En rig og anselig kineser gjorde sig til, fordi han bar et klædebon, der overalt var besat med de kostbareste ædelstene. En gammel, sletklædt bonze (saa 61kalder man de geistlige i Kina) fulgte ham gjennem forskjellige gader, bukkede sig ofte for ham lige ned til jorden og takkede ham flere gange for hans ædelstene.
„Min ven!“ svarede den rige, „jeg har jo aldrig givet dig ædelstene.“
„Ganske rigtigt!“ sage bonzen; „men du giver mig leilighed til at se dem, og anden brug kan jo du heller ikke gjøre af dem. Der er altsaa ingen anden forskjel mellem os, end at du har den umage at bære og bevare dem, og denne besvær ønsker jeg mig ikke.“