Læreplanatlas
3. BindIV. Fortællinger og skildringer.

49. Et træk af Luthers liv.

59

Morten Luther var sedvanligvis meget munter og glad i Herren; dog gaves der ogsaa for ham mørke dage, da hans sjæl var bekymret, og det forekom ham da næsten, som om han ikke havde nogen forsonet Gud i himlen. Ved saadanne leiligheder dadlede, formanede og trøstede hans kjære hustru ham, og det hjalp ogsaa i almindelighed. Men engang vilde det dog ikke hjælpe. Luther havde været nogle dage paa landet, men var endnu stedse bedrøvet. Han kom tilbage til sit hjem, og hvad fandt han? Hans fromme hustru, Katharina af Bora, sad midt i stuen, havde sørgedragt paa og et sort klæde over hovedet og saa meget bedrøvet ud. Hun havde endogsaa et hvidt lommetørklæde i haanden, og Luther troede, at hun havde grædt. Da han nu trængte ind paa hende og vilde vide, hvorfor hun viste sig i en saa dyb sorg, taug hun først stille; men endelig svarede hun: „Kjære Morten, jeg har drømt, at den kjære Gud er død, og at englene fulgte ham til graven!“ Da lo den gode Luther hjertelig, idet han glædede sig over sin hustrus gode indfald, og sagde: „Ja, du har ret, kjære Trine, jeg har forsyndet mig meget ved mit mismod. Jeg handlede jo, som om den gamle Gud ikke levede mere.“ Fra dette øieblik blev han atter glad og fornøiet i Gud.

Til sine børn sagde han: „Jeg efterlader eder ingen rigdom, men en rig Gud,“ og da man engang spurgte ham, hvor han vilde ty hen, naar ingen vilde tage sig af ham, svarede han: „Under himlen.“