Den fromme Grev Zinzendorf, brødremenighedens bekjendte stifter, gik en dag i sine egne tanker og spadserede i 60egnen omkring Herrnhut. Uden at merke det var han kommen dybt ind i en afsides liggende skog. Da træder pludselig et menneske hen imod ham, med vaaben i hænderne, og affordrer ham hans pengepung. Uden i mindste maade at komme ud af sin fatning trækker greven sin pung op af lommen, leverer røveren den og siger alvorlig og stille: „Min ven, du driver et haandverk, som tidlig eller sent maa føre dig til galgen. Men naar du engang bliver ført til retterstedet, saa fortvil ikke om din sjæls frelse, men kom ihu, at Jesus Kristus ogsaa er død for dine synder, og anraab ham om naade!“ Tre aar efterat dette var skeet, kom greven til en by i Bøhmen, og medens der blev skiftet heste, gik han op paa torvet, hvor der netop holdtes marked. Midt i trængselen merkede han, at der var en, som klappede ham paa skulderen. Han saa sig om, og en mand, som hilsede ham venlig, spurgte, om han kunde kjende ham. Da greven sagde nei, bad han, om han maatte faa lov at føre ham hen til sin bolig. Greven modtog tilbudet og fulgte hjem med manden. Han kom ind i en pen stue og saa der en smuk ung kone, som havde et barn paa armen. Manden kastede sig nu ned for hans fødder og bekjendte, at han var den røver, som for tre aar siden havde angrebet ham i skogen. De faa ord, som greven dengang havde talt til ham, havde gjort et saa dybt indtryk paa hans hjerte, at han ved Guds naade var kommen til omvendelse og tro.

Den fromme Grev Zinzendorf, brødremenighedens bekjente stifter, gikk en dag i sine egne tanker og spaserte i 60egnen omkring Herrnhut. Uten å merke det var han kommet dypt inn i en avsides liggende skog. Da trer plutselig et menneske hen imot ham, med våpen i hendene, og affordrer ham hans pengepung. Uten i minste måte å komme ut av sin fatning trekker greven sin pung opp av lommen, leverer røveren den og sier alvorlig og stille: „Min venn, du driver et håndverk, som tidlig eller sent må føre deg til galgen. Men når du engang blir ført til retterstedet, så fortvil ikke om din sjels frelse, men kom ihu, at Jesus Kristus også er død for dine synder, og anrop ham om nåde!“ Tre år etter at dette var skjedd, kom greven til en by i Bøhmen, og mens der ble skiftet hester, gikk han opp på torvet, hvor der nettopp holdtes marked. Midt i trengselen merket han, at der var en, som klappet ham på skulderen. Han så seg om, og en mann, som hilste ham vennlig, spurte, om han kunne kjenne ham. Da greven sa nei, bad han, om han måtte få lov å føre ham hen til sin bolig. Greven mottok tilbudet og fulgte hjem med mannen. Han kom inn i en pen stue og så der en smuk ung kone, som hadde et barn på armen. Mannen kastet seg nå ned for hans føtter og bekjente, at han var den røver, som for tre år siden hadde angrepet ham i skogen. De få ord, som greven dengang hadde talt til ham, hadde gjort et så dypt inntrykk på hans hjerte, at han ved Guds nåde var kommet til omvendelse og tro.