit. Hun blev saa blaa paa tænderne og lidt udenom munden med; men det tørrede Svend af med hendes lommetørklæde. Du kan vide, han maatte stelle vel med hende, da hun var betroet til hans omsorg. Endelig kom de da op til tjernet, og da syntes Sigrid, det var svært morsomt. Tjernet var saa stort, saa stort, hun saa over til den anden side; der var saa vakkert, og der laa nogle huse; hun kunde se røgen af skorstenspiberne, hvor blaa den steg op i luften. Da undredes hun paa, hvad det var for folk, som boede der; hun syntes, det 67var, ligesom hun saa over til et andet land. Der var ogsaa en hel skog af siv nede i vandet paa den anden side, og det saa morsomt ud; hun vilde gjerne været derover. Dette lod sig nu ikke gjøre, og naar man ikke kan faa reise, er det bedst at slaa sig tiltaals, der man er; derfor gav hun sig ganske rolig til at pille op runde smaasten af stranden.

V. Baadturen. Men gutterne var ikke rolige! Der var hændt noget skrækkeligt -- Ormen lange var borte!

Tænk, om husmandsgutterne paa hin side havde været over og taget den! Ketil mente, de var gode nok til det. De stod og stirrede over til den anden side, saa de fik vand i øinene — for solen stod midt imod — men ingen Orm saa de.

„De har nok gjemt den mellem sivene,“ sagde Ketil.

„Ja, udaf syne er den, det er sikkert,“ sagde Svend, og han prøvede at fløite med læberne; men han kunde ikke.

„Jeg ser den, jeg,“ sagde Sigrid.

„Aa snak, Sigrid, er det rigtig sandt?“

„Der!“ Sigrid pegte med fingeren.

Ja, bestemt syntes de, der laa noget borte ved næsset. Ja, det var Ormen. Hvorledes den var kommen der, det kunde de ikke skjønne; det blev heller aldrig opklaret, om det var vinden eller husmandsgutterne paa den anden side, der havde spillet dem det puds; men én ting var sikker, at Ormen nu laa ved næsset, og at det var dygtig langt did, naar de skulde gaa omkring.

„Der er jo baaden,“ sagde Svend, „kom, saa ta’r vi den og ror derbort, det er bare et lidet stykke.“

„Far sagde, vi skulde ikke røre baaden idag,“ sagde Ketil.

„Hvorfor det da? Du har jo sagt, at du ofte har roet alene, og nu er vi to.“

„Jeg farer her nok ofte alene; men det var vist for din og Sigrids skyld, at han ikke vilde, vi skulde udpaa idag; men vil du vente her, saa skal jeg snart hente skibet,“ og Ketil hoppede ned i baaden.

„Pyt! tror du, jeg er ræd da?“ raabte Svend og hoppede efter.

Men da blev Sigrid alene paa stranden, og saa begyndte hun at græde; hun var jo saa liden og havde aldrig været deroppe ved tjernet før.

„Vi kommer snart igjen, Sigrid!“ sagde hendes broder; men hun bad saa vakkert: „Lad mig faa være med!“ og saa lod han hende gaa ud paa en stor sten, som laa lige ud i vandet, og 68derfra løftede han hende ned til sig. Han følte, at han burde gaaet ud af baaden isteden; men han havde saadan lyst til at ro.

„Der er vel ingen fare ved det?“ spurgte han, og Ketil svarede: „Nei fare er der slet ikke, jeg har ofte roet længere alene; men far tænkte vel, at dine forældre kanske var rædde for dig og Sigrid.“

„Mor sagde ikke noget om, at vi ikke skulde ro, hun bare bad os være forsigtige,“ sagde Svend, og det var ganske sandt; men hans moder vidste slet ikke, at der var nogen baad. Hun vidste, at vandet var ganske grundt langs stranden paa hele denne side, derfor havde hun ladet sine børn gaa alene derop, og desuden havde hun jo sagt, at de ikke maatte gaa for langt bort. Det kan nok være, at om hun havde seet dem i baaden et godt stykke ude paa vandet, saa vilde hun synes, at Svend kun maadelig havde holdt sit løfte til hende.

Begge gutterne roede med hver sin aare, og Sigrid sad alene bag i den lille baad. Svend turde næsten ikke lade hende faa lov til at røre sig, saa ræd var han, at hun skulde falde i vandet; han havde i grunden ingen god samvittighed; men han lod sig ikke merke med det.

De kom dog lykkelig bort til næsset; men langsomt var det gaaet med dem; for de var just ikke øvede rorskarle. Ormen lange laa der i god behold; de fik den op i baaden, og saa skulde de reise tilbage.

VI. Det fremmede land.

Men der oppe paa næsset var saa uendelig mange blaabær, og dem maatte de sanke nogle af. Saa gik de da iland, og de fandt snart, at dette næs var det prægtigste stykke land ved hele tjernet. Foruden blaabær var der saamange vakre smaa grankongler, meget vakrere end paa deres egen side, og Sigrid maatte endelig have en hel del af dem med sig; det var jo for hende de prægtigste melkekjør, nogen kunde ønske sig. De gik længere og længere „ind i landet,“ som Svend sagde; for han syntes, de var omtrent lige med Kolumbus, der opdagede Amerika. Næsset høinede mere og mere opover, og høit deroppe stod et vakkert egetræ; paa deres egen side af tjernet vokste ikke en eneste eg. De maatte have hver sin gren; men de kunde ikke naa, saa Ketil maatte klatre op i træet, og det tog tid. Sigrid fik ogsaa sin lomme fyldt med egenødder; de skulde være kalve og faar i hendes lille fjøs.

Du kan vide, at tiden maa gaa hurtig, naar man har opdaget 69et nyt land med saamange herligheder. De smaa merkede ikke, at dagen led, solen blev rødere og rødere, men gav mindre og mindre varme, eftersom den dalede mod aaskanten; de merkede det ikke. Tilslut gled den bagom, og en kold aftenvind strøg over tjernet og susede om Sigrids øre, saa hendes lokker flagrede, for hun bar hatten i haanden, fuld af grankongler. „Huf da!“ sagde hun og strøg haaret tilbage. Svend saa paa hende; hun var saa bleg i ansigtet og blaa under øinene.

„Du fryser vist?“ sagde han; „kom lad os skynde os hjem. Solen er gaaet ned ogsaa.“

De vendte sig mod tjernet; men det saa ikke venligt ud længer, skygger strakte sig over det, og smaa bølger skvulpede mod stranden.

„Vi tør ikke ro nu!“ sagde Svend, og han blev lidt trang om hjertet. „Vi maa gaa omkring; lad os tage Sigrid imellem os og springe, saa fort vi kan!“

Ketil mente ogsaa, at det var bedst; baaden fik ligge der til imorgen.

„Du maa tage hatten paa, Sigrid,“ sagde Svend ivrig; „lad os tage konglerne!“ Han huskede paa det, han havde lovet, og saa knyttede han endda sit lommetørklæde under hatten paa Sigrid; saa løb de. Men veien var lang og ikke god; der var baade myr og krat, grøfter og skigarder. Sigrid blev baade træt og vaad paa fødderne; hun græd saa sagte, men klagede ikke. Svend var rent ulykkelig, han, som skulde passet hende saa godt. Han og Ketil skiftede med at bære hende; men da gik det saa langsomt, og de vidste, at far og mor maatte vente paa dem; desuden mørknede det lidt.

VII. Hjælpen.

„Dersom han far saa os nu, saa kom han nok og hjalp os!“ sagde Ketil.

„Tror du ikke, Gud ser os?“ spurgte Sigrid, som han da bar.

Mon ikke Gud saa dem? Han, som holder saa meget af smaabørnene! Jo, han saa dem nok, og han havde godt hørt, at Svend og Ketil havde bedet ham om forladelse i sit stille sind, fordi de havde gjort galt, og han hørte deres bøn om, at han vilde hjælpe dem.

„Jo, han ser os vist!“ svarede Ketil fortrøstningsfuld; „græd ikke du, vesle Sigrid! vi kommer nok hjem igjen! Havde jeg bare gjort, som han far sagde, jeg, og ladet baaden i fred! Ormen 70kunde ligget der til en anden dag; nu fik vi den saa ikke med alligevel.“

„Nei, Ormen!“ sagde Svend; men saa stansede han pludselig. Ketil stod ogsaa stille, og Sigrid løftede hovedet; de hørte et raab langt borte og straks efter endnu et.

„Det er far, som raaber efter os,“ sagde Ketil, og saa satte han Sigrid ned, holdt hænderne for munden som en trompet og skreg af alle kræfter: „Ho!“ Lidt efter hørte de raabet igjen, og Ketil svarede paany. „Jeg hører, han kommer hidover,“ sagde han, og de andre kunde ogsaa tydelig høre, at det knagede i buskene foran dem. Det varede vist ikke fem minutter, før de mødte Ketils far.

„Det var min skyld altsammen!“ sagde Svend; „kjære, skjend ikke paa Ketil.“

Manden skjendte ikke videre heller, skjønt han ikke var rigtig blid; han tænkte vel, de havde lidt skyld hver, og det havde de da ogsaa. Men Sigrid tog han paa armen, og der sad hun godt, for han var saa sterk. Han gik hurtig foran; smaagutterne fulgte efter, og saa kom de snart paa kjendt sti.

Ketil og hans fader gik lige til hytten.

Jeg ved ikke, hvad Svends og Sigrids forældre sagde, da de kom hjem, om de skjendte paa dem eller ei; men jeg ved, at da Svend gik tilsengs, da var han meget bedrøvet over, at han saaledes kunde gjøre far og mor imod, de, som holdt saameget af ham.

Men dagen efter var alle i prestegaarden bedrøvede; for lille Sigrid var meget syg; hun havde vist forkjølet sig; hun var saa brændende hed i panden og i hænderne, og da Svend kom hen til sengen for at tale til hende, saa hun paa ham med et saa underligt blik, at han blev ganske ængstelig. Han tog hendes haand, han strøg haaret bort fra hendes pande, men kunde ikke sige et ord; saa gik han ud af værelset.

Dagene gik; men Sigrid blev i førstningen ikke bedre; hun blev værre. Hendes mor var hos hende baade dag og nat, hendes far var der ogsaa, naar han havde tid, og Svend fik vel lov at komme ind ofte; men da maatte han være saa stille.

Et par uger gik, og endelig begyndte Sigrid at komme sig; ja Svend havde endog den glæde, at hun kunde gaa en liden tur ud i haven med ham, dagen før han reiste til byen igjen.

61

Langt borte i lien lå en liten, skrøpelig hytte. I denne hytte bodde en kone, som het Else, med sin lille sønn, Ketil. Hun var nylig flyttet dit og kjente intet menneske, som kunne ta seg av henne, skjønt hun trengte hardt til det; for hun var syk og kunne ikke arbeide, hverken for seg selv eller sin sønn.

En aften satt Else i sin lille, simple stue. Ketil satt på en liten krakk og så meget tankefull ut. Han merket ikke, at hans mor så på ham.

Til slutt sa Else: „Men kjære! hva er det, du tenker på da, Ketil?“

Han så opp og lo over hele ansiktet. „Aa!“ sa han, „jeg tenker på så mange ting, jeg! — Blir jeg ikke snart 10 år nå, mor?“

„Jo, Sankt-hansdag fyller du ditt 10de år; og hva skal så gå for seg?“

„Aa — en får finne på noe — tror du, det går an, at jeg går fra deg en — nei to timer i morgen?“ spurte Ketil.

„Ja, det går vist an. Men hva skal du gå etter?“

Ketil smilte og strøk håret fra pannen. „Du får ikke spørre etter det, mor,“ sa han. Han satt først og vugget seg litt på krakken; men så stod han opp, gikk ganske sakte hen til sin mor og satte seg ved siden av henne. „Jeg vil så gjerne gjøre noe for deg, jeg, mor!“ sa han.

„Stakkars gutten min!“ sa Else og klappet ham, „du gjør meget for meg, du! Hvordan skulle det gå meg, når jeg ikke hadde vesle Ketil?“

„Aa ja! jeg steller alltid litt herhjemme; men jeg mente — ja, det kan nå være det samme, hva jeg mente!“

62Om kvelden, da Ketil hadde lagt seg, tenkte han meget på, hvor travlt han ville få det neste dag; thi først skulle han hugge ved og bære vann for sin mor, og dernest ville han gå til prestegården.

Han hadde vært med sin mor i kirken, før hun ble så dårlig, og presten hadde da talt så vakkert, og så hadde Ketil lukket opp gaardsgrinden for prestefruen, og hun hadde nikket så vennlig til ham og spurt, hvem han var sønn til. Dengang hadde Ketil bare svaret, at han var sønnen til Else; men nå ville han nok fortelle fruen, hvem Else var, og hvor galt det stod til med henne, og at han så gjerne ville tjene noen øre, hvis han kunne få noe arbeide, han orket. Ketil lå og tenkte, til det gikk rent sur i hans lille hode, helst da han med det samme hørte på myggen, som pep så fint inne i løvbuskene borte ved ovnen. Han reiste seg i sengen og så bort på sin mor; hun lå så stille, hun sov vist alt! Det var nok best, at han også foldet sine hender og sov i Jesu navn.

II. Ketil på prestegården.

Dagen etter pilte vesle Ketil av sted til prestegården. Han grundede svært på, hva han skulle si, når han kom frem; snart ville han fremføre sitt ærend på en vis, snart på en annen. Han så på sine klæder, om han så skikkelig ut: buksene var gamle; men de var lappede, de gikk nok an; trøyen var litt for liten; men det fikk enda være; hadde bare ikke hueskyggen vært så elendig; men den var riktignok knekket og avslitt på alle kanter, og han hadde intet å skjule skaden med uten en birkekvist; men den hjalp også prektig! Med bankende hjerte gikk Ketil opp igjennom alleen, som førte til prestegården; han hadde tenkt å gå like inn i kjøkkenet; men så fikk han se presten sitte på en benk utenfor haveindgangen; da stanset han og hilste høflig.

„God morgen!“ sa presten, „vil du snakke med meg, gutten min.“

Ja, hva var det nå, Ketil skulle si, når han kom frem? Nå hadde han glemt altsammen; han var forknytt; men så spurte presten igjen så vennlig:

„Hva er det, du vil, min lille venn?“

„Jeg ville gjerne ha arbeide,“ sa Ketil.

„Ville du det? Det var godt! — hva skulle det være for arbeide?“

63Ketil betenkte seg litt og så seg litt om; der gikk just en gjennom haveporten, og derved kom han på noe.

„Jeg kan luke,” sa han.

„Kan du gjøre det ordentlig! Det er ikke så lett!” sa presten.

„Jeg skal gjøre mitt beste!” sa Ketil, og presten klappet ham på kinnet og tok ham med ut i hagen.

Det var en deilig hage; men Ketil hadde ikke stunder å se seg om nå; fruen stod der, og presten førte ham like hen til henne.

„Her bringer jeg deg hjelp til hagearbeidet,” sa han, „det er en, som vil luke.”

„Takk,” sa hun og nikket til Ketil, som stod der så unnselig, „hvor har du fått ham fra?”

„Det er sønnen til den kone, som bor ved utkanten av skogen derhenne; hans far kjøpte fornylig den lille jordflekk, men har nok siden vært på arbeide i andre bygder. Konen er sykelig, så du får nok skaffe hennes sønn fortjeneste. Hva heter du, min lille venn?” spurte han, idet han vendte seg til Ketil.

„Ketil,” svarte gutten, som hadde stått og sett forundret på ham, mens han talte. Hvor kunne nå presten vide alt det fra? Det var jo nettopp det, Ketil skulle fortalt, men som han hadde glemt, da presten talte til ham.

Han kom snart i arbeide, og det gikk raskt, skjønt det var meget hett i solen, og skjønt han engang imellom måtte se seg om på all den herlighet, som omringet ham. Undertiden trippet en liten pike i mørkerød kjole igjennom hagen, stanset et øyeblikk foran ham og betraktede ham alvorlig; Ketil ville så gjerne snakket til henne; men det ville ikke lykkes; for bare han reiste seg litt opp og så på henne, så — vips! var hun vekk.

Da han nå hadde arbeidet et par timer og fått mat, så turde han ikke være lenger borte fra sin mor; men han skulle få lov å komme igjen en stund hver dag, sa fruen, og når han hadde arbeidet flinkt og flittig, så ville hun betale ham for det. Så spurte hun om hans mor, og Ketil fikk tårer i øynene, da han fortalte om, hvor syk, men tålmodig hun var. Da sa fruen, at hun ville se til henne en dag, og det gjorde hun også, og hun kom ikke tomhendt heller, det var sådan en snild prestefrue! Men da nå Ketil skulle gå, da stod den lille pike, prestefolkenes datter, og så på ham, og han så på henne, 64og han ville så gjerne sagt noe til henne; men han turde ikke. Da nappet den lille pike sin mor i kjolen og hvisket:

„Mama! jeg ville så gjerne gi gutten en tulipan.“

Ketil ble ganske rød; han syntes, tulipanene var så deilige; men det var ikke engang falt ham inn, at han kunne få noen. Fruen sa straks til sin datter, at hun gjerne måtte gi ham en, og så brød den lille pike en mørkerød av og rakte ham; men hun turde ikke gå helt hen til ham med den, hun strakte armen så langt, hun kunne, og da var det såvidt, Ketil kunne få fat i blomsten.

Du kan tro, han lengtes etter å komme hjem til sin mor med den deilige blomst og så fortelle henne om alt det, som var hendt ham. Og så travlt han hadde om ettermiddagen! For fruen hadde spurt, om han kunne spikke blomsterpinder, og det skulle han prøve på; men de ville ikke bli så fine, som han syntes, de burde være.

III. Den deiligste have.

Da Ketil hadde vært flere ganger i prestegaardshaven på arbeide, begynte han også å bli kjent med den lille pike. Da hun engang hadde stått og sett på ham, spurte hun ham alvorlig:

„Heder du Ketil?“

„Ja,“ sa han; „men hva heter du?“

„Sigrid,“ sa hun.

Så ville hun løpe vekk igjen; men han skyndte seg å si noe, og så stanset hun.

„Der har vel aldri vært noe deiligere i verden enn denne hage?“ sa han.

„Jo,“ sa Sigrid alvorlig, „paradis var meget deiligere.“

„Ja, det er sandt! Paradis var vel deiligere enn noen annen have, for den hadde Gud plantet,“ sa Ketil tankefull. „Det var riktig leit, at det skulle bli borte.“

„Men det er jo funnet igjen! vet du ikke det?“ sa Sigrid. „Kom, så skal mama fortelle deg!“ og av sted trippet hun, så fort hun kunne; men Ketil stod igjen og visste ikke riktig, om han skulle følge henne eller ei.

Lille Sigrid traff sin mor i et jasminlysthus; der satt hun og nøstede garn og nynnet på en sang, mens hun holdt øye med sin datter.

„Fortell om paradiset!“ sa den lille pike, „fortell Ketil og meg!“

65„Kan ikke du fortelle, Ketil,“ sa hennes mor, „likesom jeg har fortalt deg?“

„Fortell du!“ bad hun.

Og Sigrids mor fortalte, og begge barna satt på hver sin skammel ved hennes føtter. Hun fortalte om paradisets have, som var så deilig, hvori Adam og Eva levde og var lykkelige, fordi de elskede Gud. Så fortalte hun om synden, som kom inn i verden, da de lot seg forføre av slangen og var ulydige; da måtte de forlate den deilige hage og kunne ikke komme derind mer, og Gud var meget bedrøvet over dem. Men hvert menneske, som fødes på jorden, lenges til paradiset.

Og prestekonen fortalte videre om det lille barn, Jesus, som ble født i stallen i Bethlehem om julenatt, og om englene, som kom ned fra himlen og sang derom for hyrdene på marken; for det lille barn var jo Guds sønn. Og hun fortalte om, at barnet vokste og ble stort og døde på korset for oss og ble begravet, men opstod igjen og er nå en konge i himlen og har lukket porten opp til paradiset, for at alle Guds barn kan komme derind. Og hun sa til Ketil og sin lille datter, at de var blitt Guds barn, da de ble døpte som ganske små, og hun bad dem, at de aldri måtte gå bort fra ham; da tenkte de begge, at det ville de aldri gjøre.

IV. I skogen og ved tjernet.

En dag fikk Sigrid lov å følge med sin mor ut til skogkanten til Elses hytte. Det var morsomt, kan du tro; for hun hadde aldri vært der før, og hun fikk være med Ketil langt inn i skogen, hvor der var så stille, så stille. Fuglene fløy så lydløst fra en gren til en annen, og sommetider klavrede en ekorn lystig opover stammen på et tykt grantre. Da kunne Sigrid ikke bare seg for å rope høyt av glede; men så skremte hun både ekornen og fuglene, og Ketil sa: „Vi får nok bare hviske!“ og så hvisket de.

„Jeg synes, fuglene tier så stille,“ sa Sigrid.

„Aa, du kan tro, de synger nok sommetider,“ sa Ketil; „det er slig musikk, når de stemmer opp allesammen, og måltrosten er nå den beste av dem alle; har du hørt den?“

„Nei,“ sa Sigrid. „Aa gid jeg kunne få høre den!“

„Han synger nå helst om kvelden eller om morgenen tidlig,“ sa Ketil, „når du bare kunne komme her da; men ellers synger han på denne tid av dagen også lenger inn i skogen; ja, kunne vi bare gå lenger inn og så ned til tjernet, så skulle du få se skipene mine.“

II

66„Har du skip?“ spurte Sigrid.

„Ja, jeg har mange skip der; jeg har „Ormen lange“ også!“

„Det var et stygt navn,“ sa Sigrid.

„Synes du det? ja, men det var sådant et prektig skip! det var det, Olav Trygvessøn var på i slaget ved Svolder.“ Og nå måtte Ketil fortelle om Ormen lange og slaget ved Svolder.

Noen dage etter kom Sigrids bror hjem til prestegården, og i Elses hytte ble der ikke mindre glede; thi Ketils far kom hjem. Sigrids bror het Svend og var likeså gammel som Ketil. Han gikk på skole i byen og var forresten hos sin faster der; men i julen og midt på sommeren fikk han komme hjem; for da hadde de fri av skolen.

Svend og Ketil ble snart gode venner, og de lekte sammen oppe ved tjernet, hvor skipene lå.

„Du skulle bare se dem, Sigrid,“ sa Svend en dag til sin lille søster, „du kan tro, det er moro!“

Så fikk Sigrid lyst til å se skipene og tjernet; men enda mer lyst hadde hun til å se på fuglene og ekornene, som hun visste var deroppe i skogen.

Svend bad sin mor om, at Sigrid måtte få være med til tjernet, og hun fikk lov, når de bare ville love å være forsiktige og ikke gå for langt bort, og det lovede de.

Han hjalp henne å knytte hatten, så tok han henne ved hånden, og de løp av sted. „Hvis du blir trett, kan jeg godt bære deg et stykke!“ sa han.

De skulle bortom Ketil for å få ham med, og han var da straks ferdig. Men da de gikk, sa Ketils far: „Dere skal ikke gå i båten deroppe!“ „Nei,“ sa Ketil. Så gikk de.

„Det er ikke noe videre morsomt her i skogen,“ sa Svend; „men bi bare, til vi kommer til tjernet.“

Men Sigrid syntes just, det var morsomt i skogen. Hun spiste blåbær med god appetitt. Hun ble så blå på tennene og litt utenom munnen med; men det tørrede Svend av med hennes lommetørkle. Du kan vite, han måtte stelle vel med henne, da hun var betrodd til hans omsorg. Endelig kom de da opp til tjernet, og da syntes Sigrid, det var svært morsomt. Tjernet var så stort, så stort, hun så over til den annen side; der var så vakkert, og der lå noen huse; hun kunne se røyken av skorsteinspipene, hvor blå den steg opp i luften. Da undredes hun på, hva det var for folk, som bodde der; hun syntes, det 67var, likesom hun så over til et annet land. Der var også en hel skog av siv nede i vannet på den annen side, og det så morsomt ut; hun ville gjerne vært derover. Dette lot seg nå ikke gjøre, og når man ikke kan få reise, er det best å slå seg tiltaals, der man er; derfor ga hun seg ganske rolig til å pille opp runde småsten av stranden.

V. Båtturen. Men guttene var ikke rolige! Der var hendt noe skrekkelig -- Ormen lange var borte!

Tenk, om husmannsguttene på hin side hadde vært over og taget den! Ketil mente, de var gode nok til det. De stod og stirret over til den annen side, så de fikk vann i øynene — for solen stod midt imot — men ingen Orm så de.

„De har nok gjemt den mellom sivene,“ sa Ketil.

„Ja, udaf syne er den, det er sikkert,“ sa Svend, og han prøvde å fløyte med leppene; men han kunne ikke.

„Jeg ser den, jeg,“ sa Sigrid.

„Aa snakk, Sigrid, er det riktig sandt?“

„Der!“ Sigrid pekte med fingeren.

Ja, bestemt syntes de, der lå noe borte ved næsset. Ja, det var Ormen. Hvorledes den var kommet der, det kunne de ikke skjønne; det ble heller aldri oppklart, om det var vinden eller husmannsguttene på den annen side, der hadde spillet dem det puss; men én ting var sikker, at Ormen nå lå ved næsset, og at det var dyktig langt dit, når de skulle gå omkring.

„Der er jo båten,“ sa Svend, „kom, så ta’r vi den og ror der bort, det er bare et lite stykke.“

„Far sa, vi skulle ikke røre båten i dag,“ sa Ketil.

„Hvorfor det da? Du har jo sagt, at du ofte har roet alene, og nå er vi to.“

„Jeg farer her nok ofte alene; men det var vist for din og Sigrids skyld, at han ikke ville, vi skulle utpå i dag; men vil du vente her, så skal jeg snart hente skipet,“ og Ketil hoppet ned i båten.

„Pytt! tror du, jeg er redd da?“ ropte Svend og hoppet etter.

Men da ble Sigrid alene på stranden, og så begynte hun å gråte; hun var jo så liten og hadde aldri vært deroppe ved tjernet før.

„Vi kommer snart igjen, Sigrid!“ sa hennes bror; men hun bad så vakkert: „La meg få være med!“ og så lot han henne gå ut på en stor stein, som lå like ut i vannet, og 68derfra løftet han henne ned til seg. Han følte, at han burde gått ut av båten isteden; men han hadde sådan lyst til å ro.

„Der er vel ingen fare ved det?“ spurte han, og Ketil svarede: „Nei fare er der slett ikke, jeg har ofte roet lenger alene; men far tenkte vel, at dine foreldre kanskje var redde for deg og Sigrid.“

„Mor sa ikke noe om, at vi ikke skulle ro, hun bare bad oss være forsiktige,“ sa Svend, og det var ganske sandt; men hans mor visste slett ikke, at der var noen båt. Hun visste, at vannet var ganske grunt langs stranden på hele denne side, derfor hadde hun ladet sine barn gå alene derop, og dessuten hadde hun jo sagt, at de ikke måtte gå for langt bort. Det kan nok være, at om hun hadde sett dem i båten et godt stykke ute på vannet, så ville hun synes, at Svend kun måtelig hadde holdt sitt løfte til henne.

Begge guttene rodde med hver sin åre, og Sigrid satt alene bak i den lille båt. Svend turde nesten ikke la henne få lov til å røre seg, så redd var han, at hun skulle falle i vannet; han hadde i grunnen ingen god samvittighet; men han lot seg ikke merke med det.

De kom dog lykkelig bort til næsset; men langsomt var det gått med dem; for de var just ikke øvede rorskarle. Ormen lange lå der i god behold; de fikk den opp i båten, og så skulle de reise tilbake.

VI. Det fremmede land.

Men der oppe på næsset var så uendelig mange blåbær, og dem måtte de sanke noen av. Så gikk de da i land, og de fant snart, at dette næs var det prektigste stykke land ved hele tjernet. Foruten blåbær var der så mange vakre små grankongler, meget vakrere enn på deres egen side, og Sigrid måtte endelig have en hel del av dem med seg; det var jo for henne de prektigste melkekjør, noen kunne ønske seg. De gikk lenger og lenger „inn i landet,“ som Svend sa; for han syntes, de var omtrent like med Kolumbus, der opdagede Amerika. Næsset høinede mer og mer opover, og høyt deroppe stod et vakkert eiketre; på deres egen side av tjernet vokste ikke en eneste eg. De måtte ha hver sin gren; men de kunne ikke nå, så Ketil måtte klatre opp i treet, og det tok tid. Sigrid fikk også sin lomme fylt med eikenøtter; de skulle være kalve og får i hennes lille fjøs.

Du kan vite, at tiden må gå hurtig, når man har oppdaget 69et nytt land med så mange herligheter. De små merket ikke, at dagen led, solen ble rødere og rødere, men ga mindre og mindre varme, ettersom den dalte mot aaskanten; de merket det ikke. Til slutt gled den bakom, og en kald aftenvind strøk over tjernet og suste om Sigrids øre, så hennes lokker flagret, for hun bar hatten i hånden, full av grankongler. „Huff da!“ sa hun og strøk håret tilbake. Svend så på henne; hun var så bleg i ansiktet og blå under øynene.

„Du fryser vist?“ sa han; „kom la oss skynde oss hjem. Solen er gått ned også.“

De vendte seg mot tjernet; men det så ikke vennlig ut lenger, skygger strakte seg over det, og små bølger skvulpet mot stranden.

„Vi tør ikke ro nå!“ sa Svend, og han ble litt trang om hjertet. „Vi må gå omkring; la oss ta Sigrid imellom oss og springe, så fort vi kan!“

Ketil mente også, at det var best; båten fikk ligge der til i morgen.

„Du må ta hatten på, Sigrid,“ sa Svend ivrig; „la oss ta konglene!“ Han husket på det, han hadde lovet, og så knyttet han enda sitt lommetørkle under hatten på Sigrid; så løp de. Men veien var lang og ikke god; der var både myr og krat, grøfter og skigarder. Sigrid ble både trett og våt på føttene; hun gråt så sakte, men klagede ikke. Svend var rent ulykkelig, han, som skulle passet henne så godt. Han og Ketil skiftet med å bære henne; men da gikk det så langsomt, og de visste, at far og mor måtte vente på dem; dessuten mørknede det litt.

VII. Hjelpen.

„Dersom han far så oss nå, så kom han nok og hjalp oss!“ sa Ketil.

„Tror du ikke, Gud ser oss?“ spurte Sigrid, som han da bar.

Mon ikke Gud så dem? Han, som holder så meget av småbarnene! Jo, han så dem nok, og han hadde godt hørt, at Svend og Ketil hadde bedt ham om forlatelse i sitt stille sinn, fordi de hadde gjort galt, og han hørte deres bøn om, at han ville hjelpe dem.

„Jo, han ser oss vist!“ svarte Ketil fortrøstningsfull; „gråt ikke du, vesle Sigrid! vi kommer nok hjem igjen! Hadde jeg bare gjort, som han far sa, jeg, og ladet båten i fred! Ormen 70kunne ligget der til en annen dag; nå fikk vi den så ikke med allikevel.“

„Nei, Ormen!“ sa Svend; men så stanset han plutselig. Ketil stod også stille, og Sigrid løftet hodet; de hørte et rop langt borte og straks etter ennå et.

„Det er far, som roper etter oss,“ sa Ketil, og så satte han Sigrid ned, holdt hendene for munnen som en trompet og skrek av alle krefter: „Ho!“ Litt etter hørte de raabet igjen, og Ketil svarte paany. „Jeg hører, han kommer hitover,“ sa han, og de andre kunne også tydelig høre, at det knaket i buskene foran dem. Det varte vist ikke fem minutter, før de møtte Ketils far.

„Det var min skyld altsammen!“ sa Svend; „kjære, skjenn ikke på Ketil.“

Mannen skjendte ikke videre heller, skjønt han ikke var riktig blid; han tenkte vel, de hadde lidt skyld hver, og det hadde de da også. Men Sigrid tok han på armen, og der satt hun godt, for han var så sterk. Han gikk hurtig foran; småguttene fulgte etter, og så kom de snart på kjent sti.

Ketil og hans far gikk like til hytten.

Jeg vet ikke, hva Svends og Sigrids foreldre sa, da de kom hjem, om de skjendte på dem eller ei; men jeg vet, at da Svend gikk til sengs, da var han meget bedrøvet over, at han således kunne gjøre far og mor imot, de, som holdt saameget av ham.

Men dagen etter var alle i prestegården bedrøvede; for lille Sigrid var meget syk; hun hadde vist forkjølet seg; hun var så brennende het i pannen og i hendene, og da Svend kom hen til sengen for å tale til henne, så hun på ham med et så underlig blikk, at han ble ganske engstelig. Han tok hennes hånd, han strøk håret bort fra hennes panne, men kunne ikke si et ord; så gikk han ut av værelset.

Dagene gikk; men Sigrid ble i førstningen ikke bedre; hun ble verre. Hennes mor var hos henne både dag og natt, hennes far var der også, når han hadde tid, og Svend fikk vel lov å komme inn ofte; men da måtte han være så stille.

Et par uker gikk, og endelig begynte Sigrid å komme seg; ja Svend hadde endog den glede, at hun kunne gå en liten tur ut i hagen med ham, dagen før han reiste til byen igjen.